Singletråden

[Zombie]

Hvad alle nok havde forudset, er tingene blevet mærkelige mellem min putte -hygge-men-platonisk kammerat og mig.
Han havde været lidt sjov i det (sær), jeg gav ham bare space. Han skrev så i dag, at havde han ikke været bange for at miste mit venskab, og havde han vidst med sikkerhed at han var ovre sin eks, så ville han havde datet mig. Og samtidig var han bange for at vente for længe med evt. at tage chancen, fordi han jo så risikerede at én af os rykkede videre med en anden.
Jeg anerkendte hans følelser og lyttede, og vi skal snakke sammen/ses efter Roskilde Festival, som han skal til, mens jeg har mundtlig eksamen, sidste hånd på lejligheden og fødselsdag for familien.

Det køber os begge lidt tid til at tænke og mærke efter. Jeg er jo totalt en crash and burn type, der hellere vil brænde en bro end ikke at vide, hvad der ligger på den anden side. Og ja, jeg har jo tænkt mit, men jeg ved ikke hvad jeg mener om det hele. Pga. eksamen tirsdag har jeg ingen følelser andet end stress, så pt. fornemmer jeg kun hormoner, fordi han er meget pæn og jeg ikke har fået sex længe.
Men inden jeg gik i full-blown stress mode, tænkte jeg faktisk engang imellem, at nu skulle jeg lige koncentrere mig om andre ting, fordi jeg kom til at tænke på ham randomly.
Jeg er bare så god til at lukke ned for ting, at jeg først kan grave det frem igen efter eksamen.
Og måske lidt fokus på noget andet, sådan 100%, vil få det lidt på afstand, så jeg får et bedre udgangspunkt at reflektere ud fra.

[canoodle]

Story of my life lige nu...

[Rapfisk]

Story of my life lige nu...

Den er virkelig fantastisk!

De glemmer dog den SMS, man får, som bare er alt for kort, og man læser den 56 gange for at se, om der ikke stod noget mere (evt. mellem linjerne).

Det bliver okay

[FrøkenM]

Story of my life lige nu...

Der er SÅ mange rigtige ting i den video

[Zombie]

Min kammerat optager mine tanker åndssvagt meget. Det er irriterende, fordi jeg dels stadig ikke er nærmere en afklaring ift. mig selv, dels virkelig ser frem til at ses med ham og få snakket med ham IRL.
Jeg håber det er OK, at jeg læsser af her.

Det, der rent overfladisk/udadtil holder mig tilbage, er at jeg er meget i tvivl om, hvorvidt han er færdig med at futte rundt og date/knalde random piger efter sin eks. Så jeg har en idé om at skulle acceptere en periode, hvor jeg dates på linje med andre og det gider jeg simpelthen ikke.
Havde jeg bare mødt ham i byen, kunne vi godt ses uden det var videre forpligtende, men vi kender hinanden så godt, at skal relationen eskaleres, hedder det nærmest direkte til kys og sex. Og der kan jeg godt mærke, at jeg ikke kan forlige mig med at være én ud af flere.
Det er en præmis, han må få serveret og overveje, hvis jeg tænker at kunne give "noget" en chance.

Det er jo så det indeni. Jeg er stadig usikker. Vi er et godt match på mange punkter, men jeg har brug for den der "Hell Yeah" følelse - fra os begge to. Og jeg føler mig meget låst af ikke at vide, om han kan give mig dét eller blot give det et forsøg på den føromtalte præmis.
Men jeg kan jo ikke sidde og sige: "Ja, jeg tør altså ikke finde ud af hvad jeg føler, med mindre du går all-in nu" - det er en urimelig situation at sætte ham i.
Jeg er træt af at være tryghedsnarkoman.

Vi snakkede om at han var på festival og jeg er ikke i tvivl om, at uanset rod i følelser og tanker ift. mig, så giver han den gas med alt hvad det indebærer. Det ser jeg faktisk som en god ting, for det kan jo give ham noget at tænke over ift den frihed han må vælge fra, hvis jeg tilbyder ham st vælge mig til på mine præmisser.

For ikke at blive alt for needy i eksamensland herhjemme, har jeg aftalt to Tinder -dates. De er rammesat ift. tid og enormt casual/uforpligtende, så det er mest to mennesker der mødes og hænger ud sammen. Det kan jeg sagtens stå inde for over for alle og mig selv. Og måske giver det også mig nogle nye vinkler på det med min kammerat.

[Tiktaktoe]

Min kammerat optager mine tanker åndssvagt meget. Det er irriterende, fordi jeg dels stadig ikke er nærmere en afklaring ift. mig selv, dels virkelig ser frem til at ses med ham og få snakket med ham IRL.
Jeg håber det er OK, at jeg læsser af her.

Det, der rent overfladisk/udadtil holder mig tilbage, er at jeg er meget i tvivl om, hvorvidt han er færdig med at futte rundt og date/knalde random piger efter sin eks. Så jeg har en idé om at skulle acceptere en periode, hvor jeg dates på linje med andre og det gider jeg simpelthen ikke.
Havde jeg bare mødt ham i byen, kunne vi godt ses uden det var videre forpligtende, men vi kender hinanden så godt, at skal relationen eskaleres, hedder det nærmest direkte til kys og sex. Og der kan jeg godt mærke, at jeg ikke kan forlige mig med at være én ud af flere.
Det er en præmis, han må få serveret og overveje, hvis jeg tænker at kunne give "noget" en chance.

Det er jo så det indeni. Jeg er stadig usikker. Vi er et godt match på mange punkter, men jeg har brug for den der "Hell Yeah" følelse - fra os begge to. Og jeg føler mig meget låst af ikke at vide, om han kan give mig dét eller blot give det et forsøg på den føromtalte præmis.
Men jeg kan jo ikke sidde og sige: "Ja, jeg tør altså ikke finde ud af hvad jeg føler, med mindre du går all-in nu" - det er en urimelig situation at sætte ham i.
Jeg er træt af at være tryghedsnarkoman.

Vi snakkede om at han var på festival og jeg er ikke i tvivl om, at uanset rod i følelser og tanker ift. mig, så giver han den gas med alt hvad det indebærer. Det ser jeg faktisk som en god ting, for det kan jo give ham noget at tænke over ift den frihed han må vælge fra, hvis jeg tilbyder ham st vælge mig til på mine præmisser.

For ikke at blive alt for needy i eksamensland herhjemme, har jeg aftalt to Tinder -dates. De er rammesat ift. tid og enormt casual/uforpligtende, så det er mest to mennesker der mødes og hænger ud sammen. Det kan jeg sagtens stå inde for over for alle og mig selv. Og måske giver det også mig nogle nye vinkler på det med min kammerat.

Var det ham, som du har skrevet om tidligere, hvor der ikke var seksuel kemi? Det er der pludselig nu?

[Zombie]

Var det ham, som du har skrevet om tidligere, hvor der ikke var seksuel kemi? Det er der pludselig nu?

Jeg vil ikke sige, at der "pludselig" er det. Og det er ikke sådan seksuelt betonet per se. Mine følelser og min seksualitet er tæt knyttet til hinanden. Og hvis jeg har følelser for ham, følger resten med.

Jeg antager, grundet hans egne overvejelser, at han føler en seksuel tiltrækning til mig nu, som ikke var der før. Ellers giver det ikke mening, at han har sat de ord på sine tanker, som han har.

Det, som er vanskeligt, er at det er vokset frem meget stille og roligt. Det gør det svært for mig at vide, hvad jeg selv tænker og føler, fordi det ikke er sådan head over heels, som jeg ellers er vant til. Og når jeg i forvejen holder af ham, hvor sætter man så skellet for, hvornår det er som venner og hvornår det er mere - hvis det som sagt opbygges langsomt over tid, og ikke bare er sådan "Bum! Du er forelsket"-agtigt.

Og ja, det er også årsagen til min indledende sarkasme: "Som alle nok havde forudset". Jeg vidste godt selv, det var meget hybris nemesis, da jeg skrev "Ih, vi er SÅ gode venner og ses bare UDEN bagtanker bla bla". Men det var sådan jeg havde det dér.

Zombie. Jeg kan virkeligt godt forstå, du synes, det er svært. Særligt, når du er i tvivl om, præcis hvad han lægger i relationen.

Tror du det overhovedet er muligt for dig at mærke, hvad du føler for ham, uden helt at vide, hvad han føler for dig/hvor meget han lægger i det?

(Spørgsmålet giver helt mening for mig. Gør det ikke det for dig, så projekterer jeg nok mine egne slåskampe over på dig - i så fald: ups. Bare glem det)

Jeg tror at jeg har det sådan lidt, at jeg ikke har lyst til at mine følelser skal være dikteret af, hvad HAN lægger i det. Jeg er ikke så bange for at blive såret per se - det er selvfølgelig aldrig rart, men jeg er en stor pige og har været igennem møllen nok gange, til at have fuld tillid til mine egne evner og styrke. Jeg vil hellere løbe en risiko end se mig over skulderen og tænke "hvad nu hvis"... hvis det kommer dertil.

Hvis jeg finder ud af, at jeg godt kunne give det en chance mellem os, om han kan acceptere visse præmisser omkring det (at vi ikke skal knalde andre, så - det ville være kaos) så tør jeg godt sige det og være ærlig med det, selvom der er en risiko for, at han vender hjem fra festivallen og siger "Hey Zombie, jeg har tænkt over det, og jeg synes ikke det er en god idé alligevel". Mine følelser er mine følelser, og skal deales med, uanset om jeg har sat dem verbalt i spil eller ej - og jeg er ikke så stolt, at jeg ikke "tør" smide dem på bordet og er bange for en afvisning.
Igen, jeg er stærk og ret sej... Jeg ville finde det ærgerligt, men ikke ydmygende eller lignende, hvis jeg fandt frem til at der var "noget" og han fandt frem til, at det var der ikke (alligevel).


Men det er rart, for en gangs skyld, at have sit hoved med i tingene. At det ikke er sådan noget hjerneløst noget, man forvilder sig ud i. Den fejl har jeg begået nok gange - og det er rart at give sig selv tid, til at mærke efter og tænke lidt over tingene.
Også selvom det kan være smadder irriterende.

Nu gik jeg lige en lang tur med hunden, og det var rart. Jeg er ikke sådan *helt* ude i torvene rent følelsesmæssigt, bare forvirret.

[FrøkenM]

Jeg har brugt dagen på at få styr på nogle hængepartier på mit frivillige arbejde. Det har været en skod uge og jeg har slet ikke følt, at jeg har kunnet følge med i det, så det var rart at nå så meget i dag der er dog et enkelt hængeparti: En mail til min samarbejdspartner, der sammenfatter alt det jeg har fået for hånden i den uge han har været væk pga. ferie. Jeg burde gøre det nu, men jeg tænker lidt at han sikkert har mere end nok at skulle deale med i morgen og de kommende dage, så jeg venter, for gider ikke presse mere end højst nødvendigt. Det bliver i morgen.

Nu passer jeg sofaen med et afsnit Private Practice, en Yoggi is og en Pepsi Max. Jeg elsker sommerferie med tid til afslapning

[Juki]

Jeg har været så uheldig at klemme det yderste af en finger imellem havedøren og en mur. Det er flere timer siden, men fuck hvor gør det bare mega ondt stadigvæk

Tror heldigvis ikke der er noget der er brækket. Til gengæld har jeg fået en kæmpe klemmelus der ligner en penis

[Wunder8]

Wunder... Det er altså også super irriterende. Og ikke kun, når det betyder, man ikke kan ses. Også når man "bare" føler, man ikke bliver prioriteret. Det er en unødvendig følelse.

Ikke-kæreste, som jeg hellere må finde for et andet navn for, blev f.eks. ret ked af det, da det gik op for ham, at det var det, jeg kom til at føle. Da det for ham jo er lige omvendt: Han vil altid gerne se mig.

For ham er det altså helt uforståeligt, jeg kan føle mig nedprioriteret og i sidste række, når alle ledige stunder i hans hoved har mit navn på.

Dertil må jeg bare konstatere, at jeg hører hvad han siger... men det er noget bavl

Jamen, det er jo den dér følelse af, at man ikke bliver prioriteret, der er megatræls. Kombineret med det åbenlyst upraktiske i ikke at planlægge noget rigtigt. Jeg ser faktisk ret meget frem til at tage snakken med ham, når vi ses. For jeg har virkeligt behov for at fortælle, hvordan jeg har det.

[Wunder8]

Jamen, jeg kan sagtens følge dig. Det ER umodent. Og jeg kæmper jo også med, at jeg bliver enormt irriteret over det, når det sker. Men jeg er nok en relativt large type trods alt, og det er ikke sådan, at jeg kan lide ham mindre af det, jeg synes primært bare, det er ret upraktisk.

Igår kunne jeg sagtens have skubbet på for at få en rigtig aftale. Men jeg gider jo ikke være den, der bliver ved med at skrive "men hvornår SÅ?". Det er en irriterende rolle at have. De gange, hvor aftaler er gået i vasken pga. miskommunikation (ham, der tror vi har en aftale, mig der ikke har holdt min dag fri til hans "måske" og omvendt), der vender han altid tilbage og spørger, hvornår vi så skal ses, og SÅ får vi en rigtig aftale i bogen. Det er som om, at når han selv oplever at blive "skuffet", SÅ fatter han det ligesom. Men hans go-to-strategi er altid den mere spontane.

Når jeg ser ham vil jeg sige til ham, hvordan jeg føler omkring det, og at vi er nødt til at finde en mellemvej, hvis vi skal blive ved med at ses.

Du slår mig som vældigt fornuftig og velovervejet - og så synes jeg sgu, det er rigtigt sejt, at du forsøger at håndtere det. Jeg tror ikke, jeg havde gidet - og dét siger jeg ikke med stolthed i stemmen ...

P.s. JEG er barnlig nok til at synes, han har lidt godt af at blive skuffet, når han nu ikke kan/vil planlægge. Nej, selvfølgelig holder du da ikke bare dagen åben for hans 'måske'. Gudfader på lokum, altså.

Haha, tak. Jeg er vist en relativt tilgivende person. Hvilket kan være både godt og skidt. Men jeg ved jo heller ikke, om jeg gider dette i længden I øvrigt bliver jeg også lidt skadefro, når jeg kan mærke hans skuffelse over, at vi ikke kan ses spontant. Forstået sådan, at jeg kan mærke, han fatter det, når han ligesom smager sin egen medicin. Jeg tror egentlig ikke, han sidder og forventer, jeg holder mine dage åbne, jeg tror bare ikke, han tænker på det. Altså, jeg tror vitterligt ikke, han spekulerer ret meget det, han gør.

[Wunder8]

Tak for opmuntringen Ja, jeg håber, det snart går over. Er bare så dårlig til at have uoverensstemmelser kørende med folk uden at løse dem med det samme. Ved ikke engang, om man kan kalde dette for det - det er nok mere mig, der synes, han er pissetræls.

Øv, det er anstrengende at have det sådan Er det ham, du har haft skrevet om, der er den knap så planlæggende type?

Ja, og konflikten handler om præcis dét Det er virkelig op ad bakke på det område, selvom jeg overordnet synes, det er blevet bedre, og vores "forhold" har en fin udvikling. Jeg har tidligere sagt til ham direkte, hvordan jeg havde det, men det er ligesom ikke sivet 100 % ind. Det korte af det lange er, at han i dag ville lave en måske-aftale, og jeg simpelthen blev så TRÆT indeni af, at vi ikke bare kunne lave en almindelig, bindende aftale. Men han er typen, der kun tænker en dag frem i tiden - og nej, jeg tror faktisk ikke, det har noget med hans følelser for mig at gøre, for dem har han vist på flere andre måder.

Jeg blev bare så skidetræt af det, at jeg endte med at sende en rigtig samtalelukker, fordi jeg simpelthen ikke gad tale videre om andre ting (som han prøvede på), når jeg inderst inde var pissesur. Jeg tror godt, han kan fornemme, at jeg ikke er helt tilfreds med ham.

Nå, beklager det lange svar

Aaaarmen, for hunnan da! Måske-aftaler er da også skideirriterende! Der skal i hvert fald være en bedre grund til at ville lave sådan én, end bare at man ikke lige kan bestemme sig eller gerne vil have følelsen af ego-frihed ... Det bliver nemt ret respektløst i forhold til andre menneskers tid, synes jeg. Er man meget nære/ses meget tit, så måske. En gang imellem. Ellers ikke.

Jeg bliver lidt træt i ansigtet over folk, der ikke kan se længere end en dag frem. Gu' ka' de da så! Men de vil ikke. Fordi de er panisk angst for at gå glip af noget. Hviiiis nu der kom noget mere spændende forbi. Åh, jeg gider ikke blive ufrivilligt impliceret i deres ego-cirkus.
Rent undtagelsesvis, men sgu ikke som standard.

Og jeg må nok indrømme, at jeg ikke ville kunne undgå at tage det som en kommentar til hans syn på mig. Jeg er nok lidt af en primadonna, hvad det angå

Når jeg ser ham vil jeg sige til ham, hvordan jeg føler omkring det, og at vi er nødt til at finde en mellemvej, hvis vi skal blive ved med at ses.

Forsøgt at reducere i quote, men er på fra mobil.

Jeg frasorterer kategorisk den type mænd. Det siger jeg ikke, fordi jeg synes du også skal gøre det, men for at give dig noget at tænke over.

Jeg har en kammerat, der virker lidt som en tøffelhelt. Han skal altid spørge kæresten, om han kan ses med folk på et eller andet tidspunkt .
Han har altid været som du beskriver. Og som resultat deraf er hans kæreste blevet familiens manager.
Jeg ved, hun er sygt træt af det. Men skal barnet til fødselsdag hos en fra børnehaven, eller arbejder de begge sent en dag og der et behov for hentning af Farmor, så hænger den på hende.

Min kammerats undskyldning er, at han altid har været den type, der ikke planlagde så meget. Og i starten dealede hans kæreste også med det, ud fra tanken om, at der skulle være plads til dem begge to. Forskellige typer og alt det.
Men med to små børn, job, og lignende der skal gå op, har man ikke altid den luksus at være spontan. Engang imellem er fint nok, hvis de får en pepperonibolle fra bageren i stedet for en madpakke, men ikke hver dag.

Det blev bare langsomt sådan, at når der skulle planlægges, så var det hende. Og den holder stadig ved. Det gad jeg ikke.

Jeg kan godt se, hvor du vil hen, men jeg synes egentlig, det er en lidt ujævn sammenligning. For jeg synes, det er en totalt anden sag, når der er børn involveret. Og vi er jo heller ikke kærester, vi dater blot. Så konsekvenserne af hans dårlige planlægningsevner går jo ikke rigtigt ud over andre end min tålmodighed (ikke at det ikke er træls). Jeg gad heller ikke være nogens mor i et forhold. Men det synes jeg heller ikke helt, er tilfældet her.

[Mulan]

At blive kaldt "buddy" og "bro" af crush. Oh joy.

[Skralde]

At blive kaldt "buddy" og "bro" af crush. Oh joy.

Ej, øv!

[FrøkenM]

At blive kaldt "buddy" og "bro" af crush. Oh joy.

Det er SÅ surt!