Organdonation.

[Akehurst2]

Jeg synes som sagt ikke at nogen skal donere uden at have taget stilling. Men jeg synes godt, at man kan blive anmodet kraftigt om at tage stilling.

Jeg synes bestemt, der skal masser af oplysning til og også gerne opfordring til at tage stilling - herunder om hvordan man kan gøre det.

Men der vil være nogen, der ikke vil tage stilling uanset hvad. Og hvorfor skal man egentlig tage stilling, hvis man ikke vil? Hvis man ikke har lyst til at skulle konfrontere de tanker om pludselig død, som en forudsætning for det den overvejende del af organdonationen. Og hvad nu, hvis man hellere vil overlade det til sine pårørende?

Ja, det er godt, hvis folk vil tage stilling, men derfra så til at kræve det indgreb i folks følelsesliv fra statens side, som det er at tvinge dem til stillingtagen, hvis de måske virkelig gerne vil være fri, der synes jeg, der er for langt.

[LaScrooge]

Jeg synes som sagt ikke at nogen skal donere uden at have taget stilling. Men jeg synes godt, at man kan blive anmodet kraftigt om at tage stilling.

Jeg synes bestemt, der skal masser af oplysning til og også gerne opfordring til at tage stilling - herunder om hvordan man kan gøre det.

Men der vil være nogen, der ikke vil tage stilling uanset hvad. Og hvorfor skal man egentlig tage stilling, hvis man ikke vil? Hvis man ikke har lyst til at skulle konfrontere de tanker om pludselig død, som en forudsætning for det den overvejende del af organdonationen. Og hvad nu, hvis man hellere vil overlade det til sine pårørende?

Ja, det er godt, hvis folk vil tage stilling, men derfra så til at kræve det indgreb i folks følelsesliv fra statens side, som det er at tvinge dem til stillingtagen, hvis de måske virkelig gerne vil være fri, der synes jeg, der er for langt.

Det kan jeg faktisk godt se. Etisk set må det bero på en vægtning af, om det gode, der følger ved at slippe for at tage stilling på grund af oplevet ubehag derved, har mere vægt end det gode stillingtagen medfører. Er det vigtigere at du beskyttes mod ubehagelige tanker og følelser om din og andres tragiske død, end at du tager stilling og nogen derfor meget hurtigt kan afgøre, om dine organer kan bruges til at redde et andet menneskes liv (eller forbedre det, det er ikke al organdonation der har med liv og død at gøre)?

Det andet element er det med, at nogen udenfor een selv skal bestemme hvad man skal overveje. Det kan jeg sagtens mærke det krænkende i. For hvad rager det dem? Det skal de sgu da ikke blande sig i. Det handler om privatliv og invasion af samme.

Jeg kan ikke på stående fod afgøre hvad jeg mener om den invasion af følelseslivet det at blive tvunget til at tage stilling. Det skal jeg lige overveje nærmere. Men det første element er jeg sikker på: jeg synes, det er vigtigere at (have effektive procedurer omkring det at) redde liv, end at man bliver beskyttet mod at forholde sig til noget ubehageligt. Et helt liv er vigtigere og bør vægtes tungere, end en tid med ubehagelige tanker og følelser, synes jeg.

Man kan også sige, at man ved selv at tage stilling befrier ens efterladte for at skulle gøre det. De vil i forvejen befinde sig i en svær situation og de vil måske ikke være enige hinanden imellem. Så ud over at tiden rinder ud for en potentiel modtager af et potentielt livsvigtigt organ, risikerer man at belaste sine efterladte med yderligere bekymringer og stress - muligvis også, fordi de så er tvunget til at overveje hvad man selv ville have syntes, og heller ikke er enige med hinanden heri.

Jeg synes derfor at der faktisk er rigtig gode argumenter for at tage stilling. Om ikke officielt, så i hvert fald at have gjort det sammen med de efterladte. Og på donorkortet kan man i sag afkrydse, om ens efterladte har noget at skulle have sagt.

[LadyFox]

Jeg synes som sagt ikke at nogen skal donere uden at have taget stilling. Men jeg synes godt, at man kan blive anmodet kraftigt om at tage stilling.

Jeg synes bestemt, der skal masser af oplysning til og også gerne opfordring til at tage stilling - herunder om hvordan man kan gøre det.

Men der vil være nogen, der ikke vil tage stilling uanset hvad. Og hvorfor skal man egentlig tage stilling, hvis man ikke vil? Hvis man ikke har lyst til at skulle konfrontere de tanker om pludselig død, som en forudsætning for det den overvejende del af organdonationen. Og hvad nu, hvis man hellere vil overlade det til sine pårørende?

Ja, det er godt, hvis folk vil tage stilling, men derfra så til at kræve det indgreb i folks følelsesliv fra statens side, som det er at tvinge dem til stillingtagen, hvis de måske virkelig gerne vil være fri, der synes jeg, der er for langt.

Jeg synes også ofte det virker til at man kun har taget stilling hvis man har meldt sig til som organdonor, men man kan jo også sagtens have taget stilling og valgt ikke at tilmelde sig.

[tjald62]

Jeg er ikke tilhænger af bagerst-i-køen-ideen. jeg synes, at de, der har det største behov og bedst sandsynlighed for at transplantation vil gøre en varig forskel skal først på listen. At redde liv må være førsteprioritet. Det er noget fis, at fordi man ikke bidrager har man ikke ret til at få reddet sit liv. Ens "bidrag" som tilmeldt er jo under alle omstændigheder rent teoretisk...

Enig. Og så er den type argumentation farlig - for hvad så med dem, der ikke har forvaltet deres sundhed optimalt? Skal de også bagest i køen?

I øvrigt gad jeg godt vide, om det så også gælder bloddonation, hvor man kun må få, hvis man giver (forudsat at man kan give).

Helt grundlæggende er det jo donationer - altså gaver. Det er ikke ydelser i et gensidigt forpligtende forhold.

Hvis det blev indført ville jeg få et alvorligt problem for jeg har astma og et af de astmamedicin jeg får gør at jeg ikke kan være bloddoner mere.

[HappyPaww]

Jeg forstår ikke hvorfor man ikke laver det til et aktivt fravalg. Hvis det betyder så meget for en ikke at donere, så melder man sig jo bare fra.

Der er så stor mangel på donorer, at jeg synes det snart er decideret uansvarligt at der ikke gøres mere for at få flere donorer - de hidtidige metoder på at skaffe donorer virker jo tydeligvis ikke. Så gør det automatisk for alle over 18 - med muligheden for at fravælge det enkelt og nemt fx via NemID.

[Annione]

Hvem skal så bestemme, sådan i sidste ende? Lægerne må jo ikke - lægeløftet binder dem til at redde liv.

Jeg er på en måde for - jeg synes det er voldsomt egoistisk at mene, at man har ret til et nyt hjerte - men at man selv vil have sine egne organer med i graven.

Den er ikke nem.

[Annione]

Modstanden mod organdonation, skal muligvis søges i at det har fået et lidt halvdårligt ry. F.eks, er det velkendt at lægestuderende, kan finde på at gå rundt og klaske hinanden i røven, med en arm (med hånd) fra én eller anden afdød, som har skænket sin krop til videnskaben.

For nogle år tilbage, var der et større drama i forbindelse med en noget makaber hændelse i nærheden af Panum ved Fælledparken. To fødder, med tilhørende ben, stak op af græsset. Man troede første omgang, at der var tale om et grufuldt drab. Det viste sig ved en nærmere undersøgelse at det 'kun' var de to ben, der stak op af græsset – samt at de kom ovre fra Panum-Instituttet (og de var ikke selv gået over i Fælledparken) Man fandt aldrig ud af, hvem de skyldige var. Men den slags respektløs behandling af afdøde personer, er ikke ligefrem en reklame for donationer.

Men det har jo sådan set ikke noget med organdonation at gøre... Det er at donere hele sin krop til videnskaben.

Jeg er organdonor - de må tage, hvad de kan bruge. Jeg vil også gerne obduceres og de må tage 1000 vævsprøver efter min død. Men når de er færdige, vil jeg gerne lappes sammen og i en kasse, så jeg kan blive brændt.

[paint]

Modstanden mod organdonation, skal muligvis søges i at det har fået et lidt halvdårligt ry. F.eks, er det velkendt at lægestuderende, kan finde på at gå rundt og klaske hinanden i røven, med en arm (med hånd) fra én eller anden afdød, som har skænket sin krop til videnskaben.

For nogle år tilbage, var der et større drama i forbindelse med en noget makaber hændelse i nærheden af Panum ved Fælledparken. To fødder, med tilhørende ben, stak op af græsset. Man troede første omgang, at der var tale om et grufuldt drab. Det viste sig ved en nærmere undersøgelse at det 'kun' var de to ben, der stak op af græsset – samt at de kom ovre fra Panum-Instituttet (og de var ikke selv gået over i Fælledparken) Man fandt aldrig ud af, hvem de skyldige var. Men den slags respektløs behandling af afdøde personer, er ikke ligefrem en reklame for donationer.

Men det har jo sådan set ikke noget med organdonation at gøre... Det er at donere hele sin krop til videnskaben.

Jeg er organdonor - de må tage, hvad de kan bruge. Jeg vil også gerne obduceres og de må tage 1000 vævsprøver efter min død. Men når de er færdige, vil jeg gerne lappes sammen og i en kasse, så jeg kan blive brændt.

Nej. Det var mere donation, generelt, jeg skrev om. men jeg har hørt, den slags betænkeligheder fra en hel del mennesker, som ikke rigtig er trygge ved, hvad der skete med deres krop. Det er som om at utrygheden, har bredt sig lidt også til organdonationer.

[Annione]

Nej. Det var mere donation, generelt, jeg skrev om. men jeg har hørt, den slags betænkeligheder fra en hel del mennesker, som ikke rigtig er trygge ved, hvad der skete med deres krop. Det er som om at utrygheden, har bredt sig lidt også til organdonationer.

Det er fammer også så ustyrligt dumt, at være så lidt respektløs overfor afdøde. De burde kyles ud af medicinstudiet.

[Madam Pomfrey]

Jeg kan egentligt godt forstå tanken om at man må bagest i køen, hvis man ikke selv ønsker at bidrage hvis det skulle blive aktuelt.
Men jeg synes nu ikke den bør indføres, blot italesættes.
Og så har jeg egentligt svært ved at tro at det er et reelt problem, at de der står på modtagerlisten ikke også har tilmeldt sig donorlisten, det tror jeg falder størsteparten helt naturligt. I de tilfælde det ikke er sket handler det måske om en forglemmelse, og i situationen et manglende overskud, og det synes jeg ikke man skal straffes for.

Men jeg er helt klart for at man pr. automatik regnes som værende donor fra den dag man er myndig, og at man så i stedet skal ind og fravælge specifikke donationer eller helt og aldeles melde sig ud af donor-registeret.

Faktisk ville jeg også ønske at man som forældre kunne registrere sine børn, og at børn tidligere, fra f.x. 10-12 års alderen selv kunne være med til at tage stilling til om de vil være organdonorer. Skulle situationen opstå, så tror jeg det er nemmest for alle parter at man har taget stilling på forhånd. Så ved lægerne at man har overvejet det, og om man er positivt indstillet ifht. organdonation.

[Madam Pomfrey]

Free-rider tanken er jo dybt latterlig faktisk...
Ja der er en del der sikkert gerne ville donere, men som ikke har fået registreret sig.
Men altså, nu er det jo HELDIGVIS de færreste af os der får behov for at få doneret et organ - ligesom det også er de færreste af os der havner i en situation hvor vores beslutning om at donere organer bliver en realitet.

Det er jo ikke fordi man så går rundt på gaden og kigger på andre folk og tænker "HA, måske får jeg DIN nyre om 5 år, når jeg pludselig er blevet nyresyg, og du kører galt og bliver hjernedød! - men DU får fanme ikke noget af mig, næh næh, den her krop er jo ikke en gavebod"

[Anilara]

Først og fremmest, så bare lige en kæmpe ros til alle deltagere i den her tråd indtil videre. Det er vist første gang jeg har set en så reflekterende debat om det her emne, hvor der ikke er blevet kastet med fordømmelse over den ene eller anden gruppe. Det medvirker, at jeg selv er mere modtagelig for nye argumenter.

Jeg er imod idéen, at man kommer bagerst i køen hvis man ikke er donor. Der kan være utallige årsager til man ikke er det, og man kan jo i så tilfælde kun skære alle over en kam, og nærmest dømme nogen til døden udelukkende på en ukendt årsag.
Jeg er en af dem, som har valgt ikke at blive organdonor (har været inde og tage stilling). Til gengæld vil jeg gerne donere en nyre eller mit blod mens jeg er i live. Jeg støtter flere organisationer, der redder liv, jeg har taget en bestemt uddannelse for at støtte udsatte og for at redde liv, jeg arbejder frivilligt for at hjælpe udsatte og jeg er faktisk et ret godt menneske, som gør en del ekstra for både folk jeg kender og ikke kender.
Jeg synes ikke jeg er mindre værdig til et livsvigtigt organ end en organdonor, om end jeg sagtens kan se argumenterne herfor. Jeg mener bare ikke vi kan måle og veje andet, end hvem der har hårdest brug for organet. Ikke hvem der har "fortjent det" pga. handlinger.

Jeg er i tvivl om hvorvidt jeg synes, at det skal være et aktivt fravalg end et tilvalg. Der er flere ting som både taler for og imod begge dele. Om ikke andet, så synes jeg hvert fald det er vigtigt at dét at tage stilling kommer i fokus. Det er en utrolig vigtig diskussion og jeg ønsker at forældre taler med deres børn om det, og at ens læge evt også tager en åben (og så objektiv som muligt) samtale med en om det på et tidspunkt.

[dykkersild]

Modstanden mod organdonation, skal muligvis søges i at det har fået et lidt halvdårligt ry. F.eks, er det velkendt at lægestuderende, kan finde på at gå rundt og klaske hinanden i røven, med en arm (med hånd) fra én eller anden afdød, som har skænket sin krop til videnskaben.

For nogle år tilbage, var der et større drama i forbindelse med en noget makaber hændelse i nærheden af Panum ved Fælledparken. To fødder, med tilhørende ben, stak op af græsset. Man troede første omgang, at der var tale om et grufuldt drab. Det viste sig ved en nærmere undersøgelse at det 'kun' var de to ben, der stak op af græsset – samt at de kom ovre fra Panum-Instituttet (og de var ikke selv gået over i Fælledparken) Man fandt aldrig ud af, hvem de skyldige var. Men den slags respektløs behandling af afdøde personer, er ikke ligefrem en reklame for donationer.

Men det har jo sådan set ikke noget med organdonation at gøre... Det er at donere hele sin krop til videnskaben.

Jeg er organdonor - de må tage, hvad de kan bruge. Jeg vil også gerne obduceres og de må tage 1000 vævsprøver efter min død. Men når de er færdige, vil jeg gerne lappes sammen og i en kasse, så jeg kan blive brændt.

Nej. Det var mere donation, generelt, jeg skrev om. men jeg har hørt, den slags betænkeligheder fra en hel del mennesker, som ikke rigtig er trygge ved, hvad der skete med deres krop. Det er som om at utrygheden, har bredt sig lidt også til organdonationer.

Jeg har faktisk lige printet materiale vedr. donation af legeme i sidste uge. Da jeg har boet i UK mens der var kogalskab, har jeg fået karantæne fra blodbank, plasmadonation og knoglemarvsdonation. Jeg har talt med lidt forskellige instanser og min krop vil nok gøre bedre nytte som undervisningsmateriale og den idé har jeg luftet for min nærmeste familie og sagt at jeg nok melder mig til det.

Jeg har kun hørt om en situation med nogle skydeøvelse med kroppe - men altså jeg tror nok, at jeg stoler på at min krop bliver brug til noget, når de er så saglige i deres materiale og ved min henvendelse. Jeg syntes faktisk at det giver mening med legeme, for hvordan skal lægevidenskaben øve sig, hvis de ikke har nogen at øve sig på.

Dog vil jeg gerne frabede mig, at få min numse lavet om til cykelstativ i Fælledparken i nattens mulm og mørke. Men så vidt jeg kan se, bliver jeg bare sendt til de ukendtes grav på Bispebjerg eller Søndermarken. Det passer mig helt fint - jeg vil ikke have et gravsted man skal besøge/passe.

[paint]

Modstanden mod organdonation, skal muligvis søges i at det har fået et lidt halvdårligt ry. F.eks, er det velkendt at lægestuderende, kan finde på at gå rundt og klaske hinanden i røven, med en arm (med hånd) fra én eller anden afdød, som har skænket sin krop til videnskaben.

For nogle år tilbage, var der et større drama i forbindelse med en noget makaber hændelse i nærheden af Panum ved Fælledparken. To fødder, med tilhørende ben, stak op af græsset. Man troede første omgang, at der var tale om et grufuldt drab. Det viste sig ved en nærmere undersøgelse at det 'kun' var de to ben, der stak op af græsset – samt at de kom ovre fra Panum-Instituttet (og de var ikke selv gået over i Fælledparken) Man fandt aldrig ud af, hvem de skyldige var. Men den slags respektløs behandling af afdøde personer, er ikke ligefrem en reklame for donationer.

Men det har jo sådan set ikke noget med organdonation at gøre... Det er at donere hele sin krop til videnskaben.

Jeg er organdonor - de må tage, hvad de kan bruge. Jeg vil også gerne obduceres og de må tage 1000 vævsprøver efter min død. Men når de er færdige, vil jeg gerne lappes sammen og i en kasse, så jeg kan blive brændt.

Nej. Det var mere donation, generelt, jeg skrev om. men jeg har hørt, den slags betænkeligheder fra en hel del mennesker, som ikke rigtig er trygge ved, hvad der skete med deres krop. Det er som om at utrygheden, har bredt sig lidt også til organdonationer.

Jeg har faktisk lige printet materiale vedr. donation af legeme i sidste uge. Da jeg har boet i UK mens der var kogalskab, har jeg fået karantæne fra blodbank, plasmadonation og knoglemarvsdonation. Jeg har talt med lidt forskellige instanser og min krop vil nok gøre bedre nytte som undervisningsmateriale og den idé har jeg luftet for min nærmeste familie og sagt at jeg nok melder mig til det.

Jeg har kun hørt om en situation med nogle skydeøvelse med kroppe - men altså jeg tror nok, at jeg stoler på at min krop bliver brug til noget, når de er så saglige i deres materiale og ved min henvendelse. Jeg syntes faktisk at det giver mening med legeme, for hvordan skal lægevidenskaben øve sig, hvis de ikke har nogen at øve sig på.

Dog vil jeg gerne frabede mig, at få min numse lavet om til cykelstativ i Fælledparken i nattens mulm og mørke. Men så vidt jeg kan se, bliver jeg bare sendt til de ukendtes grav på Bispebjerg eller Søndermarken. Det passer mig helt fint - jeg vil ikke have et gravsted man skal besøge/passe.

Det tror jeg også roligt at du kan være. Det skete nogle drastiske opstramninger af forholdene på dissektionsafdelingerne på Panum, i forbindelse med en række ret opsigtvækkende ting, som fandt sted derovre. B.la, at der blev arrangeret uautoriserede rundvisninger, for personer som absolut intet havde at gøre på stedet, men som syntes at det kunne være 'spændende' at se, hvad der foregik. I dén forbindelse, kom der også sat fokus på de andre 'ikke faglige' ting der skete.

Der var bl.a en læge på stedet, der fortalte, at der altid havde været en lidt galgenhumoristisk tone på stedet. Det var en måde, at (psykisk) håndtere de lidt 'belastende' omgivelser man befandt sig i – især for de studerende. Dén tone, vil nok aldrig forsvinde – men på sin vis, kan man vel godt forstå, at man har brug for en lidt afslappet tone, når man skal være et sådant sted. Det er vel ikke ligefrem opmuntrende og livsbekræftende at være der og se, det man ser.
Men der blev strammet gevaldigt op på 'morskaben', så det ikke kammede over i noget (der udefra i det mindste) kunne ligne disrespekt., men som ikke var det. Det var nok snarere et udslag af den nævnte, traditionelle, noget makabre 'galgenhumor', som er en del af tonen, på den slags steder.

Ifølge én af mine venner som er læge og kender stedet, kan du være helt sikker på, at din numse ikke ender sine dage, som cykelstativ i Fælledparken (eller andre steder). Det er i øvrigt fra ham, jeg har ovenstående informationer.

[Akehurst2]

Jeg kan egentligt godt forstå tanken om at man må bagest i køen, hvis man ikke selv ønsker at bidrage hvis det skulle blive aktuelt.
Men jeg synes nu ikke den bør indføres, blot italesættes.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man kan tænke tanken om at man skal sortere i værdige modtagere, når det handler om lægelig behandling. Det er i mine øjne en absurd tankegang at bedømme mennesker ud fra deres holdninger og så sortere i om de må modtage livsnødvendig behandling.

Og i øvrigt det med at "bidrage" - det kan man jo gøre på så mange måder. Man kan varetage sin sundhed optimalt og lade være med at ryge og drikke og æde sig fed, og kunne så sige, at dem, der levede usundt skulle bag i køen. Eller dem, der var gode mennesker, der ikke sad i fængsel for at overfalde gamle damer og røve deres folkepension, skulle forrest i køen, lige som dem, der havde betalt rigtig meget i skat skulle.

Det er alligevel de færreste, der kommer til at donere et organ, fordi det er sjældent at dø på en måde, der giver organer til donation, så det ville i den forstand være meget mere relevant at se på, om de pågældende bidrog på anden vis.

Eller også kunne man sige, at motorcyklister, der er registreret som donorer skulle stå allerforrest, fordi de virkelig har vist sig villige til at bidrage.

Nej, jeg er med Sundhedsstyrelsen:

Folketinget har i 1990 med hjernedødskriteriet besluttet, at organtransplantation skal være en accepteret behandlingsform i Danmark og at princippet er, at alle der har behov for behandling, i videst mulig omfang skal have denne. Organdonation er derfor en donation til "almenvellet" uden at man kan sætte begrænsninger op for hvem modtagerne skal være. Beslutningen herom er alene en sundhedsfaglig beslutning.

Det er en donation - en gave. Det er ikke noget for noget. Og en gave er slet ikke noget, man kan kræve af andre mennesker, heller ikke med formodet samtykke.