Hvor meget kan man blande sig i hinandens økonomi?

[Wizzze]

Vi har en tråd herinde som går på hvor meget man kan blande sig i hinandens alkoholvaner, men hvad med økonomi?

Hvis en partner eller familie, venner eller andre har en bekymrende økonomisk adfærd, er det så ok at blande sig / sige noget?
Og hvem definerer hvad bekymrende økonomisk adfærd er, nu der ikke er en sundhedsstyrelse for økonomi, der siger maks. X genstande / køb pr. uge ?

Tror de fleste af os kan komme i tanke om episoder, hvor vi har oplevet andre opføre sig uheldigt/ubetænktsomt omkring penge og økonomi, men siger vi noget, eller tænker vi bare ??

Skal man, må man, kan man blande sig?? Hvad siger I?

[achillaxedprune]

Jeg synes kun, at man må blande sig (dvs. man er ikke blevet sprugt), hvis man har fællesøkonomi.

Man kan selvfølgelig smide en bemærkning om, at man er bekymret og om man skal hjælpe, til alle... Men blande sig, når man ikke "har fået lov" synes jeg udelukkende er acceptabelt, hvis man har fællesøkonomi.

[Wizzze]

Jeg synes det er et svært spørgsmål, for hvad er det "rette" er der en rigtig og forkert måde at leve på?
At nogen vælger at handle alt i Føtex og Irma, selvom de kunne få det billigere i Netto, kan måske nok være uoptimalt økonomisk, men passe for dem og familien på andre måder, så det bør man vel ikke blande sig i ?

Hvad så med dem, der køber hus helt ud til kanten af deres økonomi, blander man sig der, og siger tænk nu over alle de andre ting der også skal bruges penge på, og vil der blive lyttet når parret/personen har lys i øjnene over at have fundet den perfekte bolig.

Og så er der dem der lever som konger den første uge efter der er kommet penge, og så i rendestenen resten af måneden når pengene er væk. Skal man prøve at opdrage på dem, så pengene strækker hele måneden?

[Lulu]

Jeg synes man kan blande sig i sin partners økonomi i det omfang det gå ud over en selv også.

Har man fællesudgifter der skal betales, synes jeg godt man kan forvente at begge parter kan smide halvdelen (eller hvilken fordeling man nu har) til disse udgifter. Bruger den ene part så alle sine penge på noget andet kan man godt gøre opmærksom på det, og også stille til krav at det ændres, hvis man fortsat skal have fællesudgifter.

[Luffegås]

hvis folk bruger penge på sig selv og ikke deres børn, og man kan se børnene altid skal bagerst i køen, men mor render i mode/mærketøj og får lavet negle, og barnet knap nok har madpakke med, så ville jeg altså gerne sætte mit venskab på spil for at få lov til at sige min mening. og sådan har jeg det med mange ting, hvis nogen lider, så skal man kunne sige sin mening, og turde miste det bekendtskab.

[fisken80]

Jeg synes det er et svært spørgsmål, for hvad er det "rette" er der en rigtig og forkert måde at leve på?
At nogen vælger at handle alt i Føtex og Irma, selvom de kunne få det billigere i Netto, kan måske nok være uoptimalt økonomisk, men passe for dem og familien på andre måder, så det bør man vel ikke blande sig i ?

Hvad så med dem, der køber hus helt ud til kanten af deres økonomi, blander man sig der, og siger tænk nu over alle de andre ting der også skal bruges penge på, og vil der blive lyttet når parret/personen har lys i øjnene over at have fundet den perfekte bolig.

Og så er der dem der lever som konger den første uge efter der er kommet penge, og så i rendestenen resten af måneden når pengene er væk. Skal man prøve at opdrage på dem, så pengene strækker hele måneden?

Lige med de eksempler der, skal man da bare blande sig aldeles udenom. Medmindre vedkommende konstant forsøger at låne penge af en, men selv der synes jeg bare man skal sige helt klart fra og lade det være ved det.

At gå rundt og opdrage på andre voksne mennesker er en uskik, hvis ikke der er tale om særlige forhold.

[DetSorteCirkus]

Jeg har det sådan, at så længe folk har dækning for deres forbrug, må de gøre, som de vil. Det rager ingen.
Det må de selvfølgelig også ellers, men visse former for katastrofekurs ville få mig til at udtrykke bekymring. Jeg synes, det handler om at have kontrol med det, man gør, hvilket man fx. sagtens kan have, hvis man siger sit job op for at starte op som selvstændig, mens man lever på en sten.
Noget, der til gengæld ville bekymre mig, ville være optagelse af stadig mere tvivlsomme lån for at dæmme op for anden gæld.

I et forhold synes jeg, at det er en klar fordel at have nogenlunde samme livsstil, i hvert fald hvis man ellers risikerer, at den ene via sine økonomiske dispositioner spænder ben for den andens måde at leve på eller omvendt. Jeg mener ikke, at man behøver være ens, men hvis man har meget forskellige økonomiske præferencer, tror jeg, at det i langt de fleste tilfælde vil være nødvendigt at tale om det og finde nogle redskaber til, at der kan blive taget højde for begges ønsker.

[DetSorteCirkus]

Jeg synes det er et svært spørgsmål, for hvad er det "rette" er der en rigtig og forkert måde at leve på?
At nogen vælger at handle alt i Føtex og Irma, selvom de kunne få det billigere i Netto, kan måske nok være uoptimalt økonomisk, men passe for dem og familien på andre måder, så det bør man vel ikke blande sig i ?

Hvad så med dem, der køber hus helt ud til kanten af deres økonomi, blander man sig der, og siger tænk nu over alle de andre ting der også skal bruges penge på, og vil der blive lyttet når parret/personen har lys i øjnene over at have fundet den perfekte bolig.

Og så er der dem der lever som konger den første uge efter der er kommet penge, og så i rendestenen resten af måneden når pengene er væk. Skal man prøve at opdrage på dem, så pengene strækker hele måneden?

Hvordan definerer du "rendestenen" her? Som i "jeg observerer en markant forskel i personens livsstil henover måneden" eller "fra omkring d. 10. må personen ud og tigge penge hos venner og familie eller optage endnu et kviklån"?

[Sangius]

Jo, selvfølgelig kan jeg blande mig i min mands økonomi. Vi ejer et hus sammen, som jo gerne skulle blive betalt af en dag.

Jeg ville blande mig, hvis han af en eller anden årsag ikke kunne betale sin halvdel af regningerne.
Jeg ville blande mig, hvis han efter hver gang vi betalte regninger (og mad) ikke havde nogen penge tilbage til resten af måneden, da dette virkelig begrænser levemåden i sådan en grad, at det ikke kun rammer ham selv.
Jeg ville blande mig hvis han ville tage forskellige lån, som jeg ikke føler der er behov for.

For mig er økonomi en fælles ting i et velfungerende parforhold. Jeg kunne ikke drømme om at købe noget dyrere end måske et par 1000 kr, uden lige at forhøre mig med min mand og omvendt.

Hvad andre kan få til at fungere tænker jeg ikke meget over.

[Wizzze]

Jeg synes det er et svært spørgsmål, for hvad er det "rette" er der en rigtig og forkert måde at leve på?
At nogen vælger at handle alt i Føtex og Irma, selvom de kunne få det billigere i Netto, kan måske nok være uoptimalt økonomisk, men passe for dem og familien på andre måder, så det bør man vel ikke blande sig i ?

Hvad så med dem, der køber hus helt ud til kanten af deres økonomi, blander man sig der, og siger tænk nu over alle de andre ting der også skal bruges penge på, og vil der blive lyttet når parret/personen har lys i øjnene over at have fundet den perfekte bolig.

Og så er der dem der lever som konger den første uge efter der er kommet penge, og så i rendestenen resten af måneden når pengene er væk. Skal man prøve at opdrage på dem, så pengene strækker hele måneden?

Hvordan definerer du "rendestenen" her? Som i "jeg observerer en markant forskel i personens livsstil henover måneden" eller "fra omkring d. 10. må personen ud og tigge penge hos venner og familie eller optage endnu et kviklån"?

Jeg vil sige jeg har oplevet begge typer, altså hvor der var råd til bøf, byture, restaurant, den første uge og så 3 uger, hvor det hed pasta/ketchup eller lign. Men også hvor der bare slet ikke er noget tilbage til mad, bus/tog osv. og hvor sætninger som "jeg spiser bare de pizza rester der er tilbage, når I andre er færdige" er blevet hørt

[DetSorteCirkus]

Jeg vil sige jeg har oplevet begge typer, altså hvor der var råd til bøf, byture, restaurant, den første uge og så 3 uger, hvor det hed pasta/ketchup eller lign. Men også hvor der bare slet ikke er noget tilbage til mad, bus/tog osv. og hvor sætninger som "jeg spiser bare de pizza rester der er tilbage, når I andre er færdige" er blevet hørt

Det første eksempel er HELT folks egen sag, synes jeg.
Om det andet også er det, kommer an på, om det går ud over andre, fx. i form af månedlig tiggeri om "lån". Her ville jeg sige fra, men dermed ville jeg også holde bolden på min banehalvdel. Mit problem ville ikke være, at personen ikke havde råd til noget pga. sit forbrug, men at jeg skulle blandes ind i det.
Der, hvor jeg decideret ville blande mig med bekymring, ville være, hvis jeg fornemmede eller vidste, at kaosset skyldtes andet end overforbrug i starten af måneden.

[Guldfisk]

Jeg ville ikke blande mig, hvis ikke jeg havde fællesøkonomi med dem.
Men jeg kan da sagtens tale med folk om det. Om hvordan de prioriterer fx. Men ikke med løftede pegefingre - jeg går som udgangspunkt ud fra, at mine venner er fornuftige mennesker, der har gode grunde til de ting, de gør. Men oprigtig nysgerrighed har mine venner ikke noget imod, og jeg har heller ikke noget imod det fra deres side.

[Wizzze]

Jeg vil sige jeg har oplevet begge typer, altså hvor der var råd til bøf, byture, restaurant, den første uge og så 3 uger, hvor det hed pasta/ketchup eller lign. Men også hvor der bare slet ikke er noget tilbage til mad, bus/tog osv. og hvor sætninger som "jeg spiser bare de pizza rester der er tilbage, når I andre er færdige" er blevet hørt

Det første eksempel er HELT folks egen sag, synes jeg.
Om det andet også er det, kommer an på, om det går ud over andre, fx. i form af månedlig tiggeri om "lån". Her ville jeg sige fra, men dermed ville jeg også holde bolden på min banehalvdel. Mit problem ville ikke være, at personen ikke havde råd til noget pga. sit forbrug, men at jeg skulle blandes ind i det.
Der, hvor jeg decideret ville blande mig med bekymring, ville være, hvis jeg fornemmede eller vidste, at kaosset skyldtes andet end overforbrug i starten af måneden.

Jeg er ikke uenig, men ligesom i alkoholtråden, har man så ikke en form for ansvar for at sige noget, hvis man observerer risikoadfærd?
Vi er jo en del der ser "Luksusfælden" hvis vi så noget af den adfærd vi har set i serien, blandt familie eller venner, burde/skulle man så ikke sige noget?
Jeg synes det er svært, for jeg kan sagtens se det fra den anden side også, vi ville nok alle blive lidt knotne og "bland dig uden om"-agtige hvis nogen kom til os og sagde du har vist ikke helt styr på økonomien, skulle vi ikke lige snakke om det.
På samme måde som folk også går i position hvis nogen kommenterer på deres alkoholvaner.

[DetSorteCirkus]

Jeg er ikke uenig, men ligesom i alkoholtråden, har man så ikke en form for ansvar for at sige noget, hvis man observerer risikoadfærd?
Vi er jo en del der ser "Luksusfælden" hvis vi så noget af den adfærd vi har set i serien, blandt familie eller venner, burde/skulle man så ikke sige noget?
Jeg synes det er svært, for jeg kan sagtens se det fra den anden side også, vi ville nok alle blive lidt knotne og "bland dig uden om"-agtige hvis nogen kom til os og sagde du har vist ikke helt styr på økonomien, skulle vi ikke lige snakke om det.
På samme måde som folk også går i position hvis nogen kommenterer på deres alkoholvaner.

Men hvordan er eksempel 1 risikoadfærd, synes du? Hvad bekymrer dig ved, at personens forbrug falder i løbet af måneden, hvis der er penge til en form for mad og diverse, så længe du ikke skal blandes ind i det, eller der optages lån hos familie og venner og/eller dubiøse firmaer?

Eksempel 2 leder derimod tankerne hen på LF, men der ville jeg jo også udtrykke bekymring, hvis jeg kunne fornemme, at der var mere i det end forkert forbrug, og/eller hvis det blev forventet, at jeg skulle dække personens udgifter.

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvor du mener, at vi er uenige?

Noget helt andet er så, at jeg synes, at man skal gøre sig klart, om man har tid, indsigt og kræfter til at hjælpe personen, inden man "siger noget". En løftet pegefinger eller en enkeltstående snak vil næppe gøre det store.

[Wizzze]

Jeg er ikke uenig, men ligesom i alkoholtråden, har man så ikke en form for ansvar for at sige noget, hvis man observerer risikoadfærd?
Vi er jo en del der ser "Luksusfælden" hvis vi så noget af den adfærd vi har set i serien, blandt familie eller venner, burde/skulle man så ikke sige noget?
Jeg synes det er svært, for jeg kan sagtens se det fra den anden side også, vi ville nok alle blive lidt knotne og "bland dig uden om"-agtige hvis nogen kom til os og sagde du har vist ikke helt styr på økonomien, skulle vi ikke lige snakke om det.
På samme måde som folk også går i position hvis nogen kommenterer på deres alkoholvaner.

Men hvordan er eksempel 1 risikoadfærd, synes du? Hvad bekymrer dig ved, at personens forbrug falder i løbet af måneden, hvis der er penge til en form for mad og diverse, så længe du ikke skal blandes ind i det, eller der optages lån hos familie og venner og/eller dubiøse firmaer?

Eksempel 2 leder derimod tankerne hen på LF, men der ville jeg jo også udtrykke bekymring, hvis jeg kunne fornemme, at der var mere i det end forkert forbrug, og/eller hvis det blev forventet, at jeg skulle dække personens udgifter.

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvor du mener, at vi er uenige?

Noget helt andet er så, at jeg synes, at man skal gøre sig klart, om man har tid, indsigt og kræfter til at hjælpe personen, inden man "siger noget". En løftet pegefinger eller en enkeltstående snak vil næppe gøre det store.

Jeg tror ikke vi er uenig, det er nemlig svært, og er problemadfærd faktisk problemadfærd, eller bare forskellige måde at leve på? Det kommer jo i sidste ende an på øjnene der ser, og tolkningen af hvad de ser, for de fleste udefra ser jo sjældent det fulde billede.