Emotional labour

[Zombie]

Jeg genkender så meget i dette. Andre med samme oplevelse?
Og please lad os ikke snakke om "not all men", men bare gå til sagen. Ingen af os er så snæversynede, at dét perspektiv behøver en lang udfoldelse.

http://the-orbit.net/brutereason/2015/0 ... -to-do-it/

[Rapfisk]

Jeg må sige, at jeg heller ikke kan genkende det. Selv i mine dårlige forhold har mændene taget ansvar for mindst lige så mange af punkterne på den liste som jeg. Når jeg ser rundt på mine veninders parforhold, er mændene primusmotor i flere punkter end kvinderne.

Spørgsmålet er, om der er en kritisk masse af punkter, den enkelte skal opfylde, eller som skal være udfyldt i et forhold. Formodentlig holder et forhold ikke længe, hvis ingen af punkterne bliver opfyldt, og ej heller, hvis den ene part står for det hele.

[catnip]

Min mand excellerer i flere punkter på den liste end jeg selv gør...

Det er jo for fanden en af grundene til at jeg giftede mig med ham

[Mani]

Jeg kan ikke umiddelbart genkende det - hverken fra mine egene forhold eller fra omgangskredsen. Selvfølgelig kan jeg godt finde en enkelt eller to, hvor det er spot on, men jeg kan også komme på et par kvinder.

[Æble]

Jeg kan godt genkende det. Jeg synes min mander mentalt doven. Nogle gange spørger han mig hvad klokken er selvom han har ur på. Og spørger mig hvor *etellerandet* er efter at have brugt 2 sekunder på at lede. Så skal jeg involveres i det. Eller hvad dag det er Det er nemmere at spørge mig end at tænke sig om 2 sekunder.

Det er mig der er stort set ansvarlig for vores sociale liv for der sker bare ikke noget når han er in charge.

Og der er andre eksempler.

Og ja det er et af vores udviklingsområder som par, og har næsten altid været det, for jeg synes det er megatræls.

[Sophaya]

Jeg kan sagtens genkende det - fra flere mænd jeg har kendt. Og lidt fra mig selv - i mit seneste forhold startede jeg faktisk med at være den der lagde mest emotional labor over på min partner, og så skiftede det langsomt til at han lagde meget af det over på mig.

[billiebean]

Kan genkende nogle punkter. Min kæreste er ikke stærk i at afkode emotionelle reaktioner. Det tager tid og der skal ligesom være et mønster i reaktionerne - ellers hvis jeg forklarer ham en reaktion, så kan han sagtens føle sympati og forståelse.

Desuden så havde han en mor som stod for alt derhjemme, og det har klart gjort ham forvænt. Så vi arbejder med at finde balancen.

Og så er der selvfølgelig også nogle punkter hvor jeg ikke er den der bærer ansvaret.

Jeg har oplevet, at jeg via min egen evne til at fralægge mig ansvaret kan være med til at få ham på banen.

[Mulan]

Jeg kan genkende det fra min ekskæreste og andre mænd i min omgangskreds. I hvert fald visse dele. Særligt det med at være den opsøgende ift. hvis der er noget galt, at få tingene til at glide socialt og arrangere og administrere.

[Corvida]

Jeg synes virkelig, at man skal kigge indad, hvis man kan nikke genkendende til de fleste af de punkter.

Der er ingen tvivl om, at det patriarkalske samfund historisk set har pålagt kvinder, at de står for det følelsesmæssige arbejde. Men i nutidens (vestlige) samfund er der ingen, udover måske os (kvinder) selv, der holder os fast i en martyrrolle, hvor vi skal tage ansvar for, hvad alle andre føler hele tiden. Hvis kvinder vil frigøres fra det emotionelle arbejde, så må vi frigøre os selv ved at komme tilbage på vores egen følelsesmæssige banehalvdel og lægge offerrollen fra os. Det er ikke noget, som mænd kan gøre for os, ligesom løsningen heller ikke er, at mænd skal påtage sig mere følelsesmæssigt arbejde overfor os. Løsningen er måske snarere, at voksne mennesker, uanset køn, helt holder op med at gøre det følelsesmæssige arbejde for hinanden, tager lidt mere ansvar for eget følelsesliv og indser, at det ikke er andre menneskers arbejde at sørge for, at vi har det godt hele tiden - heller ikke i forhold. Og at vi lærer at kommunikere klart og tydeligt uden at undergrave vores eget budskab med forklaringer, undskyldninger og 'trøst' (som kvinden gør i det eksempel fra artiklen med en roommate, der ikke vil følge husreglerne).

Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal tage hensyn til hinanden. Men er hensyn det, der bliver udvist i det nedenstående eksempel? Hvis jeg var manden i eksemplet ville jeg godt nok frabede mig meget at blive 'trøstet' af en hykler, der i virkeligheden var ved at brække sig over at røre ved mig. I øvrigt har jeg svært ved at forestille mig en mand, der gerne vil trøstes ved at blive kælet med på en ikke-seksuel måde, når kvinden ikke gider have sex. Mon ikke mere det er et behov, der findes oppe i hendes hoved? Hvis ikke må hun da have fundet sig et umanerligt pattebarn af en mand. Medmindre det skal forstås sådan (og det skal det forhåbentlig ikke), at hun føler sig tvunget til at kæle med ham på en seksuel måde som erstatning for samleje.

"Emotional labor is managing my male partners’ feelings around how often we have sex, and soothing their disappointment when they expected to have sex (even though I never said we would) and then didn’t, and explaining why I didn’t want to have sex this time, and making sure we “at least cuddle a little before bed” even though after all of this, to be quite honest, the last thing I fucking want is to touch him."

[Zombie]

Jeg står helt af overfor det citat. Hvorfor fanden skulle man kysse og kramme med en, som man ikke gider kysse og kramme med "Jeg er træt" plejer at virke fint. Både for mand og kvinde. Også selvom jeg hader at høre det, når jeg har lyst til at kysse og kramme Men altså

Cuddle er jo mere "at putte". Og det bliver også herinde ofte fremhævet som en metode til at opnå fysisk nærvær, der ikke er seksuelt baseret.

[Zombie]

Jeg synes altså, jeg ser flere situationer, også beskrevet herinde, der tyder på at det ikke ligefrem er en ukendt tendens, at kvinden står for en del af det følelsesmæssige arbejde, og måske mere end hvad der er fair.

[Krølle]

Jeg synes altså, jeg ser flere situationer, også beskrevet herinde, der tyder på at det ikke ligefrem er en ukendt tendens, at kvinden står for en del af det følelsesmæssige arbejde, og måske mere end hvad der er fair.

Men det kan jo også ofte være en konsekvens af, at (nogle) kvinder påtager sig den rolle i stedet for at bede om mere eller acceptere, at (nogle) mænd har andre behov.

Uden sammenligning i øvrigt - har man vidt forskellige standarder for, hvordan man gør ordentlig rent, må man enten finde et kompromis eller acceptere at gøre det selv som "frivilligt merarbejde" uden at føle sig uretfærdigt behandlet, fordi man "står for det hele".

Det må jeg gerne sige, eftersom jeg er indbegrebet af fru emotional labour og rengøringsstandarder (når jeg endelig gider at gøre rent). Jeg ved, det i høj grad er mine behov - og forsøger samtidig at arbejde med at give plads til, at det ikke behøver være min standard, der partout skal gælde. Det ville simpelthen være for hårdt arbejde og for mange spildte frustrationer, og min mand er faktisk skide god til det meste, hvis jeg lige træder tre skridt tilbage og afventer.

[Nacaw]

Det forekommer mig, at man kunne skrive en lignende blog omkring physical labour, bare med omvendt kønsfordeling (Fysisk arbejde bliver italesat som noget mænd gør, noget man bliver anerkendt for som mand. noget mænd forventes at kunne både af andre mænd og af kvinder osv.) Det er selvfølgeligt voldsomt stigmatiserende, men det er ligesom den præmis hun skriver ud fra. Bloggeren bliver langsomt mere personlig, og på et tidspunkt nærmest passiv-aggressiv over de uretfærdigheder hun har oplevet. Hun skriver selv at man skal tage mere ansvar for sin egen emotional labour. Her kan man kun være enig - og måske endda tillade sig at pointere ironien ved at hun, når man kigger på hendes eksempler, mest brokker sig over den selvvalgte emotional labour hun har påtaget sig i sine forhold. Ikke at det frikender mændene fuldstændigt og aldeles, men jeg får det altid sådan 'meeeh' når man ikke kan overføre sin egen pointer til egne erfaringer.

Der er forhold som fungere med en stor uligevægt, mennesker som netop finder sammen på grund af hinandens måde at håndtere forskellige situationer på, som de selv synes er svære. Der findes også mennesker som søger efter en mere 50/50 fordeling, f.eks. hende der skriver denne blog. Jeg ville trække mine følehorn til mig, hvis personen ikke matchede mine behov omkring emotional labour, både for min egen og hendes skyld.

For mig er ligestilling at begge parter får lov til at gøre mest muligt af det man helst vil - ikke at alt muligt i et forhold død og pine skal deles 50/50. Uden at gå alt for dybt ind i kønsforskning, kan vi vist godt blive enige om at der er nogle forskelle mellem piger og drenge; det er særligt udtalt når børnene er små, og på den måde ikke noget som er socialt konstrueret. Sverige har vel efterhånden vist os at vi kæmper imod biologien på det område. Især når studier af dyr også finder en forskel på kønspreference.

I bund og grund handler det mere om personlig udvikling end om den kønsforskelsvinkel bloggeren har.

[Corvida]

Jeg synes altså, jeg ser flere situationer, også beskrevet herinde, der tyder på at det ikke ligefrem er en ukendt tendens, at kvinden står for en del af det følelsesmæssige arbejde, og måske mere end hvad der er fair.

Men er det mænd, der pålægger dem det arbejde? Eller er det kvinderne selv, der tager det på sig? Jeg synes da, at du kan have ret i, at der en problematisk tendens. Jeg tror bare ikke, at fokus er rettet mod sagens kerne i artiklen. Tag det eksempel med en mandlig roommate, der roder. En kvinde, der kan stå inde for sig selv og sine behov, burde kunne sige: "enten rydder du op eller også kan vi ikke bo sammen". Færdig. Undskyldninger, forklaringer og da især trøst burde slet ikke være en del af den samtale. Kan hun ikke trænge igennem med det, så må hun jo selv tage ansvar ved at finde en anden roommate. Hun laver ikke det følelsesmæssige arbejde ved at køre rundt i, hvordan hendes krav påvirker hans følelser, hun laver faktisk bare drama og dræner sig selv for energi.

[musel]

Jeg kan genkende det både fra tidligere forhold, og fra hvad jeg observerer hos andre. Hvad jeg også har bemærket er en modvilje mod at indrømme at det er sådan, hvilket jeg da også kender fra mig selv. Det er et eller andet sted super pinligt, at man går og leger mor for sin kæreste, og nogle gange opdager man måske ikke engang at det er sådan. Det har jeg også selv oplevet.