Indlægaf Dr_bp » 31. maj 2016, 12:26
Jeg synes det er pissehårdt at have små børn. Det er også pissedejligt og jeg ville ikke undvære det for noget i verden, men lige nu synes jeg det er hårdt. Vi sover ikke, og slet ikke sammen, jeg ligner udskidt æblegrød (helt ærligt, det gør jeg!), jeg har aldrig et øjeblik alene, vi har ikke haft sex siden december pga en svær graviditet med alle de gener sådan en kan medføre, jeg orker ikke rigtigt at pleje mine venskaber, og der er konstant vasketøj og sutteflasker og oprydning og opvask der venter.
-Men sådan er vilkårene jo når man vælger at sætte børn til verden, og de her ting er alle forventelige og egentlig begrænser de sig også kun til en kort periode i ens liv. Jeg synes allerede det letter en smule når barnet bliver omkring de 2 år.
Og man ofrer da også ting; Friheden til en spontan biotur med manden, ferier hvor man kan ligge ved poolen og dase uden planer, og igen: Jeg oplever også at der ryger et par venskaber når familieflokken øges. Ikke pga skænderier eller helt forskellige værdisæt eller whatever. Bare fordi der ikke er nok timer eller interesse eller overskud til at vedligeholde alt det, man gjorde før børn.
Så at det ikke er hårdt, er i min optik en stor løgn. Det er også en stor fed løgn at det altid er hårdt.
Edit: Det er lige i det her sekund gået op for mig, hvad det hårdeste ved at være forældre er: At man ALTID har en bagkant. Nå man endelig har en dag uden planer og børn, er der altid en stressor; Ungerne skal hentes kl 15, eller man BØR lave noget praktisk, eller man BØR sove når man nu har muligheden. Man skal som minimum huske at nyde dagen, for man ved aldrig hvornår man får chancen igen. Så det er megasvært bare at spilde en dag på ingenting. Det synes jeg er lidt hårdt.
Senest rettet af
Dr_bp 31. maj 2016, 12:54, rettet i alt 1 gang.
3