Kan du styre din vrede, eller har du behov for "anger management"?

[decibell]

Lad ikke solen gå ned over din vrede. Det har jeg med mere eller mindre succes forsøgt at leve efter gennem årene, fordi livet ikke altid giver os tid og mulighed for at gøre noget godt igen, hvis du lader det ligge for længe. Samtidig ønsker jeg heller ikke, at min datter en dag skal stå med mindet om vrede ord som det sidste, vi fik sagt til hinanden. Så vi har haft en årelang aftale om, at vi skal gøre alt for ikke at skilles, mens vi er sure på hinanden, herunder heller ikke lægge os til at sove uden at blive gode venner igen.

Og det er så også godt og filosofisk og alt det der. Det er bare lettere sagt, end gjort. For når vreden raser i kroppen, kan jeg i hvert fald godt til tider have svært ved at få lagt låg på, så de gode, rare følelser - eller bare fornuften - kan komme op til overfladen igen, og tilgivelsen kan findes frem. Den del af mig, der hænger der oppe i hjørnet og betragter mig selv og den opildnede situation helt cool og kalkulerende, kan altid sagtens se, hvor spildt det er, og hvordan jeg selv lige har været lidt af en hystade, der burde tage sig sammen. Men den der 4-årige trodsige udgave af mig, der nærmest finder en skammelig tilfredsstillelse i at være forurettet, så jeg har årsag til at blive vred, den del af mig er totalt blind over for mine egne fejl lige i øjeblikket. Jeg føler da, at jeg er ved at eksplodere, hvis jeg ikke får afløb for vreden, og billedet af dampventilen passer helt perfekt her.

NÅR jeg falder lidt ned på jorden - om det sker hurtigt, fordi vi får talt ud om det med det samme, eller det sker ulideligt langsomt, fordi vi har smækket med dørene - begynder processen med at huske mig selv på, at jeg nok også selv var skyld i det og det, fordi jeg kunne have gjort det sådan og sådan, eller at jeg selv gjorde det værre ved at reagere på en bestemt måde. Simpelthen skyldfølelse med skyldfølelse på. Det er til tider ret ulideligt at skulle igennem.

Hvad med dig? Har DU brug for "anger management"? Og hvordan kommer du igennem processen og ud på "den anden side"? Og ikke mindst, hvad får dig helt op i det røde felt?

[icelady]

Om jeg har brug for anger management tror jeg ikke. Men måske mine unger mener det

Sidst, jeg røg i det røde felt var, da ældste knægten valgte at lave en pæn negativ statusopdatering om yngstesønnen. Jeg var i mobilen til ham og han fik at vide hvad han bestod af.
Jeg ved godt de 2 knægte langtfra bliver perlevenner, men som minimum har de at holde det for sig selv og ikke skvaldre op med det så andre bliver involveret i det.

Yngsteknægten overhørte det og han og kæresten endte med at køre ud til hendes forældre, for jeg kunne slet ikke have nogen i nærheden af mig.

Yngsteknægten snakkede jeg med om natten og vi fik snakket ud om det; jeg undskyldte overfor ham at han skulle overhøre det.

Ældstesønnen ignorerede mig i nogle uger og det havde jeg det faktisk fint med.
Han lavede en fejl, ikke alene af hensyn til mig, men lige så meget sin søster, som pga hendes sygdom har brug for (om ikke andet så illusionen) om at det går ok mellem dem. Pga den opdatering røg hun fluks i kælderen og hendes far og jeg måtte hive hende op igen.

Efter et par uger kom ældstesønnen så forbi og undskyldte. Jeg undskyldte at jeg havde råbt af ham i telefon, men jeg undskyldte på ingen måde hvad jeg havde sagt. Det kunne han godt forstå.

Jeg havde også engang den der "gå aldrig i seng sure".. Men den holder bare ikke i virkeligheden. Jeg kommer igennem vreden ved at være i den; jeg råber, hamrer på vægge, smækker med døre og skabe.
For hvis jeg ikke får vreden ud, så lægger det sig bare i mig og bygger sig størrere.

[Urtekussen]

Ahem

[Sophaya]

Jeg er vidst lidt mærkelig - jeg bliver ikke vred. Jeg kan kun huske en enkelt gang i mit liv, hvor jeg har været rigtig vred. Jeg kan blive irriteret og jeg kan virkelig blive ked af det, men jeg bliver ikke vred.

[Pjeps]

Jeg kan godt styre min vrede, men jeg taler ind i mellem med store bogstaver og bandeord. Men jeg falder ligeså hurtigt ned igen. Jeg hader at være vred, sur, negativ og irriteret, så jeg får det ud af kroppen så hurtigt jeg kan. Jeg ville ønske at jeg kunne håndtere kedafdethed på samme måde, det tager lidt længere (måske meget) tid.

Uretfærdighed og ubehagelige mennesker får mig op i det røde felt, og på mit arbejde bliver jeg skide arrig når der kommer latterlige tiltag der giver mig dobbeltarbejde ( dvs at jeg skal gøre ting mere besværligt end det behøves, og når den tid tages fra patienterne).

Folk der kører råddent i trafikken og sætter mit liv på spil, de får ofte et vredesudbrud.

[TurtleSpeed]

Jeg kan godt styre min vrede, men jeg taler ind i mellem med store bogstaver og bandeord. Men jeg falder ligeså hurtigt ned igen. Jeg hader at være vred, sur, negativ og irriteret, så jeg får det ud af kroppen så hurtigt jeg kan. Jeg ville ønske at jeg kunne håndtere kedafdethed på samme måde, det tager lidt længere (måske meget) tid.

Uretfærdighed og ubehagelige mennesker får mig op i det røde felt, og på mit arbejde bliver jeg skide arrig når der kommer latterlige tiltag der giver mig dobbeltarbejde ( dvs at jeg skal gøre ting mere besværligt end det behøves, og når den tid tages fra patienterne).

Folk der kører råddent i trafikken og sætter mit liv på spil, de får ofte et vredesudbrud.

Jeg er praecis lige saadan.

Vrede/irritation kommer ud med det samme, og saa er det overstaaet. Baerer aldrig nag.

Ked-af-det-hed sidder dog meget laenge i mig. Jeg kan fx. blive ked af det over ting der skete flere aar siden. Det er desuden meget lettere at goere mig ked af det end vred. Jeg er ret foelsom. For foelsom.

[kidkomb]

Nej, desværre. Det påvirker mig rigtig meget og jeg kan skumle i lang tid. Jeg bærer også nag.
Jeg tror det stammer fra dårlige erfaringer med, at stole på nogen som helst.

[Aima]

Interessant emne.

Jeg har tidligere i mit liv tumlet ret meget med ukontrollerbare følelser. Vrede, jalousi og generel mistillid.
Jeg blev mobbet, groft, gennem et par år i folkeskolen og da jeg i samme periode, som 12-årig, mistede min far, knækkede filmen et eller andet sted indeni mig. Jeg blev pludselig meget vred og meget udadreagerende, en adfærd som i øvrigt aldrig tidligere havde været en del af hverken mig eller min opvækst. Jeg har aldrig oplevet vredesudbrud fra mine forældre og jeg har aldrig hørt nogen af dem råbe af hverken mig, hinanden eller andre. Udadreagerende og ukontrolleret adfærd på den måde, jeg pludselig selv begyndte at praktisere, var ikke noget, jeg tidligere havde set ske nogensinde, andre steder end på film. Så da jeg pludselig oplevede den der voldsomme følelse af at være vred og ude af kontrol, føltes det, udover det åbenlyse ubehagelige, også enormt forkert.
Jeg kunne blive vred, fuldstændig hysterisk, over de mest ulogiske ting, det var virkelig irrationelt. Og efterfølgende, når jeg havde haft et flip, ramte skammen. Den åd mig simpelthen op, jeg var et barn i opløsning.

Min mor rummede mig så godt hun kunne, og fik ret hurtigt sat mig i et forløb med en psykolog. Jeg fik vredesterapi hver anden uge fra jeg var 13 til 17, jeg tør slet ikke regne på, hvad det har kostet min enlig-forsørger-mor, men det havde effekt, kæmpestor effekt, jeg er ikke i tvivl om at det har gjort en forskel i min måde at forvalte mine følelser (og mit generelle liv) på.

I starten af 20'erne var jeg udsat for et ret voldsomt overfald, og efterfølgende var jeg igen igennem et terapiforløb der bl.a. skulle hjælpe mig med potentiel vredeshåndtering, og da min bror døde for fire år siden tog jeg endnu engang et forløb i den mentale vridemaskine. Jeg har brugt den samme psykolog i snart 10 år nu, i dag er der ingen faste mønstre, jeg bestiller en konsultation hvis jeg kan mærke, at 'noget' rumsterer. Efter alle de år med alle de terapiforløb, kan jeg fornemme mine egne symptomer på at jeg trænger til 'en snak', hurtigere, end de når at blive reelle symptomer. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden terapi som en virkelig oplagt løsning på nærmest hvadsomhelst, det er nærmest som at gå til tandlægen for mig, nok er det en udskrivning i mit budget, men lissom jeg ikke tør løbe risikoen med mine tænder, tør jeg heller ikke gamble med mit mentale velbefindende.

Jeg kan godt blive vred, også meget vred, men det er aldrig irrationelt, det går over igen, jeg bærer ikke nag og jeg bliver aldrig hysterisk, råbende eller på anden måde voldsom i min reaktion. Jeg har ikke været ude-af-kontrol-vred i mange år, faktisk var min vildeste reaktion i løbet af det seneste årti, nok da jeg kort tid efter min brors død, knaldede fryserlågen i med et brag, fordi den sprang op af sig selv. Jeg var i sorg, så der var ikke noget underligt i at jeg var frustreret og vred, men i det sekund jeg tog mig selv i at reagere fysisk på den måde, vidste jeg, det mest fornuftige var at bestille en tid ved min psykolog. Så det gjorde jeg.

Og det er jo altsammen som udgangspunkt virkelig dejligt, jeg føler mig i hvert fald ret heldig, når jeg tænker på, at jeg rent faktisk fik ændret mønstrene i mine teenageår og har formået at cope med det siden, men bagsiden af medaljen er, at det hele også kan blive lidt for kontrolleret ind i mellem. Jeg talte faktisk med min veninde om det i går, for hun er typen der håndterer kriser ved at give slip og snakke og græde. Jeg har set eller hørt hende græde et utal af gange (hun gennemgår en ret svær periode lige nu), men omvendt har hun ikke set mig græde, endsige give udtryk for ked-af-det-hed andre gange, end én, og det var til min brors bisættelse. Jeg kan være et totalt mess indeni og fuldstændig iskold udenpå. Hvis det er nødvendigt, kan jeg godt forklare, at jeg er rigtig ked af det eller såret eller frustreret, men jeg ryger aldrig ud af fatning, min typiske løsning, hvis jeg er alvorligt udfordret på sindstilstanden, er mere eller mindre at isolere mig fra alt socialt til jeg har det bedre eller, som sagt, kan se min psykolog, hvis jeg tror, han kan hjælpe. Det er lidt som om, min hjerne ikke rigtig er i stand til at skelne mellem hvornår kontrollen er nødvendig, og hvornår det omvendt er okay at give slip og lade følelserne diktere.