Min dag har budt på møde i anden landsdel med karrierementor - og jep, nu bliver I lige misbrugt på det groveste til aflæsning.
Lige nu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal mene: På nogle måder var han egentlig ret fornuftig - på andre måder syntes jeg, han var alt for ustruktureret og talte forbi mig og bl.a. anbefalede alle mulige kurser, jeg ikke har skyggen af mulighed for at kunne betale (hvilket jeg flere gange forsøgte at trænge igennem med). Og han skal i øvrigt ikke sidde dér og være ustruktureret og komme for sent og ikke lige have sin PC med og sådan noget, når jeg har brugt flere timer på at komme derover.
Lige nu er det allermest frustrerende dog nok egentlig mig selv: Jeg har sådan en ting med, at visse reaktioner dukker op forsinket hos mig, og så kan det sgu være svært at vende tilbage til folk. Det er gerne, når jeg er blevet rigtigt vred eller såret eller ikke har følt mig forstået. Én ting er, at
modparten godt kan blive noget forbavset i betrækket, når jeg efter en tilsyneladende god dialog, pludselig vender tilbage og siger: "Der er noget, jeg har tænkt over/der er liiiiige noget, vi skal snakke om" og dérfra speeder op til frontalangreb med 140 i timen. Men det kan sgu også komme bag på mig selv, hvor vred jeg egentlig er, selv om jeg normalt forbereder, hvad jeg vil sige.
Jeg taler ikke grimt, dog ikke. Men mit temperament er konstrueret sådan, at når jeg endelig bliver arrig og lukker op for den "velovervejede rasende pose", får folk gerne blæst håret af, og jeg bliver alt, alt, ALT for velformuleret. Flere har i tidens løb fortalt mig, at når man får en af mine "byger" i hovedet, kan det godt tage lidt tid at komme sig. IKKE noget, jeg er stolt af.
Så nu sidder jeg så her og vil frygteligt gerne sætte min lid til, at
1. jeg har lært af erfaringen med at være mig, hvorfor jeg bør kunne finde ud af at sove på det og liiiiige trække vejret en dags tid eller to og så måske skrive nogle ting til ham i stedet for at ringe (for så kan man jo fikst nok redigere, før man sender ...)
2. jeg har lært at holde fast og give ting en chance, selv om jeg bliver irriteret. For han ER dygtig, ingen tvivl om det. Og så ér der i øvrigt også noget om, at mennesker, der kan trigge mig på den måde, plejer at have et eller andet udviklingsmæssigt at byde på, hvis jeg ellers tør omfavne/rumme/tackle følelsen af at være edderspændt rasende og irriteret, føle mig misforstået, eller hvad det nu er.
Alt i alt bør jeg nok bare få noget at spise, søbe et glas halvforbudt rødvin, lægge tankerne om dagens forløb væk for nu, tænke på noget andet, se en film eller en serie og så tage den dérfra i morgen. Eller i overmorgen. Det er vist nok sådan, voksne gør. Har jeg nævnt, at somme tider hader jeg virkelig at være det dér voksen?
Somme tider kunne jeg - apropos trådens målgruppe - godt bare bruge en kæreste, jeg kunne være komplet urimelig over for. Og som så kunne sige noget i retning af: "Hold nu kæft, du er hormonella, dame!", og så kunne jeg flippe endnu mere ud og lave en scene og tude og smække med døre, og så kunne han stå og smile skævt ad mig, når jeg ikke havde mere luft at råbe med.
Jeg har hørt, at de findes ...
Tak fordi I lyttede.
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill