Hvem har magten?

[englishchannel]

Lidt dårlig overskrift, men bær over med mig.

Jeg har i den seneste tid læst en del diskussioner omkring dating og køn på diverse sider, og her slog det mig, hvor mange der mente, at kvinderne sidder på al magten i en datingsituation. At enhver kvinde jævnligt får tilbud og nemt vil kunne finde sig en partner, mens mændene bliver nødt til at være over gennemsnittet for at få en kvindes opmærksomhed. Jeg prøvede at lufte dette synspunkt for et par mandlige venner IRL, og de var enige: I datingsituationer er det hovedsageligt kvinderne, der kan vælge og vrage mellem mange interesserede mænd (selvom konventionelt attraktive kvinder selvfølgelig får flere tilbud end mindre konventionelt attraktive kvinder).

Det finder jeg interessant, for jeg kan som kvinde slet ikke genkende, at jeg skulle kunne vælge og vrage i datingsituationer. Med en enkelt undtagelse, har jeg selv inviteret samtlige mænd, jeg har datet, ud, og indtil jeg fyldte 19 var der ingen, der viste interesse i mig whatsoever. Og flere af mine veninder fra dengang havde præcis samme oplevelse - der var ingen, der var interesserede i os; I hvert fald ikke på en måde, hvor de agerede på dem. Ingen af os havde afvist en masse mænd fordi vi var kræsne.

Nu ved jeg godt, at dette selvfølgelig bliver lidt generaliserende, men hvad er jeres oplevelse af datingsituationer? Er det virkelig kvinderne, der kan vælge og vrage mellem villige mænd, eller hvad er jeres erfaringer?

[JoyNips]

Både og. Min erfaring fra datingsites er, at mænd henvender sig og man som kvinde vælger. Men når så datingen rykker ud i virkeligheden er det min opfattelse at mange kvinder bliver udsat for ghosting eller mænd, der kun har ét formål med at "date".

[Ado]

Min erfaring er, at det er ret let at finde en date. Men at mange mænd:

1) Bare gerne vil have sex.
2) Seriedater.
3) Ghoster.

[Elvispop]

Jeg har altid synes at dating var kvindernes bastion.
Bare kig i tråden "mærkværdige observationer på dating-sites"
Kvinderne driver jo nærmest den tråd, med henvendelser fra mænd. (Som så er nogle fjolser og ikke kan skrive noget seriøst)

Jeg har bræget et par gange i tråden om breve som var google oversat og prøver at lokke én over på andre sites.

På trods af moderne tider, er det vist mere reglen end undtagelsen, at manden "skal" ta' den første kontakt.

[Purple Haze]

Ja man får som kvinde mange henvendelser fra mænd, hvis man forsøger sig med netdating.

Men med mindre der er sket noget særligt siden jeg sidst var på dating sider, så betyder det ikke at man som kvinde har det nemmere end mænd.
Man skal bruge en masse tid på at prøve at sortere de sære, dem man ikke kan forstå, dem der ikke vil godtage en afvisning, dem der bare vil have sex, dem der bare synes det er hyggeligt at skrive osv fra, hvis man leder efter en kæreste, det er seriøst anstrengende.

Og hvis man er i 30 erne så er der for en del kvinder et vist pres for at finde en far til de kommende børn, hvis de vil have sådan noget - og det ved mændene godt, og benytter sig af det.

Og et eller andet sted, hvis det var nemmere for kvinder end for mænd at date og finde en kæreste - så ville der vel ikke være så mange single kvinder.

[IrmaPigen]

Er kvinde, og jeg kan ikke rigtig genkende billedet.

[Zombie]

At kvinder skulle have en særlig magt, er en myte. For de har kun rig adgang til mænd, de måske ikke har særlig interesse i. Det samme gør sig gældende for mænd, sådan set.
Derfor er det mig en gåde, at myten er så vedholdende.

[Zombie]

At kvinder skulle have en særlig magt, er en myte. For de har kun rig adgang til mænd, de måske ikke har særlig interesse i. Det samme gør sig gældende for mænd, sådan set.
Derfor er det mig en gåde, at myten er så vedholdende.

Der ligger da bestemt en magt i at kunne være tilstrækkelig nonchelant til at afvise en rig tilgængelighed af potentielle partnere. Den luksus har ret få mænd - at de har masser af kvinder at vælge imellem, men der er ikke nogen de vil have. Hvis du tror de fleste mænd har et righoldigt udbud af kvinder, de frit kan vælge imellem, så kender du nogle andre mænd end jeg gør, for det har jeg aldrig oplevet gøre sig gældende.

Eks. kvinder fra en anden socialklasse, ekstremt overvægtige osv.
Tilfældene er måske lidt ekstreme for mændene, men det er jo det samme som hos kvinder, når dating er uønsket.

[Q-beben]

Min erfaring fra datinglivet er, at man som kvinde har mange mænd at vælge imellem. Det virker som om, at der er flere mænd end kvinder på dating-sites.

Når man mødes fysisk, er mændene (dem, som jeg har mødt) meget hurtige til at melde tilbage - som regel på selve daten.

Når jeg ikke selv synes, at der er potentiale for mere, kan det godt virke lidt "desperat", at de er så hurtige. Men når jeg selv har været interesseret i dem, så har det været skønt at få en hurtig og positiv tilbagemelding. Så ja, det er nok lidt dobbeltmoralsk

Det er ikke min indtryk, at de mænd, jeg har mødt, kun vil sex. Jeg har aldrig mødt en struds (heldigvis). Nogle af dem, jeg har mødt, har været på dating i mange år (seriedater) - men det er mit indtryk, at de også ønsker at finde en kæreste - ligesom alle andre, der er på dating.

Men der kan være så mange andre årsager end "konventionel attraktivitet" til, at der forskel på kvinders oplevelser. Det kunne f.eks. være geografi, valg af dating-sites, hvornår man griber det an (om man skriver i lang tid med en person, eller man speeddater), lægger man billeder op m.m.:

Er der ikke noget med, at udenfor København er der mange mænd pr. kvinde., hvorimod i København er det lige omvendt?

[Grissebassen]

Det er vist rigtigt, at der i København er 100.000 flere singlekvinder end singlemænd. Hvad man har baseret det på, ved jeg ikke. Der kan jo sagtens være en skævvridning i statistikken, fx set i forhold til at par der ikke bor sammen ikke medregnes.

Jeg oplever personligt det samme som trådstarter. Jeg oplever aldrig at mænd viser andet end overfladisk interesse i mig. Omvendt forholder jeg mig selv temmelig passivt. Men jeg føler, at mændende sidder på magten, fordi det er dem der typisk forventes at tage initiativ. Ergo er det dem, der sætter tingene i gang, og til at starte med har indflydelsen på, om der overhovedet sker noget.
Personligt har jeg rigtigt dårlige erfaringer med at tage initiativ. For det første føler jeg tit, at man bliver opfattet desperat, når man som kvinde tager initiativ. For det andet, er det enormt svært at gennemskue, hvornår en mand kun er interesseret i sex eller gerne vil noget seriøst. Der er det bare nemmere, at være den passive (i den indledende fase vel og mærke), fordi man således nemmere kan afkode, i måden hvorpå han tager initiativet, om han vil mere end bare at knalde. Tager man selv initiativ, har man ingen anelse om manden bare accepterer fordi det er nemt eller fordi han har en reel interesse. Så i og med at det er sværere for kvinder at tage initiativ, føler jeg igen, at det er mændende der har magten.

Nu er det jo svært at definere magt i den her sammenhæng. Det er klart, at dem som tager initiativ også oplever flere afvisninger. Men her opfatter jeg magt, som den der aktivt sætter gang i begivenhederne, og som den der har størst chance for at finde en partner. Som initiativtager kan det godt være man oplever afvisninger, men rykker man videre til den næste osv, skal man nok få et ja på et tidspunkt. Som den passive er man derimod afhængig af, at der er en anden der tager det indledende skridt. Og der kan altså godt gå meget langt i mellem det sker, mens initiativtageren selv kan styre tempoet.

[Akehurst2]

Og hvis man er i 30 erne så er der for en del kvinder et vist pres for at finde en far til de kommende børn, hvis de vil have sådan noget - og det ved mændene godt, og benytter sig af det.

Ja, der sidder mændene virkelig på magten, er det min oplevelse.

De fleste mænd jeg kender er ikke så forhippede på at få børn (før de har mødt en kvinde, de gerne vil have dem med) og har samtidig ikke det biologiske ur tikkende, så de kan være langt mere afslappede omkring det med et seriøst forhold end kvinder, der gerne vil have børn og kernefamilie.

På den anden side kan kvinder få børn uden mænd, og det kan sikkert godt opleves som at sidde på noget magt.

[Zombie]

Jeg kender ret mange mænd, der ikke vil bolle Yrsa fra bænken på Mozarts Plads (Sydhavnen, KBH). Hendes virkelige persona (med andet navn) var dog meget venligt indstillet over for min studiekammerat på 22. Han sagde dog pænt nej.

[A 7]

Det er vist rigtigt, at der i København er 100.000 flere singlekvinder end singlemænd. Hvad man har baseret det på, ved jeg ikke. Der kan jo sagtens være en skævvridning i statistikken, fx set i forhold til at par der ikke bor sammen ikke medregnes.

Jeg oplever personligt det samme som trådstarter. Jeg oplever aldrig at mænd viser andet end overfladisk interesse i mig. Omvendt forholder jeg mig selv temmelig passivt. Men jeg føler, at mændende sidder på magten, fordi det er dem der typisk forventes at tage initiativ. Ergo er det dem, der sætter tingene i gang, og til at starte med har indflydelsen på, om der overhovedet sker noget.
Personligt har jeg rigtigt dårlige erfaringer med at tage initiativ. For det første føler jeg tit, at man bliver opfattet desperat, når man som kvinde tager initiativ. For det andet, er det enormt svært at gennemskue, hvornår en mand kun er interesseret i sex eller gerne vil noget seriøst. Der er det bare nemmere, at være den passive (i den indledende fase vel og mærke), fordi man således nemmere kan afkode, i måden hvorpå han tager initiativet, om han vil mere end bare at knalde. Tager man selv initiativ, har man ingen anelse om manden bare accepterer fordi det er nemt eller fordi han har en reel interesse. Så i og med at det er sværere for kvinder at tage initiativ, føler jeg igen, at det er mændende der har magten.

Nu er det jo svært at definere magt i den her sammenhæng. Det er klart, at dem som tager initiativ også oplever flere afvisninger. Men her opfatter jeg magt, som den der aktivt sætter gang i begivenhederne, og som den der har størst chance for at finde en partner. Som initiativtager kan det godt være man oplever afvisninger, men rykker man videre til den næste osv, skal man nok få et ja på et tidspunkt. Som den passive er man derimod afhængig af, at der er en anden der tager det indledende skridt. Og der kan altså godt gå meget langt i mellem det sker, mens initiativtageren selv kan styre tempoet.

Så du føler at mændene afkoder dig forkert, når du tager initiativ, men synes samtidig at det er meget nemt at afkode dem?

[Zombie]

Personligt har jeg rigtigt dårlige erfaringer med at tage initiativ. For det første føler jeg tit, at man bliver opfattet desperat, når man som kvinde tager initiativ. For det andet, er det enormt svært at gennemskue, hvornår en mand kun er interesseret i sex eller gerne vil noget seriøst. Der er det bare nemmere, at være den passive (i den indledende fase vel og mærke), fordi man således nemmere kan afkode, i måden hvorpå han tager initiativet, om han vil mere end bare at knalde. Tager man selv initiativ, har man ingen anelse om manden bare accepterer fordi det er nemt eller fordi han har en reel interesse. Så i og med at det er sværere for kvinder at tage initiativ, føler jeg igen, at det er mændende der har magten.

Jeg er ikke enig med dig, men samtidig afviser jeg ikke din oplevelse, som jeg tror er 100% korrekt. Og jeg ved også, at en del andre kvinder oplever det samme som dig.

Når jeg alligevel er uenig, så skyldes det at jeg oplever, at man selv har en kæmpe magt ift. hvordan man opfattes og hvordan man styrer situationen. Hvordan mænd opfatter mit initiativ, handler i min verden 100% om, hvordan jeg henvender mig, hvad jeg siger og hvilke signaler jeg sender, både i den første situation hvor kontakt skabes og senere når relationen udfolder sig, på den ene eller anden måde.
Samtidig er det ikke i min verden op til manden at bestemme, hvorvidt vi knalder eller om vi dater med henblik på noget mere seriøst. Det er op til os begge to. Jeg har lige så meget at skulle have sagt, både ift. hvordan jeg rammesætter vores spirende relation og om jeg vælger at trække stikket, fordi jeg finder ham for seriøs eller useriøs.

Jeg ved, at jeg tilgår dating og al den slags meget anderledes end flertallet. Jeg er meget påvirket af min omgangskreds, hvor rigtig mange af mine venner er inspireret af The Game. Ja, nu kommer der måske et ramaskrig. Men de er ikke creeps, der narrer og snyder kvinder, tværtimod handler 98% af pick-up for dem, om at få rammesat relationen på en god måde, så begge er enige om hvad der skal ske og hvad det betyder. Og de har fokus på, at måden de henvender sig til en kvinde, kan påvirke hendes syn på både dem som personer samt interaktionens betydning, hvilket begge er faktorer der påvirker hvordan en potentiel relation kan udvikle sig.
Ovenstående gælder både de, som søger fast forhold og de, som kun ønsker seksuelle relationer. Sådan forhindrer de misforståelser, og at blive stemplet som nederen typer der udnytter kvinder.

Jeg er også inspireret af The Game i ovenstående tankegang. Jeg tænker over, hvordan jeg tilgår andre mennesker og jeg "øver" mig, i den forstand at hvis jeg oplever at blive "misforstået" eller mistolket når jeg henvender mig til en fyr, så prøver jeg at ændre en anelse på min tilgang, næste gang jeg møder en fyr som jeg vil tage initiativ overfor. Det kan være de mindste ting, der gør forskellen.

Jeg har samme tilgang i mit professionelle arbejde med mennesker. Og refleksion over egen praksis, hvadend det er i professionelt eller privat regi, vil kvalificere ens erfaring og dermed også ens evner. Det gælder stort set alt her i livet.

Herinde og sammen med mine nærmeste er jeg en crazy nørd. Men i virkelighedens verden opfattes jeg som yderst social, empatisk, indlevende og charmerende. Sådan var jeg ikke for 10 år siden, men jeg har øvet mig. Og jeg tror ikke på, at jeg ikke selv har en eller anden indvirkning på, hvordan andre opfatter mig eller hvordan mine relationer udvikler sig.

[Zombie]

I forlængelse af ovenstående er mit postulat, at dem som reflekterer, lærer af deres fejl og formår at kalibrere efter den person, de er i interaktion med, er dem med magten.

Med andre ord, så er de socialt intelligente dem med magten i sociale situationer. Ligesom Ronaldo har magten, hvis han har en kamp mod 4.b. fra Østerfælledvej skole.
Især inden for netdating, er mange af de andre at sammenligne med 4.b. Så der skal ikke så meget til, for at være eller blive en Ronaldo i dén sammenhæng...