abcd skrev:Ata skrev:abcd skrev:Ata skrev:Jeg anerkender ikke helt din modsætning mellem følelser og modenhed og følelser og vilje. For mig er modenhed, at man lærer at forstå, hvad følelserne er udtryk for, at regulere dem på passende vis, og at vurdere, hvordan man mest hensigtsmæssigt reagerer på dem. Fra naturens hånd er vi jo udstyret med følelser for at sikre et fast track til handling. Når vi bliver bange, løber vi væk, når vi er kede af det søger vi trøst, når vi er vrede siger vi fra osv. I min verden kan vilje ikke adskilles fra følelser, men må tværtimod guides af følelser - men selvfølgelig på en relevant og velovervejet måde. Men hvordan skal jeg vide, hvad jeg vil, hvis jeg ikke må mærke, hvad der gør mig glad, ked af det, vred osv.? Det giver ikke mening for mig.
Min måde at håndtere mine følelser på er at tune ind på dem, forstå dem og så at vurdere, hvordan jeg skal handle. Det er aldrig at undertrykke følelserne. Men det kan godt være, at jeg i den konkrete situation kan forstå, at jeg lige nu har den her stærke følelse, fordi den minder mig om noget dårligt, jeg før har oplevet, og at jeg derfor skal reagere på den ved at tune ind på den og berolige mig selv, fremfor straks at handle ude i verden. Så min tilgang til følelser er ikke, at man bare hovedløst skal handle ud fra dem. Man skal lytte til deres signaler, forstå hvad de udspringer af og tage dem med i betragtning, når man beslutter sig for, hvad næste skridt er.
Men hvad gør man hvis man om aftenen føler noget helt andet end om morgenen? Om morgenen søger man imod det trygge, og om aftenen imod det spændende. Hvilken af de to personer er ens autentiske selv der skal bestemme retningen?
Mine følelser kan ændre sig ret meget i løbet af en dag. Hvis jeg f.eks. er bekymret, og jeg løber en tur, kan bekymringen vende helt til at jeg tænker at det har jeg styr på. Hvem er jeg så?
Det er der jeg mener modenhed kan være evnen til at se forbi eller undertrykke følelserne og navigere ud fra noget andet. Ud fra en plan man har lagt på forhånd. Men hvem var man så da man lagde planen, for da følte man jo også noget?
Og at kontrollere sine følelser. Det vil vel almindeligvis blive betragtet som umodent at lade følelser som vrede og frustration få frit løb.
Jeg siger ikke at man skal give følelserne frit løb. Jeg siger netop, at man både skal lytte til dem og regulere dem. Men hvis man undertrykker dem, så hverken lytter man til dem eller regulerer dem reelt.
Og du har jo ret i, at vi ikke KUN er vores følelser. Vores følelser er signaler til vores jeg, som supplerer alle de andre oplysninger vi får - sanseindtryk, kropslige fornemmelser, tanker, indtryk fra andre mennesker osv. Og alt det bruger vi sammenlagt til at navigere i verden.
Det at vi HAR følelser, men ikke ER vores følelser, muliggør jo, at vi kan observere dem og analysere, hvad de er udtryk for. "Nu jeg er sandsynligvis sur, fordi det er 5 timer siden jeg spiste", "nu er jeg trist, men det er jeg jo ofte inden min morgenkaffe" eller "nu jeg angst, men det er fordi hende damen minder om min sure matematiklærer". ELLER "jeg bliver i dårligt humør hver gang jeg kommer på arbejde - jeg må kigge nærmere på, hvad det handler om". Dvs. at vores jeg tager stilling til følelserne og vurderer, hvad de er udtryk for, og hvordan man mest hensigtsmæssigt agerer på dem. Hvis jeg bliver i dårligt humør hver gang jeg tager på arbejde, men siger til mig selv "det må du ignorere, for du har jo besluttet, at du gerne vil være bankrådgiver", så risikerer jeg jo at overse noget vigtigt, som mine følelser faktisk var signal om - fx at jeg hader at være bankrådgiver, eller at min chef er en nar, eller at jeg mistrives i det team jeg er i. Så derfor synes jeg, at tilgangen hvor man kører på vilje og ser bort fra følelser bliver uhensigtsmæssig. Men klart nok er det også uhensigtsmæssigt at reagere ukritisk på følelser og sige sit job op første gang, at man bliver sur på sin leder...
Men kommer følelserne før erkendelsen på den måde? Man behøver vel ikke følelser for at afgøre at chefen er en nar.
..
Hvordan kan man komme til den konklusion, at ens chef er en nar, uden at man samtidig reagerer følelsesmæssigt? Chefen må gøre noget der vækker en vrede, afsky, foragt etc. Ellers ville man vel være indifferent og upåvirket af chefens adfærd og tilstedeværelse.