Min kæreste er deprimeret....

[LaScrooge]

Åh Scrooge, hvor må det altså være en svær situation.

Jeg synes det er al ære værdi at du ikke bare forlader ham og lader ham sejle i sin egen sø, og jeg forstår godt, hvordan det er at være syg. Og hvordan det føles ikke at kunne overskue noget så basalt som at gå ud og børste sine tænder f.eks. At indsats i hjemmet og initiativ generelt i en periode var ikke-eksisterende eller på meget lav blus, ville jeg således have forståelse for. Men jeg synes IKKE det er i orden at han er efter dig, som hjælper ham så meget, og jeg synes ikke det er i orden at han bliver ubehagelig (og sådan lyder det lidt, i mine ører).

Jeg kan godt udefra se hvorfor aftensmadssituationen kunne gå i kage, når I begge to er kørt ned til sokkeholderne - manglende overskud og lavt blodsukker gør heller ikke noget godt for vores omgang med hinanden herhjemme. Jeg tænker at det er nemmere at forventningsafstemme når man ikke står i situationen, da det så ikke lige så let kører op en spids. F.eks. at spørge om morgenen om han vil lave aftensmad, fordi du kommer sent hjem. Men det ved du sikkert godt, du virker meget velovervejet.

Ift. det der med at han ikke mener du laver noget, tror du så det kan handle om forskellige standarder for rod og ryddelighed? Min kæreste havde en periode hvor han efter eget udsagn mistede motivationen til at gøre rent, fordi han syntes her rodede (jeg rodede). Og det gør jeg også, og ind i mellem også mere ind jeg selv synes er fedt, men ikke så meget som han syntes). Han er nok mere pernitten med ryddelighed, og jeg er mere pernitten med rengøring, og det må man så finde en løsning på og en fælles standard til.

Det handler helt sikkert om det, altså forskellige standarder for ord og ryddelighed, men også hvornår man rydder op efter sig. Jeg tager fx ikke min kop til vasken i samme øjeblik jeg har tømt den, og det gør han. Så føler han at jeg roder, også selvom jeg ville have taget den en time senere.

Han sagde i går, at hans evne til at kapere rod og uorden er direkte proportional med mængden af rod i hans indre. Og når han samtidig ikke har overskud til selv at rydde op, så finder han sig i en situation, hvor han føler at der er mega rodet omkring ham og at det gør det sværere for ham at have det indre rod også, samtidig med, at han ikke orker at rydde op. Fanget i rod og direkte konfronteret med sin egen mangel på selv at gøre det der skal til.

Jeg fortalte ham hvordan jeg havde det med det han sagde om mig i forhold til rod og husholdning. At jeg følte, at han syntes jeg var klam og nederen, fordi jeg åbenbart kunne trives i rod og skrald. Det vakte noget i ham, en forståelse af hvad mit problem med hans bebrejdelser handler om. Og jeg tror det gjorde en forskel, på den måde, at han ved hvad der sårer og at jeg bliver såret. Normalt snakker vi forskellige sprog på den måde, at han snakker følelsessprog og jeg er analytisk, så når jeg beskriver en følelse jeg får af noget han siger, så kan han relatere til det og det bliver vedkommende på en anden måde, end når jeg nedbryder påstanden og anskueliggør at jeg altså står for rigtig meget og det har han bare at anerkende. Det er fucked, fordi jeg selv er så rationelt tænkende og jeg justerer min virkelighedsopfattelse efter de informationer jeg får. Hans modus er mere i retning af at føle noget og så er dët virkeligheden, også selvom det måske ikke har så meget at gøre med hvad der rent faktisk gør sig gældende udenfor ham. Det er så fremmet for mig, og vi clasher enormt meget, helt instinktivt, på den forskel.

[LaScrooge]

Åh altså, hvor gør det mig trist, at du bebrejder dig selv, at han blev sur, fordi du (for en gangs skyld virker det til) udtrykte dine følelser. Lavt blodsukker eller ej, urimelig eller ej, den slags sker, og det skal der også være plads til - og så synes jeg i øvrigt heller ikke, det var urimeligt. Det handlede, som jeg hører det, ikke om maden. Det var jo for dig et udtryk for, at han også prøvede, og at han gav noget igen, og det giver da helt sikkert mening, når du så får bekræftet, at det ikke var tilfældet. Selvom den manglende handling i lige dette eksempel selvfølgelig ikke behøver betyde, at han ikke prøver eller giver noget igen, var det det du følte lige der, og det er dæleme da i orden, at du så bliver ked af det.

Hvad der stinker er, at han ikke er lyttende og måske går i forsvarsposition. Jeg kan godt forstå, du føler, at du skal tie stille med dine følelser og dine behov, når den reaktion, du modtager, er, at han skælder dig ud og går i seng. Ingen vil skældes ud, så selvfølgelig stopper man den adfærd, der fører til skæld-ud. Men det betyder jo så bare, at frustrationerne og "ked-af-det-heden" vokser og kommer ud på en uhensigtsmæssig måde - som jeg er sikker på, du ved.
Hvordan slutter konflikten så? Altså han bliver sur og går. På et tidspunkt skal I jo på talefod igen, kommer han så ud af soveværelset og lader som igenting? Siger han undskyld? Siger du undskyld?

Det virker til, i dit indlæg ang. seneste konflikt med maden, at I bare ligesom ignorerer elefanten i lokalet. Hvorfor er der ikke nogen af jer, der siger: "Det var noget lort." Når I er rolige? Bare stille og roligt går hen til den anden og siger: "Jeg vil egentligt godt snakke færdig om, hvad der lige skete, nu vi begge er faldet ned" uden bebrejdelser og anklager. "Når du gør sådan, føler jeg sådan og derfor gør jeg sådan" så I måske kan lære af situationen. Det synes jeg helt ærligt godt, du kan forvente af ham. Jeg har selv haft en moderat/svær depression, og jeg var en strid kælling, fordi jeg havde så pokkers ondt, men jeg var modtagelig over for dialog, når jeg først var faldet ned.

Snakker I om det bagefter?

Du har helt ret i din opfattelse af hvad der sker, som du beskriver den i de to første afsnit. Problemet er at han pt ikke er i stand til at rumme urimeligheden, min urimelighed. Han har kun plads til sig selv. Det har han sagt og det har jeg mærket og det anerkender jeg. Det er et vilkår som det ikke nytter noget at stritte imod overfor. Virkeligheden for mig er, at jeg ikke kan kræve eller forvente at der er plads til at jeg kan skabe mig, hvis skaberi indebærer vrede eller bebrejdelser rettet mod ham. Sådan var han ikke før han blev deprimeret og det er blandt andet en af grundene til, at jeg ikke har lyst til at gå fra ham. Han er på ingen måde normalt så tarvelig og selvcentreret.

Hvordan jeg håndterer det, er jeg ikke helt klar over. For jeg skal have plads til mig selv.

Vi har en masse elefanter som vi går uden om. De har dannet sig gennem noget tid og bunder blandt andet i, at vi har svært ved at kommunikere, jf. det jeg skriver ovenfor om at han er følelsesorienteret og jeg er rationel og analytisk. Han kan sige nogle ting som lyder helt forfærdelige i mine ører og som jeg bliver voldsomt vred eller såret over, og jeg gør det samme i hans øjne. Vi kan ikke høre hvad hinanden siger og vi ved ikke hvordan det vi selv siger påvirker den anden. Det er en af de ting vi pinedød skal tage fat på med en dygtig mediator, altså en parterapeut.
Situationen, når vi skændes, udvikler sig ofte sådan, at vi står i hvert vort ringhjørne og hvæser af hinanden. Det føles så forkert og som om det er ganske umuligt at mødes. Derfor føles det også meget grundlæggende og et "Undskyld" virker derfor meningsløst. For hvad undskylder man for, når man synes at det er den anden der har været den megastride? Vi kan godt undskylde, men det er hvis vi har brugt ord den anden reagerede kraftigt på. Fx går han helt i baglås hvis jeg kalder ham en idiot eller siger, at han skal holde kæft. Det er bare det værste og selvom det ikke er det for mig, så kan jeg godt anerkende, at det er slemt for ham - også selvom jeg slet ikke lægger det i de ord og udtryk, som han gør.
Tit ender det med, at vi bliver enige om at lægge det bag os, fordi vi ikke kommer nogle vegne i dialogen. Så på den måde har vi en masse gamle uoverensstemmelser liggende, hvilket ikke er godt. Dem tænker jeg at vi også kan arbejde med i parterapien, når vi når dertil.

[LaScrooge]

Ja, det lyder rigtig fornuftigt. Jeg vil bare lige igen pippe, at jeg synes, du skal overveje, hvad der er rimeligt og urimeligt. Hvorfor er det ikke rimeligt, at du bliver ked af det, når han udviser en adfærd, der for dig indikerer, at han ikke engang prøver?

Det er totalt rimeligt, det er der ingen tvivl om. Han er bare et sted hvor han ikke magter mine udslag. Og jeg skal finde ud af, hvad jeg så gør, for det her er svært og jeg kan ikke være i perfekt balance hele tiden. Jeg er rigtig glad for at I skriver, at jeg ikke skal bebrejde mig selv, for det gør jeg jo, når jeg bliver konfronteret med prisen for at give slip på kontrollen og formerne, - også selvom jeg ikke giver slip for at nyde at se verden brænde, men fordi jeg har nået et punkt.

[123million]

Tanker herfra, LaScrooge, håber, at alt ender godt på den ene eller den anden måde.

[achillaxedprune]

Ja, det lyder rigtig fornuftigt. Jeg vil bare lige igen pippe, at jeg synes, du skal overveje, hvad der er rimeligt og urimeligt. Hvorfor er det ikke rimeligt, at du bliver ked af det, når han udviser en adfærd, der for dig indikerer, at han ikke engang prøver?

Det er totalt rimeligt, det er der ingen tvivl om. Han er bare et sted hvor han ikke magter mine udslag. Og jeg skal finde ud af, hvad jeg så gør, for det her er svært og jeg kan ikke være i perfekt balance hele tiden. Jeg er rigtig glad for at I skriver, at jeg ikke skal bebrejde mig selv, for det gør jeg jo, når jeg bliver konfronteret med prisen for at give slip på kontrollen og formerne, - også selvom jeg ikke giver slip for at nyde at se verden brænde, men fordi jeg har nået et punkt.

Men du magter jo heller ikke hans udslag... Hvorfor er det kun dig, der skal finde sig i ham? Hvorfor har han carte blanche til at være en douche "bare" fordi han er syg?

Jeg får umiddelbart tanken, at du er RIGTIG god til at (bort)forklare og rumme ham... Og du egentlig kan argumentere dig frem til, at det er i orden... Og du derfor skal indordne dig hans luner. Pas nu på du ikke argumenterer og rationaliserer dig selv følelsesmæssigt skakmat.

[kidkomb]

Bare sådan en strø-tanke:
Ville det mon være en idé med en rejse med en god ven/veninde/din mor eller lignende en uges tid, bare for at mærke efter indeni uden at mærke efter indeni, forstår du?
Altså ikke tage væk med intentionen om at mærke efter, men bare tage væk og så efterfølgende tænke over, hvordan du havde det indeni mens du var væk.
Nogle gange er man (man som i jeg i hvert fald ) nødt til, at fjerne sig helt, for at se klarere.

[LaScrooge]

Bare sådan en strø-tanke:
Ville det mon være en idé med en rejse med en god ven/veninde/din mor eller lignende en uges tid, bare for at mærke efter indeni uden at mærke efter indeni, forstår du?
Altså ikke tage væk med intentionen om at mærke efter, men bare tage væk og så efterfølgende tænke over, hvordan du havde det indeni mens du var væk.
Nogle gange er man (man som i jeg i hvert fald ) nødt til, at fjerne sig helt, for at se klarere.

Det er en god idé og jeg har allerede aftalt med en veninde, at jeg besøger hende i Jylland. Eneste problem er at jeg stadig venter på at få besked om hvornår jeg skal til jobsamtale, så det er svært at planlægge helt frit.

[LaScrooge]

Men du magter jo heller ikke hans udslag... Hvorfor er det kun dig, der skal finde sig i ham? Hvorfor har han carte blanche til at være en douche "bare" fordi han er syg?

Jeg får umiddelbart tanken, at du er RIGTIG god til at (bort)forklare og rumme ham... Og du egentlig kan argumentere dig frem til, at det er i orden... Og du derfor skal indordne dig hans luner. Pas nu på du ikke argumenterer og rationaliserer dig selv følelsesmæssigt skakmat.

Han har ikke fuld carte blanche, men han har line, netop fordi han er syg. Han er ikke sig selv og det nytter ikke at kræve at han skal være det, at han skal være afbalanceret, rationel, stabil, have overskud, ikke lade sig slå ud af alt muligt ubetydeligt, ikke blive ked af en sandwich i en køledisk, (som jeg fx blev det da jeg var deprimeret) osv.

Men du har alligevel en pointe. Det er en fin, fin balance at give plads til hysteri og ustabilitet for en periode, uden at lade ham blive en tyran, der kan opføre sig forfærdeligt og alligevel få et knus, fordi han jo er syg og det er synd for ham.

[StripesAddict]

Åh Scrooge, hvor må det altså være en svær situation.

Jeg synes det er al ære værdi at du ikke bare forlader ham og lader ham sejle i sin egen sø, og jeg forstår godt, hvordan det er at være syg. Og hvordan det føles ikke at kunne overskue noget så basalt som at gå ud og børste sine tænder f.eks. At indsats i hjemmet og initiativ generelt i en periode var ikke-eksisterende eller på meget lav blus, ville jeg således have forståelse for. Men jeg synes IKKE det er i orden at han er efter dig, som hjælper ham så meget, og jeg synes ikke det er i orden at han bliver ubehagelig (og sådan lyder det lidt, i mine ører).

Jeg kan godt udefra se hvorfor aftensmadssituationen kunne gå i kage, når I begge to er kørt ned til sokkeholderne - manglende overskud og lavt blodsukker gør heller ikke noget godt for vores omgang med hinanden herhjemme. Jeg tænker at det er nemmere at forventningsafstemme når man ikke står i situationen, da det så ikke lige så let kører op en spids. F.eks. at spørge om morgenen om han vil lave aftensmad, fordi du kommer sent hjem. Men det ved du sikkert godt, du virker meget velovervejet.

Ift. det der med at han ikke mener du laver noget, tror du så det kan handle om forskellige standarder for rod og ryddelighed? Min kæreste havde en periode hvor han efter eget udsagn mistede motivationen til at gøre rent, fordi han syntes her rodede (jeg rodede). Og det gør jeg også, og ind i mellem også mere ind jeg selv synes er fedt, men ikke så meget som han syntes). Han er nok mere pernitten med ryddelighed, og jeg er mere pernitten med rengøring, og det må man så finde en løsning på og en fælles standard til.

Det handler helt sikkert om det, altså forskellige standarder for ord og ryddelighed, men også hvornår man rydder op efter sig. Jeg tager fx ikke min kop til vasken i samme øjeblik jeg har tømt den, og det gør han. Så føler han at jeg roder, også selvom jeg ville have taget den en time senere.

Han sagde i går, at hans evne til at kapere rod og uorden er direkte proportional med mængden af rod i hans indre. Og når han samtidig ikke har overskud til selv at rydde op, så finder han sig i en situation, hvor han føler at der er mega rodet omkring ham og at det gør det sværere for ham at have det indre rod også, samtidig med, at han ikke orker at rydde op. Fanget i rod og direkte konfronteret med sin egen mangel på selv at gøre det der skal til.

Jeg fortalte ham hvordan jeg havde det med det han sagde om mig i forhold til rod og husholdning. At jeg følte, at han syntes jeg var klam og nederen, fordi jeg åbenbart kunne trives i rod og skrald. Det vakte noget i ham, en forståelse af hvad mit problem med hans bebrejdelser handler om. Og jeg tror det gjorde en forskel, på den måde, at han ved hvad der sårer og at jeg bliver såret. Normalt snakker vi forskellige sprog på den måde, at han snakker følelsessprog og jeg er analytisk, så når jeg beskriver en følelse jeg får af noget han siger, så kan han relatere til det og det bliver vedkommende på en anden måde, end når jeg nedbryder påstanden og anskueliggør at jeg altså står for rigtig meget og det har han bare at anerkende. Det er fucked, fordi jeg selv er så rationelt tænkende og jeg justerer min virkelighedsopfattelse efter de informationer jeg får. Hans modus er mere i retning af at føle noget og så er dët virkeligheden, også selvom det måske ikke har så meget at gøre med hvad der rent faktisk gør sig gældende udenfor ham. Det er så fremmet for mig, og vi clasher enormt meget, helt instinktivt, på den forskel.

Det er godt at han trods alt forstår det, også selvom du er nødt til at udtrykke det på en anden måde, end hvad der falder dig naturligt. Jeg kan forstå jer begge ift. Måden at kommunikere på, og jeg kan også godt forstå det din kæreste udtrykker ift. Intolerans over for rod, men derfor nytter det jo stadig ikke noget, at du ikke kan være der.

Ift. Det du nævner omkring, at han har svært ved at du er der, fordi det minder ham om at han ikke kan være noget/særlig meget for dig pt., så kommer jeg til at tænke på om I er sikre på at han har en depression? Den dårlige samvittighed minder enormt meget omkring den måde jeg havde det, da jeg var ved at ryge ud over kanten med stress. Jeg havde dårlig samvittighed over alt og alle, og specielt min kæreste, og da det var værst havde jeg lyst til at tage på en meget lang ferie alene væk fra det hele - også ham. Da jeg havde en depression kunne jeg til gengæld ikke overskue at være alene. Jeg ved ikke om det kan have noget på sig, det var blot en tanke - jeg tænker det kan være afgørende ift. Hvordan I skal handle på det.

[LaScrooge]

Det er godt at han trods alt forstår det, også selvom du er nødt til at udtrykke det på en anden måde, end hvad der falder dig naturligt. Jeg kan forstå jer begge ift. Måden at kommunikere på, og jeg kan også godt forstå det din kæreste udtrykker ift. Intolerans over for rod, men derfor nytter det jo stadig ikke noget, at du ikke kan være der.

Ift. Det du nævner omkring, at han har svært ved at du er der, fordi det minder ham om at han ikke kan være noget/særlig meget for dig pt., så kommer jeg til at tænke på om I er sikre på at han har en depression? Den dårlige samvittighed minder enormt meget omkring den måde jeg havde det, da jeg var ved at ryge ud over kanten med stress. Jeg havde dårlig samvittighed over alt og alle, og specielt min kæreste, og da det var værst havde jeg lyst til at tage på en meget lang ferie alene væk fra det hele - også ham. Da jeg havde en depression kunne jeg til gengæld ikke overskue at være alene. Jeg ved ikke om det kan have noget på sig, det var blot en tanke - jeg tænker det kan være afgørende ift. Hvordan I skal handle på det.

Jeg tror, at min kæreste er både stresset og deprimeret og at de ting følges ad. Alle de tanker om ikke at være god nok, som jeg skriver om i startindlægget, handler meget ofte også om ikke at have tid og ikke at kunne overskue. Fx bebrejder han sig selv at han ikke er mere sammen med sin nevø. Nevøen bor 2 etager under os i samme opgang. Han kunne gå derned når som helst og sige godnat eller snakke om dagen, men det gør han ikke. Han ser ikke løsninger, han spørger ikke sig selv hvad han kan gøre ved tingene, han ser bare et bjerg af ting han burde gøre men han kan ikke overskue at gøre noget af det og det ender i endeløse selvbebrejdelser. Sådan har det været længe, også før han brød rigtigt sammen.

Og han er ikke modtagelig overfor de løsningsforslag jeg kommer med. Jeg er meget ligetil indrettet i forhold til sådan noget. Er der noget, der går mig på, finder jeg ud af hvad eller om jeg kan gøre noget ved det. Hvis jeg kan, gør jeg det. Hvis jeg ikke kan så accepterer jeg dét. Jeg ser ingen grund til at bebrejde mig selv ting jeg ikke kan gøre noget ved. Og hvis jeg fx erkender, at jeg godt kunne gøre noget, men at jeg ikke orker det lige nu af de og de grunde, så kan jeg også leve med det, fordi det jo så bare er sådan det er. Så må jeg tage mig af det når jeg får overskud og så må jeg leve med de konsekvenser det eventuelt har at jeg ikke har taget mig af det. Det er eddermanemer et godt redskab, som virkelig holder mig balanceret og fritager mig for mange frustrationer. Men i min kærestes øjne er det nærmest et tegn på at jeg er et dårligt menneske. At jeg er kold. Det er som om han bare vil have det dårligt og jeg aner ikke hvordan jeg skal hjælpe ham igennem det. Hvis jeg overhovedet kan.

[LaScrooge]

Det er sindssygt svært lige nu. Jeg overvejer, om det er godt for mig at blive sammen med ham. På nogle områder minder hans tilgang til mig om min mors - vel og mærke den hun havde da jeg var barn. Han er kritisk, han lytter ikke, han tilskriver mig motiver jeg ikke har og det virker som om han bare synes jeg er et dårligt menneske. Han påstår fx at jeg ikke har nogen selvindsigt og at jeg ikke er empatisk. Aldrig har jeg hørt noget lignende og jeg forstår simpelthen ikke hvad det er for en verden han lever i.

Og så er han så hård.

Efter den situation jeg skrev om sidst, hvor jeg spurgte om han ikke kunne finde et andet sted at være, har han fortalt nærmest alle der gad at lytte, at jeg smed ham ud af hans eget hjem. Vel og mærke mens han har grædt som pisket og fortalt om hvor dårligt han har det. Han har intet forstået af hvordan jeg havde det og hvis jeg prøver at forklare det er det i øvrigt ligegyldigt, for han er deprimeret og det er ham det er synd for. Han har fortalt sine venner at jeg aldrig rydder op og at jeg smed ham ud fordi jeg syntes han ikke lavede nok. Han har genfortalt at han viste dem vores udveksling og at de alle syntes jeg var streng. Han har fortalt det til sin familie, som efterfølgende blev vrede på mig over at jeg kunne være så ond. Det var lidt svært da vi skulle hjem til hans forældre til Påske, fordi det sidste de vidste jo var at jeg havde gjort noget forfærdeligt mod deres søn.

Det fik han så repareret, sådan nogenlunde, inden vi tog afsted og der var ingen der brændte mig på bålet mens jeg var der, men hvad de har tænkt indeni har sikkert ikke været rart. Når han fortæller om hvad han har fortalt, så lyder det som et forhold jeg ikke ville anbefale min ven eller veninde at blive i. Og øjensynligt har vennerne også sået tvivl om det var rigtigt at vi var sammen.

En af min kærestes venner har han været venner med siden gymnasiet. Han er også min ven og vi blev rigtig gode venner længe inden jeg fandt sammen med min kæreste. Vi har tit snakket om det med, at vi to er venner og at vi er det uafhængigt af deres relation (det er mest min ven der har bragt det op, for mig havde det aldrig ændret karakter - altså, selvfølgelig gik jeg ikke fra at være Scrooge til at være Min Kærestes Kæreste lige pludselig). Denne ven ringede jeg til på et tidspunkt for at høre, om jeg eventuelt kunne sove hos ham en nat eller to, fordi min kæreste og jeg var rigtig meget på kant og havde godt at lidt tid fra hinanden. Da jeg kommer derhen spørger han hvordan jeg har det og jeg siger, at jeg ikke har det godt, at jeg føler mig meget alene og at det er rigtigt svært, at min kæreste har det så dårligt - og at jeg ikke rigtig føler at der er nogen, der interesserer sig for hvordan jeg har det - alle er fokuserede på min kæreste, som jo er helt nede. Det kan han godt forstå, siger han, og siger, at vi skal mødes og snakke om det hele. Og at jeg ikke skal frygte at han vælger side. Det tror jeg heller ikke at han gør - det er ret langt fra hvordan jeg selv tænker og agerer, så det antager jeg bare og det bekræfter han så. Jeg tænker jo, at vi har vores egen relation. Derefter hører jeg intet som helst fra ham. I mange uger. Han kontakter derimod min kæreste flere gange og de ses og snakker mange gange, også med andre venner til stede. Det bliver jeg såret over og føler mig svigtet, for hvad fanden er et venskab værd, hvis man ikke er der for hinanden når man har det svært? Hvis man ingen interesse viser overhovedet? Jeg regnede os for at have et meget tæt venskab, vi har snakket om mange ting som er meget fortrolige og sårbare. Jeg siger det på et tidspunkt til min kæreste, som bare svarer at det gider han ikke høre på, for vores ven har været der for ham og han har ikke brug for at tænke dårligt om ham.

I fredags mødtes jeg så med min ven for nogenlunde første gang siden da og da sagde han, at han ikke kunne overskue at være der for os begge to. Set var for svært for ham at mødes med mig efter at have siddet med min kæreste der bare krængede sit hjerte ud og fx fortalte hvor meget jeg rodede og hvor svært jeg gjorde det for ham altid. Det mindede ham for meget om at være skilsmissebarn og at skulle snakke med den ene og den anden og finde rundt i alle historierne osv. Det kan jeg sagtens forstå, virkelig. Men for mig bliver det samtidig meget klart, at det er mig der bliver underprioriteret, mig, der er mindst vigtig. Det føles ærlig talt meget forfærdeligt, fordi jeg fucking troede at vi var venner. Og nu føles min situation sådan her: Min kæerste fortæller vidt og bredt sin side af historien, der meget handler om hvor galt det går med os og at jeg fx smider ham ud fordi han ikke tager sig nok af det praktiske. Det er det alle hører, samtidig med, at han er opløst i gråd og ved at falde fra hinanden. Ingen aner hvordan jeg har det og ingen giver en fuck for det anyways. Så jeg må jo bare erkende, at når det kommer til stykket er jeg alene, fordi dem jeg troede var mine venner har besluttet sig for at det er nødvendigt at vælge side. Det føles ensomt og det føles som noget, jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg har ikke tænkt mig at tvinge nogen til at høre på min side af historien, hvis de ikke er interesserede, men bare vælger at tro, at jeg da sagtens kunne finde på at smide min nedbrudte kæreste ud af hans eget hjem, fordi jeg ikke syntes han tog sig nok af det praktiske...

Da vi var hjemme hos hans forældre så vi billeder fra dengang min kæreste fik sin studenterhue på. Det mindede mig om dengang jeg blev færdig, hvor min mor meldte afbud 30 minutter inden, fordi hunden var blevet syg og mine søskende på hhv 15, 15 og 12 ikke kunne lide at være alene hjemme. Det var ingen der lykønskede mig, ingen der gav mig et kram, ingen, der klappede af mig da jeg fik min hue på. Story of min barndom og opvækst. Underprioriteret, ikke vigtig, ikke elsket nok, ikke sørget for, ikke passet på. Og den situation er jeg bare i igen nu. Jeg har ikke været ked af det i mange år, for sådan var det jo bare og jeg er voksen nu og kan selv bestemme. Troede jeg. Alligevel føler jeg mig lige nu mere alene end jeg har gjort i 15 år. Mere ringeagtet, mere foragtet, mere forladt. Jeg er simpelthen så ked af det.
I går aftes spurgte min kæreste så hvorfor jeg havde været trist og jeg fortalte ham om min dimission (eller er det translokationen? whatever) og at jeg blev mindet om det og at det gjorde mig ked af det, fordi jeg føler det samme nu. Hans reaktion var at sige, at jeg skulle lade være med at føle mig som et offer, for det kunne han ikke have. Og at jeg burde have forudset at min ven - min ven - selvfølgelig ville vælge ham, min kæreste, fordi de havde kendt hinanden siden gymnasiet. Altså, det burde jeg jo have set komme.

Jeg var bare sådan - og det var enden på det. Jeg skal ikke regne med mine venskaber, åbenbart, for det er da indlysende at de vælger ham, ikke? Og hvorfor har jeg i øvrigt ikke flere venner? Hvorfor har jeg ingen venner der går lige så lang tid tilbage som han har? Hvad er der galt med mig?-agtigt.

Han er fandeme langt ude og jeg kan for engang skyld ikke sætte ord på hvor forkert det føles og hvorfor. Det er bare den totalt mangel på indføling, empati, omsorg, opbakning.

Det hele er så sindssygt uholdbart og jeg overvejer meget stærkt om jeg skal flytte til en anden by og sige fuck til det hele og alle de fucking idioter der ikke er klogere eller finere. Og skride fra min kæreste, som er så exceptionelt selvoptaget og siger sådan nogle grimme ting til mig. Lige nu kan jeg bare ikke, for jeg har ikke noget arbejde og ingen sikkerhed og det er alligevel også et meget dramatisk skridt at tage. det der med at brænde broer er en dårlig idé. Det føles bare så ydmygende og jeg ved ikke om jeg overreagerer, men for fanden, hvad kan jeg gøre? Det hele er jo på hans nåde som det ser ud.

[DetSorteCirkus]

Af forskellige årsager kan jeg ikke gå i detaljer her, men jeg har engang stået i en situation, der desværre mindede om din, og jeg kan kun sige, at du skal skynde dig væk. Skrevet helt uden forbehold. Det er en sort/hvid-situation, som kræver en ditto handling for, at du igen kan komme på rette køl.
Jeg ventede (alt) for længe i sin tid, og det tog mange år, før jeg havde det rigtig godt igen.

[Lurende Peber]

Manden er jo syg. Og pisse egoistisk og direkte modbydelig i at gå og svine dig til.
Og han træder endda på dine behov.

Red dig selv. men uden penge og nogen at crashe hos er det svært. Kan du ikke lægge en plan?
Du skal ikke lade hans totalt uden for rimelighed handlemåde køre dig helt i sænk. Selv om han er godt i gang.

Han ændrer sig IKKE! Og du kan ikke blive ved med at lade ham suge din glæde og energi.

Kram og god karma herfra. DU fortjener det.

[LaScrooge]

Jeg fatter det bare ikke. Jeg syntes jeg havde bygget et godt liv op for mig selv, at jeg vidste hvem jeg var og hvad jeg syntes var rigtigt og hvorfor, - solide værdier smedet i fucking helvede - men nu synes verden forvredet og forkvaklet. Som om mine værdier og den person jeg er, er forkert. Jeg ved godt at det ikke er sandt, jeg ved godt, at jeg er et godt menneske, at jeg er empatisk, rar og retfærdig, men kan det virkelig være verden der er syg? Det er sindssygt. Og hvad er min egen rolle i det? Jeg må vel selv have været med til at skabe situationen, men jeg kan ikke rigtig komme på andet, end at min kæreste og jeg tænker og føler meget forskelligt og at i det udsnit af verden jeg befinder mig nu, er det ham der har definitionsretten - eller opbakningen, måske snarere.

[Lurende Peber]

Tag dit liv tilbage! Den spades definition af et rigtigt liv er da forkvaklet om noget. Ja han er syg. Men det kræver uddannet plejepersonale og læger at rette op på.