Forelsket i en anden

[catnip]

Hvor godt kender du egentlig ham den anden?

Du skriver at han er fra et andet land og du har besøgt ham, men hvor meget tid har I brugt sammen? Fysisk?

Tja. Det er lidt svært at svare på. Vi startede ud med at skrive og ringe sammen i 3 måneder. Med konstant kontakt og lange samtaler. Så mødtes vi og var sammen 5 dage i streg i DK. Og så har jeg vel besøgt ham 5-6 gange af 2-3 dages varighed. Han bor i et naboland. Så gik det i stykker, og vi har mødtes 4 gange siden. Så jeg kender ham godt, men ikke på samme måde som hvis vi boede tættere.

Først vil jeg sige at jeg synes det er dejligt at du har oplevet at føle suget i maven over en mand - det fortjener alle kvinder prøve.

Men så vil jeg så til gengæld også sige, at det lyder meget som om du har bygget en fascination af ham op på afstand, og den derfor sandsynligvis har meget lidt hold i virkeligheden. I har jo aldrig haft en hverdag sammen - det meste har jo foregået over telefonen og chat. En anden nævner ferieforelskelse, og det vil jeg give vedkommende fuldstændig ret i. Den eufori du føler for ham er baseret på meget meget lidt, men netop derfor er det jo også meget nemt for ham at forblive "perfekt", og derfor har du svært ved at slippe ham.

[Mocca]

Jeg kan simpelthen ikke lade være med at se tingene lidt fra en anden side. Er det fair overfor din mand, at du bliver sammen med ham, blot fordi det er bekvemt?
Du skriver at du er forelsket i en anden, og har været det længe.
Jeg ved, at jeg hellere ville have at min partner var ærlig og lagde kortene på bordet og forlod mig, hvis han var så forelsket i en anden. Uanset om han havde mulighed for at indgå i et forhold til vedkommende eller ej.

Det er da heller ikke fair overfor dig selv.

[FrøkenM]

Din datter kan godt blive et lykkeligt skilsmissebarn. Beslutningen er svær at tage, men det er bedre at hun har to glade forældre hver for sig end to forældre, der potentielt er ulykkelige sammen. Det skylder du hende, dig selv og din mand. For nej, det er på ingen måde fair at blive sammen med ham for nemhedens skyld, når du nu er forelsket i en anden.

Den følelse, at være forelsket i en anden, den kender jeg alt for godt. Jeg tog konsekvensen og gik fra min kæreste for 3 uger siden. Der var mange andre ting blandet ind, men det blev hovedet på sømmet for mig. Jeg har ikke nødvendigvis en intention om, at jeg skal ind i et forhold lige nu og her. På sigt, jo, men som Anonymiseret så rigtigt skriver, så er det bedre at være alene og ulykkelig end sammen med en anden og ulykkelig.

[achillaxedprune]

Du har set manden omkring 3 uger: 5 dage i streg + 5-6 gange af 2-3 dage = maksimalt 23 dage... Det er jo ingenting. Du kan umuligt kende denne mand, så det ER de facto et fantasibillede, du render rundt og er forelsket i... For ham, den han virkelig er, er det ikke. Du kender ham ikke.
Når man er forelsket, får man de lyserøde briller på... Man ser ikke mennesket for hvem det er, men et billede man har i hovedet, som er meget forvrænget - et lysrødt billede af genstanden for ens forelskelse. Men det er urealistisk og har ikke hold i hvem den person reelt er.

Det sagt, så mener jeg du skal blive fornuftig og realistisk omkring denne anden mand... Du ser ham IKKE for hvem han er. Det er første skridt til at komme videre.

Dernæst: Du virker enormt ansvarsfralæggende... Du har selv taget et valg om at beholde barnet. Du bliver selv hos din mand pga. et behov for tryghed, og du har ingen venner fordi, du ikke har ville have nogen (inden graviditeten)... Samtidig dyrker du en martyrrolle, hvor du mener du ofrer dig for dit barn, og det et pga. barnet du aldrig vil opleve kærlighed. Mig at se, så er det vist din helt egen skyld og ikke noget du skal lægge skylden over på dit barn for.

Og så synes jeg, det virker til du skal lære, at man selv skal arbejde lidt for tingene her i livet... Det er altså dit eget ansvar, at du får det sådan, som du gerne vil have det... Og ikke alle de andres. Mand dig op, kvinde, har jeg lyst til at skrive. Det er sgu for vattet, den attitude du lægger for dagen.

Hvad er det du egentlig gerne vil have? hvordan skal dit liv være om 10 år? Find ud af det og arbejd så for at komme derhen.

Kort ridset op: Kom ud af din drømmeverden, vær realitisk og tag ansvar for dit eget liv.

[vibbsen]

.......

Skal jeg virkelig leve uden kærlighed for mit barns skyld?

Jeg vælger lige at pille denne her sætning ud af konteksten. For jeg blev faktisk ret provokeret af den selvmedlidenhed der ligger i den.

Du siger at du og din kæreste elsker hinanden og at du har tilgivet. At du er glad til daglig. At I -selvom tingene går op og ned (som de iøvrigt gør for alle par-Nyder livet med jeres 1 årige og har en god dagligdag.

Og alligevel så stiller du spørgsmålet om du virkelig skal leve uden kærlighed for dit barns skyld ???? Fordi du efter 8 år ikke stadig er snothamrende forelsket i din kæreste. Som du var i ham den nye spændende fyr. Som du iøvrigt valgte fra til fordel for et familieliv med din kæreste og jeres barn. Og som jo ikke ligefrem kæmpede med næb og klør for at beholde dig.....

Du har et barn som du elsker. Du har en mand som du elsker. Og så sidder du og stiller spørgsmålet om du da virkelig skal leve uden kærlighed for dit barns skyld ? Grow up, dame. Og se på det som er lige for næsen af dig. I stedet for kigge på noget som du reelt aldrig har haft.

Der er intet i vejen med at kigge sit liv efter i sømmene. Og jeg er all-in for at hvis man ikke er tilfreds, så laver man de nødvendige ændringer. Men hvis man alligevel ikke har tænkt sig at gøre noget ved det. Så bør man nok lade være med overhovedet at kigge. For så ender man bare med at sidde og have ondt af sig selv.

Til spørgsmålet om hvordan du kommer dig over den her forelskelse kan jeg kun sige : Du beslutter dig for at sådan skal det være. Hold op med at snakke uden om. Beslut dig for at det er sådan det skal være. Og så lev derefter. Kan du ikke det. Jamen så beslut dig for at det kan du ikke. Og så lev derefter. Forlad din mand og søg lykken sammen med din nye kærlighed.
Det er egentlig ligegyldigt hvilken en af tingene du gør. Der er som sådan ikke en der er mere rigtig eller forkert. Men du kan ikke leve i det der limbo det er IKKE at træffe et valg.

[Akehurst2]

Viben skriver meget klogt.

Jeg vil blot tilføje: Ikke at vælge er også et valg.

[Purple Haze]

Er også med på det Viben siger.
Og synes det er noget respektløst overfor din mand ikke at gøre noget ved din forelskelse.
Selvfølgelig kan man godt være fascineret af og forelsket i en anden mens man er i et forhold - er sikker på det er meget normalt - men i så fald hygger man sig lidt med tanken, evt flirter lidt med den anden i en periode, så lukker man det ned, glemmer den anden og "følelserne" og kommer videre i sit forhold.

Du har jo valgt at du vil være sammen med ham, og det går han vel ud fra.
Det er fair nok hvis du har fortrudt efterfølgende, men så må du tage konsekvensen af det.

Hvis du ikke vil ham - så gå fra ham så han kan blive lykkelig med en anden eller alene.
Det vil da være forfærdeligt at få at vide at man har været sammen med en der egentlig ikke rigtig gad en - i flere år.

Livet er for kort til den slags.