ManicNinja skrev:^^ Åh gud ... Jeg husker noget om en bindegal kvindelig kollega, som snakkede konstant og endda nærmest stod i vejen for, at pågøldende debattør kunne ekspedere kunder og i det hele taget passe sit job. Selv om man undgik øjenkontakt med hende eller vendte ryggen til, snakkede hun stadig. Om ligegyldigheder. Var det dig, dervar plaget af hende, eller forveksler jeg dig med en anden herinde?
Det var mig, der fortalte det, ja.
Hun ikke bare snakker om ligegyldigheder, hun undlader at fortælle de vigtige ting (eksempel følger sidst i indlægget), hun blander sig i ting, der ikke vedører hende, hun kan ikke tåle at andre står og snakker om noget uden at hun er med så hun maser sig på, hun melder sig syg mindst en gang i måneden og er bare generelt enormt træls at have med at gøre. Vi har haft vores sammenstød, fordi jeg simpelthen fik nok, men det er bare som om, at hun ikke kan styre sig. Frem til om eftermiddagen kan hun efterhånden for det meste lade mig være, fordi der er andre kollegaer at kaste sig over (hvilket de så er trætte af, men de må altså selv om at sige fra), men sidst på dagen, hvor der kun er mig og en anden at vælge imellem at kaste sig over, er hun nærmest "nødt" til at snakke med mig i mangel af bedre. Når det endelig er fagligt-agtigt er det selvfølgeligheder, hun ævler løs om, hvis det da ikke er for at fortælle mig noget, jeg fortalte hende for nogen tid siden og hun fatter hat når jeg kommenterer "Øh.. det ved jeg altså godt, jeg fortalte det jo til dig i sidste uge". Så svarer hun bare "Nå, men altså det [...]" og kører videre i det uanfægtet.
Men jeg tror hun har sine klare øjeblikke, hvor hun ved, at hun har opført sig dumt, men hun er alt for usikker til at stå ved det, endsige undskylde sin uforskammede adfærd. Forleden var hun på ferie og da hun kom tilbage var det første hun sagde til mig og på sådan en forbandet flabet måde "Ja, Chatsy, du glemte altså at gøre noget vigtigt, medens jeg var væk!". "Nej, dét har jeg ikke" svarede jeg prompte og afventede hendes forklaring, hvor jeg bemærkede, hvordan hun blev lidt mindre af min kontante svar. "Nå, nej, det.. ja, jeg glemte jo også at lave en seddel til dig, så du kunne vide, at der var noget, du skulle ordne, medens jeg var væk, så det er klart, du ikke kunne gøre det...". Jeg kiggede blankt på hende og konstaterede tørt "Så er det jo ikke mig, der har glemt at gøre noget vigtigt". Hun stirrede bare ned mod gulvet.
Hun er for viderekommende.
Ej, jeg må ikke shanghaje tråden med det her. Jeg er stadig frustreret, dog.