avdotja skrev:computermus skrev:Den værste jeg har lavet var som ca. 12 årig, hvor jeg havde et lille skænderi med min mor, om noget jeg gerne ville,men som jeg inderst inde havde fornemmelsen af at jeg ikke ville få lov til. Jeg plagede om denne lille ting ( højst sandsynligt har det været en forbudt for børn film der kom i fjernsynet og som vi havde snakket om i skolen),hvortil hun siger " Nej, du får ikke lov til at se den, det kan godt være de andre må , men DU er ikke alle andre , du er DIG. " Mit svar var " DU er bare heller ikke min rigtige mor"
Hold da op, ligeså snart de ord de var fløjet ud af munden på mig , var jeg bare SÅ flov. Jeg kunne se hvordan hendes øjne blev helt blanke. Hun så bare på mig og sagde " De ord de gjorde rigtig ondt lille skat", "for du er og vil altid være MIN pige" .Jeg kan huske at jeg da begyndte at græde og krammede hende og sagde "Undskyld mor, jeg mente det ikke". Jeg er stadigvæk flov over at jeg sagde sådan til hende, når jeg tænker på det.
Er det fordi hun ikke er din biologiske mor?
Ja, hun er min adoptivmor , og har jo været min mor, fra jeg var 5 uger gammel, om end adoptionen først gik endeligt igennem da jeg var næsten 4 år.