Der lugtede pludselig af røg i lejligheden. Gik udenfor for at tjekke om nogen havde tændt bål og kiggede lidt ind ad vinduerne til naboerne i opgangen for at se om der skulle være røg. Intet kunne jeg se. Da jeg gik ind var lugten blevet endnu værre, og jeg bestemte mig for at gå ned og spørge underboen, om de kunne lugte røg, da jeg kunne se morens bil ikke var hjemme - altså var ungerne alene hjemme og i efteråret måtte jeg redde to af børnene ud af lejligheden og tilkalde brandvæsen, da de havde brændt mad af i microen i sådan en grad at hele lejligheden og efterfølgende vores blev fyldt med røg. Nu havde de så brændt popcorn på - heldigvis var den ældste hjemme (ca. 18 år - hun var der ikke i efteråret) og hun havde styr på det og var meget ked af, at vi kunne lugte det. Jeg blev slet ikke vred - var bare glad for at der var styr på det. Og det kan jo ske for alle.Men puha - jeg kunne slet ikke slippe den grimme følelse i kroppen, der kom per automatik, da jeg kunne lugte den type røg. Har spændt voldsomt i mave og ryg, kan jeg mærke - og jeg får simpelthen ikke trukket vejret rigtigt. Og så bliver man jo ør i hovedet, og føler lidt man skal besvime.. Og det har varet nogle timer - heldigvis er det blevet lidt bedre nu. Men jeg ved jo for pokker godt, at der ikke er noget at være bange for (længere).... Åndssvage angst - nu var det efterhånden noget tid siden sidst....
men vi fik en god snak om det og kan være venner. Tiden som par er definitivt forbi og jeg hilser det rigtige singleliv velkommen for første gang i 3,5 år.
hvis det hjælper, kan jeg fortælle, at jeg også har et pissedårligt forhold til min mor. 
Må prøve at gå forbi butikken i morgen, magter ski ikke at skulle ringe og taste 35 gange før jeg får en person i røret.