thomassneum skrev:fisken80 skrev:thomassneum skrev:Jeg mener ikke man skal tage højde for "kræsenhed".
En frokostordning, vil sikre nogle børn får mad, hvor familier er så ressoursesvage, at madpakken er uoverskuelig. Det vil jeg heller støtte, end at tage højde for kræsne børn.
Hvorfor har du kræsenhed i ""? Mener du, at det er påtaget og ikke et reelt problem for nogen børn? For så tager du fejl. Jeg var allerede som 3-årig ekstremt bevidst om, hvad jeg ville spise og ikke spise. Og jeg fraveg det ikke, ligegyldigt hvor meget jeg blev presset, drillet, skammet ud (ja sådan gjorde nogen dengang) eller lokket.
Hvis en madordning ikke havde taget hensyn til min kræsenhed, så havde jeg simpelthen ikke fået mad hele dagen.
Ja, jeg mener, langt hen ad vejen, at det er en indstilling som man kan arbejde på.
Jeg skal ikke anfægte, at der findes eksempler på børn, hvor det kan tilskrives nogle fysiske forhold. I det tilfælde, så mener jeg heller ikke "kræsen" er et dækkende ord.
Jeg tænkte nok du ikke troede på kræsenhed.
Jeg ved ikke hvor meget det hjælper at forsøge at overbevise dig, men jeg kan godt love dig, at det intet har at gøre med indstilling.
Jeg havde SÅ mange udfordringer med min kræsenhed som barn, og havde jeg kunnet, så ville jeg ved gud helst have været den foruden, for det var sgu ikke spor sjovt at blive hånet og drillet og nødet og presset ved hvert eneste skide selskab jeg var til hele min barndom. Men når nu f.eks. tomater og sodavand smagte decideret grimt i min mund, så levede jeg hellere med drillerierne end jeg indtog de ting jeg ikke kunne lide.
I dag har jeg lært at lukke ørerne for de kommentarer, der stadig falder i ny og næ, jeg kan absolut ikke se nogen grund til at spise ting, der smager grimt i min mund bare for at gøre andre mennesker tilfredse.