Forældres brug af børn på de sociale medier

[Akehurst2]

I øvrigt kan jeg slet ikke se, hvad problemet er i, at andre kan se billeder af mine børn.


Dér hvor skaden kan ske, er hvis jeg ender med at blive sådan en, der tager billeder af mine børn konstant i stedet for at være sammen med dem. Eller hvis de på nogen måde ender med at føle, at jeg sætter et 'glansbillede' op, der ikke ser dem for dem, de rent faktisk er. Det, synes jeg, er reelle bekymringer om børnefamiliernes brug af sociale medier. Men sgu ikke alt det der med 'åh nej, der kommer en pædofil og tager mine billeder' eller 'nu krænker jeg mit barn ved at lægge et billede fra hans 1-års fødselsdag på nettet'.

Der er jo flere aspekter i det.

Jeg er helt enig i, at hvis man hele tiden skal fotografere alt, hvad der sker, så er der risiko for at man ikke er til stede der, hvor man er.

Og jeg er også enig i, at pædofili-frygten er overdrevet. Men derfra så til at vrænge af, at nogen mener, du krænker dit barn ved at lægge et billede op synes jeg, der er for langt.

Jeg gider fx ikke have billeder af mig på sociale medier. Punktum. Hverken som barn eller voksen. Og hvis nu dit barn bliver som mig, så har du frataget barnet muligheden for at have den holdning, fordi billederne allerede ligger der.

[icelady]

De få gange jeg har lagt billeder op af mine unger, har det været efter jeg har haft spurgt dem.

Ganske enkelt fordi de selv skal have valget.

Nu kom FB så godtnok først til, da mine var omkring 10 år (og ældre) men kender mig selv, og ved at havde FB eksisteret da de var små ville der nu heller ikek blive postet af dem.

[Torn]

I øvrigt kan jeg slet ikke se, hvad problemet er i, at andre kan se billeder af mine børn.

Problemet er for mig at se, at du har besluttet på dine børns vegne, at de skal være på facebook (eller lignende social medie). Det er jo ikke en dødssynd, men jeg synes, det er en unødvendig beslutning at tage på sine børns vegne. Jeg synes, de skulle have lov til selv aktivt at vælge det til.

Dér hvor skaden kan ske, er hvis jeg ender med at blive sådan en, der tager billeder af mine børn konstant i stedet for at være sammen med dem. Eller hvis de på nogen måde ender med at føle, at jeg sætter et 'glansbillede' op, der ikke ser dem for dem, de rent faktisk er. Det, synes jeg, er reelle bekymringer om børnefamiliernes brug af sociale medier.

Enig!

Men sgu ikke alt det der med 'åh nej, der kommer en pædofil og tager mine billeder'

Nej, det argument har jeg heller aldrig forstået. Så længe wankermateriale ikke gør andre ondt, kan jeg ikke se problemet.

eller 'nu krænker jeg mit barn ved at lægge et billede fra hans 1-års fødselsdag på nettet'.

Krænker er også et stort ord. Men hvad er børns rettigheder på facebook? De kan jo ikke selv få en profil er dermed anmelde indhold om deres person.

[Anlewi]

Jeg har to børn på 10 og 15 år.
Der kommer intet på FB af dem uden de selv har accepterer, alt andet ville være forkert

[Bimmerdyret]

Ærlig talt, så råbte man ikke højt i gamle dage, når man viste blefotos og delte sjove historier om sine børn.
Desuden, så deler ungerne lige så meget den anden vej - jeg synes det er regulært hysteri.

[Karkluden]

Jeg synes, det virker... ja, dumt eller uigennemtænkt at gå all in i medierne og fortælle, hvordan man ikke går ind for at lægge billeder op af ens børns ansigter - samtidig med at man lever af en blog, der i høj grad er bygget op om dem.

Jeg sad tilbage med lidt en 'wtf?'-følelse, efter jeg havde læst artiklen i Berlingske, og jeg synes faktisk, hun har 'fået lov' at komme ret nemt uden om den... for hvorfor er det kun billederne, der er private? Er det ikke mindst lige så væsentligt, at hun fortæller om deres personligheder? Ting de siger? Historier fra deres hverdag?



That said, så poster jeg hjertens gerne billeder af mine børn. Når de selv siger fra, tager vi en snak om det, og jeg vil selvfølgelig respektere deres ønsker. Lige nu er de ret ligeglade, og jeg kan egentlig ikke forestille mig andet end, at de bliver ved med at være det, så længe jeg holder det på et nogenlunde niveau (og selvfølgelig tager højde for deres alder).

Jeg er gennemgående enig her.
Jeg har i øvrigt den holdning (for mig selv og mine egne kommende børn), at jeg vælger så meget andet for dem indtil de kan selv. Faktisk alt, jo.
Jeg regner ikke med, at nogen gider se eller høre om mine børn hver dag, men jeg har tænkt mig at køre de sociale medier på samme måde som jeg gør nu, hvor ejg bare er mig selv: De er lukket til og er meget private, men der er posts, billeder osv, når jeg synes om det.

Jeg vil dog ikke poste billeder med mad i hele hovedet eller et meget ked af det-barn, tror jeg. Men det er, fordi jeg selv får lidt kvalme, når jeg ser billeder af børn med mad over det hele - det ligner opkast
Hvis jeg får et barn, der tidligt udtrykker ønske om ikke at blive postet på de sociale medier, vil jeg respektere det, og når de er omkring 8-9-10 år, vil jeg helt klart spørge om deres tilladelse.

Men jeg respekterer at andre har det anderledes, og jeg spørger ALTID andre, om det er ok, at jeg poster billeder af dem. Eller forældrene hvis det er små børn.

[Karkluden]

Jeg kan i øvrigt fortælle en fin historie om da min mor blev så glad for, at jeg var færdiguddannet sygeplejerske, at hun postede det på facebook, før jeg selv gjorde
Måske er jeg large, men jeg var sgu ligeglad. Hun var pissestolt og glad. Og hun kommenterede selv, at hun vist forløb sig lidt, og at hun altså nok skulle huske at hun ikke måtte ved graviditet osv

Og jeg synes virkelig, vi skal respektere de der vælger anderledes end mig. Og begrænser billeder af deres børn på nettet meget. Jeg synes bare også respekten skal gå den anden vej. Jeg tror fuldt og fast på, at man som forælder vælger så enormt mange ting for sit barn, og at medmindre man poster full-frontals af at der kommer en lort ud eller sådan noget, så er det altså ikke noget, der kan traumatisere så mange. Andre mener noget andet. Plads til alle.

[Aima]

Jeg tror sgu bare, jeg synes, folk skal begynde at slappe lidt af og koncentrere sig om egne grænser og præferencer og måder at gøre ting på, fremfor at gå så pissemeget op i, hvordan andre mennesker gør det anderledes. Og nu må I have mig undskyldt for mine generaliseringer, men jeg synes især, den der tendens til at fordømme og forholde sig unødvendigt kritisk til andre menneskers måde at være og gøre og tænke og føle på, er udtalt i forælder-segmentet. Forældre der dømmer andre forældre for et eller andet fuldstændigt latterligt der, set i det store perspektiv, ikke er en skid sigende for noget som helst, dét er jeg simpelthen bare så træt af, og ærgerlig over, at høre på.

Så er det planlagt kejsersnit, så er det fravalg af amning, så er det kostprincipper, så er det putterutine, så er det sukkerregler, så er det tid i institution, så er det brug af smartphones og tablets i barnets nærvær, så er det nøgenhed i barnets åsyn, så er det ferie/fridage der bliver brugt, mens barnet er i institution, så er det dyrekort i Bilka, så er det om man lader barnet græde et minut på bagsædet af bilen eller om man holder ind på en rasteplads for at trøste, så er det størrelsen af konfirmationsfesten, så er det passende alder for barnet at flytte hjemmefra på og så er det også sådan cirka alt derimellem.

Seriøst, jeg kan sgu godt forstå, at nogle mødre (og fædre, sikkert, dem har jeg bare ikke mødt) bliver underskudsagtige og smånederen i transformeringen til deres nye forælderidentitet, for det må fandme godt nok også være svært belastende at skulle stå model til andre mødres (og fædres sikkert, dem har jeg bare ikke mødt) målen og vejen og dømmen af hvert eneste lille valg, man foretager sig. Og jeg forstår sgu også godt, man selv ender med at blive én af dem, der med slet skjult harme i stemmen proklamerer, at man i hvert fald overhovedet ikke forstår, at nogen vælger/fravælger ditten og datten, og at man i hvert fald er glad for, man SELV valgte at gøre sådan og sådan, for hvordan pokker skulle et helt almindeligt menneske med en helt almindelig menneskelig usikkerhed dog ellers afstive eget ego i ny, vigtig og voldsom forælderrolle?

Mine veninder er generelt ikke bagtale/sladrertyperne, men det er fandme som om, der sker en kortslutning i hovedet på dem, så snart de har tilbragt 10 minutter i de der mødregrupper. Hold kæft, hvor har jeg lagt øre til store mængder trashtalk af tilfældige kvinder fra tilfældige mødregrupper, kvinder jeg ikke kender og hvis gøren og laden rager mig en iskold skid, men hvis valg ifbm. ny forælderrolle jeg alligevel kender en masse til, fordi mine veninder og mine veninders veninder og mine veninders veninders veninder, har følt behov for at anfægte og kritisere det. Gud fader bevares.

Nå, men nu handler bashingen så om forældre der tillader sig at være stolte på den konkrete måde på Facebook, og forældre der tillader sig at dele billeder af deres eget, biologiske ophav, og min holdning er, at en af fordelene ved at være forælder bl.a. er, at man de første 18 år, indenfor lovens rammer, kan bestemme og tage valg på de der ungers vegne, og hvis man ellers gør det bedste man kan, for at tage barnets tarv med i sine overvejelser, så synes jeg sådan set bare, man skal udnytte sit forælderdiktatur og fyre den af med opdateringer om førstepladser til fodboldturneringer og 12-taller i skolen og billeder af børn der har tabt den første mælketand, har spist den første chokoladeis eller er klædt ud som mariehøne til fastelavn. Jeg synes det, fra et objektivt synspunkt, er fuldstændigt absolut fjong, fra et subjektivt synspunkt kan det muligvis være både lidt småkedeligt og småklamt, men det kan jeg jo så selv gøre noget ved eller prøve at komme mig over. I hvert fald er det MIN hovedpine, ingen andres.

Og når barnet bliver så gammelt, at det har udviklet bevidsthed nok til at kunne danne sig en holdning om billeder på Facebook, så går jeg faktisk ud fra, at langt de fleste forældre kender deres egne børn godt nok til at opfange, hvis barnet ikke er tryg og cool med at blive eksponeret på sociale medier og at de ydermere er ordentlige nok til at respektere dét, inden barnet lider overlast af nogen art. Bevares, der skal nok være nogle, der ikke er, men jeg tror næppe, det så er brugen af sociale medier der udløser nederen forælder-medalje, dén havde de nok hængende om halsen i forvejen, er mit bud.

Jeg synes, nogle forældertyper skulle minde deres own babybusiness og være lidt mindre stride ved hinanden. Seriøst.

[Aima]

Og ja, det blev sgu langt, og det er sikkert fordi mine forældre ikke gav mig nok taletid, da jeg var barn, og jeg derfor griber enhver given mulighed for at kæfte op og rage opmærksomhed til mig. Eller også fik jeg omvendt alt for meget opmærksomhed, så jeg lærte jeg var universets centrum og der derfor implicit ikke findes grænser for, HVOR meget lort jeg kan slippe afsted med at lukke ud på én gang. Måske.

Mama hilser og siger undskyld

[Torn]

Jeg forstår ikke helt argumentet om, at man tager mange valg for sine små børn. Altså, ja, naturligvis gør man det. Men de valg er jo først og fremmest for børnenes skyld og dernæst mange af dem strengt nødvendige. Fx pasning, skole, tøj, omgangskreds. Er det for børnenes skyld, at man lægger dem (identificerbare) på internettet? Er det strengt nødvendigt? Bør man ikke lade sine børn (og andre) selv beslutte, om deres identitet skal formes på de sociale medier?

Man skal ikke lægge andre mennesker på de sociale medier uden samtykke. Det burde være ganske almindelig pli, men alligevel er det der, den digitale dannelse mangler allertydeligst. Den virtuelle virkelighed er gældende og man forærer rettigheder over egen - og andres(!) privatliv, når man deler billeder og informationer.

Nej, man bliver med al sandsynlighed ikke traumatiseret af at være på facebook og langt de fleste har ikke noget imod, at man bliver delt og offentliggjort. Men man kan ikke tage de valg på andres vegne. Det handler om rettigheder - og de kan først holdes i hævd, hvis man har givet samtykke til det, der deles.

Det handler ikke om, at jeg er en forælder, der har brug for at bashe andre forældre(!?). Og det handler ikke om, at jeg ikke bryder mig om sociale medier. Jeg er en facebookskøge og jeg arbejder med sociale medier i det daglige. Det handler for mig om, at der generelt hersker en kultur, hvor at får man taget et billede, har man ikke længere retten over det. Det er en uskik.

[Danseprinsesse]

Som forældre kommer man til at foretage en milliard valg på sine børns vegne, der direkte eller indirekte kommer til at præge og forme deres liv og identitet.
Man vælger en fritidsaktivitet på deres vegne, man vælger et erhverv, der gør en selv og familien lokal- eller landskendt, man vælger om de skal vokse op på landet eller i storbyen, man præger dem med mad, forbrugsvaner, religion og politiske holdninger.
Jeg har virkelig svært ved at forstå, at valget om at dele nogle familiebilleder på nettet skiller sig så meget ud fra alt det andet, at det er nødvendigt med så fordømmende en retorik overfor de forældre, der træffer det valg.

Mine forældre valgte på mine vegne at slæbe mig med til alle mulige politiske arrangementer.
Som 2-årig landede jeg på forsiden af avisen suttende på en politisk ballon. Min far elsker stadig at fortælle, hvordan jeg og billedet endte med at tage fokus fra de sure, stive mænd. Det er blevet brugt igen flere gange siden og er forbundet med mit navn.

[Aima]

Jeg forstår ikke helt argumentet om, at man tager mange valg for sine små børn. Altså, ja, naturligvis gør man det. Men de valg er jo først og fremmest for børnenes skyld og dernæst mange af dem strengt nødvendige. Fx pasning, skole, tøj, omgangskreds. Er det for børnenes skyld, at man lægger dem (identificerbare) på internettet? Er det strengt nødvendigt? Bør man ikke lade sine børn (og andre) selv beslutte, om deres identitet skal formes på de sociale medier?

Man skal ikke lægge andre mennesker på de sociale medier uden samtykke. Det burde være ganske almindelig pli, men alligevel er det der, den digitale dannelse mangler allertydeligst. Den virtuelle virkelighed er gældende og man forærer rettigheder over egen - og andres(!) privatliv, når man deler billeder og informationer.

Nej, man bliver med al sandsynlighed ikke traumatiseret af at være på facebook og langt de fleste har ikke noget imod, at man bliver delt og offentliggjort. Men man kan ikke tage de valg på andres vegne. Det handler om rettigheder - og de kan først holdes i hævd, hvis man har givet samtykke til det, der deles.

Det handler ikke om, at jeg er en forælder, der har brug for at bashe andre forældre(!?). Og det handler ikke om, at jeg ikke bryder mig om sociale medier. Jeg er en facebookskøge og jeg arbejder med sociale medier i det daglige. Det handler for mig om, at der generelt hersker en kultur, hvor at får man taget et billede, har man ikke længere retten over det. Det er en uskik.

Forældre deler vel billeder af deres børn, fordi de synes det giver mening for dem? Fordi de vil dele deres stolthed og fordi det giver dem et eller andet? Det er vel langt fra samtlige valg, man tager på sine børns vegne, der er for barnets skyld? Jeg er lige blevet inviteret til 1-års fødselsdag her i juli, og selvom det da nok skal blive hyggeligt, tvivler jeg på, barnet får en federe dag, end hun ellers ville have fået. Jeg er også ret sikker på, at flertallet af ønskerne på listen, mere er for forældrenes skyld, end for barnet, for hun er nok ret ligeglad. Når forældre tager til fotograf med deres babyer og småbørn, er det vel heller ikke for børnenes skyld? Forældre tager masser af valg der først og fremmest er i egen interesse, og heldigvis da.

Ift. selve udleveringen af børnene, så synes jeg ikke, billeder og opdateringer på Facebook, er anderledes, end hvad man ser andre steder. Hvad med herinde, eksempelvis? Mennesker har skrevet i tusindvis af indlæg om deres børn og deres børns måder at være børn på. Synes du også dét er forkert? Min revisor har et billede af sine børn hængende på væggen på sit kontor, i princippet er dét heller ikke nødvendigt, hvis han ville kigge på det, kunne han jo have det liggende i en skuffe og tage det frem for sig selv. Der kommer mange mennesker på dét kontor, gætter jeg på, også mennesker som mig, der ikke har nogen relation til de børn. Synes du også, det er forkert, at de hænger til fri gloning lige der på en væg, alle og enhver kan se?

Jeg er fuldstændig enig i, at man ikke bare skal smide oplysninger og billeder af andre mennesker på nettet, jeg er selv grænsende til det hysteriske med det, faktisk, og har været det siden det sekund, jeg fik min Facebookprofil. Alle omkring mig ved det, fordi jeg, de gange det er sket at nogen har taget billeder, har været meget tydelig omkring, de ikke skulle på Facebook. Jeg deler billeder af mig selv få gange om året derovre og er i det hele taget yderst begrænset i min aktivitet, fik jeg børn, ville jeg ikke smide billeder på Facebook, for jeg ville, som med alt muligt andet, ikke have lyst til at dele det dér. Mit udgangspunkt er jo så mine personlige følelser og præferencer, og det ville naturligvis være dem, jeg lod mig diktere af. Også på mit barns vegne. Det ville det også, hvis jeg omvendt fandt glæde i at dele, og begge dele er fuldstændig i orden, synes jeg. Jeg er voksen, jeg kan heldigvis fuldstændig selv bestemme, og det gør jeg så, men før jeg selv kunne sige til og fra, var det mine forældres pligt at gøre det for mig og sommetider blev det så sikkert også gjort ud fra deres egne følelser, behov og smag. Det tror jeg, er ganske naturligt.

[Akehurst2]

Og når barnet bliver så gammelt, at det har udviklet bevidsthed nok til at kunne danne sig en holdning om billeder på Facebook, så går jeg faktisk ud fra, at langt de fleste forældre kender deres egne børn godt nok til at opfange, hvis barnet ikke er tryg og cool med at blive eksponeret på sociale medier og at de ydermere er ordentlige nok til at respektere dét, inden barnet lider overlast af nogen art. Bevares, der skal nok være nogle, der ikke er, men jeg tror næppe, det så er brugen af sociale medier der udløser nederen forælder-medalje, dén havde de nok hængende om halsen i forvejen, er mit bud.

Ja, og når så børnene synes det, så er billederne bare derude og internettet glemmer aldrig.

Hele det der rant med at det er forældrebashing og folk skal holde snuden for sig selv kan jeg ikke rigtig forholde mig til.

[Akehurst2]

Ærlig talt, så råbte man ikke højt i gamle dage, når man viste blefotos og delte sjove historier om sine børn.
Desuden, så deler ungerne lige så meget den anden vej - jeg synes det er regulært hysteri.

Der er jo forskel på at vise det til de allernærmeste og så lægge det på en åben profil på Instagram. Men hvis man i gamle dage havde slået det op på alle lygtepæle i landet havde jeg også syntes, det var for meget.

[Aima]

Og når barnet bliver så gammelt, at det har udviklet bevidsthed nok til at kunne danne sig en holdning om billeder på Facebook, så går jeg faktisk ud fra, at langt de fleste forældre kender deres egne børn godt nok til at opfange, hvis barnet ikke er tryg og cool med at blive eksponeret på sociale medier og at de ydermere er ordentlige nok til at respektere dét, inden barnet lider overlast af nogen art. Bevares, der skal nok være nogle, der ikke er, men jeg tror næppe, det så er brugen af sociale medier der udløser nederen forælder-medalje, dén havde de nok hængende om halsen i forvejen, er mit bud.

Ja, og når så børnene synes det, så er billederne bare derude og internettet glemmer aldrig.

Hele det der rant med at det er forældrebashing og folk skal holde snuden for sig selv kan jeg ikke rigtig forholde mig til.

Og jeg er helt sikker på, min dagplejemor, flere af mine folkeskolelærere og børnehavepædagoger, forældre til klassekammerater m.fl., har billeder liggende af mig som barn, som de har taget ved forskellige lejligheder, på udflugter, til fødselsdage osv. Jeg har aldrig nogensinde, hverken som barn eller voksen, set det som et problem og det er jeg sikker på, mine forældre heller ikke har. Havde de, tænker jeg, de havde frabedt sig at der blev taget billeder af mig, og sådan har forældre jo gudskelov stadig muligheden for at fravælge billeder på deres børns vegne, hvis DE har et problem med det.




Og det behøver du såmænd heller ikke.