Er du kilden - og bliver du voldelig hvis du kildes?

[MOGA]

Ja, jeg er kilden... Men det føles ikke så voldsomt ubehageligt, som I andre beskriver. Mit trick lærte jeg dog som barn, da min storebror nogle gange overfaldskildede mig. Jeg skal bare sige, at jeg tisser i bukserne, hvis de ikke holder op... Så holder kilderiet op.

...ingen gider at have tis på sig. trick hermed givet videre.

Ikke alle er så smarte
Jeg har som meget stor teenager tisset på min far, og jeg er åbenbart ikke selv klogere, for for nylig lavede min yngste søn en kæmpe sø midt på stuegulvet

[lillebjoern]

Ja, jeg er meget kilden, og kan godt ufrivilligt blive voldelig, fordi det er så ubehageligt. Der er dog inden andre der kilder mig end min kæreste... alt andet ville bare være mærkeligt.

[Mangoness]

Et relevant citat fra Videnskab.dk:

Kribleri skaber frygt
Eksperten i biologisk psykologi forklarer, at når vi verfer ud efter følelsen af kriblen og krablen, så bliver de gamle dele af vores hjerne fyldt med angst. Den angst kan få os til at slå ud med arme eller ben. Især hvis følelsen af kribleri kommer fra et sted under armene eller under fødderne.

Den primitive og knapt så udviklede hjerne tror nemlig, at det kan være et farligt krybdyr eller insekt, som er klemt fast.

Det forklarer dog ikke, hvorfor vi griner, når det er en drillesyg lillebror og ikke et ulækkert insekt, der kilder.

Med årene har vi imidlertid også udviklet en forstand i hjernen, og forstanden er så veludviklet, at den ved, at lillebror ikke er et insekt.

Men den gamle urhjerne er stadig lidt for dum til at kunne forstå det. Selvom kilderiet er ganske ufarligt vil den alligevel blive bange og reagere med afværgende arme og hop, som den altid har gjort.

»Spjættene er en heftig undvigelsesreaktion, og man kan ikke lukke ned for reflekserne i de primitive dele af hjernen,« siger forskeren.

Heldigvis har vi latteren. Den virker beroligende på de primitive og frygtsomme dele af hjernen, og derfor sørger vores forstand for, at vi ler, når kilderiet bare er for sjov.

Samtidig signalerer latter, at vi har det godt sammen med den, der kilder os, fortæller Thomas Nielsen.

På den måde har kildesygen også en social funktion. Og det er muligt, at et lille drillende kild fra mor til barn igennem tiden har haft til formål at knytte forældre og børn tættere sammen.

Kilde: http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/h ... -vi-kildne

[Novella]

Hvis man mangler at få udskiftet et par ruder, er en praktisk måde at jage fingrene ind i ribbenene på mig. Jeg kan ikke anbefale det til daglig, for der ryger både trommehinder og bilruder i nærheden. Jeg skriger simpelthen pr refleks, og det er så højt og skarpt, at folk bliver helt forskrækkede.

Og voldelig... you bet. Jeg gør alt for at få det til at stoppe. Alt. Jeg bider og nikker skaller. Alt. Man skal ikke kilde mig. Min kæreste ved det godt og han kan holde mig et stykke tid, men han har lært, det er sjovt i mindre end fem sekunder.

[Aviva]

Jeg HADER at blive kildet, og blir voldsomt sur (det er vel også sjovt for nogen) hvis folk ikke stopper når jeg beder dem om det..

- vil selvfølgelig sige undskyld hvis jeg kom til at brække deres næse/andet i mit forsøg på at komme fri.

[Madam Pomfrey]

jeg er meget kilden, og har altid været det.
Jeg er så kilden, at det at tage tøj på til tider kan føles ret ubehageligt, f.x. strømper, der kan jeg være nødt til at klemme med fast hånd på fødderne forinden, så de er fysisk forberedt på berøring. At tage en let, tynd, glat overdel på kan også kilde virkelig meget.
At gå i brusebad kan også kilde - jeg kan slet ikke bade med "halv styrke" på vandet, fordi de lette dryp kilder på mig.

At blive kildet er en total overstimulation af mine sanser, og jeg finder det virkelig ubehageligt. En let kilden kan jeg dog indimellem godt håndtere, hvis jeg er forberedt på det. Jeg har også tit en oplevelse af at det kilder i intime situationer.

tisse-tricket, afprøvet adskillelige gange, - uden at det var hensigten, det sker ligesom bare når man mister kontrol over ens fysik. Det var tilsyneladende ikke afskrækkende nok. Og så fedt er det faktisk heller ikke at tisse i bukserne
Jeg spjætter, basker med arme, sparker med ben, råber og skriger, skriger stop, hold op, lad være. Og jeg har absolut ingen kontrol over hvad min krop gør, og med hvor stor styrke. Jeg har også et par gange været så provokeret taktilt at jeg har oplevet noget jeg tror kan tangere et angst-anfald, total beredskab i kroppen, panikfølelse, ingen kontrol, og så begynder jeg at hyperventilere, hvilket også er virkelig ubehageligt.
Min mand har fået et af de virkelig gedigne los i løgene, en kæberasler o.a. - og jeg har aldrig nogensinde undskyldt for det, for JEG sagde STOP, han respekterede det ikke, og overskred klart mine grænser, så er det hans ansvar og han må tage konsekvenserne af hans bevidste handling.

Jeg kan godt forstå, at han IKKE forstår, hvor sygt ubehageligt det er for mig at blive kildet. Jeg kan godt forstå at det er virkelig fristende og morsomt at kilde nogle der er kildne. Men jeg kan ikke forstå at man ikke kan respektere et stop, slet ikke når det bliver gentaget, eller når det adskillelige gange er blevet forklaret at det er virkelig ubehageligt.
Der skulle fysisk håndgemæng og en kæmpe stor vrede til, fra min side, inden min mand helt forstod/accepterede det.
Og vi kan stadig diskutere det at være kilden, - han mener nemlig at der er tale om dårlig viljestyrke til ikke at lade sig påvirke af den fysiske stimuli, han kan nemlig godt vælge at blive "ikke-kilde" de få gange hvor det hænder at han oplever at noget kilder.

I dag er det sjældent han kilder mig, og han går aldrig over grænsen mere.
Nu bliver han mest irriteret over det, når jeg oplever at han kilder uden at det var hans intention.

Efter min vurdering er det at kilde nogle, og ikke respektere et stop når det bliver sagt, lig med at begå et overgreb. Og jeg ville nok ikke føle mig forpligtiget til at undskylde at have skadet andre fysisk, fordi de bevidst udsatte mig for en handling, som de vidste jeg ikke brød mig om.
Jeg har INGEN kontrol over hvordan min krop agerer under et kilde-anfald, overhoved ingen kontrol. Så at påføre andre skade, det ville jeg da nok være ked af, men jeg ville også være vred over vedkommende havde bragt mig i den situation, helt og aldeles unødvendigt, for egen morskabs skyld.

[Maoam]

Jeg går i panik, vifter med arme og ben og gør alt for at komme fri. Det kan være effektivt at bore neglene hårdt ned i angriberens hud.

[Debra1]

Jeg er slet ikke kilden, hvilket min mand er meget forundret over. Han er ekstremt kilden. Han bliver sur, hvis han bliver kildet og mister kontrollen over arme og ben.

[Velvet-Goldmine]

For mig er det også et decideret overgreb og vold, hvis en eller anden ubegavet nar synes det er 'vildt sjovt' at holde mig fast og kilde mig.
Min krop går i totalt overlevelsesberedskab, så jeg kæmper i bogstaveligste forstand for mit liv - så nej, jeg bliver ikke voldelig, jeg er udsat for vold og forsvarer mig! Det er på ingen måde kognitivt bevidst men ren og skær reptilhjerne og reflekser, og hvis en af mine lemmer kommer fri af hans greb, så bliver han altså ramt.

Jeg kan slet ikke forstå hvordan man IKKE kan se det som et overgreb; en stærk person holder en fysisk svagere person fast (med råstyrke), og udsætter denne for en behandling som vedkommende igen og igen råber stop overfor - nogle græder og skriger endda.
Hvis jeg får en kæreste der er så inderligt debil at han gør det mere end en gang (eller bare en gang, hvis jeg har nået at fortælle ham hvordan jeg har det med det), ville det koste så meget i min opfattelse af ham, at det sagtens kunne koste forholdet over tid.

[Aima]

jeg er meget kilden, og har altid været det.
Jeg er så kilden, at det at tage tøj på til tider kan føles ret ubehageligt, f.x. strømper, der kan jeg være nødt til at klemme med fast hånd på fødderne forinden, så de er fysisk forberedt på berøring. At tage en let, tynd, glat overdel på kan også kilde virkelig meget.
At gå i brusebad kan også kilde - jeg kan slet ikke bade med "halv styrke" på vandet, fordi de lette dryp kilder på mig.

At blive kildet er en total overstimulation af mine sanser, og jeg finder det virkelig ubehageligt. En let kilden kan jeg dog indimellem godt håndtere, hvis jeg er forberedt på det. Jeg har også tit en oplevelse af at det kilder i intime situationer.

tisse-tricket, afprøvet adskillelige gange, - uden at det var hensigten, det sker ligesom bare når man mister kontrol over ens fysik. Det var tilsyneladende ikke afskrækkende nok. Og så fedt er det faktisk heller ikke at tisse i bukserne
Jeg spjætter, basker med arme, sparker med ben, råber og skriger, skriger stop, hold op, lad være. Og jeg har absolut ingen kontrol over hvad min krop gør, og med hvor stor styrke. Jeg har også et par gange været så provokeret taktilt at jeg har oplevet noget jeg tror kan tangere et angst-anfald, total beredskab i kroppen, panikfølelse, ingen kontrol, og så begynder jeg at hyperventilere, hvilket også er virkelig ubehageligt.
Min mand har fået et af de virkelig gedigne los i løgene, en kæberasler o.a. - og jeg har aldrig nogensinde undskyldt for det, for JEG sagde STOP, han respekterede det ikke, og overskred klart mine grænser, så er det hans ansvar og han må tage konsekvenserne af hans bevidste handling.

Jeg kan godt forstå, at han IKKE forstår, hvor sygt ubehageligt det er for mig at blive kildet. Jeg kan godt forstå at det er virkelig fristende og morsomt at kilde nogle der er kildne. Men jeg kan ikke forstå at man ikke kan respektere et stop, slet ikke når det bliver gentaget, eller når det adskillelige gange er blevet forklaret at det er virkelig ubehageligt.
Der skulle fysisk håndgemæng og en kæmpe stor vrede til, fra min side, inden min mand helt forstod/accepterede det.
Og vi kan stadig diskutere det at være kilden, - han mener nemlig at der er tale om dårlig viljestyrke til ikke at lade sig påvirke af den fysiske stimuli, han kan nemlig godt vælge at blive "ikke-kilde" de få gange hvor det hænder at han oplever at noget kilder.

I dag er det sjældent han kilder mig, og han går aldrig over grænsen mere.
Nu bliver han mest irriteret over det, når jeg oplever at han kilder uden at det var hans intention.

Efter min vurdering er det at kilde nogle, og ikke respektere et stop når det bliver sagt, lig med at begå et overgreb. Og jeg ville nok ikke føle mig forpligtiget til at undskylde at have skadet andre fysisk, fordi de bevidst udsatte mig for en handling, som de vidste jeg ikke brød mig om.
Jeg har INGEN kontrol over hvordan min krop agerer under et kilde-anfald, overhoved ingen kontrol. Så at påføre andre skade, det ville jeg da nok være ked af, men jeg ville også være vred over vedkommende havde bragt mig i den situation, helt og aldeles unødvendigt, for egen morskabs skyld.

Jeg har lige læst jeres indlæg ovre i irriterendetråden, og umiddelbart syntes jeg det var ret meget ude af proportioner, faktisk lidt upassende, at sidestille et kildeattack med et voldtægtsforsøg, som det blev gjort der. Det syntes jeg først og fremmest, fordi intentionen i de to tilfælde adskiller sig markant fra hinanden, og det er en meget, meget væsentlig faktor, når man forholder sig til dem, synes jeg. I det ene tilfælde er intentionen at voldtage, i det andet er intentionen at drille for sjov under en misforstået forudsætning om, at den der bliver kildet også synes det er sjovt. Stor forskel i min verden.

Da jeg så læste det her indlæg også, forstod jeg dig lidt bedre, men jeg synes altså så bare ikke længere, at det er selve (kilde-)handlingen der er det største problem. Det er mere dét at det er sket adskillige gange, på trods af, dine reaktioner er så åbenlyst voldsomme, og på trods af, du har gjort dig den ulejlighed at forklare din mand præcis hvad det gør ved dig og hvor ubehageligt det er for dig. Dét er i sig selv slemt nok, men at han derudover ydermere forholder sig så kritisk til dét, du fortæller, at han direkte anfægter det og forsvarer sig med, at det er et spørgsmål om at kunne kontrollere sine sanser, det synes jeg godt nok der er langt over grænsen for, hvordan man kan tillade sig at opføre sig.

Jeg synes faktisk det er en ekstrem uempatisk og grænseoverskridende adfærd, og jeg synes også det i så grelle tilfælde, hvor der både er sagt fra, forklaret og reageret voldsomt, kan sidestilles med alvorlige overgreb.

Det er virkelig ikke for at sidde og skambashe din mand, han er sikkert pissedejlig på alle andre punkter, men jeg tror simpelthen det er et forsvindende lille fåtal, der ville fatte så meget minus i den situation, som ham. Oftest forstår og respekterer folk det altså, når man udtrykker hvor ubehageligt man synes det er at blive kildet, og sgu også selvom de ikke har det på samme måde.

Jeg fik i øvrigt godt fat i, han (heldigvis) ikke gør det længere, men din fortælling forarger mig lidt.

[Karkluden]

Jeg er meget kilden, og hader at blive kildet. Det ved mine venner, familie og forhenværende kærester alle har vidst og derfor holdt nallerne for sig selv.
Det er den hurtigste måde at søger for at jeg får et panik anfald med dertil tilhørende dage i sengen, skrøbelig psyke i en uge og flere anfald. Fornemmelse af at være ved at dø? nej tak...
Dem i min omgangskreds får det at vide første gang de forsøgte og der har aldrig været flere forsøg.

Hvis der var en jeg ikke kendte/fjernt bekendtskab (som er det eneste scenarie jeg kan forestille mig) som forsøgte sig på at kilde mig ville jeg råbe stop og skabe mig som en i helvede, og hvis personen fortsatte ville jeg nok vippe personen en flad, og hvis en af mine venner overtrådte mine grænser på den måde ville det også resultere i en lussing.

Præcis sådan har jeg det også. Jeg kan slet ikke. Og er ellers ikke så sart med lige præcis berøring.

[Sangius]

Jeg er meget, meget kilden. Men hvis folk forsøger at kilde mig, så synes jeg det gør decideret ondt. Specielt prik i siden er enormt smertefuldt, og jeg tænder fuldstændig af på folk, som gør det på mig. Føler det seriøst som et overgreb.

Min mand kunne aldrig drømme om at kilde mig, og det er sjældent jeg er ude for det med prikkeriet fra andre. Synes det er ualmindelig dårlig stil, når folk gør det, og er ikke blank for at sige fra.

Ellers er jeg bare typen der synes alt nusseri kilder, lette berøringer, løst tøj og sådan. Men det er bare kilden, ikke smerter.

[MissDitte]

Jeg kan slet heller ikke lide det. Især under fødderne og på halsen er det så ubehageligt, at jeg på ingen måde kan styre mig. Derhjemme har ingen forstået HVOR ubehageligt jeg synes det er, men når de begynder når jeg oftest at fortælle, at jeg kommer til at sparke og jeg kan ikke lade være. Og det er i overensstemmelse med sandheden. Min ben sparker helt vildt og selvom det er et barn er jeg ikke sikker på, om jeg vil kunne styre det.

[Wizzze]

Hvordan reagerer i på "tørkilden" altså hvor der ikke er fysisk kontakt, men man bare siger kilde kilde og gestikulerer med fingre?

Det kan føre til nogle sjove reaktioner herhjemme "du holder dig væk !!!", "Du vover på at gøre det !!" og så diverse trusler om død og ødelæggelse
(ja jeg er et umodent lille barn med mellemrum )

[Orchidea]

Min kæreste har i øvrigt en gang læst en artikel (EN artikel!), der beskrev 1) at alle kvinder elsker at blive kildet, og 2) at det er sundt for os at blive det.

Han mener derfor, at det også gør sig gældende for mig

Den artikel har min mand åbenbart også læst. Han mente nemlig også at det var sundt for mig med en kildetur!

Nå, men det er det altså ikke. Jeg hader at blive kildet og spjætter så meget at jeg sagtens kan ramme utilsigtet. Hvis det ikke stopper, er jeg ikke for fin til at bide, vride fingre om og spytte. Jeg hader at jeg samtidig griner, for jeg synes virkelig ikke at det er sjovt. Hverken at blive kildet (bliver helt sur ved tanken), eller at blive holdt fast. Det er grænseoverskridende og skide respektløst.

Min mand har fattet beskeden, for selvom han kan finde på at true mig med en kildetur, så kan jeg ikke huske hvornår han har gjort det sidst. Det er meget lang tid siden og jeg var MEGET sur MEGET længe. Jeg tror han blev helt forskrækket.