jeg er meget kilden, og har altid været det.
Jeg er så kilden, at det at tage tøj på til tider kan føles ret ubehageligt, f.x. strømper, der kan jeg være nødt til at klemme med fast hånd på fødderne forinden, så de er fysisk forberedt på berøring. At tage en let, tynd, glat overdel på kan også kilde virkelig meget.
At gå i brusebad kan også kilde - jeg kan slet ikke bade med "halv styrke" på vandet, fordi de lette dryp kilder på mig.
At blive kildet er en total overstimulation af mine sanser, og jeg finder det virkelig ubehageligt. En let kilden kan jeg dog indimellem godt håndtere, hvis jeg er forberedt på det. Jeg har også tit en oplevelse af at det kilder i intime situationer.
tisse-tricket, afprøvet adskillelige gange, - uden at det var hensigten, det sker ligesom bare når man mister kontrol over ens fysik. Det var tilsyneladende ikke afskrækkende nok. Og så fedt er det faktisk heller ikke at tisse i bukserne
Jeg spjætter, basker med arme, sparker med ben, råber og skriger, skriger stop, hold op, lad være. Og jeg har absolut ingen kontrol over hvad min krop gør, og med hvor stor styrke. Jeg har også et par gange været så provokeret taktilt at jeg har oplevet noget jeg tror kan tangere et angst-anfald, total beredskab i kroppen, panikfølelse, ingen kontrol, og så begynder jeg at hyperventilere, hvilket også er virkelig ubehageligt.
Min mand har fået et af de virkelig gedigne los i løgene, en kæberasler o.a. - og jeg har aldrig nogensinde undskyldt for det, for JEG sagde STOP, han respekterede det ikke, og overskred klart mine grænser, så er det hans ansvar og han må tage konsekvenserne af hans bevidste handling.
Jeg kan godt forstå, at han IKKE forstår, hvor sygt ubehageligt det er for mig at blive kildet. Jeg kan godt forstå at det er virkelig fristende og morsomt at kilde nogle der er kildne. Men jeg kan ikke forstå at man ikke kan respektere et stop, slet ikke når det bliver gentaget, eller når det adskillelige gange er blevet forklaret at det er virkelig ubehageligt.
Der skulle fysisk håndgemæng og en kæmpe stor vrede til, fra min side, inden min mand helt forstod/accepterede det.
Og vi kan stadig diskutere det at være kilden, - han mener nemlig at der er tale om dårlig viljestyrke til ikke at lade sig påvirke af den fysiske stimuli, han kan nemlig godt vælge at blive "ikke-kilde" de få gange hvor det hænder at han oplever at noget kilder.
I dag er det sjældent han kilder mig, og han går aldrig over grænsen mere.
Nu bliver han mest irriteret over det, når jeg oplever at han kilder uden at det var hans intention.
Efter min vurdering er det at kilde nogle, og ikke respektere et stop når det bliver sagt, lig med at begå et overgreb. Og jeg ville nok ikke føle mig forpligtiget til at undskylde at have skadet andre fysisk, fordi de bevidst udsatte mig for en handling, som de vidste jeg ikke brød mig om.
Jeg har INGEN kontrol over hvordan min krop agerer under et kilde-anfald, overhoved ingen kontrol. Så at påføre andre skade, det ville jeg da nok være ked af, men jeg ville også være vred over vedkommende havde bragt mig i den situation, helt og aldeles unødvendigt, for egen morskabs skyld.