Ved dog ikke, om jeg bare er en overfladisk dåse, der føler mig ramt, eller om artiklen faktisk er så provokerende.
Jeg synes i hvert fald, at det er mærkeligt at det lige er kvinders forbrug, der er forkasteligt og åbenbart i modstrid med at ville noget med sit karriereliv. For hvad så med mænd, der også gerne ville have en MBA betalt, som har et dyrt ur eller en dyr cykel. Må de så heller ikke være irriterede over, hvis deres arbejdsplads ikke vil betale den ønskede efteruddannelse?
Det er i det hele taget en underlig kobling i mit hoved - det med efteruddannelse og privatforbrug. Hvad har det egentlig med hinanden at gøre, hvis man faktisk mener, virksomheden burde betale? Det handler vel ikke kun om man kan, men også om man vil betale. Må man godt brokke sig, hvis man ikke har en dyr taske, uanset om det betyder at man kan eller ikke kan betale sin MBA?
Og så hele det med, at der er en eller anden grænse fastsat af hende for hvad en taske må koste, medmindre den er et symbol på alt muligt negativt:
Selvsagt bliver kvinder fuldstændige rasende over et citat om håndtasker, som det i lederen. Det er stereotypt. I, der har lyttet på mine mange, mange foredrag og workshops for kvinder, læst mine bøger og følger mig på de sociale medier, ved udmærket, at det er min grundholdning.
Men den dag, du køber dig en dyr taske (alt fra 1.200 kroner og opefter), da signalerer du til mig, at der intet bedre var at bruge dine penge på.
Det er okay at bruge 25.000 kr. på en taske, hvis du har råd til det, og ellers er der, hvor du gerne vil være (læs: mission fuldført). Men du skal ikke gå med dyre sko, en eksklusiv taske og samtidig brøle, at nogen holder dig udenfor. Jeg skriver endda i en af mine bøger, at du må skyde mig på åben gade, hvis jeg valser rundt med en dyr taske. Det kommer jeg aldrig til, for de penge vil jeg hellere bruge på en uddannelse eller studietur. Jeg foretrækker at bruge penge på noget inde i mit hoved frem for noget andet.
Jeg bliver ganske rigtig "fuldstændige rasende". Eller i hvert fald provokeret. For hvorfor er en taske en så meget mere dumt end alt muligt andet, der er dyrt?
Og er der nødvendigvis en sammenhæng mellem kvinder med dyre tasker og kvinder, der føler sig snydt for bestyrelsesposter?
Og hvorfor er grænsen i øvrigt 1200 kr.? Mange vil mene, at det er lige så vanvittigt som hun mener 25.000 er.
----
Hun har jo rigtig mange gode synspunkter, at kvinder skal sørge for at sikre sig deres egne penge, egne investeringer og egen pensionsopsparing, at uddanne sig og blive ved med at videreuddanne sig og gøre sig dygtigere, at networke og få sig en mentor - alt sammen fornuftigt, hvis man vil gøre karriere og være økonomisk uafhængig.
Men hvorfor skal det pakkes ind i "kvinder har dyre tasker og vil åbenbart hellere være kønne end kloge"?