At tackle hypokondri (langt)

[lillebjoern]

Jeg ved ikke hvor jeg skal smide dette indlæg, men nu bliver det her…

Jeg kan ikke længere overskue min veninde. Hun er min gode og nære veninde, og jeg har det sjovt med hende, men hun er hypokonder, og det er godt i gang med at ødelægge vores venskab. Jeg ved godt at der er synd for hende, og jeg har over længere tid forsøgt at hjælpe hende og få hende til at indse, at hun lider af en psykisk sygdom, men hun vil ikke lytte – ikke engang hendes forældre eller søster vil lægge øre til, for ”hvis hun er syg, så er hun jo syg”.

Vi har en tradition sammen, som det kun er os to der laver, og som vi begge virkelig nyder. Hun har bare de sidste tre gange aflyst pga. sygdom – den ene gang havde hun fået allergi, den anden gang havde hun fået pludselig opstået diabetes og nu skal hun indlægges. Hun havde selvfølgelig hverken allergi eller diabetes, men det var hun sikker på hun havde på det tidspunkt, og kunne derfor ikke tage af sted. Hun er sikker på hun er syg, og lægerne kan ikke pege på noget og siger at hun skal tage hjem og vende tilbage, hvis der opstår smerter. Men hun har krævet at blive indlagt, fordi hun ikke tør at blive hjemme, og hun har endda indrømmet at fake smerter bare for at blive indlagt.

Og ja… jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere. Over de seneste par år har hun nok aflyst 5/10 gange på grund af sygdom, og et par af gangene har det helt sikkert også været ”rigtigt”, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere, for jeg har rent faktisk ikke lyst til at tage til de her ting med hende længere. Det er en ret dyr aktivitet, som vi har betalt sæsonkort til, så det er ikke engang fordi jeg trods alt sparer de penge, når hun ikke kan. Jeg glæder mig meget hver gang, og bliver ligeså skuffet når hun så igen-igen aflyser - som hun jo så har gjort igen i dag. Og man har bare lyst til at ruske i hende, og sige ”du er ikke syg!”, men det kan man jo ikke rigtig tillade sig. Hun bliver sur hvis man ikke anerkender hendes sygdom, og ikke trøster hende og bakker hende op hver gang. Vores fælles veninder vil ikke rigtig indse det, så jeg kan ikke rådføre mig med dem. De afviser det med ”ja, hun er godt nok meget syg, hva’?” og vil ellers ikke snakke mere om det.

Nå, det blev lidt en pærevælling, men spørgsmålet er nok bare om jeg kan tillade mig at sige, om vi ikke skal droppe de her aktiviteter og i stedet vælge at tage af sted på dagen eller dagen før, hvis vi gider. For det tærer virkelig på mig at glæde mig så meget og i øvrigt aflyse andre aktiviteter, for så igen at blive skuffet. Men jeg er bange for hun bliver sur fordi jeg ikke tror på, at hun er syg. Og jeg vil ikke ødelægge vores venskab, men bare egentlig stoppe med at lave faste aftaler omkring denne aktivitet.

Og så vil jeg bare generelt høre om erfaringer fra jer andre – har I oplevet det her før og i så fald, hvad gør man? Kan man gøre noget, skal man bare ”blindt” være der for dem og trøste dem?

Jeg føler mig som en kæmpe nar, for hun har det jo dårligt, men åh… hvor er det svært.

Og lige et edit: Jeg er jo ikke sikker på en diagnose - overhovedet - og det kan selvfølgelig også betegnes som almen sygdomsangst. Det er mere i mangel af bedre at jeg bruger begrebet hypokondri.

[MissDitte]

Kan du ikke bare inde i dig lade være at have det som en fast plan? Eller tage af sted uden hende? Tage en anden med?
Jeg kan godt forstå det kan være lidt svært at fremlægge, at det ikke længere skal være en fast plan.
Hvor ofte har I de aktiviteter? For du kan jo også vente til en bedre periode, og så snakke om, at det kan blive en mere løs aftale. Men lige nu, hvor du er skuffet og ked af det, vil hun sikkert tage det ilde op...

[LaScrooge]

Ja, hun har det dårligt, men ikke med sine sygdomme - men med sin sygdomsangst (som hypokondri ganske rigtigt hedder nu om stunder).

Jeg synes det er en fin veninde der tager sådan noget op med sin veninde - også selvom hun er den eneste der gør det ("hun" = dig). Din veninde har det ikke godt og selvom det gør ondt når du ikke "tror" hende, så er det bare heller ikke meningen med nære venskaber, at man skal lade være med at give ærlig respons på hinanden. Hvis du kan se at hendes virkelighedsopfattelse er skæv, men samtidig også ved, at den kan behandles så hun får det bedre, så er det at drage omsorg for hende at du tager den svære snak med hende. Det må alt andet lige være ret forfærdeligt at være så bange for at fejle noget alvorligt og mon ikke hun ville være glad for at kunne slippe for at have den evige frygt? - det kunne man håbe.

Jeg synes du skal prøve at snakke med hende om det. Lad al din bekymring komme til udtryk og gør noget ud af, at det ikke handler om at du ikke vil være der for hende - men at du gerne vil hjælpe hende til at få det grundlæggende godt. Hvis jeg var dig, ville jeg lade aktivitet være aktivitet i den snak, for det større problem er den måde, hendes sygdomsangst hæmmer hendes liv på generelt. Inde i dig selv kan du afskrive aktiviteten for nu, men hvis du bringer den op kan den risikere at bruges som en afledningsmanøvre af hende, en måde, hvorpå hun kan få snakken til at handle om dig i stedet for om hendes problem med sygdom.

[lillebjoern]

Ja, hun har det dårligt, men ikke med sine sygdomme - men med sin sygdomsangst (som hypokondri ganske rigtigt hedder nu om stunder).

Jeg synes det er en fin veninde der tager sådan noget op med sin veninde - også selvom hun er den eneste der gør det ("hun" = dig). Din veninde har det ikke godt og selvom det gør ondt når du ikke "tror" hende, så er det bare heller ikke meningen med nære venskaber, at man skal lade være med at give ærlig respons på hinanden. Hvis du kan se at hendes virkelighedsopfattelse er skæv, men samtidig også ved, at den kan behandles så hun får det bedre, så er det at drage omsorg for hende at du tager den svære snak med hende. Det må alt andet lige være ret forfærdeligt at være så bange for at fejle noget alvorligt og mon ikke hun ville være glad for at kunne slippe for at have den evige frygt? - det kunne man håbe.

Jeg synes du skal prøve at snakke med hende om det. Lad al din bekymring komme til udtryk og gør noget ud af, at det ikke handler om at du ikke vil være der for hende - men at du gerne vil hjælpe hende til at få det grundlæggende godt. Hvis jeg var dig, ville jeg lade aktivitet være aktivitet i den snak, for det større problem er den måde, hendes sygdomsangst hæmmer hendes liv på generelt. Inde i dig selv kan du afskrive aktiviteten for nu, men hvis du bringer den op kan den risikere at bruges som en afledningsmanøvre af hende, en måde, hvorpå hun kan få snakken til at handle om dig i stedet for om hendes problem med sygdom.

Ja, hun er oprigtigt bange, og jeg vil jo godt fortælle hende at hun ikke behøver at være så bange - og netop give hende den hjælp, hun har brug for. Jeg ved godt jeg skubber hele problematikken væk ved at undgå de ting, men jeg orker det simpelthen ikke mere. Så hellere droppe aktiviteten, og i stedet fokusere på at hjælpe hende. Det er bare svært, når alle andre er blinde for. Vi har en fælles veninde, som jeg engang har diskuteret det med, og som også synes det er lige lovlig uheldigt at fejle alle de ting, men ellers er der ingen reaktion. Jeg føler mig lidt som en crazy lady, hvis jeg forsøger at fremlægge det, men jeg føler heller ikke det er noget, jeg bare kan glemme.

Og jo, jeg tænker jo også om hun ikke ønsker at have det godt. Men det er som om hun slet ikke er bevidst om, at hun har sygdomsangst. Min kærestes ekskæreste led også af sygdomsangst, men hun var i det mindste bevidst om det og prøvede netop at undgå at frekventere netdoktor.dk og køre det alt for meget op. Det er som om hun slet ikke ved at der er noget galt, eller også fortæller hun det ikke. Hun er en meget stædig person, som aldrig undskylder eller lader andre få sin vilje, så at indrømme at hun ikke har ret omkring sine sygdomme vil jo være et nederlag for hende. Det er derfor det er så svært - jeg ved vi ville blive uvenner over det, hvis jeg nævner det.

[lillebjoern]

Kan du ikke bare inde i dig lade være at have det som en fast plan? Eller tage af sted uden hende? Tage en anden med?
Jeg kan godt forstå det kan være lidt svært at fremlægge, at det ikke længere skal være en fast plan.
Hvor ofte har I de aktiviteter? For du kan jo også vente til en bedre periode, og så snakke om, at det kan blive en mere løs aftale. Men lige nu, hvor du er skuffet og ked af det, vil hun sikkert tage det ilde op...

Jo, det må vi jo lade være med. Det er bare svært når man har et decideret sæsonkort - så ligger det jo ligesom i kortene at man skal deltage i alle aktiviterne. Det er et par gange om måneden, så det er ret ofte hun aflyser.

[vibbsen]

Kan du ikke bare inde i dig lade være at have det som en fast plan? Eller tage af sted uden hende? Tage en anden med?
Jeg kan godt forstå det kan være lidt svært at fremlægge, at det ikke længere skal være en fast plan.
Hvor ofte har I de aktiviteter? For du kan jo også vente til en bedre periode, og så snakke om, at det kan blive en mere løs aftale. Men lige nu, hvor du er skuffet og ked af det, vil hun sikkert tage det ilde op...

Jo, det må vi jo lade være med. Det er bare svært når man har et decideret sæsonkort - så ligger det jo ligesom i kortene at man skal deltage i alle aktiviterne. Det er et par gange om måneden, så det er ret ofte hun aflyser.

Er det en aktivitet som kræver at man kommer som "par" ? Ellers kunne du måske bare deltage alene når hun melder fra....

[lillebjoern]

Kan du ikke bare inde i dig lade være at have det som en fast plan? Eller tage af sted uden hende? Tage en anden med?
Jeg kan godt forstå det kan være lidt svært at fremlægge, at det ikke længere skal være en fast plan.
Hvor ofte har I de aktiviteter? For du kan jo også vente til en bedre periode, og så snakke om, at det kan blive en mere løs aftale. Men lige nu, hvor du er skuffet og ked af det, vil hun sikkert tage det ilde op...

Jo, det må vi jo lade være med. Det er bare svært når man har et decideret sæsonkort - så ligger det jo ligesom i kortene at man skal deltage i alle aktiviterne. Det er et par gange om måneden, så det er ret ofte hun aflyser.

Er det en aktivitet som kræver at man kommer som "par" ? Ellers kunne du måske bare deltage alene når hun melder fra....

Ja, jeg gider ihvertfald ikke alene.

[ajnaM]

Jeg tænker, at der er to ting i det.

1) Jeres fælles aktivitet og det, at hun på en eller anden måde bremser dig i at tage med. Der mener jeg, du skal forvente, at hun ikke kommer - og eventuelt finde en anden makker, eller tage afsted alene.

2) Din venindes sygdomsangst og hvordan du håndterer den. Jeg ville måske spørge min læge, når jeg alligevel var der, hvordan man egentlig skal håndtere den slags. Alternativt prøve at læse lidt op på emnet. Og så selvfølgelig afgøre med mig selv, hvor lang jeg egentlig var villig til at gå - var det en god veninde, var jeg villig til at gå langt, men var det en bekendt, ved jeg, at jeg ville have svært ved at håndtere psykisk sygdom.

[Ego81]

Jeg synes, at det virker lidt rodet. Min første tanke var, at hun ikke gider aktiviteten mere og bruger sygdom som undskyldning. Det er som bekendt ret normalt at smide det kort, når man ikke kan få sig selv til at være ærlig.

Hvis hun vitterligt tror, at hun fejler noget, så synes jeg faktisk, at du som veninde bør tage det seriøst og spørge ind til, hvad hendes symptomer er, og hvad hun gør for at komme nærmere en evt. diagnose. Det er jo set før, at læger ikke tager en alvorligt, og så er det pludselig for sent. Jeg ville i hvert fald blive ret såret, hvis min veninde prøvede "at få mig til at indse, at jeg har en psykisk sygdom", hvis jeg troede, at jeg fejlede noget fysisk.

Hvis hun faker og kun spiller syg for at få opmærksomhed el.lign., så synes jeg, at du fremover skal tage til aktiviteten alene, finde en ny makker, eller droppe den helt.

[lillebjoern]

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan du tackler din veninde. Giver du hende modspil eller spiller du med på forestillingen om sygdommene?

Jeg har en veninde med en snært sygdomsangst. For lidt tid siden, var hun overbevist om, at hun havde kræft. Jeg blev ved med at fortælle hende, hvorfor det virkede usandsynligt, at det var kræft. Hun blev meget træt af mig, fordi hun selvfølgelig var bange, og bare gerne ville trøstes, men det synes jeg ikke man gør ved at anerkende, at det faktisk kan være dødeligt, når man ikke tror det.

Hvis hun nu ikke har lyst til at snakke sygdom med mig længere, er det også fint med mig. Jeg nægter at være med til at fodre hendes angst. Til gengæld skal jeg nok stille op kl. Kvalme om nødvendigt, hvis hun rent faktisk bliver syg.

Jeg ville i din situation foreslå det med at gøre aftalerne løse, fordi hendes sygdomshistorik desværre ofte betyder, at I er nødt til at aflyse, og det er du træt af. Du kan jo gøre det anerkendende ved at sige, at du godt kan forstå, hun føler, hun skal have tingene tjekket. Det skal man jo, når man tror, man er syg, men du har bare ikke lyst til at blive skuffet så tit pga. Det.

Jeg er helt med på, at man skal prøve at vise hensyn til syge mennesker, men det er altså okay at sætte grænser. Selvfølgelig vil du ikke finde dig i at blive brændt af og skuffet igen og igen.

Nej, jeg tager faktisk en del afstand fra det, men svarer hende selvfølgelig når hun - som i dag - aflyser, fordi hun vil indlægges. I dag svarede jeg bare, at det var jeg ked af at høre, men at vi så måtte tage revanche en anden gang. Det kan lyde hårdt, men jeg vil netop ikke fodre hendes sygdomsangst med "ej, hvor frygteligt,hvor er det synd, hvad kan det mon være denne gang?". For det tror jeg virkelig ikke hun har brug for - jeg tror netop at den form for opmærksomhed kun gør det værre.

[AlmostFamous35]

Hvis du er glad for jeres venskab, så synes jeg, du skal finde en god måde at tale med hende om sygdomsangsten på. Jeg havde en nær veninde, der var lystløgner, og jeg fik aldrig talt med hende om det. Det endte med, at venskabet gled ud i sandet, fordi det blev så anstrengende at være sammen med hende, og det har jeg lidt fortrudt.

Men sørme ikke nemt for dig, det er virkelig et prekært emne at tage op.

[lillebjoern]

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan du tackler din veninde. Giver du hende modspil eller spiller du med på forestillingen om sygdommene?

Jeg har en veninde med en snært sygdomsangst. For lidt tid siden, var hun overbevist om, at hun havde kræft. Jeg blev ved med at fortælle hende, hvorfor det virkede usandsynligt, at det var kræft. Hun blev meget træt af mig, fordi hun selvfølgelig var bange, og bare gerne ville trøstes, men det synes jeg ikke man gør ved at anerkende, at det faktisk kan være dødeligt, når man ikke tror det.

Hvis hun nu ikke har lyst til at snakke sygdom med mig længere, er det også fint med mig. Jeg nægter at være med til at fodre hendes angst. Til gengæld skal jeg nok stille op kl. Kvalme om nødvendigt, hvis hun rent faktisk bliver syg.

Jeg ville i din situation foreslå det med at gøre aftalerne løse, fordi hendes sygdomshistorik desværre ofte betyder, at I er nødt til at aflyse, og det er du træt af. Du kan jo gøre det anerkendende ved at sige, at du godt kan forstå, hun føler, hun skal have tingene tjekket. Det skal man jo, når man tror, man er syg, men du har bare ikke lyst til at blive skuffet så tit pga. Det.

Jeg er helt med på, at man skal prøve at vise hensyn til syge mennesker, men det er altså okay at sætte grænser. Selvfølgelig vil du ikke finde dig i at blive brændt af og skuffet igen og igen.

Nej, jeg tager faktisk en del afstand fra det, men svarer hende selvfølgelig når hun - som i dag - aflyser, fordi hun vil indlægges. I dag svarede jeg bare, at det var jeg ked af at høre, men at vi så måtte tage revanche en anden gang. Det kan lyde hårdt, men jeg vil netop ikke fodre hendes sygdomsangst med "ej, hvor frygteligt,hvor er det synd, hvad kan det mon være denne gang?". For det tror jeg virkelig ikke hun har brug for - jeg tror netop at den form for opmærksomhed kun gør det værre.

Okay, men der synes jeg måske, det havde været passende at fortælle hende, hvad du har sagt her.

Det har jeg også tænkt mig at gøre, når hun er klar på at mødes igen. Syntes ikke SMS var den oplagte løsning til det, men jeg tager det op med hende når muligheden byder sig snarest.