Urtekussen skrev:Vi var til barnedåb i går. Det er min kærestes bror, som er blevet far.
Min kæreste var ikke blevet spurgt, om han ville være fadder/gudfar, da de selv ville bære og havde valgt to af faderens ældste venner til faddere.
(Vores børn er ikke døbt, så det kan også være derfor han ikke blev spurgt, selv om jeg ved han meget gerne ville).
I kirken går det så op for os, at en af søstrene skal bære og en anden stå fadder. Og dertil begge moderens søskende også.
Så de eneste søskende, som ikke var involveret, var min kæreste og en yngre søster.
Til festen var vi som den eneste del af familien placeret ved børnebord, til trods for at der sad andre (venner) med børn sammen med familien.
Jeg ved ikke, om det var bevidst, men vi følte os helt ærligt lidt fravalgt. Det var med en lidt mærkelig mavefornemmelse vi kørte derfra.
Jeg har det sådan med den slags, at uanset om man har ønsket at forbigå nogen eller ej, så har man, medmindre man er en emotionel amøbe, godt kunne regne ud, at det ville kunne
opfattes sådan, og den der går-den-så-går-den-og-så-længe-de-er-høflige-nok-til-ikke-at-konfrontere-os-med-det-tankegang er forkert nok i sig selv