Apropos mental load

[abcd]

Før du kender til årsagerne, kan du ikke konkludere noget.

Jeg er enig i, det er interessant statistik. Men jeg er ikke helt så hurtig på konklusionerne, som du er.

70% af skilsmisser initieres af kvinderne.

Man behøver ikke kende sammenhængene for at bruge statistik til at træffe beslutninger. Hvis jeg kan vælge vej A eller vej B, og jeg ved at 10% der går ned ad vej A, dør, og 20% der går ned ad vej B, dør, så giver det mening at jeg vælger vej A. Selv om det i teorien kunne være at vej A er farligere end vej B for specifikt mig fordi jeg på en eller anden måde afviger fra statistikken. Det ændrer ikke på at det giver mening at handle på den statistik man har. Og for mænd er det altså bare at for mænd som gruppe, går parforholdet bedre hvis man anlægger et stærkt karriere-fokus. Det kan være der er en delmængde af mænd for hvem det ikke gælder, men det vil jeg så mene at I skal sandsynliggøre for at det giver mening at agere efter.

[Moe]

...Jeg har en tese om at en væsentlig del af belastningen i mental load ligger i, at man føler man står uretfærdigt alene med det hele. Og at det måske fylder mere end opgaven i sig selv? ...

Det er præcis det, som flere af os har forsøgt at sige, men det er godt formuleret.

Det er nemlig en følelse, omend det er godt begrundet eller ej, der er en anden sag. Men i sig selv er det blot en følelse, og dermed er håndtering af følelser kernen i sagen.

Dem, der står alene med det hele, er nok oftere dem, der ikke føler "mental load", netop fordi de ved, at de står og skal stå alene med det hele.

Jeg tror ikke, at jeg er enig med dig i, at kernen er håndtering af følelser. Det kan sagtens være årsagen til følelserne, der skal håndteres. Måske føles opgavefordelingen uretfærdig, fordi den ER uretfærdig?

Det føles uretfærdigt, uanset hvad det objektivt er, og det er pointen. Man er ikke selv i stand til at se andet end ens egen følelse og dermed heller ikke om man har ret eller ej.

Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte, det er fint, men husk at følelser ikke er rationelle og ofre ikke objektivt rigtige. Det er af den årsag, at jeg siger som jeg gør, og som du måske ikke har lagt mærke til, så anerkender jeg at der kan være gode grunde til at man føler sådan, men det ændrer ikke på at man skal styres af sig selv og ikke af andre.
Og ideen med at ens lykke og velvære ligger i andres hænder, og man på den både bliver sagesløs og umyndig, er ikke godt. Man bør selv tage ansvar for sig selv, og tage sig af sig selv, og det kan man ikke, hvis man tror at enhver følelse er berettiget og skal løses af eksterne kilder end en selv.

Det er det samme med frygt, stress og en række andre følelser. Alle kan være berettigede, og alle har en årsag, men det betyder ikke, at løsningen er at sætte sig afventende på, at andre skal løse det for en.

Med andre ord, balance i hvordan man kan opleve og tackle den psykologiske byrde, som 'mental load' repræsenterer. En balanceret tilgang, der både inddrager personligt ansvar, men som selvfølge også har opmærksomhed på mulig faktisk uretfærdighed i opgavefordelingen, er den mest hensigtsmæssige vej frem.

Det ville være megafedt hvis du talte til mig som et ligeværdigt, voksent menneske.

Men det er måske bare en følelse, som jeg selv må arbejde med?

Det er det ja, fordi jeg taler som til et ligeværdigt voksen menneske, uden særlige hensyn.

Det modsatte ville være at tale ned til dig som en, der kræver særlig beskyttelse og hensyn. Der er ikke noget af det jeg skriver, som objektivt kan sige at være nedsættende, heller ikke ordvalg eller formuleringerne.

Med henvisning til din egen pointe om ikke at vide, om man har ret eller ej når man har en følelse, kan jeg så oplyse dig om, at du fremstår ufatteligt bedrevidende og uden anerkendelse af, at den anden 1. kan have gode pointer som er forskellige fra dine og 2. at den anden måske allerede har tænkt det, du opfatter som kloge tanker, og er kommet frem til andre konklusioner end dig.

Jeg har ikke et behov for at du belære mig om, hvad jeg allerede ved - womansplaining er det vel i nogle af jeres terminologier. Hvad I ser i det jeg skriver, er tydeligt, det fremgår jo af jeres svar og respons, men det betyder ikke, at jeres fortolkning af det jeg siger, ikke er stærkt farvet af jeres mening om mig som person, men også af meninger i kontras til det jeg giver udtryk for.

Jeg behøver ikke at anerkende gode pointer, som jeg ikke synes er gode, eller at synes, at det er kloge tanker, som kommer til konklusioner, som jeg ikke synes er kloge.

[Marengs]

Før du kender til årsagerne, kan du ikke konkludere noget.

Jeg er enig i, det er interessant statistik. Men jeg er ikke helt så hurtig på konklusionerne, som du er.

70% af skilsmisser initieres af kvinderne.

Man behøver ikke kende sammenhængene for at bruge statistik til at træffe beslutninger. Hvis jeg kan vælge vej A eller vej B, og jeg ved at 10% der går ned ad vej A, dør, og 20% der går ned ad vej B, dør, så giver det mening at jeg vælger vej A. Selv om det i teorien kunne være at vej A er farligere end vej B for specifikt mig fordi jeg på en eller anden måde afviger fra statistikken. Det ændrer ikke på at det giver mening at handle på den statistik man har. Og for mænd er det altså bare at for mænd som gruppe, går parforholdet bedre hvis man anlægger et stærkt karriere-fokus. Det kan være der er en delmængde af mænd for hvem det ikke gælder, men det vil jeg så mene at I skal sandsynliggøre for at det giver mening at agere efter.

Jamen, du har da helt sikkert ret, hvis de vælger vejen før de vælger konen og vælger den type kone, der trives i det. Hvis alle gør det (og lykkes med det - her kan der være en anden fejlkilde til din konklusion), så er spørgsmålet, om der er nok kvinder til, at de ændrede handlingsmønstre ikke ville påvirke statistikken.

Lidt ligesom hvad man så, da man gav kvinder lov til at stemme. Eller komme ud på arbejdsmarkedet.

[fisken80]

Mit bedste bud er, det er svært at bruge den statistik til din konklusion. Fordi de kvinder, der bidrager til den i hvert sit spectre sandsynligvis også har forskellige værdisæt og økonomiske årsager til at blive i forholdet.

Man kan kombinere den med at jo bedre en mands karriere går, jo bedre går det også med ægteskab og børn for ham. Når kvinden tjener mere end manden, øges risikoen for skilsmisse.

Men du har da ret, det er indicier, man kan ikke opsætte en formel. Men jeg synes ret klart at indicierne peger imod karriere som en bedre strategi for mænd end stærk familie-orientering.

Så nu er det indicier og ikke statistik?

[abcd]

Mit bedste bud er, det er svært at bruge den statistik til din konklusion. Fordi de kvinder, der bidrager til den i hvert sit spectre sandsynligvis også har forskellige værdisæt og økonomiske årsager til at blive i forholdet.

Man kan kombinere den med at jo bedre en mands karriere går, jo bedre går det også med ægteskab og børn for ham. Når kvinden tjener mere end manden, øges risikoen for skilsmisse.

Men du har da ret, det er indicier, man kan ikke opsætte en formel. Men jeg synes ret klart at indicierne peger imod karriere som en bedre strategi for mænd end stærk familie-orientering.

Så nu er det indicier og ikke statistik?

Statistik er sjældent mere end indicier. Jeg vil gentage mit eksempel:

Du skal gå ned ad vej A eller vej B. Du får informationen: 10% af alle der er gået ned ad vej A, er døde, og 20% af alle der er gået ned ad vej B, er døde.

Jeg formoder at du her uden videre vil vælge vej A - som alle uden et dødsønske vil gøre.

Problemet er at statistikken "20% dør ad vej B" siger noget om gruppen man har målt statistik på som helhed, den udelukker ikke at du kan afvige afgørende fra gruppen på en måde hvor vej B faktisk er bedre for dig. Dvs. statistikken er kun et indicium. Men det ændrer ikke på at så længe du ikke ved om eller hvordan du præcis afviger afgørende fra gruppen, og hvordan det i givet fald hjælper dig, er du stadig bedst tjent med at navigere efter den statistik du kender.

Det samme for mænd: Statistikken siger at mænd er bedst tjent med at fokusere på karriere. Hvis man skal navigere efter noget andet, skal nogen fremsætte en anden og mere præcis statistik der siger noget andet for en delmængde af mænd med nogle specifikke egenskaber.

[Marengs]

Mit bedste bud er, det er svært at bruge den statistik til din konklusion. Fordi de kvinder, der bidrager til den i hvert sit spectre sandsynligvis også har forskellige værdisæt og økonomiske årsager til at blive i forholdet.

Man kan kombinere den med at jo bedre en mands karriere går, jo bedre går det også med ægteskab og børn for ham. Når kvinden tjener mere end manden, øges risikoen for skilsmisse.

Men du har da ret, det er indicier, man kan ikke opsætte en formel. Men jeg synes ret klart at indicierne peger imod karriere som en bedre strategi for mænd end stærk familie-orientering.

Så nu er det indicier og ikke statistik?

Statistik er sjældent mere end indicier. Jeg vil gentage mit eksempel:

Du skal gå ned ad vej A eller vej B. Du får informationen: 10% af alle der er gået ned ad vej A, er døde, og 20% af alle der er gået ned ad vej B, er døde.

Jeg formoder at du her uden videre vil vælge vej A - som alle uden et dødsønske vil gøre.

Problemet er at statistikken "20% dør ad vej B" siger noget om gruppen man har målt statistik på som helhed, den udelukker ikke at du kan afvige afgørende fra gruppen på en måde hvor vej B faktisk er bedre for dig. Dvs. statistikken er kun et indicium. Men det ændrer ikke på at så længe du ikke ved om eller hvordan du præcis afviger afgørende fra gruppen, og hvordan det i givet fald hjælper dig, er du stadig bedst tjent med at navigere efter den statistik du kender.

Det samme for mænd: Statistikken siger at mænd er bedst tjent med at fokusere på karriere. Hvis man skal navigere efter noget andet, skal nogen fremsætte en anden og mere præcis statistik der siger noget andet for en delmængde af mænd med nogle specifikke egenskaber.

Det siger statistikken altså ikke.

Er der en mulighed for, du snarere arbejder med at indsamle data end at analysere dem?

[Moe]

...Jeg har en tese om at en væsentlig del af belastningen i mental load ligger i, at man føler man står uretfærdigt alene med det hele. Og at det måske fylder mere end opgaven i sig selv? ...

Det er præcis det, som flere af os har forsøgt at sige, men det er godt formuleret.

Det er nemlig en følelse, omend det er godt begrundet eller ej, der er en anden sag. Men i sig selv er det blot en følelse, og dermed er håndtering af følelser kernen i sagen.

Dem, der står alene med det hele, er nok oftere dem, der ikke føler "mental load", netop fordi de ved, at de står og skal stå alene med det hele.

Jeg tror ikke, at jeg er enig med dig i, at kernen er håndtering af følelser. Det kan sagtens være årsagen til følelserne, der skal håndteres. Måske føles opgavefordelingen uretfærdig, fordi den ER uretfærdig?

Det føles uretfærdigt, uanset hvad det objektivt er, og det er pointen. Man er ikke selv i stand til at se andet end ens egen følelse og dermed heller ikke om man har ret eller ej.

Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte, det er fint, men husk at følelser ikke er rationelle og ofre ikke objektivt rigtige. Det er af den årsag, at jeg siger som jeg gør, og som du måske ikke har lagt mærke til, så anerkender jeg at der kan være gode grunde til at man føler sådan, men det ændrer ikke på at man skal styres af sig selv og ikke af andre.
Og ideen med at ens lykke og velvære ligger i andres hænder, og man på den både bliver sagesløs og umyndig, er ikke godt. Man bør selv tage ansvar for sig selv, og tage sig af sig selv, og det kan man ikke, hvis man tror at enhver følelse er berettiget og skal løses af eksterne kilder end en selv.

Det er det samme med frygt, stress og en række andre følelser. Alle kan være berettigede, og alle har en årsag, men det betyder ikke, at løsningen er at sætte sig afventende på, at andre skal løse det for en.

Med andre ord, balance i hvordan man kan opleve og tackle den psykologiske byrde, som 'mental load' repræsenterer. En balanceret tilgang, der både inddrager personligt ansvar, men som selvfølge også har opmærksomhed på mulig faktisk uretfærdighed i opgavefordelingen, er den mest hensigtsmæssige vej frem.

Det ville være megafedt hvis du talte til mig som et ligeværdigt, voksent menneske.

Men det er måske bare en følelse, som jeg selv må arbejde med?

Det er det ja, fordi jeg taler som til et ligeværdigt voksen menneske, uden særlige hensyn.

Det modsatte ville være at tale ned til dig som en, der kræver særlig beskyttelse og hensyn. Der er ikke noget af det jeg skriver, som objektivt kan sige at være nedsættende, heller ikke ordvalg eller formuleringerne.

Jeg er - sjovt nok - uenig i at du formulerer dig neutralt. Det er ikke at betragte modtageren ligeværdigt at mene at man lige skal udlægge teksten for dem og fortælle hvordan verden hænger sammen.

Jeg beder ikke om særlige hensyn. Jeg beder dig bare respektere, at jeg kan tænke selv og læse hvad jeg skriver.

Jeg har ikke sagt noget som helst i stil med “følg dit hjerte”. Jeg har sagt, at man kan føle at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt. Når jeg bruger ordet “kan” indikerer det, at man selvfølgelig også kan have en følelse af uretfærdighed, selvom omstændighederne, der udløser følelsen, objektivt set ikke er uretfærdige.

Jeg har heller ikke skrevet noget om, at man skal vente på at andre løser ting for sig.

Det samme kan siges om dig, og du læser åbenbart ikke, hvad jeg skriver. "Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte", er sprogligt korrekt, fordi du ikke har sagt det, men det du har sagt, minder om det, dvs. har samme filosofi. Jeg har derfor aldrig antydet, at du har sagt det.

Det ikke at formulere sig neutralt, er ikke det samme som at tale ned, hvilket er det, som det betyder, hvis man ikke taler til et ligeværdigt, voksent menneske. Hvilket jeg gør, men det betyder ikke, at ting skal pakkes ind i vat og blive uldne, så det er utydeligt og kan fejlfortolkes.

Jeg er med på, at du siger, at man kan føle, at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt, og jeg har før og til dig, givet dig ret i det. Min pointe er jo netop, at fokus bør være på noget andet angående følelserne, fordi man ikke alene på baggrund af dem kan sige, om det rent faktisk er uretfærdigt eller ej, eller om det blot føles uretfærdigt.

Min pointe er, at man ikke bare skal tage enhver følelse og ophøje den til sandhed. Følelser er ofte forræderiske og usaglige, det er den anerkendelse, som jeg taler for, og som jeg synes mangler, og ikke anerkendes af de fleste øvrige debattører.

Jeg har ikke selv eller læst andre, benægte at uretfærdighed eksisterer, eller at der kan være tale om uretfærdig arbejdsfordeling, som berettiget kan give mental load i nogle tilfælde, men jeg anerkender, at der også er tilfælde, hvor arbejdsfordeling føles uretfærdig uden at den er det. At mental load kan forekomme, ubegrundet i den objektive virkelighed.

Det fordi ens mand er anderledes og ser anderledes på verden, betyder det ikke, at han er uansvarlig, men blot at han viser det ansvar på en anden måde, som kvinden ikke ser som ansvarlig, og at hendes vurdering derfor i de tilfælde, er forkert.

Det er netop ordet kan, som jeg gav dig ret i, men det er ikke sådan alle i tråden ser det.

[Moe]

Jeg vil nok påstå, at der er alt for få tilfælde, hvor manden rent faktisk går hjemme og passer hus og hjem til at man kan føre statistik på risikoen for, at de bliver skilt.
Vi kan tale videre om den risiko, når der er lige så mange mænd som kvinder, der har valgt den vej. Indtil da er det bare underlødig brug af statistik.

Haha - uanset hvad der er af statistik, vil du have en eller anden forklaring på at det ikke gælder. FOR DE FUCKING MÆND SKAL FANDEME BARE TAGE SIG SAMMEN OG GØRE KVINDER LYKKELIGE! NUUUUUUUUUUU!

Men vi er vel enige om, at det er relativt få mænd, der går hjemme som det er lige nu? Mener du oprigtigt, at det er nok til, at man kan lave en pålidelig statistik på det? Skal der ikke større datasæt til før man reelt kan bruge det til at sige noget om risiko for skilsmisse ved hjemmegående mænd?

Jeg finder i øvrigt ingen statistik der viser, at skilsmisseraten stiger, hvis ægteparret fælles aftaler, at manden går hjemme og passer hus og børn. Umiddelbart virker det som om det er en tolkning du selv foretager ud fra statistikken om, at færre højtuddannede bliver skilt. Men det er jo ikke nødvendigvis en korrekt fortolkning.

Som det er nu, ville min antagelse i øvrigt være, at i de forhold hvor det er manden der vælger at være hjemmegående, der er kvinden en type, der ikke lader sig dupere af penge, men finder den omsorgsfulde mand dødsexet.

Der er blot taler om feminine mænd og maskuline kvinder, som har fundet sammen med ombyttede kønsroller.

Det er næppe noget, som er muligt i større stil, fordi de per definition er mindretalsindivider, i den samlede gruppe af mænd og kvinder. Det er ikke mindretallet som kommer til at udgøre normen.

[Moe]

Mit bedste bud er, det er svært at bruge den statistik til din konklusion. Fordi de kvinder, der bidrager til den i hvert sit spectre sandsynligvis også har forskellige værdisæt og økonomiske årsager til at blive i forholdet.

Man kan kombinere den med at jo bedre en mands karriere går, jo bedre går det også med ægteskab og børn for ham. Når kvinden tjener mere end manden, øges risikoen for skilsmisse.

Men du har da ret, det er indicier, man kan ikke opsætte en formel. Men jeg synes ret klart at indicierne peger imod karriere som en bedre strategi for mænd end stærk familie-orientering.

Baseret på statistik har du ret i dine indikationer, men jeg vil til enhver tid hævde at en sund balance er bedst og giver de bedste resultater.

For at en mand skal undgå skilsmisser, så er det væsentligt, at han gifter sig med en kvinde, som passer til ham selv, hans værdier og ønskede livsstil. Det er når det ikke lykkes, og han vælger en partner som var det han kunne få eller med for meget fokus på f.eks den seksuelle tiltrækning, så kan der blive et mismatch som øger risikoen for skilsmisser.

Det er kvinders holdninger, indstilling, mål og værdier som reelt er afgørende for om de matcher og har gode forudsætninger for at forblive i et vellykket ægteskab.

[fisken80]

Mit bedste bud er, det er svært at bruge den statistik til din konklusion. Fordi de kvinder, der bidrager til den i hvert sit spectre sandsynligvis også har forskellige værdisæt og økonomiske årsager til at blive i forholdet.

Man kan kombinere den med at jo bedre en mands karriere går, jo bedre går det også med ægteskab og børn for ham. Når kvinden tjener mere end manden, øges risikoen for skilsmisse.

Men du har da ret, det er indicier, man kan ikke opsætte en formel. Men jeg synes ret klart at indicierne peger imod karriere som en bedre strategi for mænd end stærk familie-orientering.

Så nu er det indicier og ikke statistik?

Statistik er sjældent mere end indicier. Jeg vil gentage mit eksempel:

Du skal gå ned ad vej A eller vej B. Du får informationen: 10% af alle der er gået ned ad vej A, er døde, og 20% af alle der er gået ned ad vej B, er døde.

Jeg formoder at du her uden videre vil vælge vej A - som alle uden et dødsønske vil gøre.

Problemet er at statistikken "20% dør ad vej B" siger noget om gruppen man har målt statistik på som helhed, den udelukker ikke at du kan afvige afgørende fra gruppen på en måde hvor vej B faktisk er bedre for dig. Dvs. statistikken er kun et indicium. Men det ændrer ikke på at så længe du ikke ved om eller hvordan du præcis afviger afgørende fra gruppen, og hvordan det i givet fald hjælper dig, er du stadig bedst tjent med at navigere efter den statistik du kender.

Det samme for mænd: Statistikken siger at mænd er bedst tjent med at fokusere på karriere. Hvis man skal navigere efter noget andet, skal nogen fremsætte en anden og mere præcis statistik der siger noget andet for en delmængde af mænd med nogle specifikke egenskaber.

Du har selv lige skrevet, at det er indicier, altså noget du fortolker. Så siger statistikken det ikke, så er det dig der siger det.

[abcd]

Du har selv lige skrevet, at det er indicier, altså noget du fortolker. Så siger statistikken det ikke, så er det dig der siger det.

Jeg forstår ikke hvad du skriver. Statistikken siger at mænd klarer sig bedre i parforhold hvis de har en god karriere.

[Lys]

...Jeg har en tese om at en væsentlig del af belastningen i mental load ligger i, at man føler man står uretfærdigt alene med det hele. Og at det måske fylder mere end opgaven i sig selv? ...

Det er præcis det, som flere af os har forsøgt at sige, men det er godt formuleret.

Det er nemlig en følelse, omend det er godt begrundet eller ej, der er en anden sag. Men i sig selv er det blot en følelse, og dermed er håndtering af følelser kernen i sagen.

Dem, der står alene med det hele, er nok oftere dem, der ikke føler "mental load", netop fordi de ved, at de står og skal stå alene med det hele.

Jeg tror ikke, at jeg er enig med dig i, at kernen er håndtering af følelser. Det kan sagtens være årsagen til følelserne, der skal håndteres. Måske føles opgavefordelingen uretfærdig, fordi den ER uretfærdig?

Det føles uretfærdigt, uanset hvad det objektivt er, og det er pointen. Man er ikke selv i stand til at se andet end ens egen følelse og dermed heller ikke om man har ret eller ej.

Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte, det er fint, men husk at følelser ikke er rationelle og ofre ikke objektivt rigtige. Det er af den årsag, at jeg siger som jeg gør, og som du måske ikke har lagt mærke til, så anerkender jeg at der kan være gode grunde til at man føler sådan, men det ændrer ikke på at man skal styres af sig selv og ikke af andre.
Og ideen med at ens lykke og velvære ligger i andres hænder, og man på den både bliver sagesløs og umyndig, er ikke godt. Man bør selv tage ansvar for sig selv, og tage sig af sig selv, og det kan man ikke, hvis man tror at enhver følelse er berettiget og skal løses af eksterne kilder end en selv.

Det er det samme med frygt, stress og en række andre følelser. Alle kan være berettigede, og alle har en årsag, men det betyder ikke, at løsningen er at sætte sig afventende på, at andre skal løse det for en.

Med andre ord, balance i hvordan man kan opleve og tackle den psykologiske byrde, som 'mental load' repræsenterer. En balanceret tilgang, der både inddrager personligt ansvar, men som selvfølge også har opmærksomhed på mulig faktisk uretfærdighed i opgavefordelingen, er den mest hensigtsmæssige vej frem.

Det ville være megafedt hvis du talte til mig som et ligeværdigt, voksent menneske.

Men det er måske bare en følelse, som jeg selv må arbejde med?

Det er det ja, fordi jeg taler som til et ligeværdigt voksen menneske, uden særlige hensyn.

Det modsatte ville være at tale ned til dig som en, der kræver særlig beskyttelse og hensyn. Der er ikke noget af det jeg skriver, som objektivt kan sige at være nedsættende, heller ikke ordvalg eller formuleringerne.

Jeg er - sjovt nok - uenig i at du formulerer dig neutralt. Det er ikke at betragte modtageren ligeværdigt at mene at man lige skal udlægge teksten for dem og fortælle hvordan verden hænger sammen.

Jeg beder ikke om særlige hensyn. Jeg beder dig bare respektere, at jeg kan tænke selv og læse hvad jeg skriver.

Jeg har ikke sagt noget som helst i stil med “følg dit hjerte”. Jeg har sagt, at man kan føle at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt. Når jeg bruger ordet “kan” indikerer det, at man selvfølgelig også kan have en følelse af uretfærdighed, selvom omstændighederne, der udløser følelsen, objektivt set ikke er uretfærdige.

Jeg har heller ikke skrevet noget om, at man skal vente på at andre løser ting for sig.

Det samme kan siges om dig, og du læser åbenbart ikke, hvad jeg skriver. "Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte", er sprogligt korrekt, fordi du ikke har sagt det, men det du har sagt, minder om det, dvs. har samme filosofi. Jeg har derfor aldrig antydet, at du har sagt det.

Det ikke at formulere sig neutralt, er ikke det samme som at tale ned, hvilket er det, som det betyder, hvis man ikke taler til et ligeværdigt, voksent menneske. Hvilket jeg gør, men det betyder ikke, at ting skal pakkes ind i vat og blive uldne, så det er utydeligt og kan fejlfortolkes.

Jeg er med på, at du siger, at man kan føle, at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt, og jeg har før og til dig, givet dig ret i det. Min pointe er jo netop, at fokus bør være på noget andet angående følelserne, fordi man ikke alene på baggrund af dem kan sige, om det rent faktisk er uretfærdigt eller ej, eller om det blot føles uretfærdigt.

Min pointe er, at man ikke bare skal tage enhver følelse og ophøje den til sandhed. Følelser er ofte forræderiske og usaglige, det er den anerkendelse, som jeg taler for, og som jeg synes mangler, og ikke anerkendes af de fleste øvrige debattører.

Jeg har ikke selv eller læst andre, benægte at uretfærdighed eksisterer, eller at der kan være tale om uretfærdig arbejdsfordeling, som berettiget kan give mental load i nogle tilfælde, men jeg anerkender, at der også er tilfælde, hvor arbejdsfordeling føles uretfærdig uden at den er det. At mental load kan forekomme, ubegrundet i den objektive virkelighed.

Det fordi ens mand er anderledes og ser anderledes på verden, betyder det ikke, at han er uansvarlig, men blot at han viser det ansvar på en anden måde, som kvinden ikke ser som ansvarlig, og at hendes vurdering derfor i de tilfælde, er forkert.

Det er netop ordet kan, som jeg gav dig ret i, men det er ikke sådan alle i tråden ser det.

Jeg opgiver. Kan vi ikke aftale, at du fremadrettet lader være med at udlægge mine indlæg for mig og i stedet spørger hvad jeg mener, hvis du er i tvivl? Jeg har svært ved at genkende mine pointer i dine svar/fortolkninger og jeg gider ikke bruge mere tid på at rette dig.

[Moe]

...Jeg har en tese om at en væsentlig del af belastningen i mental load ligger i, at man føler man står uretfærdigt alene med det hele. Og at det måske fylder mere end opgaven i sig selv? ...

Det er præcis det, som flere af os har forsøgt at sige, men det er godt formuleret.

Det er nemlig en følelse, omend det er godt begrundet eller ej, der er en anden sag. Men i sig selv er det blot en følelse, og dermed er håndtering af følelser kernen i sagen.

Dem, der står alene med det hele, er nok oftere dem, der ikke føler "mental load", netop fordi de ved, at de står og skal stå alene med det hele.

Jeg tror ikke, at jeg er enig med dig i, at kernen er håndtering af følelser. Det kan sagtens være årsagen til følelserne, der skal håndteres. Måske føles opgavefordelingen uretfærdig, fordi den ER uretfærdig?

Det føles uretfærdigt, uanset hvad det objektivt er, og det er pointen. Man er ikke selv i stand til at se andet end ens egen følelse og dermed heller ikke om man har ret eller ej.

Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte, det er fint, men husk at følelser ikke er rationelle og ofre ikke objektivt rigtige. Det er af den årsag, at jeg siger som jeg gør, og som du måske ikke har lagt mærke til, så anerkender jeg at der kan være gode grunde til at man føler sådan, men det ændrer ikke på at man skal styres af sig selv og ikke af andre.
Og ideen med at ens lykke og velvære ligger i andres hænder, og man på den både bliver sagesløs og umyndig, er ikke godt. Man bør selv tage ansvar for sig selv, og tage sig af sig selv, og det kan man ikke, hvis man tror at enhver følelse er berettiget og skal løses af eksterne kilder end en selv.

Det er det samme med frygt, stress og en række andre følelser. Alle kan være berettigede, og alle har en årsag, men det betyder ikke, at løsningen er at sætte sig afventende på, at andre skal løse det for en.

Med andre ord, balance i hvordan man kan opleve og tackle den psykologiske byrde, som 'mental load' repræsenterer. En balanceret tilgang, der både inddrager personligt ansvar, men som selvfølge også har opmærksomhed på mulig faktisk uretfærdighed i opgavefordelingen, er den mest hensigtsmæssige vej frem.

Det ville være megafedt hvis du talte til mig som et ligeværdigt, voksent menneske.

Men det er måske bare en følelse, som jeg selv må arbejde med?

Det er det ja, fordi jeg taler som til et ligeværdigt voksen menneske, uden særlige hensyn.

Det modsatte ville være at tale ned til dig som en, der kræver særlig beskyttelse og hensyn. Der er ikke noget af det jeg skriver, som objektivt kan sige at være nedsættende, heller ikke ordvalg eller formuleringerne.

Jeg er - sjovt nok - uenig i at du formulerer dig neutralt. Det er ikke at betragte modtageren ligeværdigt at mene at man lige skal udlægge teksten for dem og fortælle hvordan verden hænger sammen.

Jeg beder ikke om særlige hensyn. Jeg beder dig bare respektere, at jeg kan tænke selv og læse hvad jeg skriver.

Jeg har ikke sagt noget som helst i stil med “følg dit hjerte”. Jeg har sagt, at man kan føle at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt. Når jeg bruger ordet “kan” indikerer det, at man selvfølgelig også kan have en følelse af uretfærdighed, selvom omstændighederne, der udløser følelsen, objektivt set ikke er uretfærdige.

Jeg har heller ikke skrevet noget om, at man skal vente på at andre løser ting for sig.

Det samme kan siges om dig, og du læser åbenbart ikke, hvad jeg skriver. "Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte", er sprogligt korrekt, fordi du ikke har sagt det, men det du har sagt, minder om det, dvs. har samme filosofi. Jeg har derfor aldrig antydet, at du har sagt det.

Det ikke at formulere sig neutralt, er ikke det samme som at tale ned, hvilket er det, som det betyder, hvis man ikke taler til et ligeværdigt, voksent menneske. Hvilket jeg gør, men det betyder ikke, at ting skal pakkes ind i vat og blive uldne, så det er utydeligt og kan fejlfortolkes.

Jeg er med på, at du siger, at man kan føle, at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt, og jeg har før og til dig, givet dig ret i det. Min pointe er jo netop, at fokus bør være på noget andet angående følelserne, fordi man ikke alene på baggrund af dem kan sige, om det rent faktisk er uretfærdigt eller ej, eller om det blot føles uretfærdigt.

Min pointe er, at man ikke bare skal tage enhver følelse og ophøje den til sandhed. Følelser er ofte forræderiske og usaglige, det er den anerkendelse, som jeg taler for, og som jeg synes mangler, og ikke anerkendes af de fleste øvrige debattører.

Jeg har ikke selv eller læst andre, benægte at uretfærdighed eksisterer, eller at der kan være tale om uretfærdig arbejdsfordeling, som berettiget kan give mental load i nogle tilfælde, men jeg anerkender, at der også er tilfælde, hvor arbejdsfordeling føles uretfærdig uden at den er det. At mental load kan forekomme, ubegrundet i den objektive virkelighed.

Det fordi ens mand er anderledes og ser anderledes på verden, betyder det ikke, at han er uansvarlig, men blot at han viser det ansvar på en anden måde, som kvinden ikke ser som ansvarlig, og at hendes vurdering derfor i de tilfælde, er forkert.

Det er netop ordet kan, som jeg gav dig ret i, men det er ikke sådan alle i tråden ser det.

Jeg opgiver. Kan vi ikke aftale, at du fremadrettet lader være med at udlægge mine indlæg for mig og i stedet spørger hvad jeg mener, hvis du er i tvivl? Jeg har svært ved at genkende mine pointer i dine svar/fortolkninger og jeg gider ikke bruge mere tid på at rette dig.

Fint kan vi godt aftale.

Hvad af det jeg siger, er du så egentlig uenig i og hvorfor er du uenig i det?

[Lys]

...Jeg har en tese om at en væsentlig del af belastningen i mental load ligger i, at man føler man står uretfærdigt alene med det hele. Og at det måske fylder mere end opgaven i sig selv? ...

Det er præcis det, som flere af os har forsøgt at sige, men det er godt formuleret.

Det er nemlig en følelse, omend det er godt begrundet eller ej, der er en anden sag. Men i sig selv er det blot en følelse, og dermed er håndtering af følelser kernen i sagen.

Dem, der står alene med det hele, er nok oftere dem, der ikke føler "mental load", netop fordi de ved, at de står og skal stå alene med det hele.

Jeg tror ikke, at jeg er enig med dig i, at kernen er håndtering af følelser. Det kan sagtens være årsagen til følelserne, der skal håndteres. Måske føles opgavefordelingen uretfærdig, fordi den ER uretfærdig?

Det føles uretfærdigt, uanset hvad det objektivt er, og det er pointen. Man er ikke selv i stand til at se andet end ens egen følelse og dermed heller ikke om man har ret eller ej.

Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte, det er fint, men husk at følelser ikke er rationelle og ofre ikke objektivt rigtige. Det er af den årsag, at jeg siger som jeg gør, og som du måske ikke har lagt mærke til, så anerkender jeg at der kan være gode grunde til at man føler sådan, men det ændrer ikke på at man skal styres af sig selv og ikke af andre.
Og ideen med at ens lykke og velvære ligger i andres hænder, og man på den både bliver sagesløs og umyndig, er ikke godt. Man bør selv tage ansvar for sig selv, og tage sig af sig selv, og det kan man ikke, hvis man tror at enhver følelse er berettiget og skal løses af eksterne kilder end en selv.

Det er det samme med frygt, stress og en række andre følelser. Alle kan være berettigede, og alle har en årsag, men det betyder ikke, at løsningen er at sætte sig afventende på, at andre skal løse det for en.

Med andre ord, balance i hvordan man kan opleve og tackle den psykologiske byrde, som 'mental load' repræsenterer. En balanceret tilgang, der både inddrager personligt ansvar, men som selvfølge også har opmærksomhed på mulig faktisk uretfærdighed i opgavefordelingen, er den mest hensigtsmæssige vej frem.

Det ville være megafedt hvis du talte til mig som et ligeværdigt, voksent menneske.

Men det er måske bare en følelse, som jeg selv må arbejde med?

Det er det ja, fordi jeg taler som til et ligeværdigt voksen menneske, uden særlige hensyn.

Det modsatte ville være at tale ned til dig som en, der kræver særlig beskyttelse og hensyn. Der er ikke noget af det jeg skriver, som objektivt kan sige at være nedsættende, heller ikke ordvalg eller formuleringerne.

Jeg er - sjovt nok - uenig i at du formulerer dig neutralt. Det er ikke at betragte modtageren ligeværdigt at mene at man lige skal udlægge teksten for dem og fortælle hvordan verden hænger sammen.

Jeg beder ikke om særlige hensyn. Jeg beder dig bare respektere, at jeg kan tænke selv og læse hvad jeg skriver.

Jeg har ikke sagt noget som helst i stil med “følg dit hjerte”. Jeg har sagt, at man kan føle at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt. Når jeg bruger ordet “kan” indikerer det, at man selvfølgelig også kan have en følelse af uretfærdighed, selvom omstændighederne, der udløser følelsen, objektivt set ikke er uretfærdige.

Jeg har heller ikke skrevet noget om, at man skal vente på at andre løser ting for sig.

Det samme kan siges om dig, og du læser åbenbart ikke, hvad jeg skriver. "Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte", er sprogligt korrekt, fordi du ikke har sagt det, men det du har sagt, minder om det, dvs. har samme filosofi. Jeg har derfor aldrig antydet, at du har sagt det.

Det ikke at formulere sig neutralt, er ikke det samme som at tale ned, hvilket er det, som det betyder, hvis man ikke taler til et ligeværdigt, voksent menneske. Hvilket jeg gør, men det betyder ikke, at ting skal pakkes ind i vat og blive uldne, så det er utydeligt og kan fejlfortolkes.

Jeg er med på, at du siger, at man kan føle, at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt, og jeg har før og til dig, givet dig ret i det. Min pointe er jo netop, at fokus bør være på noget andet angående følelserne, fordi man ikke alene på baggrund af dem kan sige, om det rent faktisk er uretfærdigt eller ej, eller om det blot føles uretfærdigt.

Min pointe er, at man ikke bare skal tage enhver følelse og ophøje den til sandhed. Følelser er ofte forræderiske og usaglige, det er den anerkendelse, som jeg taler for, og som jeg synes mangler, og ikke anerkendes af de fleste øvrige debattører.

Jeg har ikke selv eller læst andre, benægte at uretfærdighed eksisterer, eller at der kan være tale om uretfærdig arbejdsfordeling, som berettiget kan give mental load i nogle tilfælde, men jeg anerkender, at der også er tilfælde, hvor arbejdsfordeling føles uretfærdig uden at den er det. At mental load kan forekomme, ubegrundet i den objektive virkelighed.

Det fordi ens mand er anderledes og ser anderledes på verden, betyder det ikke, at han er uansvarlig, men blot at han viser det ansvar på en anden måde, som kvinden ikke ser som ansvarlig, og at hendes vurdering derfor i de tilfælde, er forkert.

Det er netop ordet kan, som jeg gav dig ret i, men det er ikke sådan alle i tråden ser det.

Jeg opgiver. Kan vi ikke aftale, at du fremadrettet lader være med at udlægge mine indlæg for mig og i stedet spørger hvad jeg mener, hvis du er i tvivl? Jeg har svært ved at genkende mine pointer i dine svar/fortolkninger og jeg gider ikke bruge mere tid på at rette dig.

Fint kan vi godt aftale.

Hvad af det jeg siger, er du så egentlig uenig i og hvorfor er du uenig i det?

Som sagt; jeg gider ikke bruge mere tid på at rette dig.

[Moe]

...Jeg har en tese om at en væsentlig del af belastningen i mental load ligger i, at man føler man står uretfærdigt alene med det hele. Og at det måske fylder mere end opgaven i sig selv? ...

Det er præcis det, som flere af os har forsøgt at sige, men det er godt formuleret.

Det er nemlig en følelse, omend det er godt begrundet eller ej, der er en anden sag. Men i sig selv er det blot en følelse, og dermed er håndtering af følelser kernen i sagen.

Dem, der står alene med det hele, er nok oftere dem, der ikke føler "mental load", netop fordi de ved, at de står og skal stå alene med det hele.

Jeg tror ikke, at jeg er enig med dig i, at kernen er håndtering af følelser. Det kan sagtens være årsagen til følelserne, der skal håndteres. Måske føles opgavefordelingen uretfærdig, fordi den ER uretfærdig?

Det føles uretfærdigt, uanset hvad det objektivt er, og det er pointen. Man er ikke selv i stand til at se andet end ens egen følelse og dermed heller ikke om man har ret eller ej.

Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte, det er fint, men husk at følelser ikke er rationelle og ofre ikke objektivt rigtige. Det er af den årsag, at jeg siger som jeg gør, og som du måske ikke har lagt mærke til, så anerkender jeg at der kan være gode grunde til at man føler sådan, men det ændrer ikke på at man skal styres af sig selv og ikke af andre.
Og ideen med at ens lykke og velvære ligger i andres hænder, og man på den både bliver sagesløs og umyndig, er ikke godt. Man bør selv tage ansvar for sig selv, og tage sig af sig selv, og det kan man ikke, hvis man tror at enhver følelse er berettiget og skal løses af eksterne kilder end en selv.

Det er det samme med frygt, stress og en række andre følelser. Alle kan være berettigede, og alle har en årsag, men det betyder ikke, at løsningen er at sætte sig afventende på, at andre skal løse det for en.

Med andre ord, balance i hvordan man kan opleve og tackle den psykologiske byrde, som 'mental load' repræsenterer. En balanceret tilgang, der både inddrager personligt ansvar, men som selvfølge også har opmærksomhed på mulig faktisk uretfærdighed i opgavefordelingen, er den mest hensigtsmæssige vej frem.

Det ville være megafedt hvis du talte til mig som et ligeværdigt, voksent menneske.

Men det er måske bare en følelse, som jeg selv må arbejde med?

Det er det ja, fordi jeg taler som til et ligeværdigt voksen menneske, uden særlige hensyn.

Det modsatte ville være at tale ned til dig som en, der kræver særlig beskyttelse og hensyn. Der er ikke noget af det jeg skriver, som objektivt kan sige at være nedsættende, heller ikke ordvalg eller formuleringerne.

Jeg er - sjovt nok - uenig i at du formulerer dig neutralt. Det er ikke at betragte modtageren ligeværdigt at mene at man lige skal udlægge teksten for dem og fortælle hvordan verden hænger sammen.

Jeg beder ikke om særlige hensyn. Jeg beder dig bare respektere, at jeg kan tænke selv og læse hvad jeg skriver.

Jeg har ikke sagt noget som helst i stil med “følg dit hjerte”. Jeg har sagt, at man kan føle at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt. Når jeg bruger ordet “kan” indikerer det, at man selvfølgelig også kan have en følelse af uretfærdighed, selvom omstændighederne, der udløser følelsen, objektivt set ikke er uretfærdige.

Jeg har heller ikke skrevet noget om, at man skal vente på at andre løser ting for sig.

Det samme kan siges om dig, og du læser åbenbart ikke, hvad jeg skriver. "Det du siger der, minder om at man skal følge sit hjerte", er sprogligt korrekt, fordi du ikke har sagt det, men det du har sagt, minder om det, dvs. har samme filosofi. Jeg har derfor aldrig antydet, at du har sagt det.

Det ikke at formulere sig neutralt, er ikke det samme som at tale ned, hvilket er det, som det betyder, hvis man ikke taler til et ligeværdigt, voksent menneske. Hvilket jeg gør, men det betyder ikke, at ting skal pakkes ind i vat og blive uldne, så det er utydeligt og kan fejlfortolkes.

Jeg er med på, at du siger, at man kan føle, at noget er uretfærdigt, fordi det faktisk er uretfærdigt, og jeg har før og til dig, givet dig ret i det. Min pointe er jo netop, at fokus bør være på noget andet angående følelserne, fordi man ikke alene på baggrund af dem kan sige, om det rent faktisk er uretfærdigt eller ej, eller om det blot føles uretfærdigt.

Min pointe er, at man ikke bare skal tage enhver følelse og ophøje den til sandhed. Følelser er ofte forræderiske og usaglige, det er den anerkendelse, som jeg taler for, og som jeg synes mangler, og ikke anerkendes af de fleste øvrige debattører.

Jeg har ikke selv eller læst andre, benægte at uretfærdighed eksisterer, eller at der kan være tale om uretfærdig arbejdsfordeling, som berettiget kan give mental load i nogle tilfælde, men jeg anerkender, at der også er tilfælde, hvor arbejdsfordeling føles uretfærdig uden at den er det. At mental load kan forekomme, ubegrundet i den objektive virkelighed.

Det fordi ens mand er anderledes og ser anderledes på verden, betyder det ikke, at han er uansvarlig, men blot at han viser det ansvar på en anden måde, som kvinden ikke ser som ansvarlig, og at hendes vurdering derfor i de tilfælde, er forkert.

Det er netop ordet kan, som jeg gav dig ret i, men det er ikke sådan alle i tråden ser det.

Jeg opgiver. Kan vi ikke aftale, at du fremadrettet lader være med at udlægge mine indlæg for mig og i stedet spørger hvad jeg mener, hvis du er i tvivl? Jeg har svært ved at genkende mine pointer i dine svar/fortolkninger og jeg gider ikke bruge mere tid på at rette dig.

Fint kan vi godt aftale.

Hvad af det jeg siger, er du så egentlig uenig i og hvorfor er du uenig i det?

Som sagt; jeg gider ikke bruge mere tid på at rette dig.

Der er heller ikke noget at rette, så det er jo fint.