Singletråden

[Rapfisk]

Citat slettet

Du er en ombejlet dame

[ManicNinja]

Citat slettet

I virkeligheden er de én og samme person ... Der benytter sig af magi og trolddom for at kunne vekslemellem forskellige udseender. Muaharhar!

Eller altså ...

[Skralde]

1.png

2.png

[ManicNinja]

^^
Haha - åh, gud! Det er jo helt skingrende tåbeligt!

[Skralde]

^^
Haha - åh, gud! Det er jo helt skingrende tåbeligt!

Ja! Er det frækt at konstatere at han vist ikke er den skarpeste kniv i skuffen?

[ManicNinja]

^^
Haha - åh, gud! Det er jo helt skingrende tåbeligt!

Ja! Er det frækt at konstatere at han vist ikke er den skarpeste kniv i skuffen?

Nej da, jeg synes snarere, det ville stille dig selv i et noget skidt lys, hvis du ikke sagde sådan ... Men går også ud fra, spørgsmålet var retorisk ment.

[chokoladegris]

Jeg ved ikke om jeg har kommenteret denne tråd før! Men i så fald:

Jeg er 24 år, der er kun lidt over et halvt år til at jeg runder 25 år. Har aldrig haft et længerevarende forhold, faktisk har det længste varet (officielt) 4 måneder og dengang var jeg 17 år. Jeg møder masser af fyre og har mødt en masse de sidste par år! Har bare aldrig fundet en hvor det hele bare føles rigtigt. Har mødt fyre jeg har set som kærestepotentiale, men det har aldrig udviklet sig til et forhold fordi at vi ikke rigtig har kunne få det til at fungere ellers har de stukket halen mellem benene, hvis tingene bliver bare en smule komplicerede. Føler ofte at der er noget galt med mig, siden at jeg ser så mange i forhold, men at jeg stadig er single . Alligevel kan jeg godt lide at være mig selv, fordi jeg kender jo ikke til andet? Har boet for mig selv i 4 år og jeg elsker det! Har en drøm om at skulle bo sammen med en kæreste i fremtiden, men lige nu ville jeg slet ikke kunne det. Føler mig hverken mere eller mindre lykkelig end dem jeg kender der er i et forhold. Dog er jeg træt af at få smidt i hovedet at jeg skal finde en kæreste eller at folk spørg om hvorfor at jeg ikke har en kæreste. Helt ærligt, har det aldrig været et stort behov jeg har haft, jo jeg vil gerne have en kæreste, men jeg lever også helt fint alene. Kender mange der slet ikke kan tåle at være single, men konstant søger den tryghed i et forhold. Den følelse kender jeg ikke til - jo, det vil være rart at have en at dele hverdagen med, men føler nu ikke at jeg går glip af noget? Jeg lever forhåbentligt også et langt liv, kan slet ikke tanken om at jeg allerede nu skulle slå mig ned og så lever vi lykkeligt til vores dages ende. Kan godt lide at jeg ingen forpligtelser har. Jeg vil gerne have en kæreste, selvfølgelig! Men har det også ganske fint med at være mig selv synes der er så mange andre ting i mit liv, der gør mit liv værd at leve og som gør mig glad.

[NLeth]

Her logger jeg på efter et par dages pause med et indlæg på hjerte, og så har Magic skrevet det for mig i går. Jeg har en date på torsdag, og for første gang i lang tid (læs: år), tænker jeg, at han faktisk virker lovende. Alligevel er jeg i tvivl, for jeg elsker virkelig at være selv. Og jeg oplever gang på gang, at andre har svært ved at forstå/respektere det - eller ikke tage det som en afvisning, når jeg gerne vil være alene. Så bare tanken om det der med at føle forpligtelse til at skulle ses jævnligt, kan gi' mig lidt forhåndspanik, men samtidig vil jeg gerne dét, I også beskriver. Det der med én, der bare kender én og er der på godt og ondt. Så jeg gi'r det et forsøg igen ...

[malou_43]

Jeg har heller aldrig boet med en. Jeg har i 6 uger delt lejlighed med min ekskæreste og hans to børn, mens min egen blev renoveret.
Jeg lejede et rækkehus for 3 år siden med tre værelser, så drengene kunne få hvert deres, når de skulle flytte om. Det skulle de 3-4 måneder efter jeg var flyttet ind - vi havde da været sammen i 2 år og var klar. Men han dumpede en vigtig eksamen og ville derfor vente et år. Jeg blev mere og mere glad for mit lille, lydtætte hus. Der var dejligt ro - jeg har Adhd og har brug for ro og struktur, så oplevede pludselig, at jeg nød at være i mit eget hjem (havde jeg aldrig prøvet før). Så da det blev sommer og han skulle blive færdig med sin eksamen, så gik jeg i panik. Jeg slog simpelthen op med manden. Klogt var det ikke, men kunne slet ikke rumme at der skulle komme tre mennesker i min lille bobbel. De var alle tre utrolig meget rodehoveder (min eks sådan at jeg har været omme og gøre rent, hvis kommunen skulle komme på besøg, det var MØGbeskidt af og til). Der ville være rod overalt, jeg ville ikke kunne slænge mig på min plads i sofaen, jeg ville ikke kunne se mine serier efter en lang arbejdsdag, der ville være vasketøj overalt (ordnede jeg også for manden ellers kunne det ligge i dagevis/ugevis), der ville være tis på badeværelset og våde underbukser i bruseren (den største havde lidt problemer med at tisse i bukserne hver dag), vi ville skulle have risengrød hver anden torsdag og meget, meget mere.
. Jeg var alt for vænnet til at bo selv i mit lille, dejlige hus Jeg kunne sagtens have rummet min ekskæreste, men hele tre mennesker var bare for meget

Så jeg kan udmærket følge Jer

[Animi]

Jeg ved ikke om jeg har kommenteret denne tråd før! Men i så fald:

Jeg er 24 år, der er kun lidt over et halvt år til at jeg runder 25 år. Har aldrig haft et længerevarende forhold, faktisk har det længste varet (officielt) 4 måneder og dengang var jeg 17 år. Jeg møder masser af fyre og har mødt en masse de sidste par år! Har bare aldrig fundet en hvor det hele bare føles rigtigt. Har mødt fyre jeg har set som kærestepotentiale, men det har aldrig udviklet sig til et forhold fordi at vi ikke rigtig har kunne få det til at fungere ellers har de stukket halen mellem benene, hvis tingene bliver bare en smule komplicerede. Føler ofte at der er noget galt med mig, siden at jeg ser så mange i forhold, men at jeg stadig er single . Alligevel kan jeg godt lide at være mig selv, fordi jeg kender jo ikke til andet? Har boet for mig selv i 4 år og jeg elsker det! Har en drøm om at skulle bo sammen med en kæreste i fremtiden, men lige nu ville jeg slet ikke kunne det. Føler mig hverken mere eller mindre lykkelig end dem jeg kender der er i et forhold. Dog er jeg træt af at få smidt i hovedet at jeg skal finde en kæreste eller at folk spørg om hvorfor at jeg ikke har en kæreste. Helt ærligt, har det aldrig været et stort behov jeg har haft, jo jeg vil gerne have en kæreste, men jeg lever også helt fint alene. Kender mange der slet ikke kan tåle at være single, men konstant søger den tryghed i et forhold. Den følelse kender jeg ikke til - jo, det vil være rart at have en at dele hverdagen med, men føler nu ikke at jeg går glip af noget? Jeg lever forhåbentligt også et langt liv, kan slet ikke tanken om at jeg allerede nu skulle slå mig ned og så lever vi lykkeligt til vores dages ende. Kan godt lide at jeg ingen forpligtelser har. Jeg vil gerne have en kæreste, selvfølgelig! Men har det også ganske fint med at være mig selv synes der er så mange andre ting i mit liv, der gør mit liv værd at leve og som gør mig glad.

Gud, jeg troede næsten lige at det var mig selv, der havde skrevet det der Jeg fyldte 25år for 1½ måned siden, og har aldrig haft et længerevarende forhold. Jeg fik min første kæreste som 21årig, som varede i et halvt år. Jeg har lige været sammen med en on/off i 1½år, hvor han til sidst fortalte at han ikke ville noget seriøst.
Jeg har set nogen stykker udover de to forhold, men det virker altid som om at de gerne vil hygge med mig, have sex med mig osv, men lige så snart det bliver seriøst, så gider de ikke mere. Det er sgu ret trælst. Især fordi ALLE mine veninder er i forhold, og størstedelen af dem har været sammen med deres kærester i flere år, bor sammen, taler om børn, er forlovet osv. Nogen gange føler jeg også at der må være noget galt med mig, siden jeg ikke kan finde en der vil være sammen med mig, når alle andre kan.
Jeg savner sgu en kæreste. Eller, jeg savner stadigvæk min eks. Det gør sgu stadigvæk ret ondt. Og jeg er sikker på at han sikkert snart står som i et forhold på facebook, på trods af at han har såååååå travlt med arbejdet og gerne vil fokusere på det

Men altså, min pointe var - du er ikke alene

[IrmaPigen]

Jeg ville ønske jeg rent havde tid til at date.

Lige nu er det helt crazy og det bliver det et par måneder endnu.

Håber på mere tid i efteråret. Til at date. Og bare nyde livet generelt.

[malou_43]

Jeg har heller aldrig boet med en. Jeg har i 6 uger delt lejlighed med min ekskæreste og hans to børn, mens min egen blev renoveret.
Jeg lejede et rækkehus for 3 år siden med tre værelser, så drengene kunne få hvert deres, når de skulle flytte om. Det skulle de 3-4 måneder efter jeg var flyttet ind - vi havde da været sammen i 2 år og var klar. Men han dumpede en vigtig eksamen og ville derfor vente et år. Jeg blev mere og mere glad for mit lille, lydtætte hus. Der var dejligt ro - jeg har Adhd og har brug for ro og struktur, så oplevede pludselig, at jeg nød at være i mit eget hjem (havde jeg aldrig prøvet før). Så da det blev sommer og han skulle blive færdig med sin eksamen, så gik jeg i panik. Jeg slog simpelthen op med manden. Klogt var det ikke, men kunne slet ikke rumme at der skulle komme tre mennesker i min lille bobbel. De var alle tre utrolig meget rodehoveder (min eks sådan at jeg har været omme og gøre rent, hvis kommunen skulle komme på besøg, det var MØGbeskidt af og til). Der ville være rod overalt, jeg ville ikke kunne slænge mig på min plads i sofaen, jeg ville ikke kunne se mine serier efter en lang arbejdsdag, der ville være vasketøj overalt (ordnede jeg også for manden ellers kunne det ligge i dagevis/ugevis), der ville være tis på badeværelset og våde underbukser i bruseren (den største havde lidt problemer med at tisse i bukserne hver dag), vi ville skulle have risengrød hver anden torsdag og meget, meget mere.
. Jeg var alt for vænnet til at bo selv i mit lille, dejlige hus Jeg kunne sagtens have rummet min ekskæreste, men hele tre mennesker var bare for meget

Så jeg kan udmærket følge Jer

Det havde jeg godt nok heller ikke lukket ind i mit hjem. Og jeg har virkeligt hverken ADHD eller oprydningsvanvid. Det er bare galt på alle måder, det der

Børnene kunne ikke gøre for det. Jeg er ret sikker på, at kom de om til mig, skulle jeg nok hjælpe dem med at lære at rydde op og hjælpe til - det var de store nok til. Også med tisseriet, det skulle jeg nok få styr på med papsønnen

Ja, måske han har fået styr på det nu, for at få en ny kæreste. Jeg rummede det jo og hjalp ham meget. Var sikkert også en pain in røven for ham, fordi jeg ytrede min utilfredshed over det

[ManicNinja]

Her logger jeg på efter et par dages pause med et indlæg på hjerte, og så har Magic skrevet det for mig i går. Jeg har en date på torsdag, og for første gang i lang tid (læs: år), tænker jeg, at han faktisk virker lovende. Alligevel er jeg i tvivl, for jeg elsker virkelig at være selv. Og jeg oplever gang på gang, at andre har svært ved at forstå/respektere det - eller ikke tage det som en afvisning, når jeg gerne vil være alene. Så bare tanken om det der med at føle forpligtelse til at skulle ses jævnligt, kan gi' mig lidt forhåndspanik, men samtidig vil jeg gerne dét, I også beskriver. Det der med én, der bare kender én og er der på godt og ondt. Så jeg gi'r det et forsøg igen ...

Altså, nu ER jeg selvfølgelig lidt magisk, men jeg hedder nu MaNicNinja ...

Anyway. For mig er det lidt specielle ved at have det sådan her egentlig, at jeg har forandret mig SÅ meget på den front over især de sidste par år, at jeg næsten ikke selv kan forstå det.

Op igennem mine 20'ere kunne jeg helt generelt ikke særligt godt lide at være alene som i "at tilbringe tid alene". Jeg fyldte mine vågne timer op med aktiviteter og samvær konstant. Jeg kunne decideret panikke over udsigten til bare en weekend uden planer. I dag panikker jeg næsten, hvis jeg har aftaler efter job flere dage i træk, og udsigten til en weekend alene kan gøre mig i sindssygt godt humør, tæt ved euforisk, selv om jeg da til andre tider helt bestemt nyder gode venners selskab eller interessante arrangementer ude i byen, eller hvad det nu måtte være.

Men for år tilbage var det - var jeg - helt, helt anderledes. Jeg tror simpelthen, at alle de gamle skeletter i skabet ... dem turde jeg ikke være alene med. Flygtede konstant fra dem. Og når jeg var i parforhold, hvilket var det meste af tiden, så led jeg af en ret vild separationsangst. Puha. Bliver træt bare ved tanker. Selv om mine eks'er ved gud også har opført sig opslidende over for mig på masser af områder, så får jeg virkeligt ondt af især et par af dem, når jeg tænker tilbage på dengang.
Jeg var konstant bange for at blive forladt, hvis jeg ikke hørte fra de her mænd hele tiden. Nøøøøj, det var stressende og udmattende og utrygt. For dem og for mig. Jeg vedgår mig, at hele det klassiske psyko-klaviatur var i spil: Jeg havde en heeeel del issues - især med at stole på, at de ville mig, at det, de sagde, også gjaldt om ti minutter eller i morgen. Det sled selvfølgelig ekstremt på begge parter. Og forhold på forhold gik i stykker. Ikke mindst fordi jeg jo så med udsøgt finesse og næse formåede at finde sammen med fyre, der havde netop de issues, som virkelig kunne prikke til mine egne gamle sår - gerne forskellige varianter af at have svært ved at give sig hen og binde sig og vise følelser. Uuuh, det var tider!

Nu sidder jeg så her mange år senere og har fået arbejdet så meget med de gamle spørgelser, at jeg er mere end okay med at være alene - både dét at være i mit eget selskab og dét at være single. Der er gjort op med fortiden, talt med forældrene. Grædt, raset, tudet, reflekteret. Somewhere along the road fandt jeg noget tilgivelse, noget afklaring, noget ro, noget nøgternhed og noget "sådan er det nok bare". Midt i det hele lærte jeg oven i købet ikke at være fuldstændigt paralyseret af skræk for i mit liv at skulle opleve psykisk smerte igen: Jeg indså, at jeg godt vil kunne klare at blive rigtigt, rigtigt ulykkelig flere gange endnu i mit liv. Det gør på en eller anden måde det hele lidt nemmere og lysere. Og pudsigt nok er jeg siden den erkendelse løbet ind i laaaangt færre kriser.

Så hvis jeg kaster mig ud i noget dating nu, vil det faktisk blive nødvendigt at prøve at finde ud af, hvordan "Nye Ninja" egentlig er indrettet og agerer. Jeg ANER ikke, hvordan det føles at være mig og IKKE konstant have brug for at være i kontakt, fordi jeg ellers tror, jeg er blevet forladt. Lige nu tror jeg, de,t jeg frygter er, at så snart jeg fatter bare en anelse interesse for en mand, vil jeg falde tilbage i et gammelt mønster og blive alt for klistrende og needy og hele tiden behøve hans bekræftelse af, at relationen eksisterer i et desperat forsøg på at finde tryghed.

Men egentlig ved jeg godt, det ikke kommer til at ske. At den tyngde og ro, jeg har opbygget indeni vil gøre, at jeg i laaaaaangt højere grad vil kunne tage tingene, som de kommer - og også kapere, hvis de - nåja - ikke kommer. Eller holder op med at komme fra èn, jeg ellers var blevet glad. Jeg HAR for længst indset, at jeg trods alt ikke dør af, at en relation ophører.

Så oveni at jeg ligesom alle andre singler af den lidt "selvtilstrækkelige" slags skal håndtere andres undren over, at jeg ikke leder med lys og pandelampe efter en kæreste, så skal jeg også til at finde ud af, hvordan det egentlig føles at have lyst til at være i forhold med én, fordi han giver mig noget af det, jeg har brug for og ikke blot for at holde fortidens spøgelser og gamle smerte og forladthedsissue fra døren.

Det bliver edderrådeme interessant.

[ManicNinja]

Og sorry, jeg fylder så meget her i tråden i dag I blev lige brugt halvterapeutisk på en eftertænksom tømmermandssøndag. Det bliver bedre i morgen, hvor jeg igen har travlt på job

- Derudover synes jeg, det er rigtigt dejligt at høre, at du kaster dig ud i det, NLeth og har en god fornemmelse!

[Planten]

Manic, jeg kan sætte mig ind i meget af det du skriver. Jeg har heller ikke boet med en og tvivler også lidt på at jeg har lyst (hvilket en af mine veninder stejler lidt over). Men for pokker, jeg har jo et helt hjem og liv for den sags skyld - men mangler en at dele dagen, ugen, livet med. Jeg mangler en, der kender mig helt igennem, som kan berolige mig, når jeg ikke selv kan. Fx.

Præcis!

Puha. Dér fik jeg lige meget uventet en klump i halsen. Blev lidt rørt. Det er ... meget nyt, meget stort, meget uvant og vildt for mig at sige det her højt. Til nogen. Føler mig lidt dum ved at reagere sådan. Men det er sådan, det er.

Og ... det er rigtigt rart at vide, at "nogen derude" genkender det!

Men hvorfor føle dig dum?