Venindeforhold

[girl_beat]

Jeg har en håndfuld nære veninder, men desværre er vi geografisk spredt, så nogen af dem ser jeg kun et par gange om året.

Lige p.t. frygter jeg at et veninde-forhold er ved at gå fløjten. Hun har haft et utrolig turbulent forhold til en fyr, der har kæreste og børn ved siden af, og hun har simpelthen slidt energien op med utallige opkald og snakke, hvor hun har tudet, raset, råbt og været møgfrustreret - for et par dage efter at være sammen med manden igen...

[godtnavn]

Jeg har en hel flok jeg har kendt siden jeg var lille, vi ses ikke mere end måske 5 gange om året, men når vi ses er det alligevel meget tæt, fordi vi trods alt har kendt hinanden i små 30 år. Så det er nogle piger jeg ved er der hvis der sker noget, men ikke nogle jeg ser ofte og meget.

Derudover har jeg en tæt veninde jeg ser rigtig meget, og en tæt veninde jeg næsten aldrig ser, og egentlig ikke har kendt mere end et par år, men vi er meget tætte og skriver sammen og jeg ved hun 100% ville være der hvsi der skete noget, vi er bare dårlige til at finde tid til hinanden, men det ændre ikke på at vi elsker hinanden og har det fantastisk når vi ses.

Derudover har jeg en masse forskellige mindre nære veninder jeg oftest ser gennem fælles interesser men også nogle gange laver andre ting med, men som jeg ikke har samme tætte bånd med.

Mine veninder er i aldersgruppen 17-55 år, så det spænder vidt

Jeg ville egentlig ønske jeg sås mere emd den første flok, men behovet er åbenbart ikke stort nok til at jeg gør noget ved det. Jeg er glad for det som det er alt i alt


Hos mig glider venskaber ud når tilliden ikke er der. Jeg har venner jeg næsten aldrig ser, men jeg stoler på dem, stolede jeg ikke på dem ville venskabet glide ud når vi sås så sjældent. Eller hvis jeg føler folk svigter mig, der er min lunte ikke så lang som jeg kunne ønske, men det er egentlig mest mænd jeg har følt mig svigtet af, det er mange år siden en veninde er røget hvor der er røget en god ven for et halvt år siden.

[Purple Haze]

Forhold kræver vedligehold, nogen mere end andre.
Jeg har efterhånden lært ikke at tage det så tungt, hvis mine forhold til andre går i sig selv eller kommer på "hold" i en periode.
Så fokusere jeg på de andre forhold jeg har.

Tror jeg har ca. følgende venner, men har ikke overblik over antallet.
Har 5 (debat) veninder jeg skriver sammen med stort set hver dag, vi ses i en eller anden konstallation stort set hver måned.
Ca 3 andre veninder jeg ser ca. på månedsbasis.
Derudover 5 - 15 venner/bekendte som jeg ser alt fra 1 gang om året til hver måned.

Har derudover fået en kæreste for et halvt år siden, og er begyndt at ses med nogle af hans venner (sammen med ham) også.

Udover min kæreste ses jeg som regel med en eller to andre på tomandshånd, og oftest også med en gruppe en dag om ugen.

[Tilly]

Jeg har 3 rigtig tætte veninder, og så nok omkring 10 lidt løsere venskaber. Jeg føler mig meget velsignet at have så mange gode veninder. Men hvad angår mine tætte veninder, så er de venskaber inden for de sidste 4-5 år blevet præget af at de alle har fået 2-3 børn hver, og jeg er single uden børn. Vores venskaber er stadig lige stærke, men det er klart at deres liv og prioriteter er væsentligt anderledes end mit. Vi ses ikke helt så ofte længere, og når vi ses er det også ofte med børn. Det gør mig dog ikke noget, da jeg generelt er glad for børn Men det kan da også være rart at ses uden børn, og det sker da også indimellem. Her i pinsen skal jeg en tur til Hamborg sammen med en af mine veninder der har børn, og de skal ikke med på turen

Men jeg kunne da indimellem også godt tænke mig at have en tæt veninde der ikke havde børn, som jeg måske kunne ses lidt mere med i hverdagene. Men hvor finder man en ny god veninde? De veninder jeg allerede har, har jeg mødt gennem efterskole, gymnasie og videregående uddannelse. Men nu er jeg ikke længere studerende, så det er ikke længere via den vej at jeg møder nye mennesker.

[Torn]

Jeg har nogle gode venindegrupper fra folkeskolen, gymnasiet, højskolen og studiet. De er ikke alle nære, men alle i venindekategori og ikke bekendtekategori.

Det er meget forskelligt, hvor ofte vi ses. Nogle af grupperne måske kun hver sjette måned. Andre grupper ses jeg med ugentligt i min fritid, dagligt i min arbejds/studietid. Men det er tydeligt, at fuldtidsjob og at være samboende med ens kæreste gør noget ved behovet for at ses.

[Vixen]

Jeg har en god håndfuld veninder, som jeg betragter som meget nære. De fleste lærte jeg at kende på bacheloren, en mødte jeg i mit sabbatår, en enkelt går helt tilbage til 8. klasse og en enkelt har jeg mødt på kandidaten sidste semester. Vi klikkede bare, og det føles som om vi har kendt hinanden i årevis. Derudover er der endnu en håndfuld, som jeg virkelig gerne ville have en endnu tættere relation med, men det tager tid og energi at opbygge nye relationer, og det har jeg bare ikke ret meget overskud af lige nu. Så jeg prioriterer at se dem, jeg allerede er tæt med.

Når min kalender ikke er proppet med eksamener, studiejob og weekendarrangementer, prioriterer jeg mine venskaber meget højt. Det svinger lidt hvem jeg får set mest, men jeg forsøger at se dem alle.

Nogle gange spiser vi morgenmad på en café sammen, andre gange er det til eftermiddagskaffe og i weekenderne sætter vi en aften af til hvad vi nu lige har lyst til - rødvin, brætspil, gåture, film (især om sommeren), alt efter humøret. Min kæreste og jeg ses også ofte med to vennepar, som vi er meget tætte med. Så laver vi mad sammen og eksperimenterer med nye opskrifter, hører musik i sofaen og vender verdenssituationen med et glas vin og nogle snacks. Det ene par bor i københavn, så når vi besøger dem, er det altid i en hel weekend sammen med vores fælles vennepar (vi er tre par i "slænget"). Det er fantastisk! Så overnatter vi der og hænger ud, spiller bordfodbold, playstation, slapper af, leger med deres datter (og snart deres nye baby) og forbereder mad sammen.

Wow, det blev langt! Men jeg er meget tilfreds og ret taknemmelig over at jeg kender så mange seje mennesker, som også godt gider hænge ud med mig på jævnlig basis. Der er ikke så mange i min nære vennekreds, som har børn endnu, så det kan jeg ikke sige så meget om.

Jeg kan ikke lige huske, hvornår et venskab sidst er gledet ud i sandet. Men der har nok været nogle i gråzonen mellem bekendt og ven igennem tiden, hvor kontaktet til sidst er forsvundet på grund af manglende prioritering.

[Aima]

De venskaber jeg har med mine veninder er fantastiske. Jeg har tre nære veninder, jeg har kendt i 27 år efterhånden, og én, jeg har kendt i 18 år. De er nærmest som familie, og vi kender hinanden sådan helt ind til benet. Derudover har jeg min bedsteveninde (selvom den betegnelse er lidt teenage-ish), hende har jeg kendt i 8-9 år, og selvom jeg er tæt knyttet til flere af mine veninder og venner, så er hun helt særlig for mig. Jeg elsker hende højt, ikke holder af, men elsker. Med hjertet og det hele.
Derudover har jeg 3-4 veninder som står mig nær, men ikke er helt så tætte, som de andre. Det ene venskab er stadig lidt i udviklingsfasen, faktisk er det en tidligere ansat, der flyttede fra byen for at studere og nu er vendt hjem igen. Vi mødtes tilfældigt, sludrede og et par dage efter skrev hun og spurgte, om jeg havde lyst til at ses privat. Siden har vi gået nogle ture, drukket noget kaffe og skrevet lidt på Facebook, og jeg fornemmer, det snildt kan udvikle sig til et rigtigt godt venskab. Jeg er hvert fald både glad og smigret over, hun skrev, jeg synes det er ret cool at tage initiativ på den måde, når man møder nogen, man har god kemi med.

Jeg har også mine mandevenner. En håndfuld der er mine og så et par stykker jeg har 'arvet' fra min bror. De betyder allesammen virkeligt meget for mig.

Jeg er meget enten/eller-typen. Hvis folk først får en betydningsfuld plads i mit liv, så bliver de der for det meste, hvis jeg får lov at bestemme. Jeg er meget dårlig til at give slip på mennesker, og jeg har faktisk ingen venskaber bag mig, der er løbet ud i sandet sådan af sig selv. Jeg har to venskaber (med mænd) bag mig, som måtte slutte fordi omstændigheder gjorde, der ikke var andre løsninger. Derudover har jeg måtte vinke farvel til relationen til en nær veninde. Jeg syntes hun havde ændret adfærd og var blevet sådan, øh, temmelig nedtursagtig. Jeg prøvede flere gange at udvise bekymring og omsorg, fordi jeg rent faktisk bekymrede mig om, hvad pokker der skete med hende, men hun var selv ret uforstående. Efter en episode hvor hun talte ret grimt om en fælles bekendt, sådan helt uden grund, kom det til en konfrontation fra min side, der var langt mindre diplomatisk end tilsigtet, men jeg tror simpelthen bare det var den berømte dråbe. Jeg udbrød, lidt for højt og lidt for straight up, at det fandme bare efterhånden var alle mennesker i hele verden, hun havde et problem med og at jeg simpelthen ikke magtede hendes trash talk og bitcheri længere. Jeg prøvede efterfølgende af glatte ud og forklare, at jeg ikke mente det så hårdt og at jeg i virkeligheden også bare var lidt bekymret og utryg, fordi jeg ikke rigtigt kunne kende hende længere, men skaden var bare sket, jeg tror faktisk ikke, hun havde det særligt godt og jeg tror, hun følte, jeg sparkede til en der lå ned. De næste mange initiativer til at ses, var udelukkende fra min side, de blev ignoreret eller afvist med undskyldninger om at hun var for træt, og til sidst valgte jeg at erkende, at det venskab var fortid.

De tre ovenstående venskaber, der ikke længere er, er forbundet med ret meget vemod for mig. Jeg savner menneskene og det, vi engang havde.

[Prosperity74]

Jeg har to rigtig tætte veninder. Den ene af dem har jeg kendt siden 1 klasse og den anden har jeg kendt siden 4 klasse. Vi er der for hinanden på godt og ondt og vi kan dele alt med hinanden. Jeg har også nogle bekendte ( veninder ), men vi er slet ikke så tætte og nære som mine andre veninder.

[Rapfisk]

Jeg kan faktisk slet ikke forstå, at jeg er så heldig at have så mange gode veninder som jeg har.

Jeg har min barndomsveninde, som jeg har kendt, siden hun flyttede ind ved siden af mig, da vi var to eller tre.
Jeg har mine højskoleveninder
Jeg har studieveninden fra mit første studium og læsegruppen fra mit andet, som også alle er blevet nære veninder.
Jeg har veninderne fra mit politiske arbejde
Jeg har et par veninder fra singletråden på DD og en enkelt, jeg bare er klikket med af én eller anden grund
Jeg har to madklubber herindefra, hvor jeg ser flere på kryds og tværs
Jeg har filmklubben, hvor der også er et par stykker, jeg ses med
Fra de to ovenstående er der en gruppe veninder, der dagligt skriver sammen om løst og fast (mest løst )

I alt er det vel omkring 20 kvinder, jeg kalder mine veninder. Selvfølgelig er nogle tættere end andre, men de er alle sammen umanerligt vigtige for mig. Nogle gange føler jeg, at det er dem, der er nye eller ikke så tæt på, der pludselig siger noget eller gør noget, som får mig til at føle mig værdsat, eller som får mig til at se verden på en ny måde.

Derimod har jeg reelt ingen mandlige venner. (Jeg har en del mandlige bekendte, men det er på et ret overfladisk niveau.) Det kunne jeg egentlig godt tænke mig.

[TomKah]

Jeg ved ikke hvor mange veninder jeg har, men jeg har aldrig mistet en veninde. Der er forhold der er løbet ud i sandet som engang var tætte, men jeg har aldrig følt mig droppet og der er faktisk kun en eller to som jeg savner at have kontakt med og ikke rigtig ved hvorfor det egentlig er glippet.

Men jeg er 40 nu og har tre børn og det er klart at venindeforhold er noget andet nu end de var engang. Det er bare tiden, interesserne, fokus osv der har ændret dem. Man finder mere nærhed i nogen som har jævnaldrenede børn end nogen som ikke har børn, bare fordi børnene virkelig er en stor del af ens liv og fokus i de år, hvor de er små.

Mange af mine veninder har boet i udlandet i længere eller kortere perioder og det har aldrig ført til at forhold er løbet ud i sandet. Det har altid været andre ting - mest at man ikke længere havde noget at være sammen om (skole, arbejde eller hvad det kunne være).

Min ældste veninde har jeg kendt i 38 år, min nyeste måske 10 år. Jeg har nogle nyere, men de er ikke super tætte og jeg synes det er hårdt arbejde at starte nye relationer op fra bunden. Jeg har prøvet her det sidste år at spise med nogle kolleger på mine egen alder som jeg godt kunne blive venidner med og som jeg svinger med, men jeg synes det er rigtig svært at skabe en superfortrolig atmosfære i min alder ift når man er 16. Omvendt kan jeg stadig snakke fortroligt med en gammel veninde hvis børn går på samme skole som mine, som jeg kun møder der og ikke længere ses privat med - selvom det er over 20 år siden vi var sådan veninder-veninder.

[sigge]

Jeg har ikke haft en veninde, jeg så eller talte med flere gange om ugen, siden folkeskolen. Jeg ved egentlig heller ikke, om jeg har det der behov for at have en, jeg kommunikerer med dagligt - det er jo svært at vide, om jeg ville elske det, når jeg nu ikke har prøvet det.

Jeg har to veninder, som jeg har haft i længere tid. Den ene startede med at være penneveninde (ja, sådan med rigtig snailmail). Hun bor i København og jeg i Østjylland, så vi ses ikke så tit. Der kan faktisk godt gå et par år imellem, at vi mødes fysisk. Vi skriver stadig sammen, men er mere gået over til Facebook og postkort nu end egentlige breve. Selvom vi ikke ses så tit, er det alligevel altid nemt at være sammen og snakke med hinanden, når vi så ses.
Den anden er en tidligere kollega. Det startede med, at vi gik i biografen sammen en dag efter arbejde, og siden har vi så holdt fast i hinanden, selvom vi begge har skiftet job. De senere år har jeg ikke set hende så meget, fordi hun har haft travlt med nyt studium og familie. De har haft nogle ting at kæmpe med i familien, som har gjort, at hun ikke har haft overskud til at være ret meget andet end mor, hustru og studerende, så vi følger med i hinandens liv via Facebook. Vi bor også et stykke fra hinanden, så det kræver lidt mere planlægning at ses. Men med hende er det også sådan, at når vi så ses, så snakker vi bare som om, at det var i forgårs, vi så hinanden sidst (selvom der selvfølgelig er lidt flere ting at følge op på).
Det er egentlig kendetegnende for et godt venskab for mig: At selvom man ikke ses ofte, så er det stadig "nemt" og trygt at være sammen, når man møder hinanden.

I sidste weekend mødte jeg helt tilfældigt en gammel veninde fra min studietid. Jeg har ikke set hende i 8-9 år, men vi er på jule- og fødselsdagskort med hinanden, så der er stadig en kontakt, omend den ikke er så tæt. Hende ville jeg faktisk gerne have et tættere forhold til igen, for det var bare så skønt at se hende. Hun har dog en kronisk sygdom, som tager meget af hendes energi, så derfor har hun i lange perioder ikke overskud til andet end arbejde og nær familie (især sine to sønner og sin mand). Så derfor har jeg ikke lyst til at mase på for at få en tættere relation igen. Men jeg synes fortsat, det er hyggeligt at følge lidt med i hendes liv via de små hilsener 2 gange årligt.

Så betragter jeg også min søster og min kusine som veninder, og jeg er i gang med at udvikle et lidt mere venindeagtigt forhold til to af mine kolleger. Vi har bl.a. været på nogle småture sammen og skal afsted på minicruise til Oslo her i juni.

Selvom jeg nogenlunde får opfyldt mit sociale behov i det daglige bare ved at gå på arbejde, kunne jeg alligevel godt tænke mig at have lidt flere veninder. Særligt nogle, der bor lidt tættere på mig geografisk, så man nemmere kan lave små aftaler på hverdage. Jeg kunne godt tænke mig, at der f.eks. var en, jeg kunne have en aftale med om nogle gåture i skoven eller en tur i svømmehallen (for at svømme). Det er bare lidt nemmere at komme afsted, hvis man har en aftale med en og ikke bare skal motivere sig selv. Jeg ville også gerne ud at spise eller en tur i biografen noget oftere, og jeg har ikke lyst til at gøre de ting alene. Og endelig så kunne jeg godt tænke mig en rejseveninde, som havde nogenlunde samme rejselyst, økonomi og tid som mig.
Desværre er jeg ret genert, så jeg ser ikke lige for mig, at det kommer til at ske i nogen nær fremtid.

[Thestral]

Jeg har en veninde som jeg ser et par gange om året som ikke bor i nærheden. Resten er det mere eller mindre lykkedes mig gennem årene at skræmme væk på en eller anden måde. Jeg er sådan lidt socialt handicappet og kan nyde at sidde i tavshed og bare nyde at være i selskab med et andet menneske uden at vi absolut skal kommunikere. Det er der ikke så mange der har forståelse for

Jeg har dog en fantasi om at have flere veninder som bor tættere på, som jeg kan tage i biffen med eller mødes med over en kop kaffe eller en gåtur, men jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne rumme at skulle snakke og være på sådan alt for meget når det kommer til stykket. Men samtidig hvis man kom til at lære hinanden at kende sådan rigtig godt og de kunne acceptere mine særheder ( ) hvor jeg kunne få en stille periode midt i samværet, så gad jeg det virkelig gerne

[Flowergirl]

Jeg har én rigtig tæt veninde. Vi sås ca. 1-2 om ugen førhen, og vi har også for 2 år siden nærmest tilbragt en hel sommer sammen. I dag går der dog nogle måneder før vi ses, da hun er flyttet et par timer væk. Derudover har vi begge utrolig travlt med vores studie samt kæreste og hjem. Vi er dog stadig ligeså tætte som altid, også selvom der kan gå uger imellem vi snakkes. Vi ved dog begge, at vi er der for hinanden.

Ellers har jeg en vennekreds - nærmere bekendte - som er nogen jeg sniksnakker med en gang imellem, og ellers plejer vi kun og gå i by sammen.

Jeg havde 2 tætte veninder i gymnasiet som dog er gledet helt ud. Den ene er der sådan set ikke sket noget, vi blev bare studenter og derefter sluttede vores venskab der. Den anden veninde lod jeg med vilje vores venskab glide ud. Må ærligt indrømme, at jeg synes der var alt for meget arbejde i dét venskab. Hvis man ikke snakkede sammen en hvis antal gange/sås en bestemt antal gange om ugen, jamen så vidste hun ikke om hun gad og være veninder med en. Men der hvor jeg virkelig fik nok var, da hun til en julefrokost proklamerede om, at hun i sommers havde overvejet at droppe mig da vi ikke havde set hinanden hele sommeren (ja undskyld at min kæreste var i Afghanistan, og at jeg brugte min tid på en anden veninde som havde det svært). Sådan noget gider jeg ikke.

[Chloecat]

Jeg har en veninde, som jeg har kendt i en 10 år, hun er min bedste veninde. Vi var begge i start 20'erne da vi lærte hinanden at kende og stod igennem en turbulent tid med skod mænd der skulle fyres og sorger der skulle druknes.

Vi har begge fået børn samtidigt, desværre grundet job er jeg flyttet 1 time væk fra hende for et år siden, men vi holder kontakten.

Så har jeg nogle veninder som er lidt svingende hvor meget kontakt jeg har til, der kan godt gå måneder imellem vi snakker.

Jeg mangler fortsat at lære nogle flere mennesker at kende i min nye by, jeg har kun lært en at kende, men har bare utrolig travlt hele tiden med job, så det er kun børn der bliver tid til. Jeg gad også godt flere par venner, men det er absolut ikke lettere at finde den type venner, min mand er ekstremt introvert og alle hans venner er rejst hjem efter afsluttet studie.

[Anlewi]

Hvordan er dine venskaber med andre kvinder? Har du mange venindeforhold, ses I tit, har det ændret sig efter du/den anden part/I fik børn? Er du tilfreds med dine venskaber med andre kvinder? Hvad får du ud af dem?
Hvad har tidligere gjort, at dine venskaber er løbet ud i sandet?

Jeg har få, men gode veninder. Derudover har jeg nogle gode bekendtskaber.

De tætteste veninder har jeg haft igennem de sidste 24 år og 16/17 år
Vi har fulgt hinanden igennem livet. Selvfølgelig har der været tider med små børn, skilsmisser osv der har gjort det svært at ses, men for mig handler det ikke om hvor tir man er sammen, men mere om de er der når korden brænder og omvendt.
At vi kan genoptage snakken som var det igår og acceptere at vores liv byder os forskelligt.