Min kæreste er deprimeret....

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 19. maj 2016, 13:05

JackieO skrev:
Jeg er ked af at høre, at du er blevet forladt. Det gør bare ondt! Men når jeg læser om din barndom, hvor du har manglet al den opbakning, som han har fået, vil jeg bare sige at mit indtryk af jeres forhold hele tiden har været, at DU var den i forholdet, som havde gode værdier med i bagagen.

Det er dig, der er omsorgsfuld, empatitisk og loyal over for ham, mens han har virket dybt selvoptaget, grænsende til det manipulerende og meget, meget illoyal (fx der hvor han prøver at vende jeres fælles venner mod dig, så han selv kan få mere sympati).

På mig virker det bestemt som om du har haft evnerne og viljen til at få et forhold til at fungere, og du må i hvert fald ikke give dig selv skylden for, at det er gået i stykker nu! :kram:


Jeg tror ikke han er bevidst manipulerende. Vi forstår vist bare tingene meget forskelligt. Det er ofte hændt, at hans udlægning af noget, har været meget anderledes end min og vi har begge følt stor frustration over diskrepansen. Jeg tror ikke han forsøgte at vinde deres sympati på min bekostning, blot at det var dét han havde fået ud af hele udvekslingen, så det var dét han fortalte. Ligesom han forleden fortalte sin søster, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle forholde mig til at han var nedtrykt og derfor lod ham være alene, mens sandheden var, at jeg lod ham være alene fordi jeg troede han var sur på mig uden at ville sige hvorfor og at han derfor havde brug for at blive ladt i fred - som det er sket før.

Der er så meget der skubber sig frem og tilbage mellem os, så mange klemte og sårede følelser der ligger på lur, klar til at blive ramt igen. Han føler sig ikke tryg, jeg føler mig ikke tryg, vi går begge på listefødder, omend af forskellige årsager.

Jeg ved godt at det har været usundt. Hvad jeg ikke kan bære er, at det også kan være så godt og så smukt. Og at jeg trods alt elsker ham og ønsker ham mere end jeg har elsket og ønsket nogen anden. Jeg er så ked af, at han har haft det så dårligt og jeg er endnu mere ked af, at han slet ikke føler, at jeg har kunnet hjælpe eller trøste ham.

Og nu er jeg forladt, igen. Alene, igen. Jeg ved ikke om jeg kan klare mere.
0
And we both know: I will be delicious
Sjo
Indlæg: 484
Tilmeldt: 23. mar 2016, 09:19
Kort karma: 71
Likede indlæg: 1101

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Sjo » 19. maj 2016, 13:08

LaScrooge skrev:
Jeg har tænkt på det, men jeg har ikke lyst til at melde fra. Det er min familie og jeg har næsten ingen der er mine. Jeg bliver nødt til at prøve at mødes med nogle mennesker, som måske kan være noget for mig, hvis jeg giver dem lov. Nødt til at prøve at opsøge verden og mennesker og relationer, for ikke at være alene. Og for ikke at blive glemt. Plus det er min onkel og hans kone og jeg elsker dem begge to. Jeg har fundet en rigtig dejlig gave til dem, som jeg glæder mig til at give dem. Jeg vil gerne fejre dem. Det er dejlige mennesker, nogle af mine yndlingsmennesker overhovedet.

[snip]

Jeg har to andre veninder jeg kan kontakte, men de kan ikke gøre så meget for mig. Der er jo ingen der kan tage min smerte fra mig eller hjælpe mig med de ting, der ligger foran mig nu.


De kan ikke tage din smerte, det er helt korrekt, men det kan hjælpe at få lov til at læsse af og tude og føle sig elsket og få lidt omsorg.

Jeg forstår godt, at du glæder dig og gerne vil med til festen, det tror jeg egentlig også, at jeg ville gøre, men jeg synes faktisk også, at du skal mærke efter om du kan klare det og om du har lyst og overskud til at komme til en fest, hvor man forventes at hygge sig og være i godt humør. Du er ikke forpligtet til at fortælle, at I ikke længere er kærester, men det kan være, at det måske var en god idé at fortælle værterne det, så de ved hvorfor du ikke lige er i hopla eller lusker hurtigt hjem eller pludselig bliver fuld og pinlig og tuder op ad din bordherre. Der er ingen rigtig måde at gøre dette her på, men der er mange forkerte og jeg tror, at du vil være bedst tjent med at mærke efter på selve dagen om du orker det.
2
Vor herre til fucking pipirøvhest altså!
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 20. maj 2016, 08:34

Kære alle, tusind tak for jeres søde grønne kort og indlæg her i tråden.

Jeg har det mærkeligt. Jeg kan ikke rigtig føle noget. Jeg ved ikke om det ikke rigtigt er sunket ind, eller om det er fordi jeg ikke rigtigt tror på det. Men jeg har stort set intet spist, har ingen appetit og jeg kunne ikke sove i nat, så godt har jeg det ikke. Jeg er ude i tanker om, at hvis vi nu bare flytter fra hinanden, så kan vi blive ved med at være sammen, men uden det daglige, negative pres. Han kan få den plads og det rum han har brug for for at mærke sig selv når kan kun er sig selv, bo alene (hvilket han aldrig har gjort), kun have ansvar for sig selv. Og jeg kan få rum til mig selv, mærke mig selv, have mit eget liv uden at føle presset over hans negative vurderinger og nogle gange urimelige krav og forventninger.
Og så kan vi mødes, fulde af overskud og lyst til hinanden og måske have dét, der har gjort vores forhold så dejligt tidligere: lyst og lidenskab, gode stunder, frihed.

Ifht de urimelige karv og forventninger, sagde han fx da han slog op, at han ikke syntes jeg havde været der for ham og hjulpet ham i hans sygdomsperiode. Jeg havde taget mig af praktiske ting, men det var jo ikke dét, han havde brug for. Han havde brug for ømhed, omsorg, rummelighed, tilgivelse, opbakning og søde ord. Det andet var ligegyldigt. Jeg tænker, at hvis det er sådan det forholder sig, så er det jo uforståeligt at han brugte så meget energi på at kritisere mig for ikke at rydde nok op, og på at koble det ydre kaos til hans indre tilstand med en finger peget direkte mod mig, fordi jeg ikke sørgede for, at der var orden. For jeg kan ikke både være husholderske, blive kritiseret for at være en utilstrækkelig husholderske og samtidig have positiv energi nok til også at overøse ham med alt det andet. Kritik fremelsker ikke sexkilling eller evnen til at være fuld af varme. Jeg kan sagtens hive det frem, men ikke hver dag, ikke ubetinget, når det er over så lang tid.

I det hele taget synes jeg, at der er meget i det han siger der er modstridende og jeg har svært ved at finde rundt i det. Jeg ved ikke om han mon i virkeligheden bare har brug for at finde på ting der kan retfærdiggøre eller matche hans indre følelse af ikke at ville være sammen med mig? Måske har han i virkeligheden bare fortrudt at han fik en ny kæreste så tidligt efter sit første (og eneste) brud (12 år langt forhold der startede i gymnasiet), men kan ikke rigtig holde ud at det bare er dét, så han finder på ting jeg har gjort forkert, områder, hvor vi ikke matcher og hvor jeg skuffer, så han kan retfærdiggøre det overfor sig selv? Han har på en måde erkendt at det var for tidligt - både at blive kærester med mig straks efter det andet brud (men det var ham der ville) og at flytte sammen (det var også ham der var primus motor der) og måske har han det bare meget dårligt med at have involveret mig og så ikke kunne leve op til det selv.

Jeg ringede til min ven i går og fik en lang snak om det hele. Han var overrasket og syntes, at det var synd. Han kender os begge to rigtigt godt og ved hvor vilde vi var (og er) med hinanden og hvor meget god energi der er, når det er godt. Hvor godt et match vi på mange måder er. Det var rigtig godt at tale med en ven, også om de ting min kæreste har sagt om mig, fx at jeg ingen selvindsigt har.

Min veninde kom også og var her et par timer. Hun havde taget en kæmpepose bland-selv-slik med til mig, så sødt. Hu lyttede mens jeg snakkede og gav sit besyv med ud fra hvad hun hørte. Hun har også set os sammen, hvor glade vi kan være og syntes også det var synd. Det var dejligt at der var et andet menneske her, også selvom jeg kun magtede 2 timer inden jeg måtte fortrække til sofaen og Sherlock.

Jeg meldte mig syg igen i dag på arbejdet. Jeg har ikke sovetog ikke spist. Det r ikke så godt, når jeg kun har været ansat 3 uger, men jeg må prøve at hente ind på det senere. Hvad synes I - er det forståeligt, at man har svært ved at skulle på arbejde, når man lige er blevet forladt? Jeg kan ikke finde ud af, om jeg burde kunne, om det er et tegn på, at jeg er svag?

Jeg må hellere spise noget, jeg ryster indvendigt.
Senest rettet af LaScrooge 20. maj 2016, 08:53, rettet i alt 1 gang.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
icelady
Moderator
Indlæg: 16224
Tilmeldt: 12. aug 2015, 06:56
Kort karma: 1068
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 32426

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf icelady » 20. maj 2016, 08:50

Jeg vil ikke sige du er svag; nok nærmere at du er sendt til tælling og skal finde en måde at komme ind i kampen igen :)


Ang hvad din eks siger; måske han ikke i forholdet har turdet sige han havde brug for dit psykiske nærvær, fremfor dit fysiske (mht til at ordne de praktisk ting.)
Måske han har brug for at finde noget der retfærdiggør at han har slået op med dig.

Det er svært for os at sige, hvad han har tænkt og følt, og spørgsmålet er, om det er vigtigt for dig at vide, med henblik på at komme videre.

Jeg synes du skal forsøge at få noget at spise; tag evt et bad bagefter og forsøg at slappe af. Du har tonsvis af tanker og følelser, der pt karambolerer og tid er din bedste ven.

Ang om du er svag mht at du ikke kan tage på arbejde; folk reagerer jo forskelligt. Og med din fortid taget i betragtning kan man roligt sige, du har fået gulvtæppet revet væk under dig. Det tager tid at komme over. Og din leder lader jo til at være forstående overfor din situation.

Håber, du får spist lidt :ae:
4
....

“I do not see why man should not be as cruel as nature” -A. Hitler
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 5624
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 794
Likede indlæg: 15465

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf HappyPaww » 20. maj 2016, 09:03

Det er helt normalt at få alle de tanker om, hvorfor tingene er endt, og hvad man kunne gøre anderledes - og at have et håb om, at hvis man bare gør sådan-og-sådan, så kan det blive rigtig godt, og bedre end det var før. Det er en del af sorgprocessen, og nogle (få) gange sker det - men de fleste gange, ender det med, at man med tiden indser, hvorfor man ikke bør være sammen, og at bruddet var det rigtige trods smerterne.

Så tiden er altså din bedste ven i det her. Det er i orden at have alle de tanker, drømme og håb, men det er også vigtigt, ikke at glemme årsagen til, at det gik galt. Måske I med tiden kan finde sammen igen, men sandsynligheden for, at I begge kommer bedre videre hver for sig, er større.

Det er godt at du har gode venner, der kan støtte dig her i den første sværeste tid - brug dem alt hvad du kan.

Ift. arbejde, så er det også som regel helt fint med et par sygedage ovenpå en så hård oplevelse, men jeg må så også sige, at hvis du ikke føler, at du kan tage tilbage på arbejde på mandag, så må du snakke med din leder om, at tage lidt fri som ferie. Dog vil jeg ikke synes, at det er en særlig god ide, da det både er vigtigt, men også sundt, at komme lidt ud igen og tænke på noget andet. Tænk på den "frihed" der vil være i, bare at kunne fokusere på dit arbejde i de timer, du er der? Hvilken lettelse det kan være for hjernen (og hjertet), ikke at svælge i alt det dumme, men bare være dig selv lidt igen, og få "hvilet" hovedet lidt? Så prøv at komme afsted, selvom det er hårdt...

:ae: Det er pisse røv hamrende øv at gennemgå sådan et brud - men det skal nok blive bedre lidt efter lidt...
6
Sjo
Indlæg: 484
Tilmeldt: 23. mar 2016, 09:19
Kort karma: 71
Likede indlæg: 1101

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Sjo » 20. maj 2016, 09:49

Søde Scrooge, jeg synes altså, at du skal stoppe med at sammenligne dig med andre. Det er fuldstændig ligegyldigt om andre har haft svært ved at gå på arbejde, vi er forskellige og reagerer forskelligt. Det er skidehårdt at gå igennem et brud, men du ved jo bedst selv, hvad du kan tåle og hvad du orker.
9
Vor herre til fucking pipirøvhest altså!
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 20. maj 2016, 09:53

HappyPaww skrev:Det er helt normalt at få alle de tanker om, hvorfor tingene er endt, og hvad man kunne gøre anderledes - og at have et håb om, at hvis man bare gør sådan-og-sådan, så kan det blive rigtig godt, og bedre end det var før. Det er en del af sorgprocessen, og nogle (få) gange sker det - men de fleste gange, ender det med, at man med tiden indser, hvorfor man ikke bør være sammen, og at bruddet var det rigtige trods smerterne.

Så tiden er altså din bedste ven i det her. Det er i orden at have alle de tanker, drømme og håb, men det er også vigtigt, ikke at glemme årsagen til, at det gik galt. Måske I med tiden kan finde sammen igen, men sandsynligheden for, at I begge kommer bedre videre hver for sig, er større.

Det er godt at du har gode venner, der kan støtte dig her i den første sværeste tid - brug dem alt hvad du kan.

Ift. arbejde, så er det også som regel helt fint med et par sygedage ovenpå en så hård oplevelse, men jeg må så også sige, at hvis du ikke føler, at du kan tage tilbage på arbejde på mandag, så må du snakke med din leder om, at tage lidt fri som ferie. Dog vil jeg ikke synes, at det er en særlig god ide, da det både er vigtigt, men også sundt, at komme lidt ud igen og tænke på noget andet. Tænk på den "frihed" der vil være i, bare at kunne fokusere på dit arbejde i de timer, du er der? Hvilken lettelse det kan være for hjernen (og hjertet), ikke at svælge i alt det dumme, men bare være dig selv lidt igen, og få "hvilet" hovedet lidt? Så prøv at komme afsted, selvom det er hårdt...

:ae: Det er pisse røv hamrende øv at gennemgå sådan et brud - men det skal nok blive bedre lidt efter lidt...


Jeg har skrevet og spurgt en veninde med en ledig seng om jeg må sove hos hende natten til mandag. Når han først kommer hjem sent søndag kan jeg se for mig at hele aftenen og natten går med at snakke og - sikkert - græde og sige farvel og så er jeg et vrag mandag morgen. Så hvis jeg kan sove ude og vi først ser hinanden mandag efter arbejde, er der større chancer for, at jeg magter tirsdag. Jeg synes nemlig heller ikke at det skal tage længere end det og jeg havde tænkt, at jeg ville afregne det som feriedage, hvis det alligevel skulle ske. Men ellers kan folk vel godt forstå at man går igennem en svær periode og derfor måske er trist på arbejdet? Altså, mine nye kollegaer. Og det er ikke en stilling med en bred, udadvendt kontaktflade, så jeg skal egentlig ikke bruge så meget overskud til selve arbejdet - det er mere det med, at jeg frygter at bryde sammen og sidde og græde midt i kontorlandskabet.
Og så er der nok også noget om, at det er godt at komme ud. Det var det ikke på min gamle arbejdsplads, for den var det hårdeste i mit liv og det magtede jeg ikke oven på andre kriser. Men denne her virker rar.

Tak for responsen på det. Det hjælper mig faktisk rigtig meget at vide, hvad andre tænker om det
3
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 20. maj 2016, 09:55

Sjo skrev:Søde Scrooge, jeg synes altså, at du skal stoppe med at sammenligne dig med andre. Det er fuldstændig ligegyldigt om andre har haft svært ved at gå på arbejde, vi er forskellige og reagerer forskelligt. Det er skidehårdt at gå igennem et brud, men du ved jo bedst selv, hvad du kan tåle og hvad du orker.


:kys: Du har nok ret, men når jeg er fortvivlet som jeg er nu, har jeg svært ved at finde ud af, hvad der er godt og hvad der er rigtigt. Jeg har brug for hjælp til at navigere. Andres input hjælper mig til at mærke mig frem, de viser mulige retninger gennem mit indre kaos.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 5624
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 794
Likede indlæg: 15465

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf HappyPaww » 20. maj 2016, 10:37

LaScrooge skrev:
HappyPaww skrev:Det er helt normalt at få alle de tanker om, hvorfor tingene er endt, og hvad man kunne gøre anderledes - og at have et håb om, at hvis man bare gør sådan-og-sådan, så kan det blive rigtig godt, og bedre end det var før. Det er en del af sorgprocessen, og nogle (få) gange sker det - men de fleste gange, ender det med, at man med tiden indser, hvorfor man ikke bør være sammen, og at bruddet var det rigtige trods smerterne.

Så tiden er altså din bedste ven i det her. Det er i orden at have alle de tanker, drømme og håb, men det er også vigtigt, ikke at glemme årsagen til, at det gik galt. Måske I med tiden kan finde sammen igen, men sandsynligheden for, at I begge kommer bedre videre hver for sig, er større.

Det er godt at du har gode venner, der kan støtte dig her i den første sværeste tid - brug dem alt hvad du kan.

Ift. arbejde, så er det også som regel helt fint med et par sygedage ovenpå en så hård oplevelse, men jeg må så også sige, at hvis du ikke føler, at du kan tage tilbage på arbejde på mandag, så må du snakke med din leder om, at tage lidt fri som ferie. Dog vil jeg ikke synes, at det er en særlig god ide, da det både er vigtigt, men også sundt, at komme lidt ud igen og tænke på noget andet. Tænk på den "frihed" der vil være i, bare at kunne fokusere på dit arbejde i de timer, du er der? Hvilken lettelse det kan være for hjernen (og hjertet), ikke at svælge i alt det dumme, men bare være dig selv lidt igen, og få "hvilet" hovedet lidt? Så prøv at komme afsted, selvom det er hårdt...

:ae: Det er pisse røv hamrende øv at gennemgå sådan et brud - men det skal nok blive bedre lidt efter lidt...


Jeg har skrevet og spurgt en veninde med en ledig seng om jeg må sove hos hende natten til mandag. Når han først kommer hjem sent søndag kan jeg se for mig at hele aftenen og natten går med at snakke og - sikkert - græde og sige farvel og så er jeg et vrag mandag morgen. Så hvis jeg kan sove ude og vi først ser hinanden mandag efter arbejde, er der større chancer for, at jeg magter tirsdag. Jeg synes nemlig heller ikke at det skal tage længere end det og jeg havde tænkt, at jeg ville afregne det som feriedage, hvis det alligevel skulle ske. Men ellers kan folk vel godt forstå at man går igennem en svær periode og derfor måske er trist på arbejdet? Altså, mine nye kollegaer. Og det er ikke en stilling med en bred, udadvendt kontaktflade, så jeg skal egentlig ikke bruge så meget overskud til selve arbejdet - det er mere det med, at jeg frygter at bryde sammen og sidde og græde midt i kontorlandskabet.
Og så er der nok også noget om, at det er godt at komme ud. Det var det ikke på min gamle arbejdsplads, for den var det hårdeste i mit liv og det magtede jeg ikke oven på andre kriser. Men denne her virker rar.

Tak for responsen på det. Det hjælper mig faktisk rigtig meget at vide, hvad andre tænker om det


De fleste gode arbejdspladser har bestemt forståelse for, at man har en kollega, med nerverne lidt udenpå tøjet - så det skal nok gå, også selvom du er nødt til at gå ind i et mødelokale for lige at sunde dig, og du måske ikke deltager så livligt og ocialt i snakken til frokost - eller, hvis du er nødt til at gå lidt tidligt hjem :kys:
Det kan være en ide lige at nævne det for idne nærmeste kolleger - så er de klar over det, og siger ikke noget dumt, og ved at du lige er lidt sårbar pt.
4
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 22. maj 2016, 14:55

Nå, 3,5 dage er gået siden han endte forholdet. Jeg har hørt fra ham 3 gange: en gang hvor han skrev at jeg skulle gøre alt det gode for mig selv mens han var væk, en gang hvor han skrev at han havde det godt og så en gang hvor han skrev hvornår han lander med flyet i dag.

Jeg sover hjemme hos en veninde i nat, så jeg ikke risikerer en lang nat med snak og tårer, der går ud over min evne til at tage på arbejde i morgen.

Jeg kan stadig ikke rigtig føle noget. Ikke sådan rigtigt. Jo, jeg føler en snert af vrede mod ham, fordi han ville det hele uden tilsyneladende at have nogen forståelse for sig selv. Han ville være kærester, lige efter han slog op med sin eks. Han ville flytte sammen, mens jeg var i gang med at spare op og betale gæld af og finde ud af, om og hvornår jeg kunne købe. Han har senere sagt, at han foreslog det, fordi han var bange for, at det ville gå ud over hans venskab med min ekskæreste, som jeg stadig boede sammen med, at jeg boede der. Til mig lovede han, at det var af romantiske årsager, for det var min betingelse for at flytte sammen. Det skulle ikke være fordi det var praktisk. Men enten var han ikke klar over hvad det handlede om, da han sagde det til mig, eller også lod han bare være med at fortælle mig hele sandheden. Begge tilfælde er ikke rigtig noget jeg kan arbejde med.

Men det nytter ikke rigtigt at være vred over det. Sket er sket og vrede og anklager ændrer ikke på de beslutninger der blev truffet og den konsekvens de har i dag. Jeg må bare gøre alt jeg kan for aldrig at ende i sådan en situation igen: på nogens nåde.

Jeg skal ud at se på et værelse på tirsdag, som virker fint. Jeg tør ikke rigtig håbe, for jeg synes ikke jeg har det store held i livet, så der er ingen grund til at sætte forhåbningerne op. Min veninde har lovet at jeg kan sove hos hende, jeg har en anden veninde der også bor tæt på, som jeg nok kan låne en seng hos hist og pist, når hun ikke udlejer ekstrasengen til airbnb. Og så må jeg jo bare se hvad der sker.

Jeg synes han er en røv. Lige nu er jeg faktisk rigtig vred på ham. Jeg forestiller mig, at han har hygget sig i Amsterdam og er faldet rigtig godt til ro med, at han skal bo alene og har det fint med sin beslutning. Dejligt for ham, men helt ærligt - og det er nok ikke retfærdigt, at jeg har det sådan - jeg føler, at jeg er nem at forlade, at han har hele magten og al bekvemmeligheden, mens jeg bare (igen) må hive mig selv op ved hårrødderne og være "stærk og sej", som han skrev til mig at jeg er, i sin første sms efter bruddet. Fuck ham, han skal ikke bestemme at jeg har ressourcerne til at klare mig igennem det her. Jeg har fandeme ikke bedt om det og det kommer til at koste mig dyrt. Jeg ved ikke hvorfor det generer mig så meget, at han skrev sådan, men det gør det virkelig bare.

Det bliver så svært, det her, og jeg orker det næsten ikke.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 22. maj 2016, 15:07

Jeg tig i øvrigt til familiefesten i går, og det var så dejligt. Jeg snakkede og hyggede og dansede med hele familien (jeg anede ikke, at de var så ferme på dansegulvet, men alle 3 onkler bød deres kærester op til dans på høvisk vis), hilste på min onkel og tantes venner. Jeg havde fortalt om bruddet til min onkel pr sms, fordi ham og hans kæreste har en lejlighed de lejer ud, og efterfølgende bedt dem om ikke at nævne det for nogen, med mindre jeg selv sagde noget om det. Men jeg fik snakket med hans kæreste om det hele og hun var så sød og medfølende. I det hele taget fik jeg mærket, at jeg har en dejlig familie som kerer sig om mig og som jeg godt kan lide. Selv de strikse af dem viste sig fra deres allersødeste, mest imødekommende sider, der var ingen der frontede mig på noget ubehageligt. Og der var masser af taler og optrædener fra fødselsdagsparrets gæster, som viste for afholdte de er, hvilket gjorde mig glad.

Torsdag havde jeg besøg af min veninde i 2 timer (hun har skrevet jævnligt hele weekenden for at tjekke op på mig og tilbyde selskab og udveje), fredag tog jeg hjem til min ven, som jeg tidligere har skrevet om her i tråden (ham, min kæreste mente naturligvis havde valgt ham frem for mig) og jeg fortalte ham om bruddet, vi snakkede det hele igennem, også vores egen relation, og jeg er nu ikke i tvivl om, at han også er min ven. I dag kom min veninde hjem til mig, hende der har været i Rumænien, og hende sover jeg hjemme hos i dag.

Så jeg har vel egentlig mærket, at jeg har nogle mennesker om mig, der er mine og som vil mig det bedste. Fremover må jeg være god til at række ud til dem, jeg gerne vil se, så jeg ikke isolerer mig fordi jeg er bange.
40
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 23. maj 2016, 11:18

Bad Samaritan skrev:Hvis du lige prøver at læse det her igennem - og også indlægget før dette - så kan du godt selv se, at du ikke er den dér failure, du beskrev dig selv som tidligere i tråden, ikke? Jeg synes du håndterer det pisseflot - at du evner at række ud på den måde, at du kan værdsætte det du har tilbage, dér hvor du er nu, og at du forholder dig til den smerte dér med en nærmest stoisk ro, der ikke ville være mange forundt, som var blevet lovet guld og grønne skove på den måde... og så ville jeg nok holde fat i bare en snert af den vrede fra det forrige indlæg - til at få dig igennem de hårde dage, og til den dag han har fået det bedre og beder om afklaring og/eller kommer kravlende tilbage.


Jeg ved ikke. Jeg har ikke lyst til at andre tænker, "Åh, Scrooge skal nok klare den. Hun lander på fødderne. Hun er stærk." Jeg orker ikke mere. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg ikke hele tiden skulle opleve ting, som gør at jeg får brug for at være stærk på den måde. At jeg følte, at jeg kunne stole på og regne med andre, så jeg ikke skulle være så alene. Selvom jeg har mennesker, der holder af mig, er livet en kamp for mig. Der har været så megen smerte og sorg og hver gang jeg har følt, at jeg havde overhånden og havde fået skabt noget godt for mig selv, så går det i stykker.

Jeg føler bitterhed og vrede. Og magtesløshed. Hvorfor endte jeg igen sådan her?

Jeg har fået en tid hos en psykolog på onsdag. Jeg har været hos lægen her i dag kl. 12.00 og skulle have været tilbage på arbejde, men efter at have grædt uafbrudt i en halv time og lægen truede med at sende mig på psykiatrisk skadestue, så kunne jeg ikke tage tilbage. Min chef er der ikke i denne uge, men jeg har kollegaer, der ikke ved, hvor jeg er blevet af. Jeg sagde at jeg ville være tilbage lidt efter 12. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre med det. Jeg virker jo så ustabil. Men det rører også ved nogle meget fundamentale ting i mig, det her.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 23. maj 2016, 11:45

Fuck mand, nu ringede de derinde fra, fordi mine kollegaer var blevet bekymrede. Hvor har jeg det dårligt med det. Men sødt af dem.
0
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 2772
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 432
Likede indlæg: 3056

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf Thestral » 23. maj 2016, 12:22

LaScrooge skrev:
Bad Samaritan skrev:Hvis du lige prøver at læse det her igennem - og også indlægget før dette - så kan du godt selv se, at du ikke er den dér failure, du beskrev dig selv som tidligere i tråden, ikke? Jeg synes du håndterer det pisseflot - at du evner at række ud på den måde, at du kan værdsætte det du har tilbage, dér hvor du er nu, og at du forholder dig til den smerte dér med en nærmest stoisk ro, der ikke ville være mange forundt, som var blevet lovet guld og grønne skove på den måde... og så ville jeg nok holde fat i bare en snert af den vrede fra det forrige indlæg - til at få dig igennem de hårde dage, og til den dag han har fået det bedre og beder om afklaring og/eller kommer kravlende tilbage.


Jeg ved ikke. Jeg har ikke lyst til at andre tænker, "Åh, Scrooge skal nok klare den. Hun lander på fødderne. Hun er stærk." Jeg orker ikke mere. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg ikke hele tiden skulle opleve ting, som gør at jeg får brug for at være stærk på den måde. At jeg følte, at jeg kunne stole på og regne med andre, så jeg ikke skulle være så alene. Selvom jeg har mennesker, der holder af mig, er livet en kamp for mig. Der har været så megen smerte og sorg og hver gang jeg har følt, at jeg havde overhånden og havde fået skabt noget godt for mig selv, så går det i stykker.

Jeg føler bitterhed og vrede. Og magtesløshed. Hvorfor endte jeg igen sådan her?

Jeg har fået en tid hos en psykolog på onsdag. Jeg har været hos lægen her i dag kl. 12.00 og skulle have været tilbage på arbejde, men efter at have grædt uafbrudt i en halv time og lægen truede med at sende mig på psykiatrisk skadestue, så kunne jeg ikke tage tilbage. Min chef er der ikke i denne uge, men jeg har kollegaer, der ikke ved, hvor jeg er blevet af. Jeg sagde at jeg ville være tilbage lidt efter 12. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre med det. Jeg virker jo så ustabil. Men det rører også ved nogle meget fundamentale ting i mig, det her.
Men Scrooge, det er vel også ok at være lidt vred og ked af det og ikke orke mere?

Når man kæmper og føler man altid skal kæmpe så kan man godt blive lidt træt i længden over at andre ikke kan se hvor hårdt man egentlig har det. Man lander jo altid på benene og smiler måske også for det er hvad ens omgivelser forventer og man er måske opdraget til at det er sådan man skal bære sig selv.

Jeg tænker at du skal bruge dine venner alt det du kan og give dig selv lov til at sørge. For det er vel ig grunden sorg du føler. Der er ikke nogen opskrift på hvordan du kan komme bedst igennem og der er ingen forklaring på hvorfor det er sket for dig (igen?) Pointen er at det er sket og du skal igennem det på en måde så du bliver hel igen når det hele er ovre. Jeg synes det er ok at du er lidt vred over at han har frataget dig muligheden for det forhold i drømte om i fællesskab, men brug vreden konstruktivt. Se om du ikke kan få noget energi ud af den vrede i stedet for at den opsluger dig.
3
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Min kæreste er deprimeret....

Indlægaf LaScrooge » 26. maj 2016, 08:06

Jeg sidder og græder ned i min computer i dag. Jeg kan slet ikke holde det inde eller nede. Og jeg skal være her til kl 15.30.
Problemet er at jeg slet ikke føler at jeg har vundet noget, kun mistet. Jeg kan ikke se tilbage på noget af det og glædes ved de gode minder. Alt virker falsk og tomt set i lyset af hvor vi er nu. Så meget er tabt.
Der er noget inde i mig der skriger og slår sig i tøjret over at blive forladt af en der påstod at han elskede mig. Jeg ved godt at det er en smerte der er langt ældre end mit forhold, men det gør det ikke mindre forfærdeligt at føle. Jeg er helt i opløsning lige nu, sidder ude på toilettet med tårerne dryppende ned af mig selv.

Jeg er startet hos en psykolog. Jeg håber hun kan hjælpe mig med at hele på et mere fundamentalt plan.
0
And we both know: I will be delicious

Tilbage til "Forhold og sex"