Indlægaf Aima » 17. sep 2015, 00:54
Interessant emne.
Jeg har tidligere i mit liv tumlet ret meget med ukontrollerbare følelser. Vrede, jalousi og generel mistillid.
Jeg blev mobbet, groft, gennem et par år i folkeskolen og da jeg i samme periode, som 12-årig, mistede min far, knækkede filmen et eller andet sted indeni mig. Jeg blev pludselig meget vred og meget udadreagerende, en adfærd som i øvrigt aldrig tidligere havde været en del af hverken mig eller min opvækst. Jeg har aldrig oplevet vredesudbrud fra mine forældre og jeg har aldrig hørt nogen af dem råbe af hverken mig, hinanden eller andre. Udadreagerende og ukontrolleret adfærd på den måde, jeg pludselig selv begyndte at praktisere, var ikke noget, jeg tidligere havde set ske nogensinde, andre steder end på film. Så da jeg pludselig oplevede den der voldsomme følelse af at være vred og ude af kontrol, føltes det, udover det åbenlyse ubehagelige, også enormt forkert.
Jeg kunne blive vred, fuldstændig hysterisk, over de mest ulogiske ting, det var virkelig irrationelt. Og efterfølgende, når jeg havde haft et flip, ramte skammen. Den åd mig simpelthen op, jeg var et barn i opløsning.
Min mor rummede mig så godt hun kunne, og fik ret hurtigt sat mig i et forløb med en psykolog. Jeg fik vredesterapi hver anden uge fra jeg var 13 til 17, jeg tør slet ikke regne på, hvad det har kostet min enlig-forsørger-mor, men det havde effekt, kæmpestor effekt, jeg er ikke i tvivl om at det har gjort en forskel i min måde at forvalte mine følelser (og mit generelle liv) på.
I starten af 20'erne var jeg udsat for et ret voldsomt overfald, og efterfølgende var jeg igen igennem et terapiforløb der bl.a. skulle hjælpe mig med potentiel vredeshåndtering, og da min bror døde for fire år siden tog jeg endnu engang et forløb i den mentale vridemaskine. Jeg har brugt den samme psykolog i snart 10 år nu, i dag er der ingen faste mønstre, jeg bestiller en konsultation hvis jeg kan mærke, at 'noget' rumsterer. Efter alle de år med alle de terapiforløb, kan jeg fornemme mine egne symptomer på at jeg trænger til 'en snak', hurtigere, end de når at blive reelle symptomer. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden terapi som en virkelig oplagt løsning på nærmest hvadsomhelst, det er nærmest som at gå til tandlægen for mig, nok er det en udskrivning i mit budget, men lissom jeg ikke tør løbe risikoen med mine tænder, tør jeg heller ikke gamble med mit mentale velbefindende.
Jeg kan godt blive vred, også meget vred, men det er aldrig irrationelt, det går over igen, jeg bærer ikke nag og jeg bliver aldrig hysterisk, råbende eller på anden måde voldsom i min reaktion. Jeg har ikke været ude-af-kontrol-vred i mange år, faktisk var min vildeste reaktion i løbet af det seneste årti, nok da jeg kort tid efter min brors død, knaldede fryserlågen i med et brag, fordi den sprang op af sig selv. Jeg var i sorg, så der var ikke noget underligt i at jeg var frustreret og vred, men i det sekund jeg tog mig selv i at reagere fysisk på den måde, vidste jeg, det mest fornuftige var at bestille en tid ved min psykolog. Så det gjorde jeg.
Og det er jo altsammen som udgangspunkt virkelig dejligt, jeg føler mig i hvert fald ret heldig, når jeg tænker på, at jeg rent faktisk fik ændret mønstrene i mine teenageår og har formået at cope med det siden, men bagsiden af medaljen er, at det hele også kan blive lidt for kontrolleret ind i mellem. Jeg talte faktisk med min veninde om det i går, for hun er typen der håndterer kriser ved at give slip og snakke og græde. Jeg har set eller hørt hende græde et utal af gange (hun gennemgår en ret svær periode lige nu), men omvendt har hun ikke set mig græde, endsige give udtryk for ked-af-det-hed andre gange, end én, og det var til min brors bisættelse. Jeg kan være et totalt mess indeni og fuldstændig iskold udenpå. Hvis det er nødvendigt, kan jeg godt forklare, at jeg er rigtig ked af det eller såret eller frustreret, men jeg ryger aldrig ud af fatning, min typiske løsning, hvis jeg er alvorligt udfordret på sindstilstanden, er mere eller mindre at isolere mig fra alt socialt til jeg har det bedre eller, som sagt, kan se min psykolog, hvis jeg tror, han kan hjælpe. Det er lidt som om, min hjerne ikke rigtig er i stand til at skelne mellem hvornår kontrollen er nødvendig, og hvornår det omvendt er okay at give slip og lade følelserne diktere.
0
I'll stick with hell no's and headphones...