Når visse kvinder slut 30'erne fortæller mig, at deres nye kæreste på 22 bare er såååå moden og fornuftig og siger en masse velreflekterede ting og bare har givet den helt rigtige støtte i flere følelsesmæssigt svære situationer og har været langt mere voksen end andre - ældre - mænd, den her kvinde har været sammen med, så kan jeg tit ikke lade være med at tænke ...
... at de ting, kvinden beretter om, er almindeligheder. Ikke "beviser" på en særlig modenhed. Snarere beviser på, at hun ikke forventer sig ret meget af en ung kæreste på den front. Og derfor fremstilles helt almindelig parforholdsadfærd som bedrifter.
I det hele taget kan jeg ikke rigtigt forstå, hvorfor forhold med en større aldersforskel så tit skal retfærdiggøres med en særlig modenhed hos den yngre part. Nej, de fleste 22-årige ér ikke lige så modne/erfarne som en femten år ældre person. Og hvad så? Så har de tit en anden friskhed/fandenivoldskhed/energi/umiddelbarhed, som det da er helt forståeligt, at man kan tiltrækkes af.
Unge mennesker virker normalt ... nåja ... unge i deres adfærd. Og det er der da intet galt i! Men det må man helt sikkert ikke sige. For så er man en gammel, sur sutsko, der bare ikke har mødt netop DENNE 22-årige.
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill