Det der med "jeg elsker dig"

[Joe]

Nej, den ligger ikke i Sex og forhold, for det er ikke kun i forhold til en partner, jeg tænker på.

Hvor nemt kommer de ord ud for jer? I USA siger de det jo til alle, de har talt med mere end to minutter, virker det som om, men her i Danmark er det mere reserveret til de allernærmeste tænker jeg.

Personligt er jeg også skyldig i ikke at få det sagt. Altså, jeg siger det ofte til min kæreste, men aldrig til min familie, selvom jeg elsker dem højt. Til mine tætteste veninder bliver det nærmere "jeg holder så meget af dig"-agtigt. Jeg kan sige så mange andre søde ting til folk, men lige det der "jeg elsker dig" det har jeg virkelig svært ved at få over tungen. Men jeg er virkelig heller ikke vokset op i et hjem, hvor det var noget man sagde for alvor - på trods af at der virkelig var betingelsesløs kærlighed og støtte.

Hvordan har I andre det med de tre ord?

[Advocatus-Diaboli]

Nej, den ligger ikke i Sex og forhold, for det er ikke kun i forhold til en partner, jeg tænker på.

Hvor nemt kommer de ord ud for jer? Hvordan har I andre det med de tre ord?

Jeg synes det lyder SÅ kunstigt - også selvom jeg skulle mene det. Så hellere vise det med handlinger eller med andre indforståede sætninger, der betyder det samme.

[Purple Haze]

Det er ikke noget jeg kaster om mig for et godt ord, når jeg siger det mener jeg det.

Synes at folk der siger det konstant devaluere det, for hvad siger de så når noget er rigtig vigtigt?
Lidt som folk der kalder alle der ikke ligner en spand lort for smukke, ordet midster sin mening.

Men altså hvad andre gør må de selvfølgelig om.

[Badesandalen]

Jeg har virkelig svært ved at sige det, og jeg aner ikke hvorfor. Jeg sagde det nærmest til alle da jeg var teenager, men efter jeg er blevet voksen er det egentlig kun min mand jeg siger det til. Det er lidt akavet når min mor siger det, og jeg ikke aner hvad jeg skal svare, eller når min skønne lille niece siger det. Det er faktisk ret røv.

[LadyFox]

Det kommer lidt an på hvem det er - jeg er elendig til at sige det til kærester, og min lillesøster.

Men til min mor, og mine veninder der falder det mig ret naturligt.
Jeg tror det for mig handler om "kulturen", altså blandt mine tætteste veninder der er det bare normen at sige som man føler, og kaste med komplimenter på kryds og tværs, og derfor falder det mig let ind. Hvor min lillesøstersom jeg elsker uendelig højt er sådan ret bossy, smart og faktisk en smule intimiderende, der falder det mig knap så naturligt.

Hvad angår kærester der er jeg nok lidt spoleret, det falder mig bare ikke naturligt at sige den slags, og når jeg gør så lyder det kunstigt og bøvet, og jeg føler det vildt akavet. Jeg vil også langt hellere vise det igennem handlinger.

[Urtekussen]

Jeg siger det til min kæreste og mine børn. Jeg kan ikke huske at mine forældre nogensinde har sagt det til mig, og sådan skal mine børn ikke have det.

[Lone]

Den eneste, jeg siger det direkte til, er min kæreste.
Mine andre "nærmeste", dvs. familie og venner siger jeg det ikke til. Ikke fordi, jeg ikke elsker dem, men mest fordi det aldrig har været en del af min/vores "kultur". Så for dem viser jeg det gennem handlinger.

[godtnavn]

Jeg siger det nok emre end de fleste, jeg siger det ofte til kæresten, med min ex sagde jeg det nærmest aldrig og rystede på hovedet af dem der sagde det uafbrudt, nu er jeg selv en af dem. Min kæreste gør hver dag ting der får mig til at føle mig som verdens heldigste kvinde og det gør det svært for mig at holde det tilbage. Især i perioder hvor jeg er nede og ikke føler jeg kan vise det så meget gennem handling som jeg ville ønske, så er det rart at kunne sige det.

Til familie siger jeg det aldrig, pånær til børnene, jeg elsker mange flere i min familie end jeg siger det til, men det er ikke normalt at sige i min familie, og jeg er ikke i tvivl om at folk ved det selvom jeg ikke siger det, viser det på så mange andre måder.

Venner siger jeg det af og til til, men kun til de få venner jeg elsker ubeskriveligt højt. Altså, jeg har mange venner jeg holder ubeskriveligt af, men for at jeg kan sige at jeg elsker folk skal jeg også elske dem når de er nogle idioter, og det er få venner der opfylder det krav. Men de få der gør har jeg sagt det til.

Ofte er jeg typen der bare ærligt fortæller folk når jeg synes de er awesome, også folk jeg ikke kender vildt godt, så det ville være fjollet hvis jeg ikke også fortalte de folk jeg elsker at jeg elskede dem. Jeg er nok lidt for ærlig om den slags

[MOGA]

.

[Anilara]

Jeg har aldrig sagt det til nogen i familien, og de har heller ikke sagt det til mig. Så gætter på det vare er normen.
Jeg siger det en sjælden gang i mellem til min kæreste.. Dvs måske to-tre gange om året.

Jeg er bedre til at vise det med handlinger, men vil egentlig gerne sige det til min far.. For jeg elsker ham virkelig, og han er den vigtigste person i mit liv. Det er bare pisse besværligt at sige det til en meget mut, jysk, gammel landmand. Men mon ikke han mærker det?

[Karkluden]

Jeg siger det ofte til min kæreste, og han siger det også ofte. Vi kan ikke lade være. Jeg elsker ham simpelthen så utroligt meget, at det bobler over i mig, hvis jeg ikke siger det - også selvom der er handlinger osv.

Derudover siger jeg det til min mor relativt ofte. Jeg vil ikke have et forhold som min mor og hendes forældre har, hvor de aldrig rigtig har sagt det. Jeg er en ord-person.

Så er der enkelte meget nære venner/veninder, der har hørt det et par gange. Men ellers er det ikke noget, jeg bruger. At elske er en ekstremt stor følelse for mig. Jeg har måske sagt i sjov "Jeg elsker dig" eller "jeg vil giftes med dig", når nogen gør/siger noget fedt, men der tænker jeg at folk udmærket forstår, at det er en joke og med glimt i øjet.
Men jeg er god til at sige, at jeg holder af folk, beundrer dem osv.

[Aima]

Vi har altid brugt det i min familie. Min mor og far og bror og jeg har sagt det på kryds og tværs til hinanden lige så længe, jeg kan huske. Ikke sådan hele tiden, men hvis nogen skulle på kursus eller lejrskole eller den slags, altså i sådanne situationer, hvor vi også lige gav et ekstralangt kram, fordi der ville gå lidt længere tid end ellers, før vi sås igen. Min far døde meget uventet og pludselig, da jeg var 12, og aftenen inden den morgen han døde, sagde han, han elskede mig. Det var ikke typisk, for det var bare den sædvanlige 'godnat og sov dejligt'-rutine, men den aften tilføjede han lige, da jeg var på vej ud af stuen, 'husk, jeg elsker dig, lille skat'. Jeg har tænkt på det fem millioner gange siden. Det var det sidste, han sagde. Det er faktisk vildt nok, synes jeg.

Jeg har to veninder, jeg elsker. Resten af mine venner/veninder elsker jeg ikke, jeg holder sindssygt meget af dem, men ikke på elske-måden. De to damer jeg elsker, får det vel at vide et par gange om året. Altså, med den ene afslutter vi sommetider med 'love you!', men det er ikke sådan heeelt fra hjertekulen, føler jeg, sproget distancerer det lidt, men det sker alligevel, heldigvis, at vi får mindet hinanden om, vi elsker.

I kæresterelationer har jeg altid været nærig med det, men det er blevet værre med tiden. Eller værre med erfaringerne, nok nærmere. Jeg ved ikke, hvad det er jeg er bange for, men jeg tror det handler om, jeg føler, den skrøbelighed der er forbundet med ikke-platonisk kærlighed, bliver for udtalt og tydelig, når den italesættes så utvetydigt. Jeg synes dog, jeg er ret anerkendende, også verbalt, når jeg er forbundet med nogen på den måde, så jeg tror ikke, nogen har manglet bekræftelse lige hvad dét angår. Det håber jeg ikke.

[Karkluden]

Jeg føler i øvrigt ikke, jeg kan slide frasen op. Ikke når jeg kun siger det til dem, jeg mener det til. Jeg føler kun min kærlighed stærkere hver gang jeg fortæller min kæreste, jeg elsker ham.

[Fru Sunshine]

Jeg siger det faktisk kun til min mand hver dag.
Mine børn hører det en gang imellem, men de er ikke i tvivl.

Ellers er det ikke noget, jeg går og siger til folk.

[Ado]

Mine børn hører det næsten dagligt. Jeg er selv vokset op i et kærligt hjem, hvor handlinger og ord altid hang sammen. Jeg siger det også helt naturligt til mine forældre og omvendt.
Mine veninder hører det også. Ikke dagligt. Ikke en gang om ugen. Men når det falder naturligt. Om man kan slide "jeg elsker dig" op, aner jeg ikke. Det afhænger vel af den enkelte person. I min familie og omgangskreds kan det ikke blive slidt op. Det er følelser, der kommer ud af munden helt oprigtigt.