Hvordan havde jeres barndom/ungdom været med mobiltelefoner og facebook?

[fisken80]

I den seneste tid har der jo været meget fokus på, hvordan de sociale medier bruges til mobning og til at dele nøgenbilleder af unge piger mod deres vilje. I den sammenhæng har jeg tænkt meget på, hvordan det var gået mig, hvis facebook og mobiltelefoner havde eksisteret, da jeg var teenager.

Det har jeg, fordi jeg var mobbeoffer. Jeg blev mobbet groft af både piger og drenge, der gik i klasserne over min. Det stoppede faktisk først da jeg gik i 9. klasse, når jeg læser min dagbog fra dengang kan jeg se, at mange af de ting jeg har skrevet netop i 9. klasse handler om, at i dag er jeg ikke blevet drillet.
I 8. klasse handler det om, at jeg overvejede selvmord, men alligevel ikke ville gøre min familie ulykkelig. Det er hjerteskærende.

Jeg havde dog et helle. Når jeg sad i klassen (jeg gik heldigvis i en god klasse) og når jeg havde fri fra skole, så var jeg fri for mine plageånde. Men havde det været i dag havde sagen jo været en helt helt anden. Så havde jeg måske modtaget lede sms'er, haft en hadegruppe på facebook og generelt aldrig nogensinde kunnet være i ro.

Og dét er fanme skræmmende at tænke på. For skal jeg være ærlig, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde overlevet det... Når jeg allerede havde de grimme tanker som tingene var dengang, så tør jeg da slet ikke tænke på, hvordan det havde udviklet sig, hvis jeg ikke havde haft de pusterum jeg trods alt havde.

Så jeg er godt nok glad for, at mobil og sociale medier ikke var opfundet, da jeg var teen.

[kidkomb]

Jeg er rigtig glad for at være opvokset uden adgang til sociale medier.
Det slår mig som værende frygteligt at skulle vokse op med.
Man har aldrig fred. Man er altid på. Man skal forhold sig til noget hele tiden.
Laver man en fejl, så er det pludselig hele byen, der ved det, hvor det før var noget snak i krogene og måske en del af skolen vidste det.
Man kan alt for hurtigt blive stigmatiseret og ting kan forfølge een for altid, hvor det før blev glemt.

Een ting er at vi voksne bliver stressede af det, men tænk at vokse op med det. Nej, tak.

[Sophies-mor]

Tja... jeg boede i en lille by, som fungerede som facebook.
Alle mobbede mig, men ingen gjorde noget.
Selv ældre søskende til mine klassekammerater og deres venner fra den anden skole i byen mobbede mig. Tvivler seriøst på, at FB og mobiler kunne have gjort det værre.

Men man skal jo aldrig sige aldrig.
Måske ville det have været værre. Måske havde jeg forsøgt at tage livet af mig selv allerede i 4.kl i stedet for at være tæt på at påbegynde et selvmord i 8.kl. ??
Kan ikke se den helt store forskel, når det er så slemt.

[Fru Sunshine]

Jeg er også mobbeoffer, io det var klassen, der stod bag, så jeg havde kun fred derhjemme.

Og tanken om, hvordan det ville have været med sociale medier er så modbydelig, at jeg ikke rigtig magter tanken.

[Chatsy]

De sociale medier begyndte så småt at komme frem, da jeg var teenager, men jeg valgte/har valgt det, der var mainstream fra og forholdte mig udelukkende til medier, hvor man var anonym og gerne engelsktalende sider, netop for at undgå at risikere det snavs, jeg stærkt tror jeg ville være blevet udsat for ellers. Selv i dag holder jeg min daglige gang på nettet til ganske få steder under et alias og de par gange, jeg vovede at oprette mig under mit eget navn blev jeg både så træt af det pis, der foregik på de sider og jeg følte mig sårbar over at kunne blive googlet frem, at jeg slettede det igen efter et par måneder.

På den ene side tror jeg nu alligevel forskellen ville have været det samme. Jeg var mobbeoffer og boede i en lille by, hvor man kan sige at ulempen ved, at det ikke forgik på fx facebook er, at jeg ikke havde mulighed for at følge med i, hvem der var efter mig eller ej. For snakken gik bredt og hurtigt. Det fandt jeg altid først ud af, når jeg stod overfor personerne og man føler sig forbandet svag, når en person, man troede var fremmed for én, er en del af den inderkreds, der spredte rygter om én og er en aktiv deltager af det. Det er mig stadig en gåde, hvordan folk - der selv erkender, at det er første gang, man nogensinde snakker med dem - alligevel aktivt sviner mig til i andre kredse. Det er mig en endnu større gåde, hvordan de ikke skammede sig eller følte sig det mindste smule akavede, når jeg kiggede vantro på dem over deres egen erkendelse, men jeg gætter på at flokmentalitet kan skygge logisk tænkning pænt meget.
På facebook ville man i det mindste have skriftlige/billedlige beviser på det svineri, mobberne har gang i og man vil kunne se, hvem man skal undgå i stedet for naivt at komme i snak med dem, så de bagefter kan rende tilbage til deres gruppe og grine af, hvor dum og naiv, man er. Selvom der selvfølgelig også er de kujoner, der opretter en hadegruppe og gemmer sig under falske profiler, men igen det er ikke ret meget anderledes end hadegrupper offline, dem kendte man som regel bare ikke så meget til udover den voksende antal mennesker, der pludselig deltager i tilsviningerne. Selvom jo, man bliver jo konfronteret med det lang tid efter tilsviningerne er skrevet, på den måde bliver det svært at komme videre, når man hele tiden kan finde frem til det igen (eller have andre til hele tiden at minde én om det). Lidt ligesom man gemmer breve, man for længst burde have brændt eller makuleret - i stedet gemmer man dem i en skotøjsæske bagerst i skabet, så man lang tid efter, hvor man for længst har fortrængt det, pludselig får det hele rippet op igen under forårsrengøringen. Det er ukonstruktivt og noget værre møg. På den anden side, samme princip angår, hvis man ser de samme skiderikker, der har udsat en for det helvede, man har måttet leve igennem, dem kan man trods alt ikke så let gøre af med, så uanset slipper man bare ikke så nemt, når man først har været trukket gennem mobbehelvedet, offline eller online.

Jeg har tit været udsat for, hvordan folk heller ikke tror på de tilsvininger, jeg blev udsat for - jeg var bare hysterisk, det var indbildning, det var faktisk mig, der svinede dem til, det er min egen skyld osv. osv. - fordi tilsviningerne sjældent havde objektive vidner. Stod tilsviningerne sort-på-hvidt ville bevisbyrden have været mere reel end bare min udtalelse. Mht. at være "fri" når man er hjemme kontra at have det på de sociale medier, ej, jeg blev udsat for telefonopkald, hvor røret altid blev smækket på, når det var andre end mig, der svarede - ellers fik jeg nogle grimme ord eller ydmygelser med på vejen, hvis jeg var den uheldige modtager af opkaldet. Jeg HADER at snakke i telefon den dag i dag. Der var også de par gange, hvor der blev smidt ulækre ting i poser med mit navn på i postkassen. Fritidsaktiviteter måtte jeg fravælge, fordi der altid var nogle fra skolen, der også var med i de tilbud, der var i byen. Min frirum var at komme i kontakt med mennesker fra andre lande omkring fælles interesser, den løsning tyede jeg til dengang, det ville jeg også havde gjort, hvis jeg var født ti år senere. Så-eh...

Jeg havde været fucked uanset om de sociale medier var der eller ej.

[Ado]

Jeg er ikke et mobbeoffer. Jeg har dog været udsat for mobning, men ikke i en længere periode. Men jeg er lykkelig for, at internettet ikke eksisterede dengang. Mest fordi man bare var meget mere til stede dengang. Men jeg havde også en veninde, som var den største intrigante kost, som pga. et virkelig lavt selvværd, havde det med at gøre sig sjov på andres bekostning. Og hun ville have været frygtelig på Facebook. Ganske aldeles frygtelig.
Hun ville uden tvivl have været typen, der tog uheldige billeder af en og smed dem overalt online. Og typen, der ville skabe splid og skabe rygter.

Jeg havde en god barndom og ungdom. Jeg tror ikke jeg ville have de samme gode minder, hvis internettet havde været en del af det.

[Danseprinsesse]

Jeg tænker egentlig de samme modbydelige muligheder som jer andre, der blev mobbet.

Men den mobning jeg blev udsat for var det meste af tiden at blive ignoreret/udstødt og sjældnere den mere direkte verbale og fysiske mobning. Så
måske kunne det have givet mig en chance for at være mindre ensom, hvis jeg havde haft større mulighed for at finde venskaber gennem nettet?
Jeg havde enkelte gode veninder, men de boede langt væk og var der ikke i hverdagen, hvor jeg følte mig mest forkert og alene og havde brug for dem.

[icelady]

Meget mere kompliceret, end den var i forvejen.

[LadyFox]

Nu er jeg ikke blevet mobbet, og der var begyndt at komme nogle sociale medier da jeg blev teenager.

Som jeg ser det kan de sociale medier både være en fordel og ulempe i forhold til mobning - ulemperne er allerede nævnt i tråden. Men jeg ser det som en klar fordel at der på sociale medier er muligheder for at skabe kontakt til andre mennesker, og der på internettet er en masse forskellige fællesskaber som kan kan melde sig ind i. Hvis man er ensom kan internet-venner være guld værd. Jeg tænker især at hvis man som mobbeoffer bor i en lille by, så kan det meget let blive hele byen imod en - og så tænker jeg at det med at skabe venner kan blive så godt som umuligt, hvis man bor et sted hvor alle kender alle - og der tænker jeg at de muligheder de sociale medier stiller op kan være en fordel, da geografi så ikke behøver at være en forhindring i at komme i kontakt med nogle mennesker der ikke allerede kender en og ens rygte.

[Sevii]

Jeg voksede op med internettet og mobilen, og jeg oplevede de gode ting ved det nemlig at få nye venskaber som jeg stadig har 10 år efter. Jeg oplevede mobning, specielt med en pige der også gjorde det på nettet, men det berørte mig ikke så meget. Hvis jeg tænker tilbage, så husker jeg kun de sjove og gode ting man oplevede med internettet.

[Annione]

Jeg blev mobbet fra 0.-7.klasse, så jeg havde nok ønsket internettet og mobiltelefoner hen, hvor peberet gror. Jeg tror det havde været ganske rædselsfuldt.
Når jeg læser mine gamle dagbøger, så bliver jeg stadig trist, for selvom jeg ikke blev mobbet længere, så ønskede jeg bare sådan at være som alle de andre. Ikke nemt, når man er Jehovas vidne, i en verden, hvor man bare drømte om at få en kæreste og gå til fester. Jeg havde nok haft det endnu værre, hvis jeg hele tiden havde set billeder af, hvor sjovt andre havde det.

Jeg synes egentlig jeg havde en god barndom, men min ungdom var trist.

Jeg fik først mobiltelefon da jeg var 20 og facebookprofil da jeg var 25. Jeg synes det var rigeligt tidligt

[Guilded_Lily]

Folkeskoletiden var ok. Jeg blev mobbet en overgang i 4.-5. klasse, men det var i form af udelukkelse af gruppen i kortere perioder, alt efter klassens dronnings humør. Men de venner, jeg havde/ikke havde i skolen, havde jeg udenfor, bl.a. på ridecenteret. Og da jeg sætter stor pris på alenetid, havde jeg ikke et stort behov for konstant selskab. Hvis det var, ringede jeg fra fastnettelefonen og man accepterede, når telefonen ikke blev taget.

Det havde været langt værre i gymnasiet, hvor jeg aldrig rigtig faldt ind i nogen gruppe og jeg egentlig bare følte mig dum/mindre intelligent.

Men jeg kan se på de unge, jeg arbejder med til dagligt, hvor stor en stressfaktor mobiler og sociale medier udgør. Jeg ville ikke have været i stand til at manøvrere i den verden, tror jeg. Der ligger et kæmpe arbejde i folkeskolen, som tager tiden fra kerneydelsen, og jeg synes, det uhyggeligt, som jeg oplever flere og flere børn og unge med stress, som i 80% af tilfældene stammer fra mobil/sociale medier-verdenen!

[Mangoness]

Altså, nu er jeg kun 24 år, så min barndom var præget af mobiler og sociale medier fra ca. 5 klasse. Jeg passede ikke rigtigt ind i min folkeskoleklasse og blev tit kritiseret. For det meste var jeg meget alene og følte mig meget ensom. Jeg var også så genert, at jeg knap nok kunne snakke med andre mennesker (som bare blev værre af, at andre kritiserede, at jeg var genert og stille - og hvis jeg sagde noget, så sagde de til mig, at jeg skulle holde min mund).

Jeg begyndte dog hurtigt at skrive med folk på nettet, og nogle af dem skriver jeg stadig med i dag. For mig var det lidt en "flugt", hvor jeg kunne bruge tiden i frikvartererne på at skrive med dem på mobilen. Jeg brugte også al min fritid foran computeren, hvor jeg skrev med folk på min egen alder. På den måde fandt jeg ud af, at der var folk mere "ligesom mig". Det var dog stadig meget ensomt.

Til gengæld havde jeg ingen kontakt til mine klassekammerater udenfor skolen. Det tror jeg hjalp meget, for jeg kunne ikke følge med i det, som de lavede på Facebook osv. (jeg valgte bevidst ikke at være venner med klassekammerater på sociale medier, og jeg brugte heller ikke mit rigtige navn).

I gymnasiet var jeg også meget alene. Jeg følte mig ekstremt dum. Det var faktisk først her i starten af 2015, at jeg for første gang kom i en rigtig god klasse.

En kæmpe ulempe, ved at have levet på nettet, er, at jeg først nu skal begynde at finde ud af det sociale i virkelighedens verden. Det går jeg ud fra, at de fleste lærer som teenager. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan venskaber fungerer endnu - og jeg prøver stadig at finde mine egne grænser, finde ud af mig selv osv. Mit selvværd er også ekstremt lavt, og jeg har ikke særlig mange sociale success-oplevelser, som jeg kan kigge tilbage på.

Jeg er dog lykkelig over at have haft nettet til rådighed som ung, fordi det hjalp mig

(Det hjalp mig også meget, at jeg fik et job i en dagligvarebutik som 19 årig. På den måde blev jeg tvunget til at snakke med en masse fremmede mennesker, og i dag kan jeg gå over til næsten samtlige i min klasse og starte en samtale)

[Mangoness]

Dog har jeg hørt om en mobbe-oplevelse fra en af naboskolerne. En af pigerne (som generelt blev meget mobbet) viste sig nøgen for fremmede drenge på webcam. Så to af hendes klassekammerater oprettede en falsk mail, begyndte at snakke med hende og fik hende til at vise sig på webcam. De tog billeder af det, printede det ud og hang billederne op på hele skolen. Det var hende, som var på billederne, som fik ballade for det.

[dgd2007]

Vanskeligt spørgsmål, for jeg ved jo dårligt nok, hvordan det er være barn/ung nu med de ting

Men det første jeg kom til at tænke på, var nogle situationer, hvor det ville have været top ubelejligt, at ens forældre kunne kontakte én 24/7