Så kan jeg melde mig officielt i tråden. Vi snakkede i går aftes, en del af natten... Vi valgte lige at tage en pause og sove, hygge, slappe af og snakkede så videre nu her.
Hvor vi så blev enige om, at stoppe forholdet og at finde ud af de praktiske ting stille og roligt.
En ting, som jeg syntes var positivt, var at vi snakkede om det på en god, civiliseret måde, hvor vi begge blev hørt og hvor vi holdt fast i vores forskellige vinkler, uden at nedgøre den andens.
På den måde er det et stille og roligt brud.
Lige pt. bor vi sammen i hans lejlighed, mens min lånes ud til en kammerat. Jeg snakker med kammeraten hurtigst muligt og sætter ham ind i situationen, og hjælper ham med at finde et andet sted at være ASAP, så jeg kan rykke tilbage den næste måneds tid, indtil jeg overtager den store lejlighed fra medio juni.
Der er pt. meget ro på, også omkring økonomiske forviklinger, men jeg tør ikke løbe an på at det varer ved, så jeg vil hurtigst muligt få styr på tingene, så vi ikke længere har udeståender hos hinanden på kryds og tværs.
Det, som nok kommer til at ramme mig mest senere hen, er lidt det samme som ramte mig med den eks, jeg boede sammen med i KBH (ikke den seneste). Nemlig at jeg virkelig troede, at denne her fyr skulle jeg være sammen med og have en fremtid med, og jeg har lige nu rigtig svært ved at se, hvor det præcis gik skævt og hvad jeg bidrog med, mhp. at undgå det en anden gang.
Og denne her følelse af, at hvis jeg ikke regner det ud, så finder jeg nok aldrig nogen at få en familie eller fremtid med.
Heldigvis er jeg jo ikke alene, jeg har jo hunden. Det hjælper helt afsindigt meget.
Og hvor er det dog skønt, sådan at kunne være singlegrim!
Jeg ved udmærket, at mange vil sige, at "det kan man da også sammen med en kæreste, man er tryg ved og glad for" (indsæt selv Poul Thomsen-pædagog-med-uanede-mængder-af-rummelighed-på-kontoen stemmen).
Jeg elsker den slags film med sygdomme der spreder sig som steppebrand
