Svigermor - lang smøre, what to do? Hjælp tak.

[Sophies-mor]

Og så lige en sidste kommentar: Jeg kender ingen forælder, der ikke ønsker for sit barn, at det finder en sympatisk partner at dele sit liv med.

Nogle svigermødre har bare endog meget svært ved at acceptere, at svigersøn/-datter ikke er den man selv havde valgt som partner til sit barn.

[kidkomb]

Med hensyn til, at du ikke var inviteret til et arrangement, hvor de andre børns partnere var inviteret til.
Hvis det foregik hos dem, så var de jo heller ikke inviteret?
Man inviterer da ikke folk til deres eget hjem. Så hun havde jo heller ikke inviteret dem. De var, ligesom dig, ikke blevet inviteret.

Det lyder som om, du gør tingene meget sværere for dig selv end de burde være.
Hvorfor kan du ikke acceptere at hun er anderledes? Hvorfor er det dine normer for kommunikation, der er de rigtige?
Bevares, dine normer er nok mere udbredt, men det betyder ikke, at du kan eller skal ændre på andre familiers måde at kommunikere på.
Når det ydermere bare er sådan det altid har været, så synes jeg nærmest det er uhøfligt at dig, sådan at tage på vej.

Jeg er rigtig dårlig til at huske ting om andre mennesker. Det har absolut ikke noget at gøre med, at jeg er uinteresseret. Overhovedet ikke! Jeg husker bare dårligt. Og jeg synes det er lidt pinligt og derfor kan jeg formentlig godt virke afstandstagende eller ubetænksom på nogen. Det er svært at spørge ind til folk, når man ikke kan huske om det er noget man burde vide i forvejen. Det vil jo også være uhøfligt at reklamere med, at man ikke kan huske det. For så virker man først uinteresseret.

[Balletdanserinde]

Jeg er efterhånden med på at ja hun er self
Som hun er - og det kan jeg self. Ikke lave om på ej heller skal jeg.

Det var så egentligt heller ikke det jeg ville, men jeg skal self. Fuldstændig acceptere det for at forholde mig bedre til samvær med hende fremover.

Og grissebasse (m. Flere) du/I har self. Ret i at socialt samvær kan være enormt krævende hvis man er introvert, har det svært med store sammenkomster osv. Jeg er selv lidt derhenad - skal ikke have for mange sociale aftaler lige i tøven ad hinanden for så bliver jeg alt for presset og får ikke noget ud af det, så det kan jeg godt forstå. Men det er hun umiddelbart ikke, hun er altid meget udadvendt, social har mange sociale aftaler og skal altid ses med nogen eller lave noget.
Så jeg tror altså ikke det er det.

Og nej jeg kan og skal ikke ændre en families kommunikationsnormer. Men derfor har jeg altså følt mig utilpas i det alligevel og ikk ku forstå samværsformen så godt (hvorfor jeg skriver).

Til Novella, hvorfor jeg spurgte hende? Af interesse? For at vise interesse og sige at det måtte være dejligt - nok small talk som du siger - ku aldrig finde på at spørge hende om noget vildt personligt sådan som vores relation er. Og hun sad i sofaen med et glas hvidvin, men kan self. Ikke udelukke hun var super stresset og det bare 'var for meget af mig' med sådan et spørgsmål?
Jeg ville gerne lære hende at kende, vise interesse - synes du oprigtigt det er en underlig ting at gøre så? At forsøge at small talke til en sammenkomst? Og udover det FORVENTER jeg ikke de død og pine ska huske på en opskrift vi har snakket om, det var bare et eksempel - det er ligesåmeget det at ja jeg slet ikke synes vi har en omgangsform hvor man spørger ind til hinanden. Det er vel kernen i mit problem, jeg ka simpelthen ikk forstå at man ikke gør det - naturligt. Men det kan jeg så forstå herfra at det alligevel er ret normalt for mange, uden det behøver betyde noget negativt for dem der ikke spørger ind. Og bare for god ordens skyld - jeg sidder ikke og mukker med en sammensnerpet mund fordi 'hvorfor er der ikke nogen der spørger mig om noget!?'
Jeg har prøvet at 'go with the flow" jeg forstår bare ikke flowet så at sige. Og hvorfor dybest set betyder det noget at snakke mere personligt med hende? Fordi jeg bare gerne vil ha hun ska ku lide mig og være glad for at jeg er sammen med hendes søn? Det er bare det, som jeg godt ku tænke mig? Er der noget galt i det? Er det underligt eller negativt?

Og jeg ved jo netop godt jeg ska giftes med hendes søn og ikke hende - måske derfor jeg opretter denne tråd fordi jeg har brug for sparring på hvad jeg gør rigtogt/forkert da jeg jo gerne vil have vi kan have det godt sammen allesammen fremover i hvert fald. Fordi jeg elsker ham og ikke vil have det her jeg har svært ved hans mor skal ødelægge noget for ham.
Og ja har self. Snakket med ham på en ordentlig måde om det og hans respons er at han godt ved det, Og nogen af tingene synes han også selv hun er lidt ego/og speciel, men at han samtidig siger at sådan har hun altid været. Og da det selv gik over hans grænse spurgte og sagde han også fra. Men som han siger han kender hende bedre og ved Hvordan hun er og at hende og jeg er meget forskellige. Og han kan sagtens spørge ind til mig. Og jeg skriver netop her for at undgå at belaste ham,en ville prøve at få styr på mine følelser.

Og kan godt se jeg bidrager til dynamikken qua jeg selv har andre normer. Men dybest set er jeg frustreret over det Fordi Jeg bare gerne vil komme godt ud af det med hende og ha at hun skal være glad for jeg er sammen med hendes søn. Og hendes væremåde er så anderledes jeg har meget svært ed at finde ud af det. Jeg vil det dybest bare godt, med min kæreste og hende då vi bate kan.have det godt sammen. Men jeg gør åbenbart noget galt ial min iver for at høre det rigtigt... suk..

[Akehurst2]

Og kan godt se jeg bidrager til dynamikken qua jeg selv har andre normer. Men dybest set er jeg frustreret over det Fordi Jeg bare gerne vil komme godt ud af det med hende og ha at hun skal være glad for jeg er sammen med hendes søn. Og hendes væremåde er så anderledes jeg har meget svært ed at finde ud af det. Jeg vil det dybest bare godt, med min kæreste og hende då vi bate kan.have det godt sammen. Men jeg gør åbenbart noget galt ial min iver for at høre det rigtigt... suk..

De fleste mennesker har de bedste hensigter - og det gælder selvfølgelig både dig og hende. Hold fast i det!

Og giv det så noget tid, hvor du forsøger at være imødekommende på den måde, du kan se, det fungerer i den familie (og få endelig din kæreste til at bistå i den rette måde) og se så, om du ikke efterhånden kan komme mere overens med, at hun er som hun er.

Jeg kan sagtens forstå, det er frustrerende, men det kunne jo være meget værre. Jeg havde fx en svigermor, der havde for vane at finde gamle fotoalbums frem til middagen og sidde og bladre rundt i billeder er min kæreste og hans ekskæreste, krydret med kommentarer om den skønne pige og "altså, hvor var det en skam, at det ikke holdt". Samme svigermor foreslog mig at finde en flise, da jeg havde svært ved at finde arbejde som færdiguddannet. Uden skyggen af smil.

Og nej, det hjælper ikke dig spor, at andre har det værre - men det kan måske være meget nyttigt at huske på, at så slem er hun ikke, så det ER muligt at finde en måde at omgås på uden at du skal gå rundt med ondt i maven. Det er jeg helt sikker på

[Elvispop]

Jeg tror at du prøver for hårdt.
Lad svigermor bestemme tempoet, og find dig i at det går "langsomt"
Lad hende dog være "uinteresseret" hvis det er hendes stil.
Du kan ikke tvinge til hende til at kunne li' dig, på din måde.

[Danseprinsesse]

Jeg kan simpelthen ikke, ud fra det du har beskrevet, gennemskue, hvad din svigermor har gjort, der har gjort dig så vred og såret.

Det virker ret indlysende, at I har to meget forskellige måder at kommunikere på. Det problematiske synes jeg er, at du tilsyneladende tager det meget personligt, at din svigermor ikke gør, som man gør i din familie. Du konkluderer, at der er noget galt med dig - at hun må synes, du er til grin endda. Altså hvor kommer det fra?

[kidkomb]

Jeg kan godt forstå, at det er svært når man står i det og jeg forstår og til fulde dine følelser.
Jeg tror du vil få det bedst, ved at prøve at tænke, at det ok, at du føler at hun ikke kan lide dig.
Hul i om hun kan eller ej, men acceptér at du har den følelse, for er helt ok! -og uanset om du har ret eller ej, så er det irrelevant for jeres forhold.
Jeg tror seriøst ikke det ville blive hverken værre eller bedre, hvis du vidste om hun kan lide dig.
Hun "hænger" på dig og du på hende (lige meget om det er på den fede måde eller ej) og så må man bare få det bedste ud af det.

[Balletdanserinde]

Man kan nok enten forstå mih eller også kan man ikke. Ligesom min svigermor og jeg så tydeligvis heller ikke taler samme sprog og derfor ikke forstår hinanden skide meget.

Men - disclaimer - jeg skrev så også efter mit første indlæg at det løb lidt ad med mig da jeg sad og skrev første indlæg - opsummeret snart fire års ikke særlig god kommunikation pga. Vores meget forskellige kommunikationsformer + nogle uheldige ting )også flere end jeg har skrevet her) - men nok primært meget forskellige væremåde, værdier og kommunikation - ergo hvis man ikke kan forstå mine tanker/følelser er det nok også bare fordi man er uenig i min måde at være og opfatte på og derfor synes jeg sku ta og lade være med gøre/være som jeg er. Men jeg skrev jo faktisk også at jeg var frustreret- jeg er ikke sindssygt vred og såret nu, men uforstående- og prøver at forstå/blive klogere ok.

Men tak for alt input, det har været berigende de uforstående såvel som de forstående. Største konklusion - folk er virkelig forskellige, det har den her tråd da bevist!

[avdotja]

Nu hæfter jeg mig ved at du først og fremmest bebrejder din svigermor, på trods af at du ellers nævner at det er sådan hele familien opfører sig. Er det muligt at du har nogle forventninger til hende om at fungere som en slags almoderlig-lim-der-tager-hånd-om-hele-familen-inklusiv-mig, udelukkende fordi hun er kvinde? Nogen gange kan det sætte tingene i perspektiv at spørge sig selv om man ville føle lige så stærkt, hvis det f.eks. var svigerfaderen der opførte sig sådan.

[Grissebassen]

Og grissebasse (m. Flere) du/I har self. Ret i at socialt samvær kan være enormt krævende hvis man er introvert, har det svært med store sammenkomster osv. Jeg er selv lidt derhenad - skal ikke have for mange sociale aftaler lige i tøven ad hinanden for så bliver jeg alt for presset og får ikke noget ud af det, så det kan jeg godt forstå. Men det er hun umiddelbart ikke, hun er altid meget udadvendt, social har mange sociale aftaler og skal altid ses med nogen eller lave noget.
Så jeg tror altså ikke det er det.

Men nu er der jo mange måder at være introvert på. Det kan nogle gange komme til udtryk i meget specifikke sociale kontekster, som kan være forskellig fra person til person.