Rapfisk skrev:Puffi skrev:Jeg har haft min bil til service i Esbjerg i dag. En sød mand på værkstedet kørte mig ind i byen. Desværre havde den nystartede cafe, jeg ville ind på, åbenbart ændret deres åbningstider (der står på både hjemmeside og facebook at de åbner 7.30) så de først åbnede kl. 10. Jeg travede så lidt rundt og fandt en anden cafe, der ville åbne en ½ time senere, så jeg gik i Føtex indtil da. Det viste sig at være det skønneste sted med supersødt personale, så jeg sad der med min bog og drak latte(r) og spiste en bolle
Og det bedste var, at jeg slet ikke var ubekvemt eller noget ved at sidde selv med min kaffe og min bog. Det var et lidt stort skridt for mig. Og det gjorde faktisk, at jeg lidt ville ønske, at jeg ikke boede så meget på landet, men lidt tættere på sådanne muligheder.
Jeg kom så til at gå ned på gågaden, det skulle jeg aldrig have gjort. Lige pludselig havde jeg to par sandaler og et par ballerinaer under armen!
Hvor er det dejligt, at du fik en god dag i dit eget selskab. Særligt bliver jeg glad for, at du nød at sidde med din kaffe og bog. Det er noget af det, jeg elsker højest, og nu er jeg endda kommet dertil, at jeg ikke behøver at fortælle mig selv historier om, at jeg jo også kunne være på forretningsrejse (ligesom når man har indkøbskurven fuld af chips og bilder sig selv ind, at køen nok tror, man skal holde fest ).
Undskyld, men jeg kom til at smågrine lidt da jeg læste dette.
Hvad er der pinligt ved at sidde alene, og hvorfor undskylde overfor sig selv? Jeg ved godt at der er mange der tænker sådan, men jeg har ikke helt forstået det. Der er jo ingen der kan se hvorfor man er der alene, og hvor mange tænker over det? Der kan jo være 117 grunde til at sidde alene på en cafe el.lign.
Jeg har selv tidligere gået meget i byen alene hvis mit normale gå-i-byen slæng var forhindret. Så gik jeg bare ind på mit stamsted for at se om der var nogen andre jeg kendte. Det følte jeg ikke var noget særligt, selvom det kunne være lidt kedeligt hvis der ikke var nogen man kendte, men så faldt man måske i snak med nogen nye mennesker.
Jeg tror det handler om hvordan man selv ser sig i situationen. Hvis man bare reagerer som om det er det naturligste i verden, så tror jeg ikke at andre tænker over det, men kryber man langs væggen så bliver man måske bemærket – men ikke for at være alene, men for at krybe langs væggen.
Og angående chipsene i indkøbskurven så husker jeg fra min tid som ansat i Netto at det ikke var en kurvfuld chips der afslørede nogen, men nærmere et generelt typisk single indkøb.
En masse chips sammen med slik m.m. bliver nok mest bemærket hvis køberen har et lidt ”madglad” ydre, hvor man tænker: ”Skulle der ikke have været lidt grønsager med også….”
Men nu er jeg også sådan en, der elsker at snakke om tingene bagefter! 
.png "Love")
Jeg måtte storgrinende fortælle, jeg lige havde været på kursus med min eks 