Pernille skrev:Jeg bliver lidt provokeret af den holdning han udviser her.
Jeg er selv på dagpenge nu, men søger arbejde i massevis. Primært inden for mit fagområde, men har også søgt nogle stykker udenfor mit område.
Det er ingen fest at være på dagpenge. Jeg ved aldrig om jobcentret (eller a-kassen) kontakter mig i morgen, i næste uge eller næste måned. Jeg søger arbejde, både ønske-stillinger og stillinger som ville være OK.
Helst ville jeg da kun søge de der "ønskestillinger", men eftersom jeg primært bliver forsørget af samfundet (altså min mand får da løn
) så føler jeg også, at jeg "skylder" at gøre en indsats.
Men det stresser! Folk spørger hvilke planer jeg har i næste uge; jeg ved det ikke! Børnenes daginstitution spørger om de holder efterårsferie i næste måned, men det ved jeg ikke, så jeg kan være nødt til at melde dem til pasning og så evt give dem fri i sidste øjeblik, hvis jeg ikke har planer alligevel den uge.
Altså jo, en helt anden diskussion er, at jeg selvfølgelig har ret til at få dem passet den uge, men hvis jeg ikke har arbejde og ikke er i aktivering kunne de da godt få fri nogle dage
Mine forældre/svigerforældre spørger til vores planer til jul. Jeg ved det ikke! For jeg søger også stillinger med arbejde aften/weekender/helligdage og får jeg sådan en stilling, kan jeg ikke love mig væk.
Men jeg knokler sgu, gør mit bedste hver dag. Prøver at få det bedste ud af situationen, f.eks sætter jeg da pris på at jeg kan aflevere børnene sent og hente tidligt de fleste dage. Jeg ved bare ikke om min situation også er sådan i næste uge og den uvished stresser mig.
Så gider jeg helt ærligt ikke at risikere at blive sat i bås med sådan en type som måske kun søger et job om måneden, fordi "det skal være sjovt at stå op".
Jo, det ville da være dejligt, hvis hele livet var sjovt, men vågn nu op og bliv voksen, hva?!
Nogle gange må man nøjes med "OK" og så står det jo frit for, at søge videre efter drømmejobbet
Uh, nu laver jeg lige en af de der farlige, hvor man kommenterer, før man får læst resten af tråden, men jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg er SÅ enig!!!
Jeg er på dagpenge og har været det i først 7 måneder, så barsel, og nu igen i 7 måneder. Og jeg HADER det. HADER det. Jeg er stresset, deprimeret, modløs, opgivende, jeg føler mig værdiløs, ubrugelig og ligegyldig. Jeg søger i hele Danmark, vel vidende det kan betyde, at jeg må være weekendmor, for min kæreste kan pt ikke flytte med. Jeg søger alle relevante stillinger - også dem, der lyder røvsyge. Og så har jeg søgt alt ufaglært, jeg kan komme i nærheden af. Men intet. Nada. Niks. Ingen vil sgu da ansætte en phd i et rengøringsjob!!! De ved da godt, at jeg skrider lige så snart, jeg finder noget andet. Jeg havde da heller ikke ansat mig og risikeret at bruge ressourcer og tid på oplæring kun for at se mig skride, når jeg begynder at kunne bidrage med noget. Så jeg bebrejder sgutte arbejdsgiverne. Men jeg finder det VOLDSOMT provokerende at høre på begge fløje i denne debat: Dem a la ham her den 22 årige, som har en fest, og så folk a la Ole Birk Olsen, som siger, at der er masser af arbejde til dem, der vil. GU ER DER EJ!!!! Men bliv da ENDELIG ved med at skære i dagpengene. Bliv da ENDELIG ved med jeres heksejagt. Bliv da ENDELIG ved med jeres stigmatisering. Det er da næsten ikke særlig stressende, det skal I ikke tro. Min familie og jeg har ingen ferie haft, mens jeg har været arbejdsløs, for hvad nu hvis jeg fik et arbejde og så måske blev valgt fra, fordi jeg ikke kunne starte med det samme? Eller skulle starte med at bede om 1 uges fri? Jeg kan ikke sove, jeg har tabt mig 5 kg - og havde en bmi på 19 inden, jeg græder over ingenting, jeg render rundt med sorte rande om øjnene, jeg snerrer af min kæreste, råber af min unge, så ih jo, det er da en fest at være arbejdsløs. Og nu skal jeg så ovenikøbet til at skulle trækkes med at blive sammenlignet med sådan et fjols. Skide tak.