Dine gode "religionsstumper" ...

[dgd2007]

Dette er ikke ment som en diskussion, om en bestemt religion er bedst, eller om ateisme er bedst og den slags. Det er der jo allerede flere tråde til

Men har du nogle brudstykker, sentenser eller ideer fra en religion - hvad enten det er en, du følger eller bare har hørt eller læst noget noget om - og som du tillægger betydning, eller som har haft en betydning for dig?

Fyr løs

[dgd2007]

TS fyrer først ...

Denne her er lidt atypisk, for jeg er egentlig imod en gud, der skal blandes ind i dagligdagens forviklinger. Men denne her har jævnligt gjort mine øjenkroge fugtige. At "komme på faderløses mark" er selvfølgelig et udtryk for at drage fordel af nogle, der ikke har nogen til at forsvare sig. Det er fra Ordsprogenes Bog i det gamle testamente:

Flyt ej ældgamle skel,
og kom ikke på faderløses mark.
Thi deres Løser er stærk;
Han fører deres sag imod dig.

Så er der også denne, som jeg skulle tænke over i 10-20 år for at forstå Det er fra Buddha (tror jeg nok):

"Jeg er blevet snydt, bedraget og forfordelt af skæbnen!"
En person, der huser den slags tanker, kan aldrig være lykkelig.

Jeg læste dette engang sidst i 70'erne og husker tydeligt min 70'er-reaktion: "Ej men altså, skulle ham Buddha ellers ikke være sådan en flink fyr? Hvis der er en, der har haft det svært, hvordan kan han så fordømme ham oven i købet!?"
Men efter de 10-20 års betænkningstid gik det pludselig op for mig, at det slet ikke var en fordømmelse, men kort og godt selve definitionen på at være ulykkelig - at tænke på den måde.

girl_idea.jpg

[vibbsen]

En af mine stumper er Lukasevangeliet kapitel 6 vers 41 og 42:

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.

Den tekst har en hel særlig betydning for mig.

[Sophies-mor]

Strid troens gode strid.
Timothæus. Mit konfirmationsvers. Kan ikke huske hele verset, men det har en vis betydning for mig.

[Sophies-mor]

Strid troens gode strid.
Timothæus. Mit konfirmationsvers. Kan ikke huske hele verset, men det har en vis betydning for mig.

Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør.

Præcis. Tak

[dgd2007]

En lille historie - jeg ved faktisk ikke, hvor den stammer fra:

En gudfrygtig kvinde stod i dybe tanker sammen med Gud på den klit, hvorfra man kan overskue sit livs strand og se hele den vej, man har gået.

G: Hvad er der galt?

k: Ikke noget ...

G: Men du ser noget nedtrykt og bekymret ud?

k: Ja, ok. Vi bliver nødt til at tale om vores forhold ...
Havde du ikke engang lovet, at selv i min dybeste, mørkeste time ville du altid være hos mig?
Det stolede jeg på.

G: Jamen, det har jeg da også været.
Se, hvor du har gået: to sæt fodspor i sandet!
Jeg har været lige bag ved dig hele vejen.

k: Ja, jo, tak, det har jeg også mærket og påskønnet.
Men det er på den anden side også netop det, der bekymrer mig.
Prøv lige at se det stykke dernede!
Det var præcis min dybeste, mørkeste time ...
da mærkede jeg dig slet ikke.
Og der er der også kun ét sæt fodspor???

G: Nå dér! Ja, det kan jeg godt huske.
Men det er altså mine fodspor.
Da var du jo så groggy, at jeg var nødt til bære dig ...

[Firebird]

Det undrer jo nok ingen, der kender mig lidt, at mine religionssætninger kommer fra Hávamál.
Jeg har valgt 5 strofer fra den del af Hávamál, som kaldes Odins, eller den højes tale til Lodfaxe, eller Loddfafnir, som han hedder på oldnordisk.

Det er de fem strofer der rigtig betyder noget for mig.


122. Jeg råder dig, Lodfaxe, om mit råd du tage,
skal du nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger.
Indlad dig aldrig i ordskifte
med tomhjernede tåber.

128. Jeg råder dig, Lodfaxe, om mit råd du tage,
skal du nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger.
Glæd dig aldrig over det onde,
men lad det gode dig glæde.

130. Jeg råder dig, Lodfaxe, om mit Råd du tage,
skal du nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger.
Vil du gammen tale med god kvinde
og finde din fryd hos hende,
da fagert du tale, og løftet du holde.
God gave er ingen imod.

131. Jeg råder dig, Lodfaxe, om mit råd du tage,
skal du nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger.
Vær altid varsom, dog ej alt for varsom.
Mest vogt dig for øl og andenmands kone,
for det tredje for tyves List.


134. Jeg råder dig, Lodfaxe, om mit råd du tage,
skal du nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger.
Le aldrig ad oldings ord.
Tit er godt, hvad gamle kvæder.
Tit af vissen Bælg, kommer visdoms ord,
skønt han hænger med Hud,
og skramler i skrud,
og trasker om iblandt trælle.

[dgd2007]

Disclaimer: Jeg har ikke bogen mere, så jeg kan ikke garantere citaternes 100% korrekthed.

Men da hippie-idealerne var fordampet - eller i hvert fald havde vist sig uigennemførlige blot ved, at folk røg hash og ikke gad arbejde så meget - begyndte jeg at blive "søgende" efter en anden indfaldsvinkel.

Det var 1971 og dengang var det jo ikke islam eller buddhisme, der var de foretrukne alternative religioner/filosofier, men derimod hinduisme (måske pga. det liberale forhold til hash ).

Nej jeg havde faktisk først kigget i Biblen, som jeg jo havde i forvejen. Men den startede med "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud." Og eftersom de kristne plejede at sige, at "Guds Ord" var lig med Biblen ... så før noget andet eksisterede, skulle der have svævet en bog rundt over det hele? Det gav ingen mening overhovedet

Så jeg fik fat i en Bhagavad Gita, som dengang kunne fås i flere versioner hos alternative boghandlere.

Der var jeg ikke hæmmet af, hvad den ene eller anden tilhænger af religionen havde sagt (sådan som jeg var med kristendommen), og kunne derfor nemmere bare læse den fra ende til anden. Og der var virkelig nogle interessante passager i, som jeg nok stadig delvis er påvirket eller inspireret af.

Situationen er kort fortalt, at hovedpersonen Arjun er prins og retmæssig tronfølger - men står midt foran et stort slag mod nogle kupmagere. Kirshna, som er vognstyrer på hans stridsvogn, er i virkeligheden Guden i menneskeskikkelse (for øvrigt den oprindelige betydning af "avatar"). Og bogen, som er en del af det gigantiske Mahabharata-kompleks (som jeg ikke har læst) er samtalen mellem disse to på tærsklen til det store slag.

Første forbløffelse - i betragtning af den anti-militaristiske tidsånd og "vores egen" JC's vend den anden kind til (som de kristne dog kun yderst sjældent har praktiseret ) - var, at Arjun faktisk lægger ud med, at mange af folkene i hæren på den anden side er hans slægtninge og læremestre, og det får ham til at finde det meningsløst, og han vil nedlægge våbnene.

Guden Krishna er imidlertid uenig. Det eneste, han vil opnå ved at opgive kampen, er at komme til at fremstå som et skvat. Han er nødt til at passe sit arbejde som general og kronprins - men samtidig forstå livet hemmelighed og i ihukomme det guddommelige.

Det var da stof til eftertanke, at de to ting måske ikke havde noget med hinanden at gøre.
Men så kom de til at snakke rigtigt igennem, og Arjun fremlagde og fik afklaret sine forskellige sprøgsmål og tvivl.
Bl.a. spørger han til, hvad nu hvis man ikke udfører ritualerne korrekt, eller beder den forkerte Gud, eller ikke helt er standhaftig nok til, at ens religiøse projekt lykkes?

Og det er især dem, der gjorde indtryk:

• Det betyder ikke noget, om man ofrer eller beder til "den forkerte Gud". Hvis det er gjort med oprigtighed og kærlighed, skal det nok nå det rigtige sted hen.
• Man skal ikke obsesse over, om man kan gøre det perfekt. Selv en lille smule praksis af den hellige skik, skærmer en mod stor fare.

Det er vist sådan nogenlunde korrekt husket. Det kan godt være, det har været med til at gøre inderne lidt dvaske og "det kan vi altid nå i morgen eller i næste liv"-agtige. Men det gav virkelig mening, at det ikke var spørgsmålet om man kunne noget bestemt udenad, men om man gjorde det oprigtigt. Og lige sådan, at lidt var godt, og meget var bedre i forbindelse med "den hellige skik" - som jeg selvfølgelg ikke vidste, hvad var, men jeg kunne bedre forstå dette end den måde, vores lidt nærere mellemøstlige religioner fremstiller det på, hvor det tit er som en stor knald eller fald eksamen, der så afgør, om man er "evig frelst eller fortabt". Hvis noget er godt, må det vel netop være sådan, at lidt af det er godt, og meget er endnu bedre.

En anden ting, der fæstnede sig var, at Arjun også spurgte til den bedste måde at handle på.

Der var så tre måder svarende til den indiske måde at rubricere verden på (tamas, rajas og sattwa for liebhavere):

• Den laveste: at handle for at sikre sig, at man kunne leve så bevidstløst som muligt (don't we all ...)
• Lidt bedre: at være igangsætter på forskellig måde, handle for at skabe noget vækst for at bruge et moderne udtryk.
• Endnu bedre: at hande for at opnå idealistiske formål (i godgørenheds- eller kunstnerisk regi).

Men det allerbedste (og nu uden for den ndiske verdensopbygning): at handle uden at det er for at opnå et bestemt resultat, men "kun med den tanke, at dette bør gøres".

Det var superinteressant, dels fordi med de tre første bliver man jo netop på hver sin måde viklet ind i stræben efter et bestemt resultat, mens det sidste giver en anden frihed. Og så også fordi hvis man overhovedet kan have den tanke, at "dette bør gøres", så må man jo have en eller form for indre kompas, trods alt.

Det var inspirerende. Altså, jeg blev ikke hindu af det, men jeg synes, jeg tog nogle af disse pointer til mig.