For hunnan da ... Jeg går faktisk og føler mig lidt småfjollet for (løbe-)tiden.
Jeg ved ikke helt, hvordan filen det lige begyndte. Men faktum er, at jeg går og kigger en liiiillebitte smule efter kollega (i anden afdeling). Og han er altså en hel del år yngre end jeg.
(Han prøvede faktisk engang for længe siden at gætte, hvor gammel jeg var og var ved at tabe James Dean-smøgen, da han erfarede sandheden - han blev da heldigvis positivt overrasket, altid noget
)
I sin tid tilføjede han mig som ven på Facebook (vist nok i øvrigt en eller anden fredag eller lørdag aften kl midt om natten - hm.
) Dengang havde jeg kæreste og tænkte ikke meget mere om det, end at jeg var lidt *mimre* ... flatteret. For han ER sgu lidt småhandsome (hvilket er mig ret fremmed at tænke, da jeg nærmest ALDRIG tænker om mænd, at de er sådan
bare fysisk lækre - det er normalt charme og vid, der trigger mig først. Nu ER ham hér så også pænt charmerende og flabet på gadedrengemåden, men det fysiske fornægter sig bare ikke ...).
Fordi jeg er blevet en ældre dame, der ikke længere har komplekser over helt så mange ting som for ti eller femten år siden, og dermed selv synes, at jeg visse dage kan være ret lækker trods strækmærker, stor røv og lange bryster ... så har jeg så rent faktisk også modet til at observere ham en anelse og til at tænke andet, end at det da er ganske umuligt, at han skulle kunne fatte interesse for sådan en gamling som mig.
Og hvad har jeg så fået øje på? Han stopper sgu op og snakker, når jeg dumper forbi, gør han. Og kigger meeeeget diskret efter mig, når jeg kommer igennem hans afdeling. Eller han samler op på en ligegyldig samtale, han tilfældigt tidligere overhørte mig have med en kollega (ret tydeligt for at holde mig fast). Og så det dér kropssprog (som jeg altså stadig ikke kan finde ud af trods glimrende sprogøre i øvrigt og lang tids forsøg på øvelse): Men nogle gange når jeg har stået og talt med ham og tredje kollega og ligesom forsøger at have front lige meget mod begge, så står han dér høj og bredskuldret med hele facaden hundrede procent min vej.
Ajmen, altså. Jeg ved sgu ikke engang helt, hvad jeg forsøger at sige, folks. Men han har gjort mig lidt fjollet, den her høje, blonde mand med den velmodulerede stemme. Og jeg fatter hat. Jeg har kendt ham (eller rettere: Kendt til ham) i 2½ år. But why? Er det den type farer, der lurer, hvis man smider p-pillerne og pudser brillerne? Kunne han ikke bare være sådan én, der skrev alle mulige ligegyldige updates på sin Facebook? Så kunne jeg skrive noget ævl tilbage, og så kunne man lissom ... Ja, hvad egentlig? Ih.
Men jeg hygger mig. Og har lidt hjertebanken, hver gang jeg skal igennem den dér forpulede afdeling. Bumbuuum.
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill