Kode: Vælg alt
http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/ikke-flere-familietragedier-som-den-paa-langeland.-samfundet-maa-gribe-langt-mere-aktivt-ind-i
Når medier og myndigheder omtaler drab på kvinder som familietragedier eller jalousidrab klinger det hult, da ugerningen kommer til at ligne en form for hændeligt uheld. Begreberne siger intet om, hvad der først og fremmest er tale om, nemlig overlagt mord udført med fortsæt og med koldt blod.
Hvis disse kvinder var blevet dræbt som følge af en mystisk epidemi, ville det have givet grund til stor bekymring i samfundet. Hvis der var tale om terror- eller krigshandlinger ligeså. Men når der er tale om denne form for mord, taler medierne og myndighederne snarere blot om familietragedier, hvilket klinger af at være lidt forståelig tumult, som desværre endte galt. Eller de taler om jalouisidrab, hvilket klinger af at være udført af en ulykkelig mand i sine følelsers vold. I begge tilfælde får læseren derved mulighed for at tage mandens parti som den forsmåede part. Men reelt set er der hver eneste gang tale om et gement mord på et uskyldigt menneske.
Senest skete det i april på Langeland, hvor en seksårig pige blev vidne til sin fars mord på hendes gravide mor og dennes nye kæreste. Men når disse mord og mordforsøg rubriceres som ”familietragedier” eller som resultatet af ”uoverensstemmelser”, kommer ugerningen til at ligne en form for hændeligt uheld: Det ene ord tager det andet, og pludselig er den ene person i konstellationen desværre død.
For hvordan kan der være tale om en familietragedie, når der ikke længere eksisterer nogen parrelation? Kvinden har afsluttet forholdet, og der er dermed ingen relation længere ud over den, som forældreansvarsloven af 2007 påbyder i tilfælde af, at der er kommet børn ud af relationen.
Jeg har aldrig tænkt over, hvorfor medierne omtaler et mord på en kvinde, som det omtalte kvindemord på Langeland, som en familitragedie, for jeg opfatter det også som en familietragedie, at en lille pige blev moderløs.
Jeg kan ikke forestille mig, at en eneste læser tager mandes parti (som skrevet i artiklen) som den forsmåede part. Kan du?
Er det forkert af medierne at omtale sådan et mord som familietragedie? hvis ja hvordan skal mordet så omtales i medierne? kun tragedie eller mord?