Psykiske sygdomme. pårørende og meget mere.

[Kedimifu]

Jeg har længe tænkt på at lave denne tråd. Til sidst blev jeg nød til at melde mig ind her og nu føler jeg mig modig for en stund.

Jeg har en datter som har nogle psykiske sygdomme. Dem er jeg helt "rolig" ved. Det er krævende nogle gang ud over det "rimelige" men alligevel.

Jeg har en mistanke om at hun har en anden diagnose, som er den helt store kilde til problemerne. Tidligere, da hun var under 18, bad jeg om at hun blev undersøgt for den diagnose. Dette gjorde man ikke man mente ikke hun havde den - det var en sygeplejeskes udtalelse. Som årene går bliver jeg mere og mere sikker, men dog ikke på den præcise diagnose, men regningen.

Jeg er bevist om at jeg ikke kan få hende undersøgt for noget nu. Det er op til hende selv. Hun mener dog ikke hun fejler noget, ud over de før nævnte acceptable diagnoser.

Det som tumler i mit hoved er.

1. en personlighedsforstyrrelse, er det noget man har eller noget man får?

2. Jeg som pårørende, jeg har en behov for at kunne sige at hun er syg. Men egentlig også et behov for diagnosens navn, for at kunne forklare hvad det er. Jeg føler at når jeg taler med nogle om det, hvilket er meget få, fordi jeg ikke ønsker at udlevere min datter og fordi jeg frygter at folk vil se skævt til hende. Er det forkert af mig at tale om det?

Nå det er det jeg lige kan nu. Jeg er åben for kritik, men vil I formulere jeg pænt. Jeg er totalt hudløs på det her område. Jeg finder det super svært at klare.

tak.

[Viskelæder]

Generelt diagnosticerer man først personlighedsforstyrrelser, efter personer er blevet 18, fordi de fleste mener, at personligheden først er "dannet færdig", når man er omkring 17-18 år. Indtil da er man i konstant udvikling, så det ville meget let være fejlagtige diagnoser, man fandt frem til. Dermed ikke sagt at folk ikke udvikler sig, efter de er 18 år, men der er grundstenene ligesom lagt.
Folk med personlighedsforstyrrelser vil dog have tegn på det lang tid før. Ved de fleste bliver det ret tydeligt, når de er i deres unge teenageår. Ved fx cluster B personlighedsforstyrrelserne, de mest "kendte" (borderline, dyssocial, histrionisk, narcissistisk) vil der rigtig ofte være tegn, fra de er 10-13 år.
Om det er noget, man har eller noget, man får, er svært at svare på og vil være forskelligt fra hver eneste ekspert, du spørger, tror jeg. Personligt mener jeg, at det er noget, som man har en stor sårbarhed overfor at få, og så vil nogle svære begivenheder i livet få det i udvikling.

[Viskelæder]

Jeg kan sagtens forstå behovet for at få din datter udredt yderligere og finde ud af mere præcist, hvad hun fejler. Det er et helt naturligt behov at have, at man gerne vil kende ting ved navn. Dog møder jeg rigtig ofte folk, som bliver meget fokuserede på diagnoser og tror, at det at vide specifikt, hvad det er, kan medføre alt muligt (positivt). Det gør det ikke. Om du ved, at din datter har en pers. forst. eller ej, ændrer ikke på, hvordan hun har det, og hvordan hun agerer. Giver det mening?
Det er ikke for, at du ikke må være opsat på at finde ud af hendes diagnose, men jeg synes, du skal mærke efter, om du kommer til at overvurdere, hvad det at have et navn på noget, egentligt betyder, og dermed blive for fokuseret på det.

[Kedimifu]

Tak for dine svar. Der var tegn da hun var 11. Det var der jeg begyndte at reagere, men andre mente jeg var helt forkert på den.

Hun er nu i slut 20´erne.

Jeg vil ikke selv mene at jeg fokuserer på selve diagnosen. Men jeg føler at jeg har et behov for den. For når jeg taler med de få udvalgte, så føler jeg at jeg bagtaler min datter, når jeg nævner de ret negative ting hun gør. Til tider er hun et ret "dårligt" menneske. Jeg elsker hende højt og inderligt, så det gør så ond at se det. Men hvis hun nu havde en diagnose, så var der bevis for det og så var det ikke bare mig som sagde det. Jeg føler mig som en ond ond ond mor når jeg tale om hende.

Jeg ved godt jeg ikke er ond. Jeg gør hvad jeg kan. Men jeg kan ikke alt. Og hun kan ikke få hjælp eller behandling før hun har en diagnose. Der ud over ved jeg slet ikke om der er behandling at få.

[Kedimifu]

Om du ved, at din datter har en pers. forst. eller ej, ændrer ikke på, hvordan hun har det, og hvordan hun agerer

Lige den linje. Nej det ændrer ikke på hvordan hun har det. Jeg tror faktisk at hun vil få det værre ved at få diagnosen. Og det er der jeg syntes det er rigtig svært.

For der er hende og mig (pårørende) Jeg ønsker hende alt det bedste. Men hun sårer folk på sin vej. Hun for alle os andre, tror jeg det kunne være en hjælp.

Så hende og os. Hendes liv hendes ret til at bestemme. Helt sikkert.

..... det er noget rod. Jeg kan ikke helt få det ud som jeg ønsker.

[Delfin]

Jeg har længe tænkt på at lave denne tråd. Til sidst blev jeg nød til at melde mig ind her og nu føler jeg mig modig for en stund.

Jeg har en datter som har nogle psykiske sygdomme. Dem er jeg helt "rolig" ved. Det er krævende nogle gang ud over det "rimelige" men alligevel.

Jeg har en mistanke om at hun har en anden diagnose, som er den helt store kilde til problemerne. Tidligere, da hun var under 18, bad jeg om at hun blev undersøgt for den diagnose. Dette gjorde man ikke man mente ikke hun havde den - det var en sygeplejeskes udtalelse. Som årene går bliver jeg mere og mere sikker, men dog ikke på den præcise diagnose, men regningen.

Jeg er bevist om at jeg ikke kan få hende undersøgt for noget nu. Det er op til hende selv. Hun mener dog ikke hun fejler noget, ud over de før nævnte acceptable diagnoser.

Det som tumler i mit hoved er.

1. en personlighedsforstyrrelse, er det noget man har eller noget man får?

2. Jeg som pårørende, jeg har en behov for at kunne sige at hun er syg. Men egentlig også et behov for diagnosens navn, for at kunne forklare hvad det er. Jeg føler at når jeg taler med nogle om det, hvilket er meget få, fordi jeg ikke ønsker at udlevere min datter og fordi jeg frygter at folk vil se skævt til hende. Er det forkert af mig at tale om det?

Nå det er det jeg lige kan nu. Jeg er åben for kritik, men vil I formulere jeg pænt. Jeg er totalt hudløs på det her område. Jeg finder det super svært at klare.

tak.

Det er der ikke et klokkeklart svar på, da årsagerne ikke er fuldt klarlagt, som du kan se, stritter det lidt i alle retninger:

Der er flere årsager til at man kan få en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse.
Hvis nogen i ens familie har en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse eller lider af depressioner, har man større risiko for selv at få personlighedsforstyrrelsen.
Hvis man har en mindre hjerneskade f.eks. fordi man ikke fik ilt nok under fødslen, har man også en højere risiko for at få en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse.
En anden forklaring kan være at man har haft en ustabil barndom, hvor ens forældre f.eks. har drukket, eller man har været meget overladt til sig selv. Man kan også have været udsat for fysiske eller seksuelle overgreb.
Ifølge udviklingspsykologiske teorier, er risikoen for at man udvikler denne personlighedsforstyrrelse størst, hvis man ikke har fået den rigtige omsorg, da man var et til to år gammel. Det er det tidspunkt hvor man skal lære at klare sig uden den dybe afhængighed af forældrene, man har haft i sit første leveår. Hvis udviklingen går skævt i den fase, lærer man ikke at være adskilt fra andre. Derfor fortsætter man med at danne forhold til andre mennesker, som er symbiotiske, dvs. alt for tætte, afhængige og uden de normale grænser.

Uanset årsagen er det min opfattelse, at det udvikler sig over tid og først for alvor kommer til udtryk i løbet af teenageårene.
Jeg forstår fuldt ud, at du føler, det er lettere, når du har et navn at sætte på overfor omverden, men sådan en kasse bliver let meget firkantet, og mange mennesker tror, de kender alt til fx. borderline, fordi 'de engang havde en klassekammerat, der havde det', etc. De færreste vil kunne hakke af i alle kriterier, og de fleste vil have træk fra flere personlighedsforstyrrelser på en gang, så du vil alligevel skulle forklare, hvad det så betyder for den enkelte (din datter).

Nu skriver du, at hun har andre psykiske sygdomme, så de ting, du ser som personlighedsforstyrrelse, kan lige så vel være noget, der stammer fra de andre diagnoser. Det kan vi ikke vide, men når hun ikke selv ønsker yderligere udredning, så er det jo det, du må forholde dig til. Og reelt set, hvad skal hun bruge en ekstra diagnose til? Behandlingen ville sandsynligvis ikke blive voldsomt meget anderledes af det.

[Viskelæder]

Tak for dine svar. Der var tegn da hun var 11. Det var der jeg begyndte at reagere, men andre mente jeg var helt forkert på den.

Hun er nu i slut 20´erne.

Jeg vil ikke selv mene at jeg fokuserer på selve diagnosen. Men jeg føler at jeg har et behov for den. For når jeg taler med de få udvalgte, så føler jeg at jeg bagtaler min datter, når jeg nævner de ret negative ting hun gør. Til tider er hun et ret "dårligt" menneske. Jeg elsker hende højt og inderligt, så det gør så ond at se det. Men hvis hun nu havde en diagnose, så var der bevis for det og så var det ikke bare mig som sagde det. Jeg føler mig som en ond ond ond mor når jeg tale om hende.

Jeg ved godt jeg ikke er ond. Jeg gør hvad jeg kan. Men jeg kan ikke alt. Og hun kan ikke få hjælp eller behandling før hun har en diagnose. Der ud over ved jeg slet ikke om der er behandling at få.

Men din datter skal jo ikke gå igennem mere udredning og få en ekstra diagnose, fordi du har et behov for det. Du må ikke læse det, som at jeg gør dig til en dårlig mor, at du har det behov, for det er du på ingen måde. Men hvis din datter ikke ønsker at blive udredt yderligere, så kan du ikke gøre noget ved det, udover at få arbejdet med, at du får dårlig samvittighed, når du omtaler hendes negative sider. Taler du med nogen om, hvordan du har det i alt det her?

[Delfin]

Til det med at andre tror de ved præcis, hvad det handler om, kan jeg bruge mig selv som eksempel. Jeg er bipolar og har mødt et par løftede øjebryn: "Jamen du har da ikke stiftet gæld i en ren købemani??" Næ, for det er jo kun et enkelt lille flig af sygdommen, og sådan kommer den ikke til udtryk hos mig. Det er jo kun til at grine af, men alligevel også en lille smule irriterende. Det havde da været så meget lettere, hvis jeg kunne klare alle forklaringerne med et enkelt ord, men det virker altså ikke.

[Tanten]

Jeg forstår udmærket dit behov for at kunne tale åbent med andre om de problemer, din datters psykiske problemer (og manglende erkendelse af disse) medfører.

Jeg vil anbefale dig at opsøge enten SINDS Pårørendeforening eller Bedre Psykiatri, der begge tilbyder gruppeforløb og individuel rådgivning til pårørende til psykisk syge.

Her vil du møde forståelse og rummelighed fra andre i samme situation i et miljø, hvor de ikke kender din datter.

[Kedimifu]

Jeg er helt enig I at der ikke skal ske noget for min skyld.

Hun ønsker heller ikke at gøre det selv, da hun ikke har et ønske om det. Måske først når alt er gået helt galt.

Det er først for nylig at det er gået op for mig, hvor hårdt det egentlig er. Det har kørt i en del år efterhånden, men jeg har fået pauser ind i mellem , da der har været ro på om man vil.

De diagnoser hun har, er af nyere dato og som følge af et traume. Det jeg tillader mig at kalde personlighedsforstyrrelse (jeg er ikke uddannet inden for området, det er totalt hjemmelæsning m.v.) er som før skrevet, set siden ca. 11. års alderen.

Men hjælp mig også gerne med denne. Jeg har behov for at tale om hende. Eks. når der spørges om hvordan det går, så har jeg lyst til at være ærlig. Dette dog ikke over for alle. Men eks. over for mine venner og familie. Men hvis jeg siger orden personlighedsforstyrrelse som er det ord jeg føler dækker bedst, og hun ikke har en diagnose hvor det indgår. Er det i orden? Er det bagtalelse?

Jeg føler ikke bare at jeg kan sige, det går ret dårligt pt. datterens bagtalelser, beskyldninger, manipuleringer, nedture, opture er ret voldsomme for tiden og jeg kan ikke følge med.

[Kedimifu]

Til det med at andre tror de ved præcis, hvad det handler om, kan jeg bruge mig selv som eksempel. Jeg er bipolar og har mødt et par løftede øjebryn: "Jamen du har da ikke stiftet gæld i en ren købemani??" Næ, for det er jo kun et enkelt lille flig af sygdommen, og sådan kommer den ikke til udtryk hos mig. Det er jo kun til at grine af, men alligevel også en lille smule irriterende. Det havde da været så meget lettere, hvis jeg kunne klare alle forklaringerne med et enkelt ord, men det virker altså ikke.

Og det er jo lige det jeg ikke ønsker. At udstille hende. At putte hende ned i en kasse. For hun er så meget mere fantastisk end en diagnose.

[Kedimifu]

Jeg forstår udmærket dit behov for at kunne tale åbent med andre om de problemer, din datters psykiske problemer (og manglende erkendelse af disse) medfører.

Jeg vil anbefale dig at opsøge enten SINDS Pårørendeforening eller Bedre Psykiatri, der begge tilbyder gruppeforløb og individuel rådgivning til pårørende til psykisk syge.

Her vil du møde forståelse og rummelighed fra andre i samme situation i et miljø, hvor de ikke kender din datter.

Tak.

Af en eller anden grund så tør jeg bare ikke kontakte dem.

[Tanten]

Jeg er helt enig I at der ikke skal ske noget for min skyld.

Hun ønsker heller ikke at gøre det selv, da hun ikke har et ønske om det. Måske først når alt er gået helt galt.

Det er først for nylig at det er gået op for mig, hvor hårdt det egentlig er. Det har kørt i en del år efterhånden, men jeg har fået pauser ind i mellem , da der har været ro på om man vil.

De diagnoser hun har, er af nyere dato og som følge af et traume. Det jeg tillader mig at kalde personlighedsforstyrrelse (jeg er ikke uddannet inden for området, det er totalt hjemmelæsning m.v.) er som før skrevet, set siden ca. 11. års alderen.

Men hjælp mig også gerne med denne. Jeg har behov for at tale om hende. Eks. når der spørges om hvordan det går, så har jeg lyst til at være ærlig. Dette dog ikke over for alle. Men eks. over for mine venner og familie. Men hvis jeg siger orden personlighedsforstyrrelse som er det ord jeg føler dækker bedst, og hun ikke har en diagnose hvor det indgår. Er det i orden? Er det bagtalelse?

Jeg føler ikke bare at jeg kan sige, det går ret dårligt pt. datterens bagtalelser, beskyldninger, manipuleringer, nedture, opture er ret voldsomme for tiden og jeg kan ikke følge med.

Du kan jo sagtens være ærlig at og sige, at det ikke går skide godt, og du synes, det er svært, uden at du bruger en diagnose, der for de fleste alligevel ikke giver mening.

[Delfin]

Til det med at andre tror de ved præcis, hvad det handler om, kan jeg bruge mig selv som eksempel. Jeg er bipolar og har mødt et par løftede øjebryn: "Jamen du har da ikke stiftet gæld i en ren købemani??" Næ, for det er jo kun et enkelt lille flig af sygdommen, og sådan kommer den ikke til udtryk hos mig. Det er jo kun til at grine af, men alligevel også en lille smule irriterende. Det havde da været så meget lettere, hvis jeg kunne klare alle forklaringerne med et enkelt ord, men det virker altså ikke.

Og det er jo lige det jeg ikke ønsker. At udstille hende. At putte hende ned i en kasse. For hun er så meget mere fantastisk end en diagnose.

Og lige præcis den markerede er vigtig at holde fast i, også når bølgerne går højt.

[Kedimifu]

Nu kom den til mig. Hvorfor det er så vigtigt for mig.

Hvad nu hvis det er mig som tager helt helt helt fejl.

Hvad nu hvis det er normalt at være som hun er.

Så siger jeg jo ting som ikke er sandt.

...... jeg ved godt det er rodet, det som kommer. Men det er det bedste jeg kan lige nu.