Fødselsberetninger

Brugeravatar
Skinkehunden
Indlæg: 798
Tilmeldt: 3. jan 2016, 19:17
Kort karma: 144
Likede indlæg: 1959

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Skinkehunden » 12. mar 2016, 18:33

Clara Isabellas fødselsberetning :lun:

Vi havde tid til igangsættelse d. 1 marts kl 8 men vandet gik ved 4-tiden samme morgen med et ordentligt smæld og en kraftig smerte der gjorde jeg lige måtte sunde mig 5 min før jeg rejste mig. Havde heldigvis bind på da jeg havde haft tegnblødning morgenen før.

Jeg gik på wc, og satte mig så til at se tv indtil Jan & Tobias skulle op små 45 min senere. Gik i bad mens Jan lavede morgenmad og så fik vi lidt at spise, knægten gjort klar og sendt ind til naboen der skulle sende ham i skole for os. Så kom Falck og hentede os og jeg begyndte at få småveer på vej til Holbæk.

Ankom til Holbæk kl 8.10 - her er Falckmanden ellers kæk og følger os ind på fødegangen hvor han fortæller jordemødrene at han kommer med "en baby der har tabt vandet" :lol:

Vi kommer ind i et undersøgelsesrum hvor jeg bliver tjekket, jeg er 2-3 cm åben og så ligger jeg ca en halv time med vemåler og hjertelydsmåler på. Får taget blodtryk. Jeg har fuldstændigt regelmæssige veer med 5 min i mellem, de skal bare blive kraftigere :gogo: Så vi bliver sendt ud og gå lidt rundt, går ned i cafeen og køber lidt af drikke og går stille og roligt tilbage med pauser når der kommer en ve. Tilbage på stuen får jeg tilbudt en varmepude og pilatesbold som jeg takker ja til. Varmepuden hjælper rigtig dejligt på lænden og bolden er god at sidde og rotere lidt rundt på.

Kl 11 bliver jeg indlagt og vi flyttes til en fødestue. De sætter en elektrode på Claras hoved så de kan holde øje med hende og tilbyder epidural men jeg vil helst kunne bevæge mig lidt rundt på pilatesbolden og ikke ligge passivt, så får istedet akupunktur - 5 nåle i lænden og én i begge hænder og fødder. Veerne tager til og jeg får brug for mere smertestillende kl.12.30 takker ja til lattergas som jeg har stor gavn af.

Kl. 12.50 vil jeg gerne op på briksen så det kommer jeg, ligger på siden og suger godt i masken da veerne tager godt til. Kl 13.40 er jeg 6-7 cm åben og 25 min senere presser jeg spontant, er fuldt udvidet :banan:

De kan så se på Claras overvågning og skalp-ph at hun begynder at blive lidt påvirket og gør klar til kop, men så får jeg selv presset hende ud, 20 min efter første presseve. Hun er bare så fin og vi er så glade og lettede over at det nu er overstået og hun er kommet godt ud til os :love:

Hun får apgar 10/1 og 10/5. Vejer 3600 gram (skønnet til 3200 gram om morgenen :lol2: ) og måler 49 cm, så fin størrelse for en 38+3 baby :) Jeg bliver syet, har fået lidt overfladiske bristninger og lidt hudafskrabninger og så ligger vi ellers og nyder roen bagefter, får lige ringet til bedsterne og delt den gode nyhed :D

Et billede af vores smukke prinsesse :lun:

Clara 9 dage.jpg
13
Formerly known as Gerbilwoman :)
Dr_bp
Indlæg: 274
Tilmeldt: 16. sep 2015, 13:53
Kort karma: 58
Likede indlæg: 551

Ellies vej til verden

Indlægaf Dr_bp » 3. jun 2016, 13:23

Jeg havde termin med vores 3. barn d 8 maj 2016, men allerede 3 uger inden havde jeg den første falske optakt. Vågnede med periodevise kramper, tegnblødning og kraftig murren, men det gik i sig selv igen.
De følgende 3 uger blev jeg mere og mere besværet af graviditeten og en tidligt opstået bækkenløsning, og jeg havde endnu 2 falske optakter, så jeg havde egentlig forventet at baby ville komme ud noget før tid. Det skete så bare ikke..
Tirsdag d. 10.maj, 2 dage over termin var jeg hos JM. Jeg havde det virkelig dårligt, kunne knapt gå, var træt og havde monstrøse hævelser over det hele. Mit bt var høt, og jeg havde +2 for protein, så jeg skulle en tur på fødegangen, hvor de indlagde mig med svangerskabsforgiftning. Ej, jeg var så grim! Mine læber var så hævede at jeg fik sådan en Angelina Jolie-sprække i midten af dem! :nerve:

Min mor kom over og passede de 2 store, og min mand blev indlagt sammen med mig, da alle fagfolkene mente, at fødlen var lige om hjørnet (og hvis ikke, ville de give mig vedrop). Jeg fik modningspiller og en ctg-måler på og tænkte at NU! ville det endelig ske. Men ak! tirsdagen gik uden den mindste udvikling. Onsdag fik jeg småveer uden at babyen af den grund var på vej, og jeg blev lovet vedrop som blev aflyst 3 gange pga travlhed.
Torsdag kom en sød (de var allesammen søde) jordemoder ind og lagde en plan for min igangsættelse, men en halv time efter blev den aflyst pga travlhed. Kl 16 kom der så en afdelingsjordemoder og tog mit vand for at se om det ikke kunne sætte skub i ting. Hun kunne ikke rigtigt nå, så hun måtte bruge et redskab til det. Jeg var 0 cm åben og havde stadig en lang livmoderhals på trods af rimelig regelmæssige veer.
Det hjalp ikke en klejne at hun tog vandet, så kl 19 fik jeg vedrop.
Jeg havde på forhånd aftalt med fødeafdelingen at jeg rigtig gerne ville føde med min veninde, som er JM og har arbejdet på fødegangen indtil for nylig. Det var min 'rigtige' jm heldigvis med på, så min veninde kom på hospitalet kl 20, en time efter vedroppet blev startet.
Det var vildt hyggeligt og sjovt indtil kl 22. Så begyndte veerne at bide, og jeg måtte koncentrere mig når de kom. Jeg havde fuldstændigt glemt hvor meget man kampsveder når man får sådan en ve! :shock: Det er fuldstændigt crazy som kroppen arbejder, selv på de mildere af dem!
Nå, men fra kl 22 begyndte de at gøre lidt ondt. JM tjekkede mig, og jeg var 3-4 cm åben, men begge JM mente at det gik ret hurtigt nu. Efter en halv time med gode men overskuelige veer, begyndte de slemme. Jeg brølede som en gal og agressiv gris mens veen stod på, og så snart den klingede af, græd jeg. Jeg kunne slet ikke overskue smerten eller forløbet og havde bare ONDT! Efter 10-20 min med den slags onde veer, fik jeg pressetrang, men var kun 8 cm åben, så jeg måtte gispe mig igennem dem. Jeg nåede hurtigt de 10 cm, og måtte endelig presse - Og så gik mine veer fandme i stå! :sur:
De varede ca 10 sek og kom med længere og længere mellemrum, så JM kaldte en assistent der pressede baby nedad udenpå maven, mens jeg selv gjorde mit bedste for at presse indefra. Min veninde, der var helt fantastisk til at guide mig gennem hele forløbet, coachede mig gennem pressefasen. 'Jeg ved godt du ikke har veer nok, men det er ligemeget. Du skal presse nu'. Så det gjorde jeg. Det var en vild oplevelse, men egentlig ikke så intenst smertefuld. Efter 5 pres var hovedet ude (og assistenten udbrød 'SIKKE EN ORDENTLIG BØF DER KOMMER UD' :panik: ), og skuldrene og resten af hende fulgte hurtigt efter. Kl 23.15 kom vores lille Ellie endelig ud til os :lun:
Vi havde jo bestilt en dreng, så det var ærligt talt et lille chok at vi fik en pige. Hun var kæmpestor og helt mørk. Mørkt hår, mørk hud og flad næse. Vi kunne faktisk ikke helt kende hende, for hendes søskende er begge lyse og blonde med små knapnæser, og både min mand og jeg er gennemsnitlige leverpostejsdanskere.
Men hun var så fin og smuk og sej og dellet og perfekt :love: Vægt 4600 gram og 53 cm lang. Jeg skulle kun have et enkelt sting, men efterforløbet var alligevel hårdt for mig. Det gjorde sindssygt ondt at føde moderkagen (det har det altså ikke gjort de andre gange), og JM måtte trykke maven for blod 4 gange, og jeg græd mig gennem dem alle. Ved de andre 2 fødsler har jeg bare været frisk og klar bagefter, men denne gang kunne jeg ikke engang rejse mig fra sengen den første time. Så selvom det var en lynfødsel, var det altså en ret stor belastning for kroppen.

Ellie og jeg blev indlagt på barselsgangen i nogle dage indtil jeg var fysisk ovenpå igen.

Nu har vi været hjemme i et par uger. Hun er 3 uger gammel og har det rigtigt godt. Jeg har svært ved at mætte hende med min mælk, så hun får både flaske og bryst, og det fungerer egentlig fint.

Herhjemme er vi begge enige om at vi ikke skal have flere børn, så jeg sørger virkelig for at nyde tiden med hende. Det er for fedt at være mor til 3, selvom jeg ærligt talt er træt, ligner en fed klods der ikke har redt hår i flere uger, går i tøj der strammer de forkerte steder, og altid har dårlig samvittighed overfor de 2 store. Det skal nu nok løse sig. Jeg tænker, at det er super privelligeret at få 3 raske og smukke børn, så alt andet er egentligt sekundært.

Her er Ellie 5 timer gammel:
Ellie.jpg


.. Og her møder hun sine søskende for første gang (12 timer gammel):


Ellie.jpg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
12
Brugeravatar
Knirkemis
Indlæg: 1273
Tilmeldt: 20. apr 2016, 08:42
Kort karma: 313
Likede indlæg: 3587

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Knirkemis » 16. jun 2016, 12:41

Nu må jeg se, om jeg kan nå at skrive det hele, inden baby vågner og skal have mad :)

Jeg havde tid til igangsættelse mandag d. 30/5-16, hvor jeg var 38+0. Jeg skulle sættes i gang pga. voldsomme smerter i forbindelse med symfyseløsning og for højt blodtryk.

Jeg kom ind på Rigshospitalet kl. 10.30, blev undersøgt og fik den første pille til igangsættelse. Livmoderhalsen var næsten væk, så JM skød på, at jeg ville føde dagen efter.

Allerede kl. 16 fik jeg veer, efter 4 piller, og blev kl. 18 flyttet til fødegangen. Jeg fik ringet til min kæreste og sagt, at han skulle komme, for nu skete der noget. Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt, så han var sendt ud til sin far, for at binge-watche Game of thrones i ventetiden, men det nåede de ikke noget af :)

Imens vi lå på fødestuen, blev veerne langsom kraftigere og kraftigere. Jeg havde ellers i starten tænkt, at hvis det var sådan veern føltes, så ville det blive a piece of cake. Men smerterne tog til :genert: Jeg åbnede mig ikke særligt meget, fordi veerne var fremkaldt af pillerne, og dermed ikke naturlige. Derfor gav de mig smertestillende ved midnatstid, så jeg kunne få lidt søvn. Det havde dog ingen effekt overhovedet, og veerne kom bare rullende med 5 minutters mellemrum. Så kl. 3 om natten, var jeg moden til en epiduralblokade. Og for hunan - det gjorde nas! Men da den først var lagt, var det smerten værd. Jeg fik ikke sovet, men kunne hvile. Jeg kunne stadig mærke veerne, men langt mindre smertefuldt.

Ved 7.30 tiden næste morgen blev jeg undersøgt igen. Jeg var nu helt åben, og JM tog vandet (eller også var det lidt tidligere på natten, det blev gjort. Jeg kan ikke helt huske detaljerne, for jeg var ved at være pænt træt).

Jeg kom hen på lejet, og lå på siden og blev fodret med ristet brød og kaffe af min kæreste mellem veerne. De gjorde mega ondt, men jeg var ved at dø af sult. Samtidig hyggesnakkede vi med JM, også mellem veerne, og det hele var meget roligt og trygt.

Omkring kl. 9.15 fik jeg besked om, at jeg skulle til at føde hende. JM var rigtig god til at vejlede og opmuntre. Min kæreste holdt iltmasken, og havde fået besked om at blive oppe i min ende, men har bagefter fortalt, at han lige var nede og kigge, da JM sagde at der var en masse sort hår synligt :P
Efter ca. 15 minutter med presseveer, blev hendes hjerterytme lidt ustabil, og i løbet af 2 minutter var der nok 10 mennesker på stuen. Hun fik sat en måler på hovedet, som overvågede hende, imens jeg fortsatte med at presse. De nåede lige at snakke om at tage hende med kop, da jeg selv fik hende ud. Kl. 9.46 blev lille Idun født :) Hun kom op på min mave, og jeg klippede selv navlesnoren.

10 minutter efter kom moderkagen, som bestod af én stor og to små bi-moderkager, hvilket JM var meget begejstret for. Jeg hørte ikke så meget efter, for jeg havde for travlt med, at kigge på min datter. Jeg blødte en hel del, og de rodede rundt med mig, men jeg var som i en glasklokke af træthed og overvældende følelser. De tog blodprøver, lagde venflon, gav medicin og trykkede på maven.

Efter lidt tid fald der ro på. Vores datter kom over til sin far. Jeg havde fået to små rifter, som kunne klares med 3 sting. Og så var vi forældre :blush2:

Vi fik nogle timer på fødestuen, hvor vi kunne slappe af, få lidt at spise og ligge hud mod hud med Idun. Det hele havde været så trygt, der var stille på fødegange gennem hele forløbet, så der var stort set hele tiden en JM på stuen med os, og selv til sidst, følte jeg mig helt tryg ved at der var styr på situationen. Så jeg føler mig meget heldig :)

Billede af det lille vidunder, kommer senere.
9
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 3723
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 652
Likede indlæg: 11266

Re: Fødselsberetninger

Indlægaf Danseprinsesse » 27. jul 2016, 10:05

Knuds fødsel 16-07-16

Jeg var begyndt at synes, at der var lidt ”ulven kommer” over det at skulle føde. Der føltes som om, der var optræk til noget flere gange, men det blev ikke rigtig til mere.

Den 15. juli var 3 dage efter min termin. Jeg havde fået en god, lang lur om eftermiddagen, og vi havde spist sen aftensmad.
Jeg var på toilettet og kan huske, at jeg syntes mit tis lugtede anderledes end normalt. Efter toiletbesøg gik jeg ud i køkkenet, for at fylde opvaskemaskinen, og så gik vandet, der var kl. 21.45. Det løb bare stille og roligt ud af mig, og jeg sagde til min kæreste ”hov, jeg tror mit vand er gået”. Han spurgte, om jeg ikke bare tissede i bukserne, men det var jeg nu ret sikker på, jeg ikke gjorde! Så han hentede et håndklæde, og så stod jeg der og dryppede, mens ingen af os helt vidste, hvad vi nu skulle. Så jeg gav mig til at spise en tomat.
Da det blev med at rende, besluttede jeg mig for at gå i bad, så der gik jeg ud med et håndklæde mellem benene, mens min kæreste tørrede op på køkkengulvet. Han tog et bad bagefter, mens jeg ringede til fødegangen. Vi var fuldstændig rolige på det tidspunkt, men spændte selvfølgelig.

På sygehuset undersøgte de mig. Hinderne nede ved livmoderhalsen var åbenbart intakte, og der kom ikke rigtig mere fostervand, så de var i tvivl, om vandet nu også var gået – jeg var dog ikke i tvivl. Vi blev sendt ud på en gåtur, for at se om der ville komme mere vand. Vi gik en tur rundt om sygehuset, det var lunt og stille og ret hyggeligt at gå der sent om aftenen og vide, at nu skulle vi snart møde vores barn.
Der var stadig ikke kommet mere vand, da vi kom tilbage, men de lavede en prøve, der viste, at jeg havde haft vandafgang, så teorien var, at hinden nok var gået i stykker højere oppe.
Vi blev sendt hjem igen med besked om at vende tilbage, når der var veer og ellers skulle vi ringe til dem næste morgen.

I det øjeblik jeg satte mig ind i bilen, kom der en ny skylle fostervand og veerne begyndte. Da vi var hjemme, var de allerede blevet regelmæssige med 5-6 minutters interval. Det var lidt efter midnat, vi fik en smule at spise og gik i seng. Jeg nåede dog aldrig at falde i søvn, for veerne udviklede sig ret hurtigt. Jeg begyndte at tage tid på dem, og de kom allerede hvert 3. minut. Da de havde været regelmæssige i en lille time ringede jeg til fødegangen igen, og vi blev bedt om at komme tilbage.
Da jeg blev indlagt, var jeg omkring 3 cm åben. Vi snakkede lidt med jordemoderen om fødslen. Jeg havde ikke på forhånd noget specifikt ønske omkring smertelindring, jeg ville bare gerne tage det hen ad vejen. Det eneste jeg bad om, var at gispe hovedet ud, fordi jeg var skrækslagen for at få en slem bristning.
Jeg var på det tidspunkt stadig fuldstændig rolig og arbejdede fint med veerne.
Der gik dog ikke ret lang tid før veerne ændrede karakter. De overtog fuldstændig, var meget kraftige og konstante. Jeg husker ikke ret meget fra den næste time, det var et smertehelvede uden pause. Jordemoderen nåede at give mig noget akupunktur, men det gav ikke den store lindring. Så på et tidspunkt foreslog hun epidural, hvilket jeg var fuldstændig klar på.
Da de tjekkede mig igen efter anlæggelsen af den, var jeg næsten helt udvidet og livmoderhalsen væk. Jeg havde udvidet mig fra 4 til 10 cm på 1,5 time. I det hele taget udviklede nogle faser af fødslen sig så hurtigt, at jeg aldrig rigtig nåede at være med i det.
Så jeg er simpelthen så glad for, at jeg fik den epidural. Den gav mig nogle rigtig gode timer efterfølgende, hvor jeg følte det der fantastiske samarbejde med kroppen, som jeg havde glædet mig sådan til på forhånd. Min kæreste fik lidt mad og søvn, og der var en dejlig ro over os igen. Når der kom en ve, arbejdede jeg mig selv igennem den med vejrtrækningen.

Da jeg havde været helt åben i 3 timer, var mine veer desværre gået i stå, og baby havde stadig ikke flyttet sig helt ned i bækkenet. Så de besluttede sig for at give mig vestimulerende drop. Og så gik det hurtigt igen.
Tiden med presseveerne var så intens, at jeg næsten intet kan huske. Så det meste af det, har jeg fået genfortalt af min kæreste. Jeg lyttede til jordemoderen, pressede som hun guidede mig til, men jeg aner ikke, hvordan jeg kom igennem det. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvor langt jeg var i forløbet. Min kæreste har fortalt, at jordemoderen havde forventet, at det ville tage 1-2 timer med pressefasen efter vestimulerende drop. Så lang tid skulle der dog slet ikke gå.
Da veerne kom tilbage for alvor, kom jeg op at stå, for at tyngdekraften kunne hjælpe ham på vej ned. Der kom meget kraftige veer mens jeg stod op, jeg hang på min kæreste for at komme igennem dem. Jeg nåede at stå op i knap 10 minutter, så vurderede jordemoderen, at det ville gå rigtig stærkt, og at jeg skulle op på briksen i en fart. Jeg blev viklet ind i ledningerne til drop, CTG og epiduralpumpe, og det var faktisk det eneste, jeg kunne fokusere på. Min kæreste kunne se, at hovedet allerede var halvvejs ude, da jeg kravlede op på briksen. De kunne ikke nå at få mig rigtig op at ligge, så jeg fødte halvt på siden.
Da de sagde til mig, at hovedet var født, gav det mig de sidste kræfter til at presse, og så var han der, kl. 12.13.

Han kom op til mig med det samme, men måtte efter kort tid have lidt hjælp med CPAP, da han blev blålig og ikke helt ville skrige.
Mens de arbejdede på ham, fødte jeg moderkagen. Min kæreste syntes, det var helt fantastisk smukt at se den med hinderne og livets træ, men jeg kunne ikke rigtig rumme at skulle se noget, jeg var alt for optaget af de smerter, jeg havde.
De undersøgte mig og fik lagt noget lokalbedøvelse, der gav mig lidt mere overskud til at forstå, at vores søn var født.
Han havde den ene arm strakt ud langs med hovedet, da han kom ud. Dét og så den hast, han kom med til sidst, fik jordemoderen til at kalde ham ”Kanonkongen Knud”. :lun:
Jeg havde fået en slem bristning og skulle på operationsbordet. Men vi nåede at få et par timer sammen på fødestuen, hvor han lå på mit bryst, og hvor vi bare var totalt overvældede af det lille menneske. Da de kørte mig til operation, lå han hos min kæreste og fik lidt mad i en sprøjte, og jeg følte mig heldigvis helt tryg ved at efterlade dem.
Jeg fik en spinalbedøvelse inden operationen, så jeg mærkede intet, tror faktisk endda jeg fik sovet lidt. På opvågningen sagde sygeplejersken med det samme, at hun ville ringe efter min familie. Og det lille ord – familie – lød bare fuldstændig fantastisk og helt rigtigt i mine ører. Og så græd jeg lidt af lykke over at være blevet en familie og af udmattelse.

Vi var indlagt sammen i 3 døgn, hvor jordemoderen fra fødslen kiggede forbi, og vi fik talt fødslen igennem. Det var rigtig rart, vi har været virkelig glade for hende. Jeg havde – og har det stadig – lidt svært ved at fødslen forløb, som den gjorde. Jeg er mest ked af, at smerterne i perioder gjorde, at jeg slet ikke forstod, hvad der skete, og at jeg har svært ved at huske rigtig meget af forløbet. Og så har jeg haft rigtig svært ved at sluge, at min eneste frygt omkring fødslen - at briste voldsomt - desværre blev til virkelighed.
Min kæreste har heldigvis haft en helt fantastisk oplevelse, han var med i det hele og jordemoderen inddragede ham så fint. Han bliver rørt, hver gang han fortæller om, da han kunne se hovedet, der var på vej ud, og han er god til at forklare og fortælle mig om de ting, jeg ikke husker.
Vi er så forelskede i den lille mand, jeg kan næsten ikke være i mig selv, så overvældende føles den kærlighed jeg har til ham.

Her er han lige efter vi var kommet på barselsgangen, ca. 7 timer gammel og 4 dage gammel, dagen efter hjemkomst:
Kanonkongen1.jpg
Kanonkongen.jpg
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
12

Tilbage til "Graviditet"