dagge30 skrev:Hvor er i alle søde - sikke en velkomst! Jeg er 30 og ligger i fosterstilling ved mine forældre - kunne slet ikke overskue at være ved mig selv..
Det er via Facebook (dumme fb!) Men altså.. Det skulle jo nok ske engang.. Synes bare det er hurtigt han fandt noget bedre.. Kan ikke lade være med at tænke at de sidder og fletter fingre i mit (tidligere) hjem!!
Men det er sq nok den mavepuster der skal til for at jeg kommer helt videre.. Jeg har ikke lyst til at finde sammen med ham igen (han tog med en anden hjem under en bytur) men han var min tryghed jo!
Om man så er 65, tror jeg sgu, den dér er lidt hård at kapere for de fleste. Også selv om man i mange tilfælde ikke ønsker eks'en tilbage. Eller måske snarere ønsker ham hen, hvor peberet gror ...
Det kræver da noget lige at "sluge den dér kamel", at "okay, nu er det dér brud altså ikke længere bare nogle ord, der blev sagt eller en dør, der blev smækket eller nogle uger hver for sig. Hans liv GÅR videre. Uden mig." Der går somme tider lidt, før man opdager, at det gør éns eget altså heldigvis også. Og det er også okay - altså, at der går noget tid, hvor det føles sært og uvant, og før man begynder at trives med det.
Forhåbentlig skal du snart i gang med at finde trygheden mere indeni dig selv. Ikke at man ikke skal finde tryghed i parforhold (det skal der da helst være!
) Men det er en rigtig rar (og tryg) følelse også at kunne etablere sådan en lille, rar krog indeni sig selv, hvor man er safe. Bare at vide at man kan uden andre er vigtigt, tænker jeg.
Jeg håber, dine forældre tager sig godt af deres datter, til hun er lidt mere på højkant.
P.s. Kan du ikke blokere ham på Facebook? Det lyder ikke, som om du har brug for at få slynget nyheder om hans gøren og laden i hovedet lige nu ...
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill