Buller skrev:Og jeg vil lige nævne at der oftest kun lige kort bliver spurgt til hvem jeg er, nu jeg sådan helt naturligt bare går med ind til diverse møder/samtaler/operationer.
Men derfra bliver intet nævnt, nogle gange tales der nærmest kun til min kæreste andre gange er jeg en del af samtalen, det afhænger af hvad emnet er.
Jeg kan så sagtens finde på at afbryde og stille spørgsmål, hvis min kæreste ikke selv får det gjort. Fordi vi som regel har talt om det tidligere og jeg også ved hvad han gerne vil vide. Jeg er jo engageret på en anden måde og tager det ikke så personligt.
Bagefter er det en klar fordel under alle omstændigheder, da jeg husker andre ting end min kæreste... især de gange han har brugt mest energi på ikke at gå i panik og nærmest ikke har hørt noget.
Så gør det endelig.
I mit indkaldelsesbrev foreslår de evt. at tage tillidsrepræsentanten med. Det er ret sigende, at jeg aldrig er blevet præsenteret for vores tillidsrepræsentant og ikke aner, hvad vedkommende hedder.
Min kæreste har siddet på den anden side af bordet i rigtig mange af den slags samtaler, han har haft mange elever og kender procedurerne og reglerne. Det er en stor tryghed for mig, fordi jeg ved, han kan håndtere det på en professionel måde, hvor jeg jo virkelig bare er i mine følelsers vold lige nu. Den tryghed ville jeg have svært ved at finde hos et menneske, jeg aldrig har mødt før.
Jeg tror bare jeg tænkte, at det virker lidt "jeg har taget min far med"-agtigt. Men jeg kan egentlig mærke, at efter den måde jeg blev behandlet på i forbindelse med det sidste møde, der skulle afholdes, så er jeg faktisk ligeglad med, hvad de tænker.