"Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40584

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf Akehurst2 » 6. jun 2016, 15:15

Jeg lånte engang min lejlighed til en venindes lillebror, der efter en grim skilsmisse pludselig var boligløs med to små børn.

Det var ment som en midlertidig løsning til han havde fundet et sted, som han ifølge eget udsagn var meget tæt på, hvilket dog ikke skete og efter et halvt år fortæller min veninde i anden sammenhæng, hvilken stor hjælp det var, at han kunne bo gratis hos mig, for han havde jo ingen penge.

Der sad jeg også bare og tænkte WHAT?! Jeg hjalp dig, for du var desperat og skulle ikke stå på gaden med børnene, men min lejlighed er sgu da ikke et led i et langvarigt komme på benene igen på andres regning-projekt. Og så troede jeg jo hele tiden , at han var liiige ved at flytte, indtil det endelig gik op for mig, at det var han åbenbart ikke.

Han mente, at jeg skulle have sagt fra noget før. Og der tænkte jeg også, at der er sgu grænser for, hvad man kan tillade sig under henvisning til, at "du kunne jo bare have sagt noget, hvis du havde et problem". For ja, man har selv et ansvar for, hvad man lader sig byde, men det betyder fandme ikke, at andre har ret til at byde en hvad som helst til man siger fra. De må tænke selv over, hvad de egentlig synes er rimeligt.
13
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf LaScrooge » 6. jun 2016, 17:41

Flere historier, tak. Det hjælper, på en eller anden skør måde.
4
And we both know: I will be delicious
avdotja
Indlæg: 4930
Tilmeldt: 11. okt 2015, 18:31
Kort karma: 537
Likede indlæg: 14700

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf avdotja » 6. jun 2016, 19:05

Dirtylittledevil skrev:Det har jeg af og til oplevet. Det kan være meget "sindsoprivende" i mangel af bedre ord, fordi jeg bliver så mystificeret over det, og stødt over det, og måske endda ked af det og såret.
Med tiden viser det sig at de mennesker bare generelt er helt ude i hampen, og dét hjælper mig meget, så snart jeg ved at det ikke handler om mig kan jeg lægge det fra mig og trække på skuldrene.

Et eksempel jeg husker tydeligt var en jeg var begyndt at ses med fordi jeg fandt ham sød og tiltrækkende, og jeg ville gerne lære ham bedre at kende og se om det var kærestepotentiale.
En aften er vi i seng sammen, og uden jeg ser det tager han kondomet af og fortsætter. Jeg opdager det først da han er færdig.
Jeg bliver selvfølgelig hysterisk og vred og forskrækket og bekymret og alt muligt andet, og hans "forsvar" er at han da troede jeg godt ville have et barn mere.
Ja dét i sig selv er jo så totalt sindssygt på så mange levels.
Så lige der sad jeg allerede med denne vantro "Sig mig sker det her virkelig?" følelse.
Jeg spurgte ham hvordan han dog kunne tro det? Han svarede at det var en fornemmelse, jeg virkede bare lidt "skruk" mente han.
Endnu mere WTF.

Han sagde også at hvis det nu var at jeg blev gravid af det og fik barnet, så ville han godt på forhånd meddele at han krævede fuld forældremyndighed over barnet, for han syntes jeg var en dårlig mor overfor de børn jeg allerede havde (Så jeg skulle åbenbart bruges som en slags rugemaskine for HANS barn!)
Vores bekendtskab sluttede selvfølgelig, men jeg gik virkelig længe efter med en WTF/såret/oprørt/vred følelse, som dog dampede af efterhånden som jeg hørte andre historier om han sære skiftende personlighed.

Hvis jeg nogensinde kommer i sådan en situation, håber jeg at jeg vil have åndsnærværelse nok til at flippe fuldstændig ud mens jeg forklarer at årsagen til at jeg var så insisterende på kondom for helvede ikke havde det mindste at gøre med at jeg kunne blive gravid, men at jeg for 3 år siden blev smittet med HIV :-D (og så håbe at idioten ikke ville være klar over at sandsynligheden for at blive smittet, via en velbehandlet person, er lille)
13
Buller
Indlæg: 1176
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 85
Likede indlæg: 1800

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf Buller » 6. jun 2016, 19:09

så hellere sige at din herpes ikke reagerer på behandling og at kondom derfor er eneste måde at slippe for at give folk smertefyldte bylder på pikken.
10
Kisser
Indlæg: 1048
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:42
Kort karma: 232
Likede indlæg: 2700

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf Kisser » 6. jun 2016, 19:30

Ej men Scrooge - jeg synes virkelig, virkelig ikke at du skal være venner med den narhat. Jeg ved godt, at I har fælles venner og derfor - selvfølgelig - skal være civiliserede, men derfra og så til at mene, at han "har din ryg" - han havde ikke din ryg da I var kærester og nu hvor I er "venner" vil han stadig udnytte dig. Hans "have din ryg" må være noget der involvere lige præcis at gide at pisse på dig, hvis der var ild i dig, men så bestemt heller ikke mere end det da.

Nu har jeg jo også fulgt lidt med i din tråd, selvom jeg vist ikke har skrevet i den. Og han lyder seriøøøst manipulerende. Hvad sker der lige for at han f.eks. siger til vennerne "I skal passe på Scrooge" for derefter SELV at opføre sig koldt og nederen? Eller at sige, at han har din ryg, samtidig med at han da gerne udnytter dine følelser til at få lidt sex indimellem. Med venner som ham har du jo slet ikke brug for fjender tænker jeg...

Og så til trådens emne, fordi du siger, at det hjælper :D

Min mor er leveringsdygtig i den ene sindssyge udtalelse efter den anden.

Da min svoger skulle skilles, konkluderede hun f.eks. at hun nok var MERE ked af det, end mine svigerforældre og min svorger. Nej, du er ikke MERE ked af det end de involverede, vi fortæller dig bare ikke alting, fordi du altid SVÆLGER i andres sorg og ulykke. Og du har iøvrigt kun mødt manden en håndfuld gange og kender ham ikke.

Eller da vi op til jul havde en konflikt med mine forældre om vores ufødte barn. Vi havde sagt, at de selv bestemte om de ville være en del af det, men de skulle respektere vores grænser. Det tog min mor som at vi slog hånden af hende, og hun mente derfor at vi bare kunne holde os nede ved os og de kunne holde sig for sig selv, og så kunne vi holde vores "humanist jul" for os selv. Vi var tidligere på året blevet viet ved en humanistisk ceremoni, men hvad en humanist jul helt præcist er, ved jeg stadig ikke...
8
Brugeravatar
musel
Indlæg: 168
Tilmeldt: 10. jan 2016, 19:43
Kort karma: 37
Likede indlæg: 352

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf musel » 6. jun 2016, 19:49

Min ekskæreste sagde til mig: "Det er meget hyggeligt at være kærester med dig... når jeg gider" (læs: når han havde lyst til sex og når han ikke syntes jeg var "besværlig" fordi jeg var i dårligt humør eller havde en dårlig dag). Og der var det ligesom at det gik op for mig, at vores forhold var på HANS præmisser, og altid havde været det. Og at jeg virkelig var meget mere værd end dét. Ligesom du er meget mere værd end det der.
5
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7463
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1761
Likede indlæg: 24399

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf Moxy-lady » 6. jun 2016, 21:29

Din eksamen er den mest egoistiske og manipulerende idiot jeg længe har hørt om, scrooge! Tag ikke fejl af det.

Well, min WTF historie involverer også en eks. Fra jeg var 16 til jeg var 18 var jeg i et rigtig dårligt forhold med en fyr der var mig utro - Hvad jeg ved af - 7 gange. Helt sikkert flere. Han havde et forhold til mig og en anden pige samtidig og vi boede overfor hinanden og kunne se hvornår han besøgte den anden for eksempel. Derudover var han på stoffer og kom i perioder kun hjem til mig når han crashede og ville have omsorg. En anden gang han var mig utro kunne jeg ikke få fat i ham bagefter og fik et telefonnummer at komme i kontakt med ham på: det var så hende han havde knaldet med dagen før som han var hos. Hele forholdet var så sygt og han havde ingen skam i livet.

Cirka 10 år efter vi gik fra hinanden, ringede han til min mor (hvis nummer stod i mit navn på krak) De snakkede og han fik mit nummer af hende. Han skrev så til mig for at catche op og det var helt okay. Det var mange år siden og jeg var jo kommet videre. Han ville meget gerne undskylde for de ting han havde udsat mig for, og jeg sagde pænt Tak for det, og at det jo var mange år siden. Han var meget omsorgsfuld da jeg fortalte at min kæreste var i Afghanistan, og i det hele taget var han super betænksom og sød.
Og så droppede han skuespillet. Han skrev en lang besked til mig om at han tydeligt kunne huske første gang vi kyssede. Hvad jeg havde på og alt der blev sagt. Det var så åbenlyst et forsøg på at manipulere mig og det var tydeligt at hans undskyldning ikke kom fra hjertet men fra bukserne. Jeg blev simpelthen så vred og skuffet! Tænk at han troede at han stadig havde magt over mig 10 år senere? Tænk at han troede at hans undskyldning bare magisk slettede det kæmpe svigt og mistro som han havde givet mig?
Og tak for omsorgen for mig omkring min store kærlighed der var i krig også, narhoved!

Jeg har ikke hørt fra ham siden, men har hørt fra andre at han aldrig har glemt mig. Ha!
4
My world 12-10-18 :lun:
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf Zombie » 6. jun 2016, 22:44

Min seneste eks, som på den ene side blev super indigneret, hvis jeg udtrykte bekymring for, hvordan han ville tackle et barn, når det at hunden var lidt for længe om at gå i kurven, kunne få ham i det røde felt, så han blev nederen. Men på den anden side mente han, at det var helt ok at angribe MIN mulige forældreevne, på baggrund af at jeg i hans øjne forkælede hunden. Jeg både gik lange ture med den og ville ikke lade den være alene hjemme i 10 timer...

Der havde jeg det nok sådan lidt: Jeg har arbejdet med børn i 12 år. Jeg er uddannet pædagog. Jeg har glødende referencer fra ledere, kollegaer, vejledere m.v., der alle beskriver at jeg er utrolig konsekvent og MEGET god til at sætte rammer på en kærlig og anerkendende måde. Så uanset hvad, er det ikke lige på dette område, at min mulige forældreevne bedst anfægtes... og så må han jo lige beslutte sig for, om opdragelsen af en hund er en indikator eller ej. Han kan ikke bare vælge til og fra på forgodtbefindende.

Men ok. Det var til tider lidt op ad bakke med ham; når jeg havde menssmerter forsøgte han at heale mig, og da jeg var ked af det fordi min sidste hund døde, lagde han krystaller under min pude.
Det var noget, han fik fra sin far - som tog æren for, at naboens baby ikke havde kolik længere. Barnet var 2 år. Jeg forsøgte at forklare, hvornår kolik som regel forsvinder af sig selv, men ikke tale om. En granvoksen mand, der kurerer kolik med krystaller. I can't even...
7
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
vibbsen
Indlæg: 4137
Tilmeldt: 17. sep 2015, 17:26
Kort karma: 1136
Likede indlæg: 16358

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf vibbsen » 6. jun 2016, 23:01

En af mine fjerne bekendte er netop nu igang med at blive skilt.
De har kendt hinanden rigtig mange år. Og er begge karrieremennesker. Især han er meget fokuseret på at han ikke kan lade sig "tøjle af et forhold". Det har hun altid kunne rumme. Hun har fokuseret på sin egen karriere(nogen federe end hans) og de har faktisk været rigtig lykkelige.
De får et barn. De bygger et hus. De skal være en familie.
Han flytter om på den anden side af jorden. Fordi han har "brug for at få luft under vingerne" Hun bliver hjemme. Passer barnet. Huset. Sin karriere. De får en au-pair. Han kommer hjem igen. Au-pair tager også hjem. Han begynder at snakker om at de skal have 2 boliger. Så han kan ånde.
Han ryger ud på røv og albuer !!!!
Så fik hun endelig nok. Efter at have været sammen i næsten 20 år hvor hans behov altid har spillet første violin. I forhold til børn. ægteskab. karriere.
Hun og barnet skal flytte ind i lejlighed 1/7. Han sidder alene i det store hus.
2
Tak.Glimmer på. Op på kaminhylden

Citat Hella Joof
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf Karkluden » 6. jun 2016, 23:29

vibbsen skrev:En af mine fjerne bekendte er netop nu igang med at blive skilt.
De har kendt hinanden rigtig mange år. Og er begge karrieremennesker. Især han er meget fokuseret på at han ikke kan lade sig "tøjle af et forhold". Det har hun altid kunne rumme. Hun har fokuseret på sin egen karriere(nogen federe end hans) og de har faktisk været rigtig lykkelige.
De får et barn. De bygger et hus. De skal være en familie.
Han flytter om på den anden side af jorden. Fordi han har "brug for at få luft under vingerne" Hun bliver hjemme. Passer barnet. Huset. Sin karriere. De får en au-pair. Han kommer hjem igen. Au-pair tager også hjem. Han begynder at snakker om at de skal have 2 boliger. Så han kan ånde.
Han ryger ud på røv og albuer !!!!
Så fik hun endelig nok. Efter at have været sammen i næsten 20 år hvor hans behov altid har spillet første violin. I forhold til børn. ægteskab. karriere.
Hun og barnet skal flytte ind i lejlighed 1/7. Han sidder alene i det store hus.

En af overlægerne her på mit job (psyk) sagde en nat noget, jeg tænker er meget rigtigt: "mange mennesker ville være meget lykkeligere, hvis de stoppede med at have så forbandet travlt med at skulle være lykkelige, realiserede og komplet frie konstant og hele tiden".
Den mand lyder som en, der burde prøve at hvile lidt i livet.. Godt, hun strittede ham ud.
4
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40584

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf Akehurst2 » 7. jun 2016, 11:27

LaScrooge skrev:Flere historier, tak. Det hjælper, på en eller anden skør måde.


Jamen, så skal du da have det her præmieeksempel på forvrængning af, hvis følelser, der bør tillægges størst vægt:

Min mor døde. Jeg var derfor ikke på arbejde og en kollega ringer til mig. Lidt indledende snak om at hun er ked af at høre, at min mor er død, og så nævner hun lidt småforurettet, at hun "da slet ikke vidste, at min mor havde været så syg". Jeg forklarer, at jeg havde gået lidt stille med dørene, for jeg syntes der blev sladret lidt rigeligt på det kontor, og det var for personligt for mig at fortælle om min mors sygdom, når nu der blev sladret sådan generelt. Kollega bliver smækfornærmet, jeg konstaterer, at vi bliver nok ikke enige, men gentager at det var altså nu engang grunden til at jeg gerne havde villet holde det for mig selv.

Dagen efter vælger kollega at sidde på sin plads i det åbne kontor og græde højlydt over at jeg havde været så afvisende. Min kontorchef ringer derefter til mig, tre dage efter at jeg har siddet med min mor i hånden og set hende forbløde til døde, og skælde mig ud over, at min kollega var ked af at blive holdt uden for. Jeg skulle have talt pænere til hende, i øvrigt.

Det er nok min største what the fuck-oplevelse nogen sinde. Og jeg bliver stadig rasende, når jeg tænker på det.
21
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf Zombie » 7. jun 2016, 11:45

Jeg var i praktik i forbindelse med mit studie. I sidste 3.del af praktikken sker der noget med et barn, hvor jeg udtrykker VOLDSOM bekymring. Men leder og pædagog nægter at underrette kommunen, selvom vi skal - både etisk/moralsk men også rent juridisk.

Jeg vælger at underrette alligevel. Praktikken fortsætter, jeg er dygtig, alle roser mig. På næstsidste dag, da jeg har sidste vejledning som meer st er formalia, siger pædagogen til mig: Vi har udtrykt betænkning ved at lade dig bestå praktikken. Det er det nærmeste, man kan komme at dumpe sit praktikforløb.

Da vi kommer på seminariet til det obligatoriske møde, når et praktiksted udtrykker betænkelighed, så møder både pædagog (min vejleder) og leder fra institutionen op. Deres begrundelse er "samarbejdsvanskeligheder". De mente, at jeg grundet min underretning mod deres vilje, havde handlet illoyalt over for stedet.

Der er helt stille. Min vejleder fra seminariet, seminarie-rektor og min repræsentant fra PLS (fagforeningen) sidder, og kigger på hinanden. De ved ikke, hvad de skal sige.
De har set underretningen til kommunen i anonymiseret form, inkl. anonymiseret billedmateriale som er bevis for de bekymringer, jeg har udtrykt i forb. med underretningen.

Og så rømmer rektor sig, og siger: "Vi har ikke for vane at dumpe de studerendes praktik, fordi de overholder loven og de etiske retningslinjer for faget."

Herefter følger en halv times diskussion, hvor det bl.a. kommer frem, at jeg til fulde har opfyldt mine læringsmål samt dokumenteret arbejdet med dem, som er det ENESTE krav for beståelse af praktikken.
Så de har INTET at komme med.


Seminariet samarbejder ikke længere med den institution, så de kan ikke få studerende længere.

Bagefter sagde repræsentanten fra PLS: "Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige - det var jo så tåkrummende dumt. Spild af alle tid! Og så er de jo dårlige pædagoger selv."


Ak ja. Nu er jeg uddannet og har fedt job, og bliver rost til skyerne af kollegaerne, mens jeg læser en kandidat. Fuck'em.
23
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
Neenah
Indlæg: 4428
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:37
Kort karma: 664
Likede indlæg: 7305

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf Neenah » 7. jun 2016, 11:49

Jeg har vist fortalt den før, men det er et klasseeksempel på min ekskærestes paphovedhed. Denne er fra da vi stadig var kærester.

Min mormor døde efter et meget kortvarigt sygdomsforløb. På 3 uger gik hun fra at være rask og rørig til at have blindtarmsbetændelse, mavekræft og en perforeret tyndtarm fra en fejloperation. Min daværende kæreste tager midt i det hele af sted på en arbejdsuge langt væk.

Et par dage efter han er taget af sted, dør min mormor. Jeg er selvfølgelig virkelig ulykkelig, og skal bearbejde at det er den første bedsteforældre jeg mister. Det vælger min ekskæreste så at tackle ved at ringe til mig, kort efter vi var kommet hjem fra bedemanden. For at kondolere? For at trøste? For at sige at det nok skal gå? Nej nej. For at spørge om jeg ikke lige havde tid til at rette et kapitel af hans speciale igennem :nerve: Der var endda over to uger til deadline. Jeg svarede nej, og det mente han ikke rigtig jeg kunne være bekendt, når nu han var så presset og jeg tidligere havde lovet at hjælpe ham.

Der gik det op for mig at vores forhold til familie - og ordentlighed - nok var temmelig forskelligt, og det var den sidste dråbe, der gjorde det klart for mig at jeg ikke skulle være kæreste med ham mere.
8
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 3723
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 652
Likede indlæg: 11266

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf Danseprinsesse » 7. jun 2016, 12:27

Jeg tror faktisk jeg gemmer det, til jeg følelsesmæssigt er så meget på afstand, at jeg kan kapere at arkivere det under "fuldstændigt absurd", hvor det hører hjemme.
Det er lige præcis dér din eks' forslag og generelle opførsel hører hjemme. Men når man står midt i alle følelserne, så kan det være svært ikke at tage det personligt, ikke at blive enormt såret og ikke at stille spørgsmål til betydningen af det hele. Jeg tror ikke, man kan forstå det på det tidspunkt, selvom man virkelig gerne vil. Og når det er kommet mere på afstand, så er det nemmere at erkende, at det slet ikke kan forstås, fordi det er... "fuldstændig absurd".


Min ekskæreste har været sublim til at sige og gøre absurde ting.
Men det der står tydeligst for mig stadigvæk, er en samtale vi havde (han havde mest, fordi jeg var målløs) i forbindelse med, at jeg blev genetisk udredt for brystkræft.
Min mor fik brystkræft, da hun var 36 år og døde af det 6 år senere. Efterhånden som jeg bevægede mig gennem 20'erne kom det tættere og tættere på for mig, og det blev indeni mig efterhånden til en sandhed, at når jeg blev 36 år, så ville jeg også få brystkræft. Derfor blev jeg henvist til genetisk udredning.
Det siger nok sig selv, at det rippede op i en masse ting at gå gennem det forløb, især fordi det kom til at involvere mine to søstre også.

På et tidspunkt midt i processen, hvor vi egentlig ikke rigtig vidste noget som helst endnu, hverken om muligheder, konsekvenser eller ret meget andet, der valgte min daværende kæreste - sådan nærmest som en indskudt bemærkning - at meddele mig, at han altså nok ikke ville have børn med mig, hvis jeg havde en genfejl.
Det efterlod mig i et kaos, hvor jeg tænkte og følte alle mulige ting. Vraget for det første, vejet og bedømt som værende utilstrækkelig som kvinde og mor på et grundlag jeg slet ikke forstod. Jeg var forvirret, vred, såret og egentlig bare komplet uforstående overfor, hvordan én der skulle støtte og elske i en sårbar situation, i stedet gjorde det hele meget værre.
Vores forhold endte ikke så frygtelig lang tid derefter, og da jeg kom på afstand, kunne jeg godt se, at det nok bare mest har været endnu et af hans magtspil, det har været endnu et sted at ramme mig, og det var en rigtig god knap at trykke på - tydeligvis.

Vi var ikke længere sammen, da svaret på gentesten kom. Jeg havde ikke nogen genfejl, det havde begge mine søstre til gengæld. Man tilbydes forskellige ting, når man har fået påvist sådan en genfejl, herunder ægsortering ved ønske om graviditet (det har mine søstre dog ikke valgt). I hvert fald, så viste det sig jo, at hans besked og alt hvad det medførte i mig var komplet overflødigt, hvilket bare understreger, hvor fuldstændig absurd hans opførelse var.
4
Brugeravatar
dykkersild
Indlæg: 2169
Tilmeldt: 14. aug 2015, 07:25
Kort karma: 239
Likede indlæg: 3535

Re: "Hvordan kunne han/hun gøre/sige/tænke det?!"

Indlægaf dykkersild » 7. jun 2016, 12:46

Akehurst2 skrev:
LaScrooge skrev:Flere historier, tak. Det hjælper, på en eller anden skør måde.


Jamen, så skal du da have det her præmieeksempel på forvrængning af, hvis følelser, der bør tillægges størst vægt:

Min mor døde. Jeg var derfor ikke på arbejde og en kollega ringer til mig. Lidt indledende snak om at hun er ked af at høre, at min mor er død, og så nævner hun lidt småforurettet, at hun "da slet ikke vidste, at min mor havde været så syg". Jeg forklarer, at jeg havde gået lidt stille med dørene, for jeg syntes der blev sladret lidt rigeligt på det kontor, og det var for personligt for mig at fortælle om min mors sygdom, når nu der blev sladret sådan generelt. Kollega bliver smækfornærmet, jeg konstaterer, at vi bliver nok ikke enige, men gentager at det var altså nu engang grunden til at jeg gerne havde villet holde det for mig selv.

Dagen efter vælger kollega at sidde på sin plads i det åbne kontor og græde højlydt over at jeg havde været så afvisende. Min kontorchef ringer derefter til mig, tre dage efter at jeg har siddet med min mor i hånden og set hende forbløde til døde, og skælde mig ud over, at min kollega var ked af at blive holdt uden for. Jeg skulle have talt pænere til hende, i øvrigt.

Det er nok min største what the fuck-oplevelse nogen sinde. Og jeg bliver stadig rasende, når jeg tænker på det.


Hold nu kæft - den slår da alt - hvor pisse ego kan man være. Jeg havde sagt op pg.a. det, ikke om jeg ville arbejde sammen med hende ever - og jeg havde sørget for at alt og alle havde fået af vide hvorfor. Det er simpelt så uforskammet at jeg mangler ord.
9

Tilbage til "Livets forhold"