Jeg er sådan en slags følelsesløs på øverste etage for tiden. Det har egentlig varet det meste af i år indtil videre. Det er altså sært. Ikke rart, selvfølgelig, men heller ikke noget, som gør mig direkte ked af det. Det foruroliger mig bare en del. Jeg synes ikke rigtig, jeg kan kende mig selv, hvis det giver mening.
Til tider er det umuligt for mig at være til stede i nuet. Mine tanker flyver virkelig let; det er faktisk ind imellem sådan, at jeg skal koncentrere mig en hel del for at høre efter, når nogen siger længere sammenhængende sætninger til mig. Og det er ikke, fordi menneskene ikke interesserer mig, for det gør de, og jeg har altid været en såkaldt god lytter. Om det skyldes, at jeg netop som god lytter skal lægge øre til flere ting end de fleste (altså I ved; man bliver hurtigt hende, folk trygt kan læsse af hos) ved jeg ikke. Men jeg har flere gange talt med min mand om, at hvis ikke man meget tydeligt selv kaster sig ind med inputs i samtaler, så oplever vi begge sådan en "blaaa bla bla mig bla mig" fra ret mange i omgangskredsen. Altså hvor vi er hensat til at lytte på mere eller mindre spændende ting fra vores venners og familiemedlemmers liv. Vi har begge uafhængigt af hinanden oplevet at køre drænet hjem fra et eller andet socialt halløj, og jeg mener virkelig ikke, at vi er introverte - hverken ham eller ej.
Nøjj, det er allerede rodet og gået over i noget helt andet ^ jeg nævnte det bare for at illustrere, hvordan mine tanker er svære at fastholde - tilbage på sporet, forhåbentligt.
Egentlig ved jeg ikke, hvad den her psykiske følelsesløshed skyldes, men jeg går måske tit rundt med en opfattelse af, at mange ting ikke rigtigt vil lykkes for mig.
På arbejdsfronten har jeg været yderst presset, særligt fra nytår og indtil maj, men har egentlig gjort det ret godt. Ingen ko på isen job-wise, altså. Og nu er presset svundet ind, og jeg kan ligesom ånde igen - på dén front. Så det er ikke her, tingene ikke lykkes, eller "noget" skurrer. Alt er godt, I ved.
Derhjemme. Jeg er mor til to piger på 4 og 2. Det siger sig selv, at der er tryk på i hverdagen. Min mand og jeg er ikke typerne, som har en poleret livsstil med styr på det hele - langt fra - og det lægger vi heller ikke skjul på over for venner og familie. I ved, de fleste siger "arh men der kan også rode hjemme hos os", og nogle gange er det rent bullshit. De HAR rent faktisk styr på lortet, men man skal jo lissom sige, at ens tegning er grim-ish. Men altså: Når vi siger, at vi roder, så er det altså rigtigt. Det er kraftedme alle vegne, og det værste er, at jeg/vi ikke magter at ændre det. Vi taler virkelig tit om det, og det giver også rigtig dårlig stemning, men altså. Om aftenen har vi bare brug for at være til. Stene, koble fra.
Vi lader stå til, kan man roligt sige, og det værste tidspunkt på dagen er om eftermiddagen, når vi kommer hjem efter at have været ude irl på arbejde, hvor alting er rimelig fornuftigt og man selv fucking føler sig normal og voksen - og så kommer man hjem, hvor jungleloven øjensynligt hersker. Legetøj på gulvet i stuen, som i øvrigt trænger til både støvsugning og vask, der lugter indelukket, vinter-overtøj (i juni!) hist og pist på gulvet i gangen, håndklæder og beskidt vasketøj på badeværelsesgulvet, argh - you get the picture. Det er SÅ opslidende dag efter dag at vende hjem til et hus, som man mildest talt ikke er stolt af, hvor ubudne gæster ikke kommer over dørtærsklen, hvor vi ikke har haft gæster i tre måneder, hvor vi ikke kan slappe af og lade blikket vandre rundt uden hele tiden at blive mindet om pligterne, der venter.
Ej, men det hør det lige. Jeg lyder måske som jordens største baby. Men altså, vi er låst fast pt, og det er bare noget pølse.
Jeg har en del frihed med afspadsering i denne måned, og den (tidsrummet 8-14) bruger jeg så på at gå på Facebook 12000 gange, læse bøger, strikke, glo flimmer og så henter jeg børn. Jeg bruger den ikke på at rette op på de her ting, der virkelig irriterer mig. Få ryddet op. Starte fra en ende af. Hvis jeg endelig en dag mærker et særligt drive, går jeg i gang og efter 1 times intens indsats er jeg ikke kommet langt nok med det. Det sidste år tror jeg sammenlagt vi har haft ryddet køkkenbordet for random ting 14 dage. Ellers har der stået ny/gammel opvask, som venter på at komme i opvaskeren. Det lyder måske tilforladeligt, men gang det så op til at være sådan på alle 150 kvm. HELE tiden. På reposet ind til soveværelset vader vi over bunkevis af tøj, og hvad der er rent og beskidt har jeg ikke længere overblik over. I regelen er det hele rent, men det har nu ligger så længe og gloet deroppe, at det i virkeligheden ville have godt af at blive vasket igen. Jeg er ved at blive sindssyg samtidig med, at jeg ikke magter at ændre situationen.
Nu kører det vist i ring - I fatter min pointe, tror jeg. Kom frit med inputs. Hvad pokker foregår der?
). Men hvis sofa området ser nogenlunde ud så er det også nemmere at slappe af der når man ikke gider rydde op mere.
Det er tit noget der er pissesvært at indrømme når tingene vokser os over hoved, men det gør det sgu for alle engang imellem.
De kunne slet ikke overskue at gå i gang med at smide ud og sortere og heller ikke at gøre hovedrent, pudse vinduer osv. Jeg tilbød min hjælp, men gruede samtidig inderst inde for, hvor længe og hvor meget min bror og jeg OG mine forældre ville skulle pukle, og især for om mine forældre ville kunne holde til det. Det endte med et rengøringsfirma. Skaldede 4000 kr (jeg siger 'skaldede', fordi jeg sætter det op imod, hvad mine forældre slap for og ikke, fordi de har mange penge). Alle 250 m2 skinner og er ryddet. Jeg tror aldrig, jeg har set min mor så lettet. Det var mig, der fandt telefonnummeret til rengøringsfirmaet til hende (de har aldrig brugt en computer og aner ikke, hvad Google er ...). Og jeg tror, hun gemmer det under sin hovedpude og føler sig ... reddet.