Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 2279
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 374
Likede indlæg: 2352

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Thestral » 19. maj 2016, 09:27

LaScrooge skrev:Jeg skulle have været på arbejde i dag, men vågnede op og græd. Så jeg ringede til min spritnye chef og fortalte hende grædende at min kæreste var gået fra mig i nat og at jeg ikke kunne komme på arbejde lige nu. Hun sagde at hun var ked af at høre det og at jeg skulle ringe igen i morgen. Jeg har det pisse dårligt med det. Jeg ved ikke om almindelige mennesker ville kunne tage på arbejde dagen efter at være blevet forladt. Min gamle kollega gjorde det. Men jeg kan slet ikke magte verden lige nu. Jeg er bange for at bryde sammen. Bange for hvornår smerten for alvor melder sig. bange for at være for skrøbelig til at tackle livet, helt generelt. At jeg mister balancen for nemt og at jeg derfor aldrig vil kunne have et stabilt liv med kontinuitet.
Måske det her er smerten. Måske du allerede er igang med at håndtere den, simpelthen ved at skrive om det?

Alle mister balancen når de bliver alene, der er bare forskellige måder at håndtere det på og reagere på. Nogle græder og får det ud af systemet, andre holder det inden i og bruger måske længere tid på at bearbejde den sorg de føler, men udadtil virker de mere stabile, men i virkeligheden lider de lige så meget som dem der græder. Det er ikke til at vide.
0
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
LaScrooge
Indlæg: 3300
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 877
Likede indlæg: 8939

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 09:31

Thestral skrev:Ja ok, men bliver det ikke lidt "farligt" i længden at måle sig i andres forventninger til hvordan du skal være? Vil du ikke altid være for sårbar til at være som dem? Som jeg ser det er du jo netop anderledes end de er. Mere følsom, mere opmærksom (jeg ved kun hvad du har fortalt mig) mere åben over for andres forskeliighed. Det kan godt være at du mangler tillid til dine omgivelser men det er der jo så en god grund til synes jeg, for det virker ikke som om at alle har accepteret dig som den du i virkeligheden er (noget jeg kan relatere til) hvilket jo i virkeligheden er med til at man bliver ret ensom uanset hvor meget familie man omgiver sig med.

Det lyder som en plan :gogo: og så tror jeg ikke det er nogen skade til at den nybagte far får besked også. Han er nybagt far, ikke døden nær. Man kan godt rumme flere ting ud over baby. Det kan godt være at han ikke kan sidde og drikke sammen med dig, men en telefonsamtale i ny og næ hvor i finder ud af ting og sager med et sted og bo, en flyttemand ol. det kan han godt rumme, det er jeg sikker på. Indvi ham og se hvad der sker.


Jo, det øverste giver mening, det er farligt. Men du må forstå, at jeg føler mig alene. Jeg kan ikke bare trække på skuldrene, for jeg lever en ensom eksistens. Jeg har brug for at mærke at jeg findes og at andre kan lide mig. Jeg har masser af gode grunde til hvorfor tingene er (blevet) som de er, men det ændrer ikke ved det fundamentale vilkår og hver gang jeg trækker på skuldrene og erkender, at jeg er anderledes og at de er som de er og at der ikke er noget at gøre ved det, accepterer jeg samtidig min egen isolation.

Jeg har sendt en sms til den nybagte far. Han er min ven og jeg har brug for, at han ved det. Han kan ikke nødvendigvis være der for mig fysisk, men jeg er tæt på ham og jeg ved, at han kærer sig om mig. han har lige skrevet og spurgt om han kan ringe om en halv time, når an er kommet hjem.

Tak for dine indlæg, Thestral. Jeg værdsætter dem virkelig.
0
LaScrooge
Indlæg: 3300
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 877
Likede indlæg: 8939

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 09:36

Og tak for alle jeres søde grønne kort.
0
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 2279
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 374
Likede indlæg: 2352

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Thestral » 19. maj 2016, 09:42

LaScrooge skrev:
Thestral skrev:Ja ok, men bliver det ikke lidt "farligt" i længden at måle sig i andres forventninger til hvordan du skal være? Vil du ikke altid være for sårbar til at være som dem? Som jeg ser det er du jo netop anderledes end de er. Mere følsom, mere opmærksom (jeg ved kun hvad du har fortalt mig) mere åben over for andres forskeliighed. Det kan godt være at du mangler tillid til dine omgivelser men det er der jo så en god grund til synes jeg, for det virker ikke som om at alle har accepteret dig som den du i virkeligheden er (noget jeg kan relatere til) hvilket jo i virkeligheden er med til at man bliver ret ensom uanset hvor meget familie man omgiver sig med.

Det lyder som en plan :gogo: og så tror jeg ikke det er nogen skade til at den nybagte far får besked også. Han er nybagt far, ikke døden nær. Man kan godt rumme flere ting ud over baby. Det kan godt være at han ikke kan sidde og drikke sammen med dig, men en telefonsamtale i ny og næ hvor i finder ud af ting og sager med et sted og bo, en flyttemand ol. det kan han godt rumme, det er jeg sikker på. Indvi ham og se hvad der sker.


Jo, det øverste giver mening, det er farligt. Men du må forstå, at jeg føler mig alene. Jeg kan ikke bare trække på skuldrene, for jeg lever en ensom eksistens. Jeg har brug for at mærke at jeg findes og at andre kan lide mig. Jeg har masser af gode grunde til hvorfor tingene er (blevet) som de er, men det ændrer ikke ved det fundamentale vilkår og hver gang jeg trækker på skuldrene og erkender, at jeg er anderledes og at de er som de er og at der ikke er noget at gøre ved det, accepterer jeg samtidig min egen isolation.

Jeg har sendt en sms til den nybagte far. Han er min ven og jeg har brug for, at han ved det. Han kan ikke nødvendigvis være der for mig fysisk, men jeg er tæt på ham og jeg ved, at han kærer sig om mig. han har lige skrevet og spurgt om han kan ringe om en halv time, når an er kommet hjem.

Tak for dine indlæg, Thestral. Jeg værdsætter dem virkelig.
Du lyder som mig :genert: Jeg kender godt til det at føle sig alene, men du er i den heldige situation at du har nogle du kan trække på, nogle som kan lide dig for den du er. Nogle er så lidt inddisponible lige nu men veninden kommer hjem igen inden længe og baby-far er der jo, bare ikke sådan lige hvor han smider hvad han har mellem hænderne og kommer rendende, men du har nogen. Jeg synes dog du skal overveje det med den fest. Det er ikke ensbetydende med at du har meldt dig ud af familien fordi du ikke kommer, der er bare noget lige nu der gør at du skal passe på dig selv følelsesmæssigt og det kan du bedst ved ikke at komme. Bed din ven om at komme hjem til dig istedet?

Der er altid en grund til at tingene er som de er. Det er bare ikke altid at man er herre over hvorfor tingene sker.

Det var så lidt :blush2:
1
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
Seraphina
Indlæg: 149
Tilmeldt: 6. jan 2016, 19:50
Kort karma: 33
Likede indlæg: 390

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Seraphina » 19. maj 2016, 09:50

Det gør ondt at læse om din sorg. Jeg har også været igennem et hårdt brud, og jeg kender følelsen af at føle sig alene. Husk at du har mennesker, der holder af dig.
Jeg kan kun sige at det bliver nemmere. Det er en ringe trøst lige nu, jeg ved det godt.
Hold fast i dine gode minder og følelserne derfra. Stol på din egen lykke i øjeblikket, at han siger noget andet nu, kan skyldes sårede følelser i forbindelse med bruddet.
Stol på dig selv, du kommer igennem det. :ae:
2
Brugeravatar
Seraphina
Indlæg: 149
Tilmeldt: 6. jan 2016, 19:50
Kort karma: 33
Likede indlæg: 390

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Seraphina » 19. maj 2016, 09:50

Hehe, Thestral kom først med næsten samme budskab.
Kram herfra.
0
Brugeravatar
paint
Indlæg: 6351
Tilmeldt: 16. apr 2016, 17:38
Kort karma: 344
Likede indlæg: 14350

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf paint » 19. maj 2016, 10:02

LaScrooge skrev:
[...] Det har af mange grunde været svært for mig. Det er en familie af stræbere og selvom mange af dem er søde, er nogle af dem meget hårde. Jeg har følt, at jeg var for sårbar til at se dem og indrømme alle mine nederlag. Der er så mange ting der ligger gemt i min familie og vores historie og nogle gange har det været nødvendigt at kunne svinge sig op på en hest, der var mindst lige så høj som deres, for ikke at blive tromlet.[...]


Måske lyder nedenstående lidt hårdt, men det er ikke sådan ment.

Hvem siger (ud over dig selv) at du skal sammenligne dig selv med de mennesker i din familie?

Du har DIT liv og lever det på DINE præmisser – hvad skal du med deres præmisser? Dem kan du ikke bruge til noget. Især ikke, når de er som de er, og måske lever et helt andet liv end det du lever.

At se og være sammen med sin familie, skal ikke være en kamp, hvor man møder op, bevæbnet til tænderne og skal udkæmpe hårde kampe. Men et sted, hvor man kan komme som man nu er og være holdt af og blive bakket op, uanset hvordan ens livssituation ser ud. Folk som glæder sig sammen med en, når det går godt og støtter én, når det er det, der er brug det.

Har man en familie, som ikke kan leve op til det. Men kun det stik modsatte, er den familie ikke sund for én – nærmest tværtimod. Måske burde du overveje, for din egen skyld, om du overhovedet vil se dem.

Dén målestok, du skal måle dig selv efter, er din egen målestok og ingen andres. Hvem ved, i øvrigt, hvilke skeletter de familiemedlemmer har i skabene? De lyder ikke som nogen, der ligefrem reklamerer med deres 'svagheder', selvom de givetvis også har deres problemer.

Du skal omgive dig med mennesker, som du selv har valgt. Folk som holder af dig og støtter dig, når tingene er svære og IKKE det modsatte.

Ovenstående sagt, meget kort og firkantet.

Og ps. Jeg kan se at en anden, har skrevet noget lignende. Men nu får du det en gang til (for Prins Knud ;) )
8
Følg dem der søger sandheden, men vogt dig for dem der siger at de har fundet den

Det sted du søger, er det sted du søger fra
LaScrooge
Indlæg: 3300
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 877
Likede indlæg: 8939

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 12:40

paint skrev:
LaScrooge skrev:
[...] Det har af mange grunde været svært for mig. Det er en familie af stræbere og selvom mange af dem er søde, er nogle af dem meget hårde. Jeg har følt, at jeg var for sårbar til at se dem og indrømme alle mine nederlag. Der er så mange ting der ligger gemt i min familie og vores historie og nogle gange har det været nødvendigt at kunne svinge sig op på en hest, der var mindst lige så høj som deres, for ikke at blive tromlet.[...]


Måske lyder nedenstående lidt hårdt, men det er ikke sådan ment.

Hvem siger (ud over dig selv) at du skal sammenligne dig selv med de mennesker i din familie?

Du har DIT liv og lever det på DINE præmisser – hvad skal du med deres præmisser? Dem kan du ikke bruge til noget. Især ikke, når de er som de er, og måske lever et helt andet liv end det du lever.

At se og være sammen med sin familie, skal ikke være en kamp, hvor man møder op, bevæbnet til tænderne og skal udkæmpe hårde kampe. Men et sted, hvor man kan komme som man nu er og være holdt af og blive bakket op, uanset hvordan ens livssituation ser ud. Folk som glæder sig sammen med en, når det går godt og støtter én, når det er det, der er brug det.

Har man en familie, som ikke kan leve op til det. Men kun det stik modsatte, er den familie ikke sund for én – nærmest tværtimod. Måske burde du overveje, for din egen skyld, om du overhovedet vil se dem.

Dén målestok, du skal måle dig selv efter, er din egen målestok og ingen andres. Hvem ved, i øvrigt, hvilke skeletter de familiemedlemmer har i skabene? De lyder ikke som nogen, der ligefrem reklamerer med deres 'svagheder', selvom de givetvis også har deres problemer.

Du skal omgive dig med mennesker, som du selv har valgt. Folk som holder af dig og støtter dig, når tingene er svære og IKKE det modsatte.

Ovenstående sagt, meget kort og firkantet.

Og ps. Jeg kan se at en anden, har skrevet noget lignende. Men nu får du det en gang til (for Prins Knud ;) )


Det markerede er en ting, min kæreste ofte har fremhævet overfor mig, som en forskel han mente at opfatte mellem os: at jeg var forsvarsberedt, kampberedt, bevæbnet til tænderne, så problemer/meningsudvekslinger som kampe, der skulle udkæmpes og helst vindes. Mens det ønskelige er det han savner fra mig og os - at vi er den trygge ramme om hinandens liv, med præcis de ting, du skriver dér. Det er pudsigt at du skriver det og at det rammer så præcist. Det er også det jeg ønsker. Jeg har ikke ellers opfattet mig selv som kampberedt, men jeg ved at jeg har været det, fordi jeg ofte har følt mig uretfærdigt beskyldt og anklaget for ting og på grundlag, jeg ikke mente var retfærdige. Af ham, og uden at have været vant til det tidligere - ikke siden jeg lagde min barndom og opvækst bag mig. Og jeg har nok ikke vidst hvordan man gjorde det andet, måske? Eller også har jeg tænkt og følt det på en anderledes måde, end han har været vant til. Og nu har jeg mistet ham, selvom jeg måske havde muligheden for at leve præcis dét jeg aldrig har haft.

Jeg har gjort som du har beskrevet. Men jeg kan ikke blive ved med at vende ryggen til andre mennesker, fordi de ikke lever op til mine idealer. Tidligere, inden jeg blev deprimeret og forlod det liv, min stolthed og meget af min identitet lå i, mestrede jeg at rumme, acceptere og være i ro med de forskelle, men nu tager jeg ting for personligt, føler mig ramt og føler mine nederlag så tydeligt, så tydeligt. Og jeg føler mig virkelig ynkelig på grund af det.

Jeg var i lang tid omgivet af mennesker, jeg selv havde valgt. Men mange røg i svinget da jeg blev deprimeret, mange har jeg ikke nået at genopbygge relationen med, og en del frygter jeg vil vælge min kæreste frem for mig, når de skal prioritere deres sparsomme tid i forhold til hvem de vil se og støtte. Jeg føler ikke at jeg har så mange igen. Jeg har aldrig været god til at vedligeholde relationer med mennesker, jeg ikke så relativt tit, faktisk. Som om jeg kun har kunnet rumme en vis mængde. Jeg har måske heller ikke følt, at jeg var vigtig nok for andre til at jeg kunne tænke på, hvad de mistede ved at jeg lod noget glide ud i sandet.
0
Brugeravatar
JackieO
Indlæg: 139
Tilmeldt: 8. nov 2015, 22:08
Kort karma: 22
Likede indlæg: 466

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf JackieO » 19. maj 2016, 12:40

LaScrooge skrev:Og jeg ønsker bare min smukke kæreste og at han skal elske mig og ønske mig, som jeg elsker og ønsker ham. Også selvom han har været ond ved mig og jeg har været ond med ham. Måske er det fordi jeg har oplevet så meget af det: at man ar onde ved hinanden, men livet fortsatte alligevel. Jeg har været vant til at ranke ryggen og fortsætte gennem Helvede. Slag gør ikke så ondt på mig som de måske burde gøre. Eller: verden falder ikke sammen på grund af dem. Mit udgangspunkt er skævt. Han har levet i harmoni, kernefamilie, tryghed, omsorg og kærlighed. Jeg har et flået indre som er alt for sårbart og alt for uvant med ro og harmoni. Jeg er vant til, at livet gør ondt. Det er han ikke.


Jeg er ked af at høre, at du er blevet forladt. Det gør bare ondt! Men når jeg læser om din barndom, hvor du har manglet al den opbakning, som han har fået, vil jeg bare sige at mit indtryk af jeres forhold hele tiden har været, at DU var den i forholdet, som havde gode værdier med i bagagen.

Det er dig, der er omsorgsfuld, empatitisk og loyal over for ham, mens han har virket dybt selvoptaget, grænsende til det manipulerende og meget, meget illoyal (fx der hvor han prøver at vende jeres fælles venner mod dig, så han selv kan få mere sympati).

På mig virker det bestemt som om du har haft evnerne og viljen til at få et forhold til at fungere, og du må i hvert fald ikke give dig selv skylden for, at det er gået i stykker nu! :kram:
16
LaScrooge
Indlæg: 3300
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 877
Likede indlæg: 8939

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 13:05

JackieO skrev:
Jeg er ked af at høre, at du er blevet forladt. Det gør bare ondt! Men når jeg læser om din barndom, hvor du har manglet al den opbakning, som han har fået, vil jeg bare sige at mit indtryk af jeres forhold hele tiden har været, at DU var den i forholdet, som havde gode værdier med i bagagen.

Det er dig, der er omsorgsfuld, empatitisk og loyal over for ham, mens han har virket dybt selvoptaget, grænsende til det manipulerende og meget, meget illoyal (fx der hvor han prøver at vende jeres fælles venner mod dig, så han selv kan få mere sympati).

På mig virker det bestemt som om du har haft evnerne og viljen til at få et forhold til at fungere, og du må i hvert fald ikke give dig selv skylden for, at det er gået i stykker nu! :kram:


Jeg tror ikke han er bevidst manipulerende. Vi forstår vist bare tingene meget forskelligt. Det er ofte hændt, at hans udlægning af noget, har været meget anderledes end min og vi har begge følt stor frustration over diskrepansen. Jeg tror ikke han forsøgte at vinde deres sympati på min bekostning, blot at det var dét han havde fået ud af hele udvekslingen, så det var dét han fortalte. Ligesom han forleden fortalte sin søster, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle forholde mig til at han var nedtrykt og derfor lod ham være alene, mens sandheden var, at jeg lod ham være alene fordi jeg troede han var sur på mig uden at ville sige hvorfor og at han derfor havde brug for at blive ladt i fred - som det er sket før.

Der er så meget der skubber sig frem og tilbage mellem os, så mange klemte og sårede følelser der ligger på lur, klar til at blive ramt igen. Han føler sig ikke tryg, jeg føler mig ikke tryg, vi går begge på listefødder, omend af forskellige årsager.

Jeg ved godt at det har været usundt. Hvad jeg ikke kan bære er, at det også kan være så godt og så smukt. Og at jeg trods alt elsker ham og ønsker ham mere end jeg har elsket og ønsket nogen anden. Jeg er så ked af, at han har haft det så dårligt og jeg er endnu mere ked af, at han slet ikke føler, at jeg har kunnet hjælpe eller trøste ham.

Og nu er jeg forladt, igen. Alene, igen. Jeg ved ikke om jeg kan klare mere.
0
Sjo
Indlæg: 473
Tilmeldt: 23. mar 2016, 09:19
Kort karma: 68
Likede indlæg: 1082

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Sjo » 19. maj 2016, 13:08

LaScrooge skrev:
Jeg har tænkt på det, men jeg har ikke lyst til at melde fra. Det er min familie og jeg har næsten ingen der er mine. Jeg bliver nødt til at prøve at mødes med nogle mennesker, som måske kan være noget for mig, hvis jeg giver dem lov. Nødt til at prøve at opsøge verden og mennesker og relationer, for ikke at være alene. Og for ikke at blive glemt. Plus det er min onkel og hans kone og jeg elsker dem begge to. Jeg har fundet en rigtig dejlig gave til dem, som jeg glæder mig til at give dem. Jeg vil gerne fejre dem. Det er dejlige mennesker, nogle af mine yndlingsmennesker overhovedet.

[snip]

Jeg har to andre veninder jeg kan kontakte, men de kan ikke gøre så meget for mig. Der er jo ingen der kan tage min smerte fra mig eller hjælpe mig med de ting, der ligger foran mig nu.


De kan ikke tage din smerte, det er helt korrekt, men det kan hjælpe at få lov til at læsse af og tude og føle sig elsket og få lidt omsorg.

Jeg forstår godt, at du glæder dig og gerne vil med til festen, det tror jeg egentlig også, at jeg ville gøre, men jeg synes faktisk også, at du skal mærke efter om du kan klare det og om du har lyst og overskud til at komme til en fest, hvor man forventes at hygge sig og være i godt humør. Du er ikke forpligtet til at fortælle, at I ikke længere er kærester, men det kan være, at det måske var en god idé at fortælle værterne det, så de ved hvorfor du ikke lige er i hopla eller lusker hurtigt hjem eller pludselig bliver fuld og pinlig og tuder op ad din bordherre. Der er ingen rigtig måde at gøre dette her på, men der er mange forkerte og jeg tror, at du vil være bedst tjent med at mærke efter på selve dagen om du orker det.
2
Vor herre til fucking pipirøvhest altså!
LaScrooge
Indlæg: 3300
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 877
Likede indlæg: 8939

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 20. maj 2016, 08:34

Kære alle, tusind tak for jeres søde grønne kort og indlæg her i tråden.

Jeg har det mærkeligt. Jeg kan ikke rigtig føle noget. Jeg ved ikke om det ikke rigtigt er sunket ind, eller om det er fordi jeg ikke rigtigt tror på det. Men jeg har stort set intet spist, har ingen appetit og jeg kunne ikke sove i nat, så godt har jeg det ikke. Jeg er ude i tanker om, at hvis vi nu bare flytter fra hinanden, så kan vi blive ved med at være sammen, men uden det daglige, negative pres. Han kan få den plads og det rum han har brug for for at mærke sig selv når kan kun er sig selv, bo alene (hvilket han aldrig har gjort), kun have ansvar for sig selv. Og jeg kan få rum til mig selv, mærke mig selv, have mit eget liv uden at føle presset over hans negative vurderinger og nogle gange urimelige krav og forventninger.
Og så kan vi mødes, fulde af overskud og lyst til hinanden og måske have dét, der har gjort vores forhold så dejligt tidligere: lyst og lidenskab, gode stunder, frihed.

Ifht de urimelige karv og forventninger, sagde han fx da han slog op, at han ikke syntes jeg havde været der for ham og hjulpet ham i hans sygdomsperiode. Jeg havde taget mig af praktiske ting, men det var jo ikke dét, han havde brug for. Han havde brug for ømhed, omsorg, rummelighed, tilgivelse, opbakning og søde ord. Det andet var ligegyldigt. Jeg tænker, at hvis det er sådan det forholder sig, så er det jo uforståeligt at han brugte så meget energi på at kritisere mig for ikke at rydde nok op, og på at koble det ydre kaos til hans indre tilstand med en finger peget direkte mod mig, fordi jeg ikke sørgede for, at der var orden. For jeg kan ikke både være husholderske, blive kritiseret for at være en utilstrækkelig husholderske og samtidig have positiv energi nok til også at overøse ham med alt det andet. Kritik fremelsker ikke sexkilling eller evnen til at være fuld af varme. Jeg kan sagtens hive det frem, men ikke hver dag, ikke ubetinget, når det er over så lang tid.

I det hele taget synes jeg, at der er meget i det han siger der er modstridende og jeg har svært ved at finde rundt i det. Jeg ved ikke om han mon i virkeligheden bare har brug for at finde på ting der kan retfærdiggøre eller matche hans indre følelse af ikke at ville være sammen med mig? Måske har han i virkeligheden bare fortrudt at han fik en ny kæreste så tidligt efter sit første (og eneste) brud (12 år langt forhold der startede i gymnasiet), men kan ikke rigtig holde ud at det bare er dét, så han finder på ting jeg har gjort forkert, områder, hvor vi ikke matcher og hvor jeg skuffer, så han kan retfærdiggøre det overfor sig selv? Han har på en måde erkendt at det var for tidligt - både at blive kærester med mig straks efter det andet brud (men det var ham der ville) og at flytte sammen (det var også ham der var primus motor der) og måske har han det bare meget dårligt med at have involveret mig og så ikke kunne leve op til det selv.

Jeg ringede til min ven i går og fik en lang snak om det hele. Han var overrasket og syntes, at det var synd. Han kender os begge to rigtigt godt og ved hvor vilde vi var (og er) med hinanden og hvor meget god energi der er, når det er godt. Hvor godt et match vi på mange måder er. Det var rigtig godt at tale med en ven, også om de ting min kæreste har sagt om mig, fx at jeg ingen selvindsigt har.

Min veninde kom også og var her et par timer. Hun havde taget en kæmpepose bland-selv-slik med til mig, så sødt. Hu lyttede mens jeg snakkede og gav sit besyv med ud fra hvad hun hørte. Hun har også set os sammen, hvor glade vi kan være og syntes også det var synd. Det var dejligt at der var et andet menneske her, også selvom jeg kun magtede 2 timer inden jeg måtte fortrække til sofaen og Sherlock.

Jeg meldte mig syg igen i dag på arbejdet. Jeg har ikke sovetog ikke spist. Det r ikke så godt, når jeg kun har været ansat 3 uger, men jeg må prøve at hente ind på det senere. Hvad synes I - er det forståeligt, at man har svært ved at skulle på arbejde, når man lige er blevet forladt? Jeg kan ikke finde ud af, om jeg burde kunne, om det er et tegn på, at jeg er svag?

Jeg må hellere spise noget, jeg ryster indvendigt.
Senest rettet af LaScrooge 20. maj 2016, 08:53, rettet i alt 1 gang.
0
Brugeravatar
icelady
Moderator
Indlæg: 9385
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:56
Kort karma: 794
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 17372

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf icelady » 20. maj 2016, 08:50

Jeg vil ikke sige du er svag; nok nærmere at du er sendt til tælling og skal finde en måde at komme ind i kampen igen :)


Ang hvad din eks siger; måske han ikke i forholdet har turdet sige han havde brug for dit psykiske nærvær, fremfor dit fysiske (mht til at ordne de praktisk ting.)
Måske han har brug for at finde noget der retfærdiggør at han har slået op med dig.

Det er svært for os at sige, hvad han har tænkt og følt, og spørgsmålet er, om det er vigtigt for dig at vide, med henblik på at komme videre.

Jeg synes du skal forsøge at få noget at spise; tag evt et bad bagefter og forsøg at slappe af. Du har tonsvis af tanker og følelser, der pt karambolerer og tid er din bedste ven.

Ang om du er svag mht at du ikke kan tage på arbejde; folk reagerer jo forskelligt. Og med din fortid taget i betragtning kan man roligt sige, du har fået gulvtæppet revet væk under dig. Det tager tid at komme over. Og din leder lader jo til at være forstående overfor din situation.

Håber, du får spist lidt :ae:
4
....

“I do not see why man should not be as cruel as nature” -A. Hitler
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 3441
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 486
Likede indlæg: 8905

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf HappyPaww » 20. maj 2016, 09:03

Det er helt normalt at få alle de tanker om, hvorfor tingene er endt, og hvad man kunne gøre anderledes - og at have et håb om, at hvis man bare gør sådan-og-sådan, så kan det blive rigtig godt, og bedre end det var før. Det er en del af sorgprocessen, og nogle (få) gange sker det - men de fleste gange, ender det med, at man med tiden indser, hvorfor man ikke bør være sammen, og at bruddet var det rigtige trods smerterne.

Så tiden er altså din bedste ven i det her. Det er i orden at have alle de tanker, drømme og håb, men det er også vigtigt, ikke at glemme årsagen til, at det gik galt. Måske I med tiden kan finde sammen igen, men sandsynligheden for, at I begge kommer bedre videre hver for sig, er større.

Det er godt at du har gode venner, der kan støtte dig her i den første sværeste tid - brug dem alt hvad du kan.

Ift. arbejde, så er det også som regel helt fint med et par sygedage ovenpå en så hård oplevelse, men jeg må så også sige, at hvis du ikke føler, at du kan tage tilbage på arbejde på mandag, så må du snakke med din leder om, at tage lidt fri som ferie. Dog vil jeg ikke synes, at det er en særlig god ide, da det både er vigtigt, men også sundt, at komme lidt ud igen og tænke på noget andet. Tænk på den "frihed" der vil være i, bare at kunne fokusere på dit arbejde i de timer, du er der? Hvilken lettelse det kan være for hjernen (og hjertet), ikke at svælge i alt det dumme, men bare være dig selv lidt igen, og få "hvilet" hovedet lidt? Så prøv at komme afsted, selvom det er hårdt...

:ae: Det er pisse røv hamrende øv at gennemgå sådan et brud - men det skal nok blive bedre lidt efter lidt...
6
Sjo
Indlæg: 473
Tilmeldt: 23. mar 2016, 09:19
Kort karma: 68
Likede indlæg: 1082

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Sjo » 20. maj 2016, 09:49

Søde Scrooge, jeg synes altså, at du skal stoppe med at sammenligne dig med andre. Det er fuldstændig ligegyldigt om andre har haft svært ved at gå på arbejde, vi er forskellige og reagerer forskelligt. Det er skidehårdt at gå igennem et brud, men du ved jo bedst selv, hvad du kan tåle og hvad du orker.
9
Vor herre til fucking pipirøvhest altså!

Tilbage til "Forhold og sex"