Fødselsberetninger

[Shmartiesh]

Oskar, født d. 4/1 2023

Da jeg er 41+0 er jeg til kontrol på sygehuset hvor der bliver kørt hjertekurve og de tjekker hvor meget fostervand der er tilbage. Alt er heldigvis som det skal være og vi skal stadig afvente jeg selv går i gang.

Ny kontrol to dage senere, nytårsaftensdag. Alt er stadig fint.

Ny kontrol to dage senere…. Nu er vi så kommet ind i 2023 som jeg aldrig havde forestille mig jeg skulle føde i. Alt er stadig som det skal være, men jordemoderen vil gerne have en ny plan nu. Hvis jeg bliver sat i gang 42+0 så vil de anbefale en masse overvågning under fødslen så de vil gerne sætte mig i gang dagen efter hvor jeg er 41+5.
Jordemoderen er meget optimistisk omkring en igangsættelse med Angusta piller, da hun mener jeg bare skal have et lille skub. Både piller og ballonkateter blev der snakket om, men angusta pillerne var mest effektive.
Jeg har altid været i mod en igangsættelse, da jeg frygter for alle de indgreb man kan risikere der kommer bagefter, og jeg bliver ret ked af at skulle tage et valg og at jeg ikke ved hvilke konsekvenser det valg får. Jeg får også sagt at jeg frygter for et kejsersnit. JM ser dog ikke det som en risiko da jeg har født ukompliceret og spontant de to første gange.
Jeg har mere og mere ondt i bækkenet og jeg har oplevet at have mange snydeveer, så jeg er psykisk ret slidt over forløbet og tager i mod tilbuddet om igangsættelse.

Vi kommer ind igen dagen efter d. 3/1 og jeg får den første pille. Vi tager derefter i Rema og køber ind så vi ikke skal tænke på det dagen efter, såfremt jeg føder.
Jeg begynder allerede der at mærke lidt plukkeveer.
Resten af dagen foregår på sofaen. Min mand arbejder nogle timer derhjemme da hans barsel jo ikke er begyndt.
Jeg får lidt plukkeveer i løbet af dagen, men det er først henad ved kl. 17 jeg kan mærke de bider lidt. Jeg finder mad frem så min mand og jeg kan lave aftensmad, men jeg må opgive da det stikker for meget i underlivet til at jeg kan stå op og lave noget og vi bestiller pizza i stedet for. Overskuddet til overhovedet at lave noget var også ret lille.

Jeg tager en pille kl 20, selvom jeg er i tvivl og lidt med en frygt for at blive overstimuleret, men da jeg ikke synes jeg har nok plukkeveer og de bider ikke nok, vælger jeg at tage en mere. Der går dog ikke længe før jeg får veer og fra 20.30 begynder jeg at tracke via en app for at holde bedre øje. De kommer ret pludselig regelmæssigt med 2-3 min imellem og er 40 sek lange. I løbet af den halve time bliver de ét minut lange de fleste. Jeg trækker den til kl. 21 og ringer til fødegangen da jeg er ret sikker på de veer fortsætter. De vil heldigvis gerne se os, og vi kører mod Horsens uden at ane hvad der skal ske. Sender de os hjem? tager de vandet? Vi følte det her igangsættelse var en helt ny verden for os

Veerne fortsætter (heldigvis) i bilen og det letter en del da jeg i flere uger har oplevet at veerne stoppede når jeg bevægede mig. I bilen live opdaterer jeg mine to veninder og de hepper på mig. Det er ret hyggeligt at læse bagefter.

Vi kommer til Horsens ca kl 22 og der går lidt tid før der kommer en jordemoder. De har lidt travlt, hvilket vi ikke rigtig har været vant til før i Horsens.
Kl 22.30 er jeg på en modtagestue og der bliver kørt hjertekurve i 20 min som heldigvis er fin. Jeg har i mellemtiden fået hyppigere veer og de gør efterhånden ret ondt. Jeg er endnu ikke blevet vurderet med hvor langt jeg er og jeg synes selv jeg fornemmede jeg var ret langt, eftersom det begyndte at presse ret meget i underlivet. Jordemoderen jeg har er åbenbart ved en anden fødende så hun får hentet en ny jm ved vagtskifte som kommer og tjekker mig og jeg er kun de skuffende to cm. De vil dog ikke sende mig hjem da de er ret sikre på jeg føder samme nat. (No shit Sherlock)
Vi skal dog vente på en fødestue da de har flere der ikke er blevet gjort rent, men hun lovede vi ville være de første til at få en. Vi får at vide der ville gå 15 min., men der ender med at gå en hel time.
I mellemtiden har jeg stået meget op under veerne for at min mand kunne massere min lænd, men efter en halv time er mine ben trætte og jeg får lagt mig ned igen, hvilket også gør at veerne kun kommer med to minutter imellem i stedet for med kun ét minut.

Da jeg rejser mig for at gå på fødestuen kan jeg mærke der er noget der løber ud af mig og på vej derhen får jeg tre veer midt på gangen, og så lang er den gang i Horsens altså ikke
Jm mener det kan være vandet men da jeg går på toilet kan jeg se det er blod og der er meget af det. Hun tjekker mig igen og jeg er nu (KUN) 3 cm!!!! Blodet var heldigvis ikke noget unormalt og hun mener det er fordi jeg udvider mig ret hurtig.
Jeg får ret hurtigt tilbudt lattergas som jeg havde ventet på den sidste time, og det var tiltrængt. Veerne gør dog stadig virkelig ondt og det er svært ikke at sige lyde under dem, da jeg har mange smerter både i lænd, foran på maven og det presser i underlivet.
Klokken er nu 00.15 og min mand har hentet tasker og autostol i bilen. Vi konstaterer herefter at baby får fødselsdag samme dag som sin farfar.

Jeg får varmepuder men jeg har stadig behov for massage på lænden da det gør virkelig ondt der.
Jeg får så tilbudt bi stik hvilket jeg ikke har prøvet før. Jeg får at vide de gør ondt at få lagt, og jeg ved ikke om jeg havde sagt ja, hvis jeg vidste HVOR ondt det rent gør.
Jm sagde jeg bare skulle sige til hvis smerterne blev for uudholdelige, for så ville hun stoppe. Da hun har stukket ca 10 gange og min lænd så brænder af smerte, skriger jeg at hun skal stoppe, og jeg får så lige 3 stik mere. Jm og min mand synes dog ikke jeg skreg så meget da lattergas masken tog næsten alt lyden
Kort efter forsvinder alle smerter i lænden, men så er smerterne i underlivet meget tydeligere for mig og de smerter er ret svære for mig at tolerere. Det presser fortsat og jeg er frustreret over det, da jeg kun er sølle 4 cm.

Klokken er nu over 1. Og formentlig også over 1.30
Jeg bløder jeg en hel del og jm synes ikke det er normal blødning. Hun vælger at tage vandet for at sætte elektrode på hovedet af baby, da hun vil sikre sig baby har det godt og at det ikke er moderkagen der har løsrevet sig for tidligt.
Efter hun har taget vandet går det rigtig stærkt. Jeg får hurtigt stærke smerter og pressetrang og må ikke presse da jeg kun er 4 cm. Jeg får at vide jeg skal gispe mig igennem veerne men føler ikke rigtig jeg når at få luft til det.
Herefter går det virkelig stærkt, hvor babys hjertelyd dykker lidt og jm giver mig vehæmmende, da det sandsynligvis er fordi baby er presset over hvor hurtigt det går.
Babys hjertelyd dykker endnu mere og er nede på 50-60 mener jeg, men jeg er nu 9 cm og må gerne presse med.
Samtidig med at jm siger jeg må presse står hun på siden af min seng for at få den hævet, hun tager forklæde på og hun ringer efter læge fordi babys hjerterytme er så lav som den er.
Jeg siger så, lidt kommanderende som jeg husker det, til jm hun skal stille sig mellem mine ben fordi jeg ikke kan få mig selv til at presse uden der er nogen der står og sikrer sig babyen ikke lander på gulvet.
Ud kommer han på 3 veer kl 01.53, under 6 timer fra første ve, som jeg havde hjemme i stuen.
Fødselslægen kom ind af døren lige i det jeg føder ham og han har det heldigvis godt, derfor tjekker hun ham ikke yderligere. Han er blevet presset meget hurtigt ned gennem bækkenet af mine veer, og hans hoved har slet ikke nået at ændre form, fordi han kom ud så hurtigt. Til gengæld er næsen helt flad og det samme er hans ører, noget jeg slet ikke kan huske jeg lagde mærke til ved de to store.
Jeg fik kun overfladiske skrammer og et enkelt sting.
JM fortalte senere på natten at hun kan se på overvågningen, der kun gik 10 min fra hun startede overvågning og før det tog hun vandet, til han er ude. Dvs jeg har åbnet mig 5 cm på 10 min og har gispet mig igennem de ti min.
Jeg synes det var en meget voldsom oplevelse at have SÅ ondt under veer jeg ikke rigtig kunne styre. Hvis ikke det havde været for lattergassen tror jeg at jeg havde tryglet om en epidural.
De første tre dage efter fødslen var jeg lettet over at det var sidste fødsel for jeg havde slet ikke lyst til at føde mere, men nu kunne jeg godt gøre det igen og igen. Også får vi så fandens nuttede babyer at det er svært at acceptere der ikke kommer flere.

Jeg fik en efterfødselssamtale, via tlf, med jordemoderen. Jeg spurgte om hun mente jeg kunne have været overstimuleret siden det gik så stærkt, men det mener hun ikke. Hun mener jeg bare føder helt vildt hurtigt, og at grunden til både hende og jeg blev forvirrede over de 4 cm der pludselig endte i pressetrang, er egentlig fordi hun nåede at måle jeg var 4 cm åben. Hvis nu hun bare havde taget vandet, sat elektrode på og derefter målt mig efter et par minutter, så havde jeg været 9 cm åben også havde det hele givet bedre mening.
Jeg sagde også til hende at jeg fandt meget ro i at hun virkede så rolig, selvom jeg følte min krop var et stort kaos af smerte, fordi jeg også hele tiden prøvede at regne ud hvad der skete med min krop og hvor langt jeg var i processen. Men fordi hun var så rolig, så troede jeg hele tiden på at alt var som det skulle være.
Vi grinede også begge af hvor stærkt det pludselig gik til sidst, hvor jeg måtte bede hende stå mellem benene hvis jeg skulle presse, samtidig med hun ringede til lægen og måtte smide tlf for at gribe baby.

Vi blev hentet af min mands forældre kl. 8 om morgenen og vi gik hjem i seng og sov til kl. 13. Baby vågnede en enkelt gang for at få mad.

Pigerne kom hjem fra mine forældre om eftermiddagen og blev virkelig glade for at møde den længe ventede lillebror. Jeg tror den stor var begyndt at tvivle på om vi talte sandt om den der baby.

[Rapfisk]

Hopsa Der er vist kommet et par debatbabyer i foråret?

[Fru Himmelblå]

Jeg vil gerne fortælle min.

Vi havde lavet en fødselsplan om at komme på fødeklinikken og klare det uden medicinsk indblanding. Jeg var helt tryg ved det og glædede mig til en god fødsel styret af min krop.

Torsdag morgen vågner jeg med de første veer. Ikke noget vildt så manden bliver sendt på arbejde. Vi skriver løbende om dagen, da han selvfølgelig gerne vil være helt opdateret. Han kommer også tidligere hjem men der er ikke den vilde udvikling. Om aftenen tager de en anelse til og omkring kl. 23 ringer jeg til hospitalet for at give besked og vi aftaler, at jeg skal forsøge at sove.

Fredag morgen vågner jeg med kraftige veer som kun tager til. Kl. 9 ringer vi igen til hospitalet og aftaler, at vi skal komme ind. På hospitalet er beskeden desværre, at jeg kun er 1,5 cm åben og ikke i aktiv fødsel. Jeg får valget om, at de tager vandet eller at jeg bliver sendt hjem med en cocktail. Jeg vælger det sidste og vi tager hjem igen. Her får jeg sovet ved hjælp af cocktailen.

Fredag eftermiddag vågner jeg igen og vi vælger at gå en tur rundt om søerne for at få gang i veerne igen. Det hjælper heldigvis og de kører regelmæssigt derudaf da vi kommer hjem.

Fredag aften tager veerne voldsomt til og der er max 1 minut mellem veerne. Vi aftale igen med hospitalet at vi kommer ind.
Heldigvis er jeg nu i 4 cm åben og i aktiv fødsel så omkring kl. 23 rulles jeg ind på fødeklinikken hvor vi installeres. Her får jeg klyx og arbejder fint med veerne. Jordemoderen lytter flere gange til juniors hjertelyd og beslutter til sidst, at jeg skal tilbage på fødegangen, da hjerterytmen er for høj.

Klokken er nu 1 om lørdagen og på fødegangen får jeg lagt saltvandsdrop for at sænke min kropstemperatur og juniors hjerterytme. De tager også vandet og sætter en diode på junior for at følge bedre med i udviklingen. De er i tvivl om fostervandet er en lille smule grønligt. Herefter bliver jeg målt og er nu 5 cm åben. Mega nedtur efter så voldsomme veer.
Jeg arbejder videre med veerne men bliver mere og mere udkørt. Veerne er så voldsomme, at jeg intet kan få ind af hverken mad eller drikke har kun lige overskud til at arbejde med veerne. På trods af veerne takker jeg nej til lattergas flere gange, da jeg rigtig gerne vil klare det selv. Kl. 4 er jeg nu så træt, at jeg begynder at falde i søvn mellem veerne. Jordemoderen synes fortsat, at jeg arbejder godt med dem og får lige lavet en status. Desværre er beskeden at jeg kun er 5-6 cm. åben og hun kraftigt råder mig til, at tage imod både lattergas og epirural. Jeg får spurgt om jeg stadig vil kunne mærke selve fødslen hvilket hun bekræfter. Jeg er selvfølgelig ikke dum og ved godt, at når jeg falder i søvn mellem veerne er det næste altså at jeg besvimer af udmattelse, og så hedder det akut kejsersnit, så jeg takker ja til det hele.

Det er fantastisk at få lattergas og få smerterne dæmpet. Kort efter kommer anæstesilægen forbi for at lægge epiduralen. Hun er helt overbevist om, at jeg da må være alt for langt henne med de veer, men får at vide, at jeg kun har udvidet mig til 6 cm. siden kl. 23 på trods af voldsomme veer. Heldigvis går det godt med epiduralen selvom det godt nok er svært at sidde stille når man han så ondt. Herefter får jeg også lagt vestimulerende drop så det hele ikke går i stå.
Jeg er også så langt fra fødselsplanen at jeg beslutter mig for, at så skal jeg fandme også være smertefri. Så jeg pulser løs på lattergassen

Da jeg nu kan slappe mere af, får jordemoderen mulighed for, at tjekke mere grundigt. Her kan hun konstatere, at juniors hoved står forkert og derfor ikke hjælper til men bare banker mod bækkenet i hver ved. Det er derfor ikke underligt, at mine veer har været så voldsomme frem til nu.

Jeg får besked på, at lægge mig i forskellige stillinger så junior forhåbentlig kommer på rette vej. Herefter kan jeg heldigvis både få noget at spise og drikke og noget søvn.

Kl. 8 kommer jordemoderen igen og gør status. Jeg er begyndt at få presseveer og hun kan mærke, at jeg nu er 9 cm åben. Hun giver os lige en time mere inden vi skal igang med pressefasen.

Kl. 9 kommer hun igen og alt er heldigvis godt, så vi går igang med at presse. Det skrider fint fremad men efter 30 min. tager juniors hjerterytme et dyk. Det sætter gang i der helt store apparat, for nu vil de gerne have junior ud da de jo også havde været i tvivl om fostervandet var lidt grønt. Så lige pludselig er der mange på stuen og de får sat sugekop på junior. Herfra kræver det kun to pres førend at junior endelig er ude lidt i 10 lørdag formiddag. Junior har det rigtig godt og græder med det samme.
Jordemoderen fortalte også efterfølgende, at der kun var gået kort tid inden, jeg selv havde fået junior ud.

Så det endte meget langt fra vores ønske men det var stadig en rigtig god fødsel. Jeg var tryg hele vejen igennem og mødte kun fantastisk personale.
Næste gang satser jeg på at junior 2 placerer sig korrekt og er lidt mere samarbejdsvillig

[1234]

Hopsa Der er vist kommet et par debatbabyer i foråret?

DU giver mig helt dårlig samvittighed, jeg har aldrig fået skrevet lillesøsters fødselsdagsberetning ned overhoved


Vores lillesøster kom med fart på!
Jeg vågner om morgen omkring kl. 7, er 38+6 og fornemmer at der er veer igang, men ikke sådan rigtig smertefuldt endnu, så jeg er lidt i tvivl.
Også fordi jeg havde googlet tegn på fødsler hele dagen før, fordi jeg snart håbede det ville gå igang og havde haft ekstra mange plukveer dagen før, hvis det altså er muligt med så mange jeg har haft siden uge 25.
Jeg siger dog til min mand, at jeg ikke tror, at han får brug for den madpakke, han er ved at smørre.
Min mand bliver helt forfjamsket og får travlt med at få gjort storesøster klar, så hun kan blive afleveret i vuggestue.
Hun bliver dog lidt genstridig, fordi hun jo godt kan fornemme, at der skal sket et eller andet herhjemme.
Han kommer dog afsted med hende i det dejligste solskinsvejr, mens jeg tager mig et bad for at lindre smerterne på de tiltagende veer.
Jeg kan mærke at det er nogen, der er skub i, men er ligesom sidst overrasket over, hvor meget vejrtrækning gør for mig, især fordi jeg er typen, der aldrig har kunne finde ud af det til yoga og den slags.

Efter badet får jeg tøj på samt spist lidt yoghurt og min mand er tilbage. Han får også på et eller andet tidspunkt ringet til sin kollega og sagt at han ikke kommer på arbejde i dag og det ikke er falsk alarm ligesom sidst. Som nogen måske husker, så overvejede de at sætte mig i gang onsdagen før pga. forhøjet blodtryk. Vi begynder at tracke veerne for at se om de er kraftige nok. En ting vi ikke har prøvet før, fordi vandet gik sidst, så der kørt vi bare, da vi havde pakket og var klar. Vi er lidt i tvivl, men ender med at ringe. Der får vi fat i en søde jordmoder Signe og efter ikke ret meget snak, får vi grønt lys til at køre derinde. Min mand får også lige taget mit blodtryk inden vi tager afsted, da jordemoderen gerne vil have det. SIdst tog vi også et billede af mig lige før vi kørt til hospitalet. VI forsøger også den her gang, men jeg ser total tosset ud på dem alle sammen, fordi veerne på det her tidspunkt er ret kraftige. Vi begynder at gå ned af trappen, hvor jeg har let pressetrang og jeg tænker lidt fuck, men vi får mig ned i bilen.

I bilen starter verdens længste tur fra Amager til Hvidovre. Jeg har virkelig kraftig veer nu og beder mere end en gang min mand om at holde kæft, køre hurtigere og lade være med at røre ved mig Derudover så begynder det også at sne, så min mand kan faktisk ikke køre så hurtigt.
Det er virkelig smertefuld at køre turen og jeg overvejer et par gange om man mon kan give op så tæt på
I bilen får vi også ringet til min mor og bedt hende om at komme fra Jylland, så hun kan hente vores datter efter vuggestue.
Min mor siger, at jeg sikkert føder så hurtigt, at vi kan nå hjem at hente selv, men kører dog afsted kort efter.

Endelig kommer vi til hospitalet, hvor jeg får gået hele vejen ned til fødemodtagelsen med 2-3 pauser, når de kraftige veer kommer.
VI er der omkring kl. 10. De får mig ret hurtigt på en modtagerstue med den samme jordemor, som vi havde snakket i telefonen med.
De tjekker CTG, hvor jeg åbenbart har så meget overskud, at jeg konstatere, at de er blevet trådløse.
CTG´en ser hvis fint ud, der er i hvert fald ikke mere snak om den, som jeg husker. En jordemoderstuderende roser mig for, at man nærmest ikke kan mærke på mig, at jeg har veer, da jeg konstaterer, at veerne er væsentlig kraftigere end sidste gang. Endelig tjekker hun hvor mange cm´er jeg er åben og det er vist 8 cm eller 9 cm. Så de får travlt med at få mig over på en fødestue. NU begynder veerne virkelig at tage til og jeg kan ikke lade være med at skrige ved de værste. Jeg spørger om jeg må presse, da pressetrangen er voldsom nu, hvilket jeg heldigvis får lov til.
Jordemoderen og jeg har en kort diskussion om hun må lægge et drop klar til, hvis jeg bløder for meget efter fødslen, hvilket jeg har forhøjet risiko for pga. blodtrykket. Jeg får hendes til sidst til at droppe det, for jeg kan sgu ikke lige overskue at skulle stikkes og holde armen stille, mens de her veer står på. Veer er nu så kraftig, at de beder mig om at gispe for at skåne mit underliv, hvilket er ret svært, for det føles nærmest som om min krop bare vil spøjte lillesøster ud. En helt anden oplevelse end sidst, hvor der skulle vedrop og en del pres til fra min side. Vandet går i løbet af den her proces med en pjask. Jeg føler nærmest hovedet kommer ud i en ve uden nær så meget burning ring som sidst. Da hovedet er ude går veerne ligesom lidt i stå og der er en kort pause før der kommer en ve mere, hvor jeg får presset hele kroppen ud. Min mand tager i mod ligesom sidst.
Og så er vores elskede lillesøster ude Jeg konstaterer allerede, da hun kommer op på maven, at hun er mindre end sin søster og hun er da også 2 cm kortere og 400 gram lettere. Klokken er 11.01, så hun er født omkring en timer efter vi stod i fødemodtagelsen.

Derefter er der virkelig god tid. Der var åbenbart ikke travlt på fødegangen, så både den studerende og jordemoderen er der de næste 4 timer. Jeg får målt blodtryk, som er lidt for højt, hvorfor vi skal blive der det næste døgn. Jeg får født moderkagen, som er lidt genstridig, så jeg skal op og danse for at få den ud. Jeg bliver syet, men der er heldigvis mindre end sidste gang, der skal syes. VI får den obligatorisk toast. Alt i alt er verden bare fantastisk og det er en kæmpe lettelse, at jeg ikke har plukveer hver gang jeg går Lillesøster er virkelig smuk og ligner nærmest sin søster på en prik.

[Joe]

.

[Rapfisk]

Sikke en omgang, Joe. Tak, fordi du deler.

[englishchannel]

Lillebrors vej til verden ved planlagt kejsersnit d. 25. september.

Den 23. september fik vi et opkald fra Hvidovre Hospital, der havde fremrykket vores planlagte kejsersnit fra d. 27. til 25. september grundet frygt for overbelægning i weekenden. Vi fik at vide, at vi var nr. 3 på programmet den dag og fik besked på at møde fastende på hospitalet kl. 9.

Onsdag morgen vågnede vi begge tidligt i spænding, og vi var allerede på hospitalet 8.20, hvor vi blev mødt af en sygeplejerske, der udleverede hospitalstøj til os begge og bad os om at møde omklædte på operationsgangen kl. 9.45.

Der kommer et akut kejsersnit ind foran os, så vi ender med at vente til kl. 10.45, hvor vi bliver kaldt ind til samtale med en anæstesilæge, der gennemgår indgrebet med os.

Ca. 11.20 bliver vi hentet af en sygeplejerske og vi kommer ind på operationsstuen, hvor der er et hav af mennesker: Sygeplejersker med forskellige specialer, en anæstesilæge, to kirurger, en jordemoder og et par sosu-assistenter. Jeg kommer op at ligge på lejet og sygeplejerskerne begynder at lægge drop på mig. Jeg skal have to drop, og det viser sig at være en udfordring at finde en blodåre, der fungerer, og hun forsøger mange steder uden held. Jeg er normalt ikke sart med at blive stukket i, men jeg ender med at græde, da hun forsøger for 5. gang uden held (her knap en uge efter er begge mine arme i øvrigt dækket af store blåsorte mærker efter de mislykkede forsøg).

Både min mand og jordemoderen trøster mig, mens jeg græder, og samtidig lægger anæstesilægen min spinalblokade, hvilket jeg dog ikke mærker det store til. Endelig er alle slanger lagt, og jeg kommer om på ryggen at ligge.

Pludselig bliver jeg enormt svimmel og kvalm, og sygeplejerskerne bemærker, at min puls falder. De giver mig efedrin og zofran (kvalmestillende) i droppet og en iltslange i næsen, og i løbet af kort tid går jeg fra at være ved at besvime til at føle mig fuldkommen normal igen. Operationssygeplejerskerne fumler lidt med at få sat det klæde, der skal fungere som en barriere mellem operationen og os, op, og pludselig mærker jeg et let tryk på den øverste del af maven.

Vi hører barnegråd, og kirurgen siger tillykke. Både min mand og jeg er forvirrede, for ingen af os forstår, hvordan de har nået at få åbnet min mave og få barnet ud på hvad der føles som 30 sekunder. Derudover var jeg blevet forberedt på, at det kunne føles voldsomt, når barnet blev taget ud, og her bemærkede jeg det dårligt nok. Lillebror er født kl. 11.46, ca. 25 minutter efter at vi blev hentet i venteværelset.

Jordemoderen løfter ham op til mig og jeg begynder at græde af lettelse. Jeg græd ikke ved min første søns fødsel, fordi jeg var for udmattet og traumatiseret, så jeg græder for begge mine børn og begge mine fødsler. Jeg er simpelthen så lettet over, at lillebror er okay og at det er overstået. At min værste oplevelse med fødsel nr. 2 var 10 minutters roderi med et drop, men ellers var det hele en drøm. Jeg føler, at jeg det har helet arene fra sidste gang.

De syr mig sammen, mens jeg ligger hud til hud med lillebror, og herefter bliver vi kørt ind på opvågningen, hvor vi begge bliver undersøgt. Alt er godt, og et par timer senere bliver vi kørt på barselsgangen.

Når jeg har talt med andre om kejsersnit, bliver helingen altid omtalt som den store ulempe, og jeg var indstillet på at det ville blive en hård omgang. Men for at være ærlig, har det været så meget lettere end jeg troede. Jeg var oppe at gå 8 timer efter operationen, jeg tog selv et bad 24 timer senere og efter 72 timer kunne jeg gå rundt, rejse mig fra sofa og seng, og bøje mig ned til mit barn stort set uden ubehag.

Nu er det knap en uge senere, og jeg føler, at jeg er tilbage på ca. 80% af mit sædvanlige funktionsniveau. Det var været markant lettere at hele fra kejsersnittet end de 2. grads bristninger, jeg fik under min første fødsel.

Vi har været hjemme siden i fredags, og alt er helt som det skal være.

[Fledermäuslein]

Tillykke English! Hvor er det dejligt at høre, at det hele gik så smooth oven på alle bekymringerne.

Jeg har fået et akut og et planlagt kejsersnit, og helingen efter det planlagte var heller ikke noget at tale om, mens første gang var ret smertefuld, så det har måske også noget at sige, at det var planlagt.

[Rapfisk]

Sikke en flot fortælling, English!

Rigtig meget tillykke med Lillebror

[pinkmoon]

Stort tillykke med lillebror.

Hvor lyder det bare fint. Jeg får helt lyst til at få planlagt kejsersersnit denne gang.

[Dobbeltkonfekt]

Stort tillykke med lillebror! Hvor er det bare dejligt, at det gik så godt <3

[englishchannel]

Tillykke English! Hvor er det dejligt at høre, at det hele gik så smooth oven på alle bekymringerne.

Jeg har fået et akut og et planlagt kejsersnit, og helingen efter det planlagte var heller ikke noget at tale om, mens første gang var ret smertefuld, så det har måske også noget at sige, at det var planlagt.

Jeg er helt sikker på, at det har gjort en kæmpe forskel, at jeg ikke havde været i mange timers aktiv fødsel inden kejsersnittet. En halv time før min yngste søn blev forløst, sad jeg i badekåbe i en massagestol i venteværelset og lyttede til soft pop over radioen. Jeg sendte en selfie til min mor og jokede med, at jeg bare manglende en grøn juice for at det havde føltes mere som et spaophold end en fødsel. Til sammenligning var jeg i aktiv fødsel med min ældste søn i 12 timer (hvilket ikke engang er lang tid forholdsvis set) og en halv time inden hans ankomst, var jeg 3,5 timer inde i en 4 timers pressefase, hvor min mand og en sygeplejerske blev nødt til at holde mine ben, fordi jeg var for udmattet til at gøre det selv. Oplevelserne kunne simpelthen ikke have været mere forskellige ift. overskud.

Jeg var tæt på at ende i akut kejsersnit med min ældste, og jeg tror ikke et sekund på, at jeg var helet så hurtigt, hvis jeg allerede havde været igennem 9/10 af en fødsel allerede.

[englishchannel]

Stort tillykke med lillebror.

Hvor lyder det bare fint. Jeg får helt lyst til at få planlagt kejsersersnit denne gang.

Jeg kunne ikke være gladere for det (som det nok fremgår). Den største ulempe udover helingen, er, at det var meget usentimentalt ift. en vaginal fødsel. Da jeg havde født storebror, kom jordemoderen ind med en bakke med flag, vi blev kørt fordi "Livets Træ", hvor min mand satte bladet for vores søn på, og vi kom hurtigt op på barselsgangen, hvor vi blev lykønsket på vejen og fik et lille brev fra jordemoderen. Der blev gjort rigtig meget ud af at fejre, at vi havde fået et barn (hvilket jeg dog var for træt til rigtigt at anerkende på det tidspunkt).

Ved vores yngste søn, blev det (med rette) behandlet som et indgreb, og der var ingen af fejringstingene. Jeg lå til opvågning omgivet af folk, der klagede sig over deres kateter, og det var generelt meget lidt babybobbel-agtigt Jeg fik et glas saftevand, hvilket var himlen efter 2 måneder med sukkersyge, men hele oplevelsen var meget klinisk.

For mig gjorde det ingenting, og efter min første oplevelse fungerede det godt for mig, at det var så usentimentalt. Men jeg har kunnet læse mig frem til, at der er nogen, der bliver overraskede over det, og derfor vil jeg lige nævne det for en god ordens skyld.

[Little_Woman]

Jeg synes heller ikke der var meget af det der halløj da jeg fik akut kejsersnit for snart 6 år siden, men who cares. Efter en god omgang timer i fødsel var det SÅ fint, at det blev klaret i en ruf, den der forløsning - når nu barnet bare skulle ud ASAP.

Jeg havde samme oplevelse, jeg var også på benene efter 8 timer og helingen var fuldstændig uproblematisk, trods det at jeg var alene med ham på 3. sal. Det husket jeg vitterligt ikke som noget issue.

[MissB]

Lillebrors vej til verden ved planlagt kejsersnit d. 25. september.

Den 23. september fik vi et opkald fra Hvidovre Hospital, der havde fremrykket vores planlagte kejsersnit fra d. 27. til 25. september grundet frygt for overbelægning i weekenden. Vi fik at vide, at vi var nr. 3 på programmet den dag og fik besked på at møde fastende på hospitalet kl. 9.

Onsdag morgen vågnede vi begge tidligt i spænding, og vi var allerede på hospitalet 8.20, hvor vi blev mødt af en sygeplejerske, der udleverede hospitalstøj til os begge og bad os om at møde omklædte på operationsgangen kl. 9.45.

Der kommer et akut kejsersnit ind foran os, så vi ender med at vente til kl. 10.45, hvor vi bliver kaldt ind til samtale med en anæstesilæge, der gennemgår indgrebet med os.

Ca. 11.20 bliver vi hentet af en sygeplejerske og vi kommer ind på operationsstuen, hvor der er et hav af mennesker: Sygeplejersker med forskellige specialer, en anæstesilæge, to kirurger, en jordemoder og et par sosu-assistenter. Jeg kommer op at ligge på lejet og sygeplejerskerne begynder at lægge drop på mig. Jeg skal have to drop, og det viser sig at være en udfordring at finde en blodåre, der fungerer, og hun forsøger mange steder uden held. Jeg er normalt ikke sart med at blive stukket i, men jeg ender med at græde, da hun forsøger for 5. gang uden held (her knap en uge efter er begge mine arme i øvrigt dækket af store blåsorte mærker efter de mislykkede forsøg).

Både min mand og jordemoderen trøster mig, mens jeg græder, og samtidig lægger anæstesilægen min spinalblokade, hvilket jeg dog ikke mærker det store til. Endelig er alle slanger lagt, og jeg kommer om på ryggen at ligge.

Pludselig bliver jeg enormt svimmel og kvalm, og sygeplejerskerne bemærker, at min puls falder. De giver mig efedrin og zofran (kvalmestillende) i droppet og en iltslange i næsen, og i løbet af kort tid går jeg fra at være ved at besvime til at føle mig fuldkommen normal igen. Operationssygeplejerskerne fumler lidt med at få sat det klæde, der skal fungere som en barriere mellem operationen og os, op, og pludselig mærker jeg et let tryk på den øverste del af maven.

Vi hører barnegråd, og kirurgen siger tillykke. Både min mand og jeg er forvirrede, for ingen af os forstår, hvordan de har nået at få åbnet min mave og få barnet ud på hvad der føles som 30 sekunder. Derudover var jeg blevet forberedt på, at det kunne føles voldsomt, når barnet blev taget ud, og her bemærkede jeg det dårligt nok. Lillebror er født kl. 11.46, ca. 25 minutter efter at vi blev hentet i venteværelset.

Jordemoderen løfter ham op til mig og jeg begynder at græde af lettelse. Jeg græd ikke ved min første søns fødsel, fordi jeg var for udmattet og traumatiseret, så jeg græder for begge mine børn og begge mine fødsler. Jeg er simpelthen så lettet over, at lillebror er okay og at det er overstået. At min værste oplevelse med fødsel nr. 2 var 10 minutters roderi med et drop, men ellers var det hele en drøm. Jeg føler, at jeg det har helet arene fra sidste gang.

De syr mig sammen, mens jeg ligger hud til hud med lillebror, og herefter bliver vi kørt ind på opvågningen, hvor vi begge bliver undersøgt. Alt er godt, og et par timer senere bliver vi kørt på barselsgangen.

Når jeg har talt med andre om kejsersnit, bliver helingen altid omtalt som den store ulempe, og jeg var indstillet på at det ville blive en hård omgang. Men for at være ærlig, har det været så meget lettere end jeg troede. Jeg var oppe at gå 8 timer efter operationen, jeg tog selv et bad 24 timer senere og efter 72 timer kunne jeg gå rundt, rejse mig fra sofa og seng, og bøje mig ned til mit barn stort set uden ubehag.

Nu er det knap en uge senere, og jeg føler, at jeg er tilbage på ca. 80% af mit sædvanlige funktionsniveau. Det var været markant lettere at hele fra kejsersnittet end de 2. grads bristninger, jeg fik under min første fødsel.

Vi har været hjemme siden i fredags, og alt er helt som det skal være.

Hvor er det dejligt at læse! Kæmpe stort tillykke med Lillebror

Jeg har så meget lyst til at føde igen - om det så er kejsersnit eller vaginalt - for netop at hele mine traumer fra vores søns fødsel. Vi ønsker dog ikke flere børn, så det kommer ikke til at ske.