Indlægaf Q-beben » 29. apr 2016, 10:28
Har haft et super forhold til min eks-mand, siden vi blev skilt. Men de sidste seks måneder er det gået helt i hårdknude, fordi han af forskellige årsager har truffet nogle valg, som gør, at han har valgt vores børn 100% fra.
Det er så hårdt - både at se, hvordan mine børn gang på gang bliver svigtet, som at mærke, hvordan jeg lige pludselig er helt alene om at være forældrerollen.
Min kæreste og jeg er begge enormt stædige og havde her i forgårs en dum diskussion om noget virkelig intetsigende. Vi var lige gode om det, men jeg blev virkelig så ked af det indvendigt... Jeg håndterede heller ikke diskussionen særligt godt.
Men midt i diskussionen stoppede kæresten op og sagde, at han var dum, egoistisk og blottet for empati... At han kunne se og mærke på mig, at jeg ikke er mig selv. At han burde være klogere til ikke at ville diskutere noget så intetsigende med mig netop nu her, hvor jeg er hængt sådan op pga. det med min eks-mand og mine børn.
Han sagde, at fremadrettet vil han sørge for, at der ikke bliver nogen nye diskussioner, for lige nu skal vi være ekstra gode til at hjælpe og være gode for hinanden. Og jeg skal ikke også bruge min energi på at diskutere med både eks-manden og min kæreste.
Jeg reagerede ved at tude, for jeg følte bare, at han lige der i det øjeblik så/mærkede mig, præcist som jeg har det - og at han prioriterede at passe på mig... Og det uden, at jeg selv nåede at blive klar over, at jeg havde et behov for det, - eller nåede at gøre ham opmærksom på det.
Det er svært at forklare, - men det var en dejlig fornemmelse...
24