Det der med at sige noget klamt når nogen spiser..

[Annione]

Jeg er overhovedet ikke sart. På mit gamle arbejde kune vi sidde og snakke om klamme tilsyn, med alt hvad det indebar af skimmel, rotter, kakerlakker og anden ekstrem klamhed.
Min kæreste brokker sig ofte, hvis jeg kommer til at nævne noget klamt, når han spiser.... Og han er endda læge - han burde være immun

[Animi]

Jeg er faktisk ikke sart mere når det kommer til den slags. Det var jeg engang, men efter jeg arbejde i en børnehave, hvor jeg kunne afbryde min frokost for at skifte en ble med tyndskid, og derefter spise videre, blev jeg lidt mere hårdfør med den slags Men jeg foretrækker selvfølgelig at man ikke snakker om lort, bræk osv under maden.

Hvilket får mig til at tænke på en sjov - og lidt upassende - historie fra da jeg arbejdede i børnehaven. Jeg og to gode veninder fra børnehaven var ude og spise en aften, da vi havde fået fri. Vi sad blandt andet og snakkede om vores arbejde, hvilket indebar de værste lortehistorier, som dengang et barn havde skidt udover hele gulvet, da en af os fik lort på bukserne osv. Vi havde slet ikke tænkt på at vi ikke var de eneste på cafeen, og at de andre gæster måske ikke havde lyst til at høre på den slags - vi var jo vant til det. Men pludselig fik vi øje på to mænd ved bordet ved siden af, som så ud til at de havde mistet appetitten. Ups Siden den dag, var vi meget forsigtige, og talte ikke om den slags ude i offentligheden.

[Panton]

Efter at have fået et barn, har det rykket ved min grænse. Der er nærmest ikke den ting af klamhed vi ikke har vendt mens vi spiste

[Orchidea]

Jeg er ikke sart og kan sagtens tale med om opkast, sårpleje, afføring og des lignende mens jeg spiser. Ikke at det er mine favorit topics, men det generer mig ikke.

Som det er nævn her, kan jeg dog heller ikke tåle hvis det ulækre har noget at gøre med det jeg spiser. F.eks har jeg ikke spist flæskesvær, siden en kollega omtalte det som grisehud med hudorme

[Lykke]

Jeg er ikke sart. Og manden og jeg vender da også nogle lidt klamme emner om baby. Men ellers gider jeg det altså ikke. Forstår ikke hvad det skal til for.
Især ude synes jeg man bare skal lade være. Synes det nemt bliver for primitivt.

[Purple Haze]

Har en forbi overfor orme, og hvis nogen nævner orme eller maddiker mens jeg spiser kan jeg få set fysisk dårligt, og får lyst til at kaste op - just in case.

Ellers har jeg det også ret stramt med plastre, og skal helst ikke kunne se nogen mens jeg spiser.

[Little_Woman]

Jeg er bedøvende ligeglad - min appetit er ret robust!

[Fru Sunshine]

Jeg reagerer overhovedet ikke.

[Madam Pomfrey]

Jeg er på ingen måde sart, det eneste der kan vække et mindre ubehag er emnet opkast.

At jeg kan skrive mor på cv'et, og er socialpædagog hvor bl.a. personlig hygiejne er en del af det daglige arbejde, er helt sikkert også medvirkende til til tider mindre delikate emner over middagsbordet, jeg selv tænker ikke over det, og påvirkes ikke, men jeg kan nu godt finde ud af at tage hensyn til at andre ikke finder disse emner kompatible med det at indtage mad

[d.d84]

Det eneste jeg ikke kan klare tanken om, uanset hvornår, er snotklatter, spyt og savl (ikke baby/børnesavl)

[Sangius]

Det er jeg ligeglad med. Har aldrig været ude for, at miste appetitten på grund af et samtaleemne. Hvis jeg har lyst til mad, så er det kun indtagelsen af mad der kan fjerne den lyst.

[Cordelia222]

Er ikke så sart når det kommer til klamme historier under maden. Men det kommer an på situationen og på måltidet. Det er ikke så lækkert at høre om fæces eller farven i bleen, for eksempel, hvis man spiser millionbøf

[Dr_bp]

Jeg er sygeplejerske og total grænseløs hvad snak om klamme ting angår - til gengæld mister jeg appetitten hvis det står et fyldt askebæger i nærheden af mig. Ydrk!

[Daine]

Jeg bryder mig ikke om det, det får mig ikke til at miste appetitten, men jeg tænker - hvorfor tale om det overhovedet, hvis det ikke ligefrem er arbejdsrelateret på en eller anden måde? Der er så mange samtaleemner, der ikke indvolverer det, så hvorfor ikke tale om et af dem?

Det der KAN få mig til at miste appetitten, er hvis der rent faktisk 'skete' nogle af de ting omkring mig. Jeg har siddet på en cafe, hvor en fra nabobordet kastede op. Der var jeg nødt til at gå, ikke så meget pga lugten som lydene når man kaster op
Og efter en hjerneblødning blev min farmor følelsesmæssigt ramt. Så hun græd over hvad som helst, så snot og savl hang ned i maden. Og jeg måtte ikke forlade bordet, så sad altid og stirrede stift ned i min tallerken for ikke at se det. Det var så slemt, at jeg i dag, næsten 20 år senere, stadig får kvalme af at beskrive det.

[didas]

Er ikke så sart når det kommer til klamme historier under maden. Men det kommer an på situationen og på måltidet. Det er ikke så lækkert at høre om fæces eller farven i bleen, for eksempel, hvis man spiser millionbøf

Eller noget med maddiker, hvis man spiser spaghetti