Bitter og hader det

[Rosen]

Ja, som overskriften siger er jeg en meget bitter pige, midt i trediverne og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det.
Vil prøve at forklare nærmere.
Jeg er den ældste i søskendeflok på 3 i en meget dysfunktionel familie (personlighedsforstyrrelser, alkoholisme). Jeg påtog mig helterollen og var den dygtige pige som altid fik den højeste karakter i skolen og pacede sig selv konstant. Mit selvværd har altid været baseret på at præstere og det har jeg gjort i den grad. Jeg nød aldrig livet som teenager eller ung voksen; jeg skulle bare få mig en god uddannelse (har længere videregående uddannelse inden for videnskab) samtidigt med at jeg arbejdede røven ud af bukserne for at købe en lejlighed i en alder af 22.
I folkeskolen blev jeg mobbet og kaldt professor og grim og kom ud derfra med selvværd nul men selvtilliden i top. Kunne klare alle præstationer men var ikke noget værd.
Jeg fik en kæreste meget ung og ville gerne stifte familie men da jeg var gravid gik han fra mig til en anden en. Jeg var alenemor på 23 år. Familiesituationen var blevet så slem at jeg kunne ikke tilbyde mit ufødte barn at blive opvokset i det lille samfund jeg kom fra tæt på familien så jeg flyttede langt væk og ville være væk i et par år og finde mig selv.
Da jeg flytter møder jeg min nuværende mand og vi ender med at slå os ned i København, selvom jeg led af massiv hjemve (trods alt) som jeg pressede ned i sjælen og prøvede at ignorere fordi jeg ville den mand og det familieliv som vi havde tænkt os at skabe sammen.
Vi har flere børn nu men det var en kamp (mange år, fertilitetsbehandlinger) mens andre venner blev gravide ved at kigge på hinanden. Jeg røg ned med depressioner og angst anfald flere gange i løbet af mine første år i København og syntes ikke min mand kunne forstå alt hvad jeg havde ofret for at være sammen med ham og begyndte at give ham skylden. Syntes jeg havde det rigtig skidt og havde ikke engang venner mens han havde hele sit netværk og liv og kunne være som blommen i et æg.
Nu har vi flere børn og familien fungerer godt. Jeg har fået mange venner og trives der hvor vi er. Til gengæld vokser min bitterhed for hver dag som går og jeg hader det.
Det er primært mennesker tæt på mig som jeg er bitter på. Jeg er stadigvæk bitter på min mand for manglende forståelse for min situation for nogle år siden. Jeg er bitter over ikke at kunne have fået børnene som jeg ønskede mig og skulle igennem så meget (behandlinger, aborter) for at komme dertil (dog meget taknemmelig). Jeg er bitter pga. mine helbredsproblemer som er følge af min stress/trauma?/depressioner. Har haft det dårligt i perioder med bl.a. mavesår og tab af meget hår.
Jeg kan ikke glædes over andres lykke, især hvis de er i nærmeste familie (undtagen egne søskende). Det er som om jeg føler at mennesker ikke fortjener at være lykkelige, gravide, easy going…medmindre de har gået igennem det "helvede" jeg selv føler jeg har været igennem. Jeg føler at jeg kommer fra en anden verden end nogle andre mennesker, som voksede op med en god social klasse…jeg er en mønsterbryder og det har konsekvenser da jeg altid er "mis fit". Mine gamle venner synes jeg er snobbet og alt for uddannet og har for mange penge og mine nye venner kan jeg tit ikke få ned på et rigtigt venskabsplan fordi jeg føler ikke de forstår mig (mennesker som har haft en dejlig opvækst f.eks.). Jeg passer ikke rigtigt ind nogen steder. Jeg føler selv jeg er arrogant til tider men samtidigt bevidst om at jeg (ligesom mange andre) er lavet af lidt specielt stof hvilket har gjort at jeg har kunnet kæmpe mig til det jeg har. Hvorfor kan jeg så ikke være glad for det??
Undskyld det blev så langt og det samme med evt. sprogfejl. Er ikke dansker oprindeligt 

[Akehurst2]

Det lyder som om, du har været igennem utrolig meget og har måttet stå meget alene med de forskellige ting.

har du fået nogen form for hjælp til at håndtere dine følelser og dine kampe? Ellers tror jeg, det kunne være gavnligt. Fx findes sådan noget som http://tuba.dk/, der er virkelig godt til at komme videre fra en opvækst med misbrug i hjemmet (hvis du er ung nok ift. deres målgruppe).

[Torn]

Først og fremmest vil jeg sige, at bitterhed er en hel normal følelse og langt de fleste, hvis ikke alle, vil i livet opleve at føle sig bitter. Jeg er af og til selv bitter og endda misundelig, på trods af at jeg har haft et nemt liv. Det er vist et menneskeligt vilkår.

Men bitterheden må ikke fylde, som du beskriver. Det lyder til, at du skal ændre livssyn. Vende modstanden og kampen til den succes, du er. Er det fordi, du i livet ikke møder den accept og indsigt af dine kår, som du ønsker? Bliver du ikke anerkendt af din familie og venner? Du har uden tvivl været en mønsterbryder og jeg har stor respekt for, hvor langt du er nået. Som du selv fortæller, ligger der en skjult ensomhed i at være mønsterbryder. Kan det være ensomheden, der trigger din bitterhed?

Får du professionel hjælp til tackle dine følelser og tanker?

[Rosen]

Men bitterheden må ikke fylde, som du beskriver. Det lyder til, at du skal ændre livssyn. Vende modstanden og kampen til den succes, du er. Er det fordi, du i livet ikke møder den accept og indsigt af dine kår, som du ønsker? Bliver du ikke anerkendt af din familie og venner? Du har uden tvivl været en mønsterbryder og jeg har stor respekt for, hvor langt du er nået. Som du selv fortæller, ligger der en skjult ensomhed i at være mønsterbryder. Kan det være ensomheden, der trigger din bitterhed?

Får du professionel hjælp til tackle dine følelser og tanker?

Jeg føler behov for anerkendelse, men jeg ved ikke i hvilket form. Samtidigt med er jeg ikke meget for at prale og har det ikke godt med at være i centrum for andres opmærksomhed som sådan. Det er ikke fordi at jeg ønsker ros fra andre (tror jeg); min mand er ellers meget god til at rose mig og tale smukt til mig. Det er mere vreden som kommer op i mig når andre bliver anerkendt for noget som jeg anser som "ingenting". For eksempel en tæt på mig som aldrig har fået tingene til at hænge sammen. Har aldrig kunnet klare sig og har bla. fået gratis hus fra familien. Jeg kan ikke holde ud at høre på hvor dygtig han nu er blevet (fordi han har formået at have det samme job i 12 måneder). Der føler jeg vrede indeni og bitterhed over at ligefrem denne idiot skal roses for at fungere nogenlunde er bare for meget. Meget utiltalende måde at føle og jeg skammer mig over det, men jeg vil være ærlig og sige hvordan jeg føler.
Min familie anerkender mig på den måde at min far spejler sig i mine successer og praler af mig men min mor er ligeglad med alt andet end hende selv (personlighedsforstyrret).
Jeg er nok lidt narcissistisk i min tankegang (hvilket jeg hader) og føler at jeg ikke kan forstå hvorfor jeg ikke kan blive så anerkendt, eller måske mere elsket, nu når jeg har gjort det "bedre" end mange jeg kender.

Angående ensomhed; jeg har været meget ensom. Jeg føler at jeg ser tilværelsen på andre måder end mange andre. De næreste venskaber jeg har haft er til andre med hård baggrund, vi forstår hinanden på en måde man ikke kan sætte ord på (selvom vi meget sjælden sidder og taler om vores oplevelser, det er bare noget man føler). Jeg er meget sensitiv og kan tit mærke om nogen har haft det svært eller har nogle gamle sorger og tit har jeg ret; det som om jeg kan mærke det hurtigt når jeg mødes med andre. Måske fordi jeg altid skulle have antennaerne ude. Jeg er dog ikke ensom sådan at jeg ikke kan være alene. Jeg nyder faktisk at være alene og bliver tit drænet hvis jeg er for meget sammen med andre. Jeg er introvert.

Igennem tiden har jeg fået medicin og terapi som har hjulpet meget. Denne bitterhed har dog vokset sig til noget stort og den har jeg ikke fået hjælp med.

[Rosen]

Det lyder som om, du har været igennem utrolig meget og har måttet stå meget alene med de forskellige ting.

har du fået nogen form for hjælp til at håndtere dine følelser og dine kampe? Ellers tror jeg, det kunne være gavnligt. Fx findes sådan noget som http://tuba.dk/, der er virkelig godt til at komme videre fra en opvækst med misbrug i hjemmet (hvis du er ung nok ift. deres målgruppe).

Jeg kender ikke tuba men jeg har arbejdet med CODA nogle år tilbage og lærte at sætte grænser.

So far so good.

Efter det blev det meget nemmere at sætte grænser og jeg gav mig selv lov, måske for første gang, at leve det liv jeg ville uden at have dårlig samvittighed (jeg havde for eksempel dårlig samvittighed over at holde børnebørnene langt væk fra min forældre. Vi ser dem nogle gange om året men det er med vilje at jeg ikke opfostrer børnene lige ved siden af dem).

Til gengæld har min mand haft svært ved at sætte grænser og ikke mindst over for et kontrollerende familiemedlem på hans side og det har gjort mig bindegal. Jeg kunne ikke finde mig i at nu når jeg havde brudt løs fra mine ting at så skulle et andet forstyrret individ prøve at styre mit liv. Det har jeg haft rigtig svært ved og været (igen) meget bitter på min mand for ikke at kunne sætte stærkere grænser.

Ih, hvor lyder jeg som et dårligt menneske. Det er sådan jeg føler....men som sagt, jeg bliver nødt til at være ærlig.

[Viskelæder]

Dit indlæg får en hel del tanker frem i mig, som jeg ikke ved, om jeg kan formulere, men nu prøver jeg lige.

Du lyder som en meget intelligent kvinde med rigtig mange ressourcer indenfor det at handle og at kunne præstere, som du også selv er inde på. Jeg er helt enig i din egen tolkning af, at du har en god selvtillid, og at du har klaret dig rigtig flot, og at du er en mønsterbryder i fht. din familie. Hvor er det bare utroligt flot, og jeg håber virkelig, at du en dag kan indse, hvor langt du er kommet, og hvor stolt du skal være af dig selv. Det tror jeg ikke, du helt kan lige nu, pga. - som du også selv skriver - dit lave selvværd.

For mig lyder det til, at din bitterhed kan stamme fra, at du gentager dine mønstre igen og igen. Du handler, og du præsterer, alt imens du slet ikke får bearbejdet alt det følelsesmæssige.
Der sker tit det, at hvis forældrene i opvæksten er inkompetente, så tager den ældste søskende over og bliver en forælder. De lærer at være der for andre, at være en mor/far, at handle. Det er blevet din identitet, og det er præcis de ting, du er fortsat med. Du præsterede i skolen, købte lejlighed og var voksen, mens jævnaldrende stadig nærmest var teenagere og lå i druk i weekenderne, du har knoklet for at få den gode familie. Alt imens du er blevet tiltagende ked af det og bitter. For den identitet, du har fået i din opvækst, er jo ikke en sund identitet. Den giver rigtig mange ressourcer, ja. Den har nok medført, at du er blevet så intelligent, selvstændig og dygtig, som du er. Men den har været på bekostning af, at du kunne være et barn, være fri og ansvarsløs, være tryg og selv få støtte af andre. Du er blevet tvunget ud i den rolle, og nu er den det, der fungerer for dig og samtidig det, der gør dig ulykkelig. Du bliver jo - hvis jeg overhovedet tolker rigtigt - slet ikke set for al den smerte, du har oplevet. Alle de ting, du er gået glip af til fordel for at tage dig af andre og præstere. Jeg tror også, at det er derfor, det har påvirket dig så meget med fertilitetsbehandlinger (udover at det ville påvirke enhver!). Der kunne du, af dig selv, ikke "præstere" som kvinde, og oveni det følte du, din mand ikke rummede dig - præcis som dine forældre med garanti ikke har gjort det i din opvækst.

Jeg tror, du skal få bearbejdet din emotionalitet. Få prikket hul på den anden side af dig, som måske er gemt væk. Få en balance i, at du ikke kun er hende, der præsterer og er dygtig, men at du også er 100% menneskelig, og at du kan blive ked af det, vred, bitter, føle dig alene i verden, anderledes, alle de her ting, som alle mennesker føler, men som du i særdeleshed må føle. Jeg tror, det er rigtig rigtig vigtigt, for ellers kan du blive en, som man ikke har lyst til at være sammen med, fordi man kan mærke den underliggende bitterhed/vrede/arrogance. Som jo slet ikke er arrogance og at du er en sur kælling, men som er, at en del af dig bare prøver at sige fra.

Jeg håber, det gav mening. Og så lige et stort kram til dig.

[Rosen]

Jeg tror, du skal få bearbejdet din emotionalitet. Få prikket hul på den anden side af dig, som måske er gemt væk. Få en balance i, at du ikke kun er hende, der præsterer og er dygtig, men at du også er 100% menneskelig, og at du kan blive ked af det, vred, bitter, føle dig alene i verden, anderledes, alle de her ting, som alle mennesker føler, men som du i særdeleshed må føle. Jeg tror, det er rigtig rigtig vigtigt, for ellers kan du blive en, som man ikke har lyst til at være sammen med, fordi man kan mærke den underliggende bitterhed/vrede/arrogance. Som jo slet ikke er arrogance og at du er en sur kælling, men som er, at en del af dig bare prøver at sige fra.

Jeg håber, det gav mening. Og så lige et stort kram til dig.

Tak for de pæne ord og et meget fint svar; det gav absolut mening.

Jeg tror du har helt ret. Jeg har lært mindfulness og dyrket det i nogle år (nok mest i perioder hvor jeg har haft overskud, burde være omvendt) og jeg øver mig i at mærke alle de følelser jeg får, uden at dømme dem og det hjælper. I tilfælde hvor jeg bliver vred/bitter så tillader jeg mig det (på det gode dage, de fleste dage ruminerer jeg bare over det og får det værre) og så svinder det lidt ligesom hen. Men jeg er træt af at skulle gøre det for hver eneste dårlige følelse jeg får...fordi der er mange af dem.

Det med at prikke hul på den anden side af mig og være andet end én stor præstation (jeg får "high" af at præstere, jeg har lige fået et nyt job som gav mig sådan et "high" fordi det bekræftede mit værdi som præsterende) og lade være med at gentage de samme mønstre (det var en øjenåbner, havde faktisk ikke tænkt på at jeg gør det samme gang på gang)....hvordan gør man det? Sådan helt lavpraktisk? Jeg kan godt forstå tanken men hvordan?

[Viskelæder]

Tak for de pæne ord og et meget fint svar; det gav absolut mening.

Jeg tror du har helt ret. Jeg har lært mindfulness og dyrket det i nogle år (nok mest i perioder hvor jeg har haft overskud, burde være omvendt) og jeg øver mig i at mærke alle de følelser jeg får, uden at dømme dem og det hjælper. I tilfælde hvor jeg bliver vred/bitter så tillader jeg mig det (på det gode dage, de fleste dage ruminerer jeg bare over det og får det værre) og så svinder det lidt ligesom hen. Men jeg er træt af at skulle gøre det for hver eneste dårlige følelse jeg får...fordi der er mange af dem.

Det med at prikke hul på den anden side af mig og være andet end én stor præstation (jeg får "high" af at præstere, jeg har lige fået et nyt job som gav mig sådan et "high" fordi det bekræftede mit værdi som præsterende) og lade være med at gentage de samme mønstre (det var en øjenåbner, havde faktisk ikke tænkt på at jeg gør det samme gang på gang)....hvordan gør man det? Sådan helt lavpraktisk? Jeg kan godt forstå tanken men hvordan?

Jeg vil anbefale dig at få en psykolog. For jeg tror for det første, at det er rigtigt vigtigt, at du får støtte til det af en helt ny person, som ikke kender dig for den rolle, du er i. Hvis du prøver at få en specifik støtte af dine nærmeste til lige det her, vil du højst sandsynligt møde en eller anden form for modstand fra dem. Ikke fordi de ikke ønsker dig alt godt, men fordi at de kender dig som værende på den her måde, og når man forsøger at bryde lidt med det, så vil andre bemærke det, og nogle vil ikke bryde sig om, at du fx bliver bedre til at mærke efter og sige nej, for det er skide dejligt at have en dygtig, handlende præstationskvinde i sit liv. For det andet så vil jeg anbefale dig det, fordi jeg ikke tror, man kan det her alene. Det er, efter min mening, nødvendigt at have en, der kan guide en, og som også kan påpege, når du gentager dine mønstre (jeg bemærker fx, at via den måde, du skriver om mindfulness, så kan det igen blive noget, der egentligt ikke hjælper dig, men måske forstærker dit mønster, fordi du skriver om det som en metode, du skal mestre - igen præsterer du).

Det er svært at forklare på tekst, hvad man gør, for det vil altid lyde som noget vældigt abstrakt følelsespladder. Men grundlæggende handler det om at få de følelser og tanker frem, som er blevet mast i baggrunden for det, du blev nødt til at fokusere på. At udforske, hvordan du har det i en given situation, hvilke tanker du automatisk går til, før du overhovedet overvejer, at man kunne tænke om det på andre måder. Og hvordan du så kan lære at tænke anderledes om det.
Det skal graves frem, hvem du er, hvad du føler, hvad du har følt, men ikke har reageret på, og hvad der gør dig glad, på nye måder.

[milisa]

Jeg kan genkende rigtig mange af dine følelser i mig selv. Jeg kan også blive voldsomt bitter og synes, det er topmålet af uretfærdighed, hvis nogen får ros for noget, de fx ikke har lavet, eller dengang et gruppemedlem på uni fik 12 for ikke at have lavet en skid. Jeg har et enormt stort retfærdighedsgen, og jeg tænker, det skyldes en eller anden form for higen efter kontrol, orden og konsistens. Som i: Hvis du laver noget godt, får du ros, hvis du laver noget skidt, får du ris. Hvis det nu ikke kan betale sig at være god og rar, jamen, så står verden ikke længere. Agtigt. Jeg tror mit kommer i en ualmindelig strid skolegang med psykisk mobning en masse og nogle forældre, der ikke var helt fejlfrie - blablabla.

Jeg har selv tit overvejet at få psykologhjælp og burde nok også have gjort det. Måske det kommer senere. Men pt synes jeg faktisk, at jeg kan styre det, og det er så først nu, jeg kommer frem til min pointe med det her indlæg: Det lyder ikke som om, du kan styre det, og bedre endnu så lyder det som om, det går dig på, du ikke kan styre det. Ergo: Der er noget, du ikke kan, og det er noget, du gerne VIL kunne. Hvis dette noget nu var "at sy mit eget tøj", var du så ikke begyndt at gå til syning? Eller hvis det var noget fagligt, var du så ikke gået til en professor og fået det lært? Det er jo det samme med dit sind. Der er noget inden i dig, du ikke helt kan finde ud af. Jamen, så gå hen til en, som kan hjælpe dig med at få fundet ud af det hele.

For mig lyder dine reaktionsmønstre helt og aldeles "naturlige", hvor naturlig skal forstås som det, jeg sagde før, at jeg kan genkende hver en del af det, du skriver. Så der er ikke noget galt med dig, og du er ikke noget dårligt menneske. Jo jo, kan være du er lidt arrogant til tider, som du mistænker. Det kan være, du tænker dårlige tanker. Tro mig, det er alle, og det gør alle. Ingen af os er perfekte, og vi begår alle fejl. Det, der gør forskellen i sidste ende er, hvordan vi takler det, når vores egne uperfekte vaner og sider går op for os. For det er ikke de dårlige sider, det gør et menneske, det er hvordan, vedkommende vælger at leve med disse sider.

[Grissebassen]

" Jeg føler at jeg kommer fra en anden verden end nogle andre mennesker, som voksede op med en god social klasse…jeg er en mønsterbryder og det har konsekvenser da jeg altid er "mis fit". Mine gamle venner synes jeg er snobbet og alt for uddannet og har for mange penge og mine nye venner kan jeg tit ikke få ned på et rigtigt venskabsplan fordi jeg føler ikke de forstår mig (mennesker som har haft en dejlig opvækst f.eks.). Jeg passer ikke rigtigt ind nogen steder. Jeg føler selv jeg er arrogant til tider men samtidigt bevidst om at jeg (ligesom mange andre) er lavet af lidt specielt stof hvilket har gjort at jeg har kunnet kæmpe mig til det jeg har."

Jeg kan sagtens relatere til overstående citat. Det er svært at føle sig i klemme mellem to verdner og ikke føle man passer ind i nogle af dem. Jeg har egentlig en masse tanker om det, jeg ikke lige kan formulere nu. Men selv har jeg haft stor glæde af at se min baggrund som et privilegium og en ressource, der gør at jeg har en masse erfaring, tyngde, kant, viljestyrke og gåpåmod, som jeg føler, at mange af mine venner med en mere normal baggrund slet ikke har i samme grad. Min pointe er egentlig, at det hele handler om, hvordan du vælger at se på tingene. Du kan godt vende din bitterhed, hvis du i stedet fokuserer på de styrker din baggrund har givet dig, eller på de styrker du besidder, som har gjort at du har været i stand til at kæmpe dig videre i livet. Og det er bestemt ikke nemt - jeg har også dage, hvor jeg føler mig nede/vred/bitter over ikke at have en kærlig familie og en normal baggrund. Men det meste af tiden glædes jeg ved min egen styrke og føler mig sej.