Aima skrev:Er det først indenfor det seneste år, han er begyndt at blive så fuld at han bliver fortumlet og snøvlende, eller er det dét med at han bliver ubehagelig og opfarende der er kommet til? For uanset normen i hans omgangskreds, er det jo påfaldende at hans mønstre har ændret sig, synes jeg. Hvis han de første fire år af jeres forhold, aldrig drak sig fuld i et omfang, hvor han blev ramt på balance og udtaleevne, forstår jeg udmærket du reagerer, hvis det pludselig er obligatorisk hver gang han er ude. Jeg forstår naturligvis også, du reagerer, når han bliver ubehagelig.
Jeg synes først og fremmest, du skal prøve at få defineret for dig selv, hvad du gerne vil have, det hele ender med. Er du kompromisvillig på nogle punkter, eller er det kommet dertil, hvor det er en decideret trussel for jeres forhold at han bliver meget fuld (også den ubehagelige opførsel fratrukket ligningen)?
Hvis jeg var i dine sko, ville jeg lægge ud med at gå manden på klingen ift. hvad hans eget udgangspunkt i virkeligheden er. Hvordan har han det egentlig selv med det hele? Nu er jeg jo ikke ham, men uanset hvor meget jeg ville holde på min ret til at drikke mig fuld for the fun of it når jeg vil, i det omfang jeg vil, så ville jeg omvendt lægge mig fuldstændigt fladt på jorden, hvis nogen jeg holdt af konfronterede mig med, at min opførsel var urimelig og ubehagelig. Der ville ikke være nogen fest eller bytur i hele verden, der ville være det værd for mig og jeg ville på den ene eller anden måde tage konsekvensen med det samme. Naturligvis under den forudsætning, at der reelt var noget om snakken, men det ved man vel? Altså, din kæreste ved vel godt, han har opført sig nederen, når han har være urimelig? Jeg tænker bare, at det vel heller ikke kan være fedt for ham, så det er vel lige så meget i hans egen interesse at ændre på tingene.
Njaaarh, han har altid haft en tendens til at drikke op til og også forbi det punkt, hvor han er virkelig er fuld. Karakterskiftet har vel nok altid været der ved store mængder alkohol, når jeg tænker nærmere over det, men det er først indenfor det seneste år at det også har vedrørt mig, fordi han bliver så klods umulig. Han mister den totalt
Hvis der er behov for eksempler, kan han fx påstå, at jeg har sagt til ham, at han ikke har noget valg, men skal komme hjem til mig, når jeg for det første aldrig har sagt det og for det andet altid opfordrer ham til at blive et sted, hvis han hygger sig. Ofte går det på at han bilder sig ind, at jeg har sagt eller gjort noget og så bliver ked af det eller istedet bliver bebrejdende og sur. Og det synes jeg er urimeligt.
Well, de gange vi har diskuteret problemet, er han altid meget velvillig ift. at skære bare en anelse ned på alkoholen og undskylder oprigtigt og alt det jazz. Men så snart musikken spiller, så at sige, så bliver han revet med, fortæller han. Den er svær. Også fordi jeg vitterligt ikke går ind for at begrænse sin partner, men han ved også at jeg synes det er et ret stort issue, fordi det slider på mig og min generelle opfattelse af ham som en god og kærlig partner.
Så snart han er blevet ædru og er blevet normal igen, så mister jeg hurtigt fornemmelsen af skuffelse over ham, men når han så laver stuntet igen, så bliver der revet op i mine følelser.
Nå, men vi kommer til at tale om det igen idag. Jeg er spændt på at høre, hvad hans løsningsmodel er, for jeg ville godt nok være ærgerlig over et vores forhold skal hænge i en tynd tråd pga. de ture. Kunne jeg trække på skuldrene af det, ville jeg allerhelst det, men jeg føler jo, hvad jeg føler.
Kender det alt for godt selv 
