Ata skrev:ajnaM skrev:Neenah skrev:Jeg fik diagnosen i december. Jeg har været sygemeldt med stress siden sidste forår, og fik i den forbindelse en henvisning fordi det er noget jeg har mistænkt i hvert fald i 10-12 år. Jeg har bare aldrig fået gjort noget ved det, fordi det trods alt ikke har været en større belastning for mig imens jeg bare var mig selv og var studerende. Skolegang har været nemt for mig, jeg har været dygtig i stort set alle fag og har haft interesse for det meste - og jeg valgte en uddannelse i noget jeg havde en særinteresse i, så det gav sig selv at jeg havde stor motivation for at lave opgaver og læse tekster.
Nogle af de ting, der har gjort jeg søgte udredning var:
- Jeg har ingen tålmodighed med mine børn. Jeg har ikke tålmodighed til at lege eller høre på lange forklaringer om alt muligt, og jeg har svært ved når de ikke hører efter hvad jeg beder dem om, eller ikke følger mit tempo. Efter barn nummer to blev jeg max presset fordi der pludselig var to forskellige behov at holde styr på på samme tid, udover mine egne.
- Arbejdsopgaver, der kræver meget planlægning og en høj grad af kompleksitet har jeg svært ved at overskue og få taget hul på, så jeg udsætter det indtil jeg ikke kan undgå det længere, hvis jeg ikke har nogen, jeg kan spørge om hjælp.
- Jeg kan overspringshandle i uendeligheder, hvis jeg ikke er i det rigtige flow til at lave kedelige rutinearbejdsopgaver, der fyldte en del i mit tidligere job. Hvis jeg havde fx 20 opgaver jeg absolut SKULLE have nået en dag med hjemmearbejde, så kunne jeg sagtens bruge en hel dag og kun nå de fire.
- Jeg kan udsætte opgaver uden en deadline i en uendelighed, hvis der ikke er nogen, der er på nakken af mig. Pt. har jeg ikke været til tandlægen i over to år fordi jeg ikke får påmindelsesbeskeder mere, og jeg glemmer at det er en ting.
- Jeg har utroligt svært ved at holde en rutine (rydde op efter morgenmaden, rydde køkkenet, generelt holde orden i huset, træning, etc.)
- Har svært ved enkelte hygiejnerutiner. Jeg børster tit ikke tænder om aftenen fordi jeg bare ikke gør det. Jeg ved godt jeg skal, det virker bare uoverskueligt, selvom det er nemt nok for mig om morgenen.
- Jeg taler før jeg tænker, joker med alt hvis jeg er usikker på mig selv, og har en generel mangel på situationsfornemmelse. Jeg prøver, men det er svært at styre mig. Har en generel fornemmelse af at være socialt akavet og at aldrig at være blevet voksen.
- Er meget impulsstyret og har altid haft svært ved at tøjle mit forbrug og mine pludselige indskydelser.
- Gør næsten altid det nye og spændende før det kedelige og rutineprægede.
- Starter utroligt mange projekter og nye hobbyer, og opgiver dem tit ligeså hurtigt igen.
- Har utroligt let til tårer, bliver meget følelsesmæssigt påvirket af andre, og har et enormt pleasergen, hvor jeg altid er bange for at være for meget, for uhøflig, for forkert el. lign.
- Jeg glemmer ting med mindre jeg kan se dem. Så hvis jeg skal huske at have noget med i børnehaven, så lægger jeg det ved hoveddøren, så jeg ser det om morgenen. Halvdelen af gangene glemmer jeg det alligevel, fordi jeg overser det.
- Hyperfokus er mit største symptom. Hvis jeg først er blevet fanget af noget kan jeg være i gang med det i timevis uden at spise, gå på toilettet, sove, drikke eller tage en pause. Jeg vil bare gerne dyrke mit nye projekt. Ofte betyder det også skader, fordi jeg slider mig selv i smadder - fx ved at hækle 8-9 timer om dagen i ugevis.
- Et fucked up forhold til mad, som har været mit dopaminfix siden jeg var helt lille.
- Stimming: Jeg sidder aldrig stille. Jeg piller altid ved noget - som regel mit hår, eller hvis jeg er til møde/i skole, så doodler jeg konstant.
Jeg begyndte på medicin i januar, og det har ændret mit liv. Jeg bliver ikke ligeså hurtigt utålmodig med ungerne, jeg kan holde fokus på mit arbejde, jeg kan tage nogle kedelige opgaver før de spændende, jeg har en større ro indeni mig og jeg har bare et generelt større overskud i hverdagen, så jeg ikke føler jeg drukner af at have et hverdagsliv. Jeg er stadig i optrapning i forhold til raskmelding, men min verden ser markant anderledes ud end den gjorde i efteråret. Det er det bedste jeg har gjort for mig selv og min familie at få den udredning.
Det der er en skræmmende nøjagtig beskrivelse af mig selv.
Jeg har egentlig en henvisning liggende fra min læge. Er helt overbevist om, at jeg har adhd - havde aldrig tænkt over det, før min dreng fik diagnosen, men det var en øjenåbner at lære diagnosen at kende.
Jeg er 1:1 ligesom dig i de ting, du beskriver. Det har også været voldsomt at få børn.
Jeg har dog ikke gjort noget ved henvisningen - både fordi jeg ikke kan overskue det og bare har udskudt det lige siden (:genert:), men også fordi jeg slet, slet ikke kan overskue at rende ind i en psykiater, der synes, jeg er ‘fjollet’. Lige da jeg fik henvisningen, tjekkede jeg hvem der var i mit område, og flere af dem havde fx skrevet debatindlæg om, at alt for mange kvinder søger udredning for adhd, at det ødelægger systemet, og at det er kvinder, der tror, medicin løser det hele, men det gør det ikke… ej, jeg kunne ikke overskue at ringe til sådan en.
Og så har jeg tænkt, at det jo går uden. Jeg prøver at lave strukturer og indrette min dag fornuftigt, jeg er bevidst om egne mangler og styrker… så jeg kan tænke, hvilken forskel diagnosen gør.
Omvendt er jeg p*ssebange for at ende som min mor, der havde udiagnosticeret adhd til op i 60’erne. Hun har været sygemeldt med stress 7 gange og magter i dag at have et arbejde. Hun har simpelthen brugt sin hjerne og krop forkert i årtier. Sådan vil jeg ikke ende.
Jeg tror ikke, at en (god) psykiater vil synes, du er fjollet. Men det er klart, at han/hun vil kigge på, om det giver dig seriøse problemer i hverdagen at have de her træk. Man kan jo godt have mange af trækkene og stadig klare sit job, få familielivet til at køre, have et velfungerende parforhold osv. Og hvis man samtidig oplever at trives, vil vi jo i udgangspunktet ikke give en diagnose, selvom mange af de samme træk er der.
Problemet er, at jeg jo er vant til tingenes tilstand. Det har altid været sådan. Og jeg lever jo med det. Set udefra er jeg nok endda ganske velfungerende.
Men jeg kan være oprigtigt i tvivl om, om jeg bruger mig selv forkert og i forsøget på at opretholde et normalt liv ‘slider’ på min hjerne i en grad, hvor jeg på et tidspunkt ender med seriøs stress.
Jeg er typen, der klør 110% på og har en milliard bolde i luften, har svært ved at sidde stille og altid er 16 steder på en gang. Samtidig har jeg svært ved at holde gode rutiner og ender ofte ude i nogle voldsomme krumspring for at hente det tabte, når det skrider. Og ender med at nedprioritere min krop, fordi jeg er så meget ‘oppe i hovedet’ på mig selv. Har i perioder oprigtigt ikke mærket smerter i kroppen, fordi jeg simpelthen ikke har lagt mærke til dem, fordi jeg har været et andet sted mentalt.Så altså, jeg går på arbejde, betaler mine regninger, opdrager mine børn og alt det der. På den måde velfungerende. Og så alligevel ikke.
Og så har jeg set den enorme forskel, medicin gør for min søn. Gad godt prøve at se, hvordan det ville virke.
Be brave
