Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Lurende Peber
Indlæg: 3091
Tilmeldt: 17. aug 2015, 16:28
Kort karma: 487
Geografisk sted: Langt ude
Likede indlæg: 6065

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Lurende Peber » 19. maj 2016, 09:05

Selv om dine venner ikke konkret forventes at kunne hjælpe dig, er bare det at snakke, råbe, tude, brokke til en ven noget, som kan forbedre dit indre kaos. Luk det ud til nogen, som du stoler på og som kan håndtere det.
4
Registreret Gammel Gris :gris:
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 09:08

Thestral skrev:Hvorfor skulle de glemme dig? Jeg forstår godt behovet for at være sammen med folk der kan give en noget på positiv-kontoen men hvis du ikke magter festen som sådan og de spørgsmål der kommer i og med at du dukker op alene, ville det så være en mulighed at kontakte din onkel og tante og komme forbi dem om formiddagen, snakke med dem om det hele og give dem deres gave og "fejre" dem lidt der?

Jeg synes du skal ringe til ham du er lidt i tvivl om. Sige at du har det lidt hårdt lige nu men om han ville have modet alligevel at mødes til en kop øl. Det ville jeg gøre. Hvis han er en ven, så kommer han uanset hvor godt i kender hinanden og glem de to der ikke kan give dig noget lige nu, til senere hvor de passer lidt bedre ind. Det skal nok blive deres tur.


Glemme mig, fordi jeg ikke har plejet mine familierelationer i et stykke tid. Det har af mange grunde været svært for mig. Det er en familie af stræbere og selvom mange af dem er søde, er nogle af dem meget hårde. Jeg har følt, at jeg var for sårbar til at se dem og indrømme alle mine nederlag. Der er så mange ting der ligger gemt i min familie og vores historie og nogle gange har det været nødvendigt at kunne svinge sig op på en hest, der var mindst lige så høj som deres, for ikke at blive tromlet. Der er ingen af dem der ved hvordan jeg har det og jeg er bange for at møde hårdhed. Min onkel og en anden af mine onkler er dem jeg føler mig tættest på og har størst tillid til. De har aldrig hånet mig eller set ned på mig og det har ikke været nødvendigt for mig at være ovenpå for at vinde deres respekt.

Jeg ved ikke om nogen af dem savner mig nogensinde, men jeg har ikke selv været god til at knytte mig til dem. Jeg har nok aldrig følt at det var noget jeg kunne. Jeg har altid kun knyttet mig til folk jeg selv har valgt. Grundlæggende tillidsproblemer.

Godt råd du skriver der til sidst. Jeg kontakter ham lidt senere og spørger.
1
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
icelady
Moderator
Indlæg: 16224
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:56
Kort karma: 1068
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 32426

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf icelady » 19. maj 2016, 09:11

Jeg kan godt forstå din trang/behov til at ville beskytte dig selv og dermed ikke kontakte venner.

Men jeg tror det vil være godt for dig; de kan ikke gøre noget konkret, andet end at lytte, men alene at du kan få lov at rase ud, græde etc kan gøre en forskel.
1
....

“I do not see why man should not be as cruel as nature” -A. Hitler
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 09:19

Jeg skulle have været på arbejde i dag, men vågnede op og græd. Så jeg ringede til min spritnye chef og fortalte hende grædende at min kæreste var gået fra mig i nat og at jeg ikke kunne komme på arbejde lige nu. Hun sagde at hun var ked af at høre det og at jeg skulle ringe igen i morgen. Jeg har det pisse dårligt med det. Jeg ved ikke om almindelige mennesker ville kunne tage på arbejde dagen efter at være blevet forladt. Min gamle kollega gjorde det. Men jeg kan slet ikke magte verden lige nu. Jeg er bange for at bryde sammen. Bange for hvornår smerten for alvor melder sig. bange for at være for skrøbelig til at tackle livet, helt generelt. At jeg mister balancen for nemt og at jeg derfor aldrig vil kunne have et stabilt liv med kontinuitet.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 2772
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 432
Likede indlæg: 3056

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Thestral » 19. maj 2016, 09:23

LaScrooge skrev:
Thestral skrev:Hvorfor skulle de glemme dig? Jeg forstår godt behovet for at være sammen med folk der kan give en noget på positiv-kontoen men hvis du ikke magter festen som sådan og de spørgsmål der kommer i og med at du dukker op alene, ville det så være en mulighed at kontakte din onkel og tante og komme forbi dem om formiddagen, snakke med dem om det hele og give dem deres gave og "fejre" dem lidt der?

Jeg synes du skal ringe til ham du er lidt i tvivl om. Sige at du har det lidt hårdt lige nu men om han ville have modet alligevel at mødes til en kop øl. Det ville jeg gøre. Hvis han er en ven, så kommer han uanset hvor godt i kender hinanden og glem de to der ikke kan give dig noget lige nu, til senere hvor de passer lidt bedre ind. Det skal nok blive deres tur.


Glemme mig, fordi jeg ikke har plejet mine familierelationer i et stykke tid. Det har af mange grunde været svært for mig. Det er en familie af stræbere og selvom mange af dem er søde, er nogle af dem meget hårde. Jeg har følt, at jeg var for sårbar til at se dem og indrømme alle mine nederlag. Der er så mange ting der ligger gemt i min familie og vores historie og nogle gange har det været nødvendigt at kunne svinge sig op på en hest, der var mindst lige så høj som deres, for ikke at blive tromlet. Der er ingen af dem der ved hvordan jeg har det og jeg er bange for at møde hårdhed. Min onkel og en anden af mine onkler er dem jeg føler mig tættest på og har størst tillid til. De har aldrig hånet mig eller set ned på mig og det har ikke været nødvendigt for mig at være ovenpå for at vinde deres respekt.

Jeg ved ikke om nogen af dem savner mig nogensinde, men jeg har ikke selv været god til at knytte mig til dem. Jeg har nok aldrig følt at det var noget jeg kunne. Jeg har altid kun knyttet mig til folk jeg selv har valgt. Grundlæggende tillidsproblemer.

Godt råd du skriver der til sidst. Jeg kontakter ham lidt senere og spørger.
Ja ok, men bliver det ikke lidt "farligt" i længden at måle sig i andres forventninger til hvordan du skal være? Vil du ikke altid være for sårbar til at være som dem? Som jeg ser det er du jo netop anderledes end de er. Mere følsom, mere opmærksom (jeg ved kun hvad du har fortalt mig) mere åben over for andres forskeliighed. Det kan godt være at du mangler tillid til dine omgivelser men det er der jo så en god grund til synes jeg, for det virker ikke som om at alle har accepteret dig som den du i virkeligheden er (noget jeg kan relatere til) hvilket jo i virkeligheden er med til at man bliver ret ensom uanset hvor meget familie man omgiver sig med.

Det lyder som en plan :gogo: og så tror jeg ikke det er nogen skade til at den nybagte far får besked også. Han er nybagt far, ikke døden nær. Man kan godt rumme flere ting ud over baby. Det kan godt være at han ikke kan sidde og drikke sammen med dig, men en telefonsamtale i ny og næ hvor i finder ud af ting og sager med et sted og bo, en flyttemand ol. det kan han godt rumme, det er jeg sikker på. Indvi ham og se hvad der sker.
1
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 09:23

Jeg kan ikke holde ud at tænke på de dejlige stunder vi har haft. Stunder, hvor vi har set hinanden i øjnene og smilet og grinet og haft det dejligt. Så sent som i forgårs mærkede jeg det. Og der har været øjeblikke med intens kærlighed og en følelse af, at alting var rigtigt. Men sådan har min kæreste ikke følt og det forvansker minderne for mig. Det gør dem smertefulde at tænke på. Som om de ikke var ægte og når de ikke var ægte, kan de ikke være mine. Så var det falsk, mine følelser var grundløse, jeg misforstod, jeg gav mig hen til noget, der ikke var.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 2772
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 432
Likede indlæg: 3056

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Thestral » 19. maj 2016, 09:27

LaScrooge skrev:Jeg skulle have været på arbejde i dag, men vågnede op og græd. Så jeg ringede til min spritnye chef og fortalte hende grædende at min kæreste var gået fra mig i nat og at jeg ikke kunne komme på arbejde lige nu. Hun sagde at hun var ked af at høre det og at jeg skulle ringe igen i morgen. Jeg har det pisse dårligt med det. Jeg ved ikke om almindelige mennesker ville kunne tage på arbejde dagen efter at være blevet forladt. Min gamle kollega gjorde det. Men jeg kan slet ikke magte verden lige nu. Jeg er bange for at bryde sammen. Bange for hvornår smerten for alvor melder sig. bange for at være for skrøbelig til at tackle livet, helt generelt. At jeg mister balancen for nemt og at jeg derfor aldrig vil kunne have et stabilt liv med kontinuitet.
Måske det her er smerten. Måske du allerede er igang med at håndtere den, simpelthen ved at skrive om det?

Alle mister balancen når de bliver alene, der er bare forskellige måder at håndtere det på og reagere på. Nogle græder og får det ud af systemet, andre holder det inden i og bruger måske længere tid på at bearbejde den sorg de føler, men udadtil virker de mere stabile, men i virkeligheden lider de lige så meget som dem der græder. Det er ikke til at vide.
0
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 09:31

Thestral skrev:Ja ok, men bliver det ikke lidt "farligt" i længden at måle sig i andres forventninger til hvordan du skal være? Vil du ikke altid være for sårbar til at være som dem? Som jeg ser det er du jo netop anderledes end de er. Mere følsom, mere opmærksom (jeg ved kun hvad du har fortalt mig) mere åben over for andres forskeliighed. Det kan godt være at du mangler tillid til dine omgivelser men det er der jo så en god grund til synes jeg, for det virker ikke som om at alle har accepteret dig som den du i virkeligheden er (noget jeg kan relatere til) hvilket jo i virkeligheden er med til at man bliver ret ensom uanset hvor meget familie man omgiver sig med.

Det lyder som en plan :gogo: og så tror jeg ikke det er nogen skade til at den nybagte far får besked også. Han er nybagt far, ikke døden nær. Man kan godt rumme flere ting ud over baby. Det kan godt være at han ikke kan sidde og drikke sammen med dig, men en telefonsamtale i ny og næ hvor i finder ud af ting og sager med et sted og bo, en flyttemand ol. det kan han godt rumme, det er jeg sikker på. Indvi ham og se hvad der sker.


Jo, det øverste giver mening, det er farligt. Men du må forstå, at jeg føler mig alene. Jeg kan ikke bare trække på skuldrene, for jeg lever en ensom eksistens. Jeg har brug for at mærke at jeg findes og at andre kan lide mig. Jeg har masser af gode grunde til hvorfor tingene er (blevet) som de er, men det ændrer ikke ved det fundamentale vilkår og hver gang jeg trækker på skuldrene og erkender, at jeg er anderledes og at de er som de er og at der ikke er noget at gøre ved det, accepterer jeg samtidig min egen isolation.

Jeg har sendt en sms til den nybagte far. Han er min ven og jeg har brug for, at han ved det. Han kan ikke nødvendigvis være der for mig fysisk, men jeg er tæt på ham og jeg ved, at han kærer sig om mig. han har lige skrevet og spurgt om han kan ringe om en halv time, når an er kommet hjem.

Tak for dine indlæg, Thestral. Jeg værdsætter dem virkelig.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 09:36

Og tak for alle jeres søde grønne kort.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 2772
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 432
Likede indlæg: 3056

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Thestral » 19. maj 2016, 09:42

LaScrooge skrev:
Thestral skrev:Ja ok, men bliver det ikke lidt "farligt" i længden at måle sig i andres forventninger til hvordan du skal være? Vil du ikke altid være for sårbar til at være som dem? Som jeg ser det er du jo netop anderledes end de er. Mere følsom, mere opmærksom (jeg ved kun hvad du har fortalt mig) mere åben over for andres forskeliighed. Det kan godt være at du mangler tillid til dine omgivelser men det er der jo så en god grund til synes jeg, for det virker ikke som om at alle har accepteret dig som den du i virkeligheden er (noget jeg kan relatere til) hvilket jo i virkeligheden er med til at man bliver ret ensom uanset hvor meget familie man omgiver sig med.

Det lyder som en plan :gogo: og så tror jeg ikke det er nogen skade til at den nybagte far får besked også. Han er nybagt far, ikke døden nær. Man kan godt rumme flere ting ud over baby. Det kan godt være at han ikke kan sidde og drikke sammen med dig, men en telefonsamtale i ny og næ hvor i finder ud af ting og sager med et sted og bo, en flyttemand ol. det kan han godt rumme, det er jeg sikker på. Indvi ham og se hvad der sker.


Jo, det øverste giver mening, det er farligt. Men du må forstå, at jeg føler mig alene. Jeg kan ikke bare trække på skuldrene, for jeg lever en ensom eksistens. Jeg har brug for at mærke at jeg findes og at andre kan lide mig. Jeg har masser af gode grunde til hvorfor tingene er (blevet) som de er, men det ændrer ikke ved det fundamentale vilkår og hver gang jeg trækker på skuldrene og erkender, at jeg er anderledes og at de er som de er og at der ikke er noget at gøre ved det, accepterer jeg samtidig min egen isolation.

Jeg har sendt en sms til den nybagte far. Han er min ven og jeg har brug for, at han ved det. Han kan ikke nødvendigvis være der for mig fysisk, men jeg er tæt på ham og jeg ved, at han kærer sig om mig. han har lige skrevet og spurgt om han kan ringe om en halv time, når an er kommet hjem.

Tak for dine indlæg, Thestral. Jeg værdsætter dem virkelig.
Du lyder som mig :genert: Jeg kender godt til det at føle sig alene, men du er i den heldige situation at du har nogle du kan trække på, nogle som kan lide dig for den du er. Nogle er så lidt inddisponible lige nu men veninden kommer hjem igen inden længe og baby-far er der jo, bare ikke sådan lige hvor han smider hvad han har mellem hænderne og kommer rendende, men du har nogen. Jeg synes dog du skal overveje det med den fest. Det er ikke ensbetydende med at du har meldt dig ud af familien fordi du ikke kommer, der er bare noget lige nu der gør at du skal passe på dig selv følelsesmæssigt og det kan du bedst ved ikke at komme. Bed din ven om at komme hjem til dig istedet?

Der er altid en grund til at tingene er som de er. Det er bare ikke altid at man er herre over hvorfor tingene sker.

Det var så lidt :blush2:
1
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
Seraphina
Indlæg: 223
Tilmeldt: 6. jan 2016, 19:50
Kort karma: 44
Likede indlæg: 568

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Seraphina » 19. maj 2016, 09:50

Det gør ondt at læse om din sorg. Jeg har også været igennem et hårdt brud, og jeg kender følelsen af at føle sig alene. Husk at du har mennesker, der holder af dig.
Jeg kan kun sige at det bliver nemmere. Det er en ringe trøst lige nu, jeg ved det godt.
Hold fast i dine gode minder og følelserne derfra. Stol på din egen lykke i øjeblikket, at han siger noget andet nu, kan skyldes sårede følelser i forbindelse med bruddet.
Stol på dig selv, du kommer igennem det. :ae:
2
Brugeravatar
Seraphina
Indlæg: 223
Tilmeldt: 6. jan 2016, 19:50
Kort karma: 44
Likede indlæg: 568

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Seraphina » 19. maj 2016, 09:50

Hehe, Thestral kom først med næsten samme budskab.
Kram herfra.
0
Brugeravatar
paint
Indlæg: 20419
Tilmeldt: 16. apr 2016, 17:38
Kort karma: 765
Likede indlæg: 43834

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf paint » 19. maj 2016, 10:02

LaScrooge skrev:
[...] Det har af mange grunde været svært for mig. Det er en familie af stræbere og selvom mange af dem er søde, er nogle af dem meget hårde. Jeg har følt, at jeg var for sårbar til at se dem og indrømme alle mine nederlag. Der er så mange ting der ligger gemt i min familie og vores historie og nogle gange har det været nødvendigt at kunne svinge sig op på en hest, der var mindst lige så høj som deres, for ikke at blive tromlet.[...]


Måske lyder nedenstående lidt hårdt, men det er ikke sådan ment.

Hvem siger (ud over dig selv) at du skal sammenligne dig selv med de mennesker i din familie?

Du har DIT liv og lever det på DINE præmisser – hvad skal du med deres præmisser? Dem kan du ikke bruge til noget. Især ikke, når de er som de er, og måske lever et helt andet liv end det du lever.

At se og være sammen med sin familie, skal ikke være en kamp, hvor man møder op, bevæbnet til tænderne og skal udkæmpe hårde kampe. Men et sted, hvor man kan komme som man nu er og være holdt af og blive bakket op, uanset hvordan ens livssituation ser ud. Folk som glæder sig sammen med en, når det går godt og støtter én, når det er det, der er brug det.

Har man en familie, som ikke kan leve op til det. Men kun det stik modsatte, er den familie ikke sund for én – nærmest tværtimod. Måske burde du overveje, for din egen skyld, om du overhovedet vil se dem.

Dén målestok, du skal måle dig selv efter, er din egen målestok og ingen andres. Hvem ved, i øvrigt, hvilke skeletter de familiemedlemmer har i skabene? De lyder ikke som nogen, der ligefrem reklamerer med deres 'svagheder', selvom de givetvis også har deres problemer.

Du skal omgive dig med mennesker, som du selv har valgt. Folk som holder af dig og støtter dig, når tingene er svære og IKKE det modsatte.

Ovenstående sagt, meget kort og firkantet.

Og ps. Jeg kan se at en anden, har skrevet noget lignende. Men nu får du det en gang til (for Prins Knud ;) )
8
Følg dem der søger sandheden, men vogt dig for dem der siger at de har fundet den

Det sted du søger, er det sted du søger fra
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 12:40

paint skrev:
LaScrooge skrev:
[...] Det har af mange grunde været svært for mig. Det er en familie af stræbere og selvom mange af dem er søde, er nogle af dem meget hårde. Jeg har følt, at jeg var for sårbar til at se dem og indrømme alle mine nederlag. Der er så mange ting der ligger gemt i min familie og vores historie og nogle gange har det været nødvendigt at kunne svinge sig op på en hest, der var mindst lige så høj som deres, for ikke at blive tromlet.[...]


Måske lyder nedenstående lidt hårdt, men det er ikke sådan ment.

Hvem siger (ud over dig selv) at du skal sammenligne dig selv med de mennesker i din familie?

Du har DIT liv og lever det på DINE præmisser – hvad skal du med deres præmisser? Dem kan du ikke bruge til noget. Især ikke, når de er som de er, og måske lever et helt andet liv end det du lever.

At se og være sammen med sin familie, skal ikke være en kamp, hvor man møder op, bevæbnet til tænderne og skal udkæmpe hårde kampe. Men et sted, hvor man kan komme som man nu er og være holdt af og blive bakket op, uanset hvordan ens livssituation ser ud. Folk som glæder sig sammen med en, når det går godt og støtter én, når det er det, der er brug det.

Har man en familie, som ikke kan leve op til det. Men kun det stik modsatte, er den familie ikke sund for én – nærmest tværtimod. Måske burde du overveje, for din egen skyld, om du overhovedet vil se dem.

Dén målestok, du skal måle dig selv efter, er din egen målestok og ingen andres. Hvem ved, i øvrigt, hvilke skeletter de familiemedlemmer har i skabene? De lyder ikke som nogen, der ligefrem reklamerer med deres 'svagheder', selvom de givetvis også har deres problemer.

Du skal omgive dig med mennesker, som du selv har valgt. Folk som holder af dig og støtter dig, når tingene er svære og IKKE det modsatte.

Ovenstående sagt, meget kort og firkantet.

Og ps. Jeg kan se at en anden, har skrevet noget lignende. Men nu får du det en gang til (for Prins Knud ;) )


Det markerede er en ting, min kæreste ofte har fremhævet overfor mig, som en forskel han mente at opfatte mellem os: at jeg var forsvarsberedt, kampberedt, bevæbnet til tænderne, så problemer/meningsudvekslinger som kampe, der skulle udkæmpes og helst vindes. Mens det ønskelige er det han savner fra mig og os - at vi er den trygge ramme om hinandens liv, med præcis de ting, du skriver dér. Det er pudsigt at du skriver det og at det rammer så præcist. Det er også det jeg ønsker. Jeg har ikke ellers opfattet mig selv som kampberedt, men jeg ved at jeg har været det, fordi jeg ofte har følt mig uretfærdigt beskyldt og anklaget for ting og på grundlag, jeg ikke mente var retfærdige. Af ham, og uden at have været vant til det tidligere - ikke siden jeg lagde min barndom og opvækst bag mig. Og jeg har nok ikke vidst hvordan man gjorde det andet, måske? Eller også har jeg tænkt og følt det på en anderledes måde, end han har været vant til. Og nu har jeg mistet ham, selvom jeg måske havde muligheden for at leve præcis dét jeg aldrig har haft.

Jeg har gjort som du har beskrevet. Men jeg kan ikke blive ved med at vende ryggen til andre mennesker, fordi de ikke lever op til mine idealer. Tidligere, inden jeg blev deprimeret og forlod det liv, min stolthed og meget af min identitet lå i, mestrede jeg at rumme, acceptere og være i ro med de forskelle, men nu tager jeg ting for personligt, føler mig ramt og føler mine nederlag så tydeligt, så tydeligt. Og jeg føler mig virkelig ynkelig på grund af det.

Jeg var i lang tid omgivet af mennesker, jeg selv havde valgt. Men mange røg i svinget da jeg blev deprimeret, mange har jeg ikke nået at genopbygge relationen med, og en del frygter jeg vil vælge min kæreste frem for mig, når de skal prioritere deres sparsomme tid i forhold til hvem de vil se og støtte. Jeg føler ikke at jeg har så mange igen. Jeg har aldrig været god til at vedligeholde relationer med mennesker, jeg ikke så relativt tit, faktisk. Som om jeg kun har kunnet rumme en vis mængde. Jeg har måske heller ikke følt, at jeg var vigtig nok for andre til at jeg kunne tænke på, hvad de mistede ved at jeg lod noget glide ud i sandet.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
JackieO
Indlæg: 158
Tilmeldt: 8. nov 2015, 22:08
Kort karma: 25
Likede indlæg: 574

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf JackieO » 19. maj 2016, 12:40

LaScrooge skrev:Og jeg ønsker bare min smukke kæreste og at han skal elske mig og ønske mig, som jeg elsker og ønsker ham. Også selvom han har været ond ved mig og jeg har været ond med ham. Måske er det fordi jeg har oplevet så meget af det: at man ar onde ved hinanden, men livet fortsatte alligevel. Jeg har været vant til at ranke ryggen og fortsætte gennem Helvede. Slag gør ikke så ondt på mig som de måske burde gøre. Eller: verden falder ikke sammen på grund af dem. Mit udgangspunkt er skævt. Han har levet i harmoni, kernefamilie, tryghed, omsorg og kærlighed. Jeg har et flået indre som er alt for sårbart og alt for uvant med ro og harmoni. Jeg er vant til, at livet gør ondt. Det er han ikke.


Jeg er ked af at høre, at du er blevet forladt. Det gør bare ondt! Men når jeg læser om din barndom, hvor du har manglet al den opbakning, som han har fået, vil jeg bare sige at mit indtryk af jeres forhold hele tiden har været, at DU var den i forholdet, som havde gode værdier med i bagagen.

Det er dig, der er omsorgsfuld, empatitisk og loyal over for ham, mens han har virket dybt selvoptaget, grænsende til det manipulerende og meget, meget illoyal (fx der hvor han prøver at vende jeres fælles venner mod dig, så han selv kan få mere sympati).

På mig virker det bestemt som om du har haft evnerne og viljen til at få et forhold til at fungere, og du må i hvert fald ikke give dig selv skylden for, at det er gået i stykker nu! :kram:
16

Tilbage til "Forhold og sex"