Det der med "jeg elsker dig"

[BlueBunny]

For mig betyder ordene rigtig meget.
Da jeg mødte min mand, var han super utålmodig for at jeg skulle sige det. Jeg fortalte jeg først sagde det når jeg mente det, at det betød meget. For ham betød det ikke så meget.
Tror der gik 3 måneders tid, måske mere? Engang senere sagde han, at nu vidste han hvad det betød. Og han siger det også ofte.

Jeg siger det hver dag, tror jeg, til min mand og børn. Sms'er det også ofte til min mand. Mener det hver gang og bliver varm indeni over hvor heldig jeg er.

Til mine børn siger jeg nogen gange "vil du høre en hemmelighed?" Og det vil de gerne, så siger jeg "jeg elsker dig". Så griner vi lidt... For det er ikke en hemmelighed.

Jeg kan også finde på at gøre det mere intens. Sådan "kig mig i øjnene, jeg skal fortælle dig noget. Jeg ELSKER dig". Og så kram og kys.

Til mine store "bonusdrenge" er det lidt sværere at sige. Jeg elsker dem, men siger det mere lejlighedsvist. Hvis de har gjort et eller andet, eller i et kram. Eller kan skrive det til dem i en forbindelse.

Desværre er jeg ikke god til at sige det til min far, veninde og bror.

Jeg siger det aldrig i flæng uden at mene det. Måske sarkastisk-kærligt ala "jeg elsker også dig".

[Animi]

Jeg siger det ofte til min familie og bedste veninde. Den jeg siger det mest til er nok min niece.
Det er meget normalt i min familie at sige det

[Advocatus-Diaboli]

Den eneste, jeg siger det direkte til, er min kæreste.
Mine andre "nærmeste", dvs. familie og venner siger jeg det ikke til. Ikke fordi, jeg ikke elsker dem, men mest fordi det aldrig har været en del af min/vores "kultur". Så for dem viser jeg det gennem handlinger.

Man skal heller ikke undervurdere betydningen af en mandigt håndtryk eller en lammer på armen.

[catnip]

Jeg har det akavet med "jeg elsker dig". Det er aldrig blevet brugt i min familie, mine forældre har aldrig sagt det til mig - det er mere sådan noget "jeg holder af dig". Jeg sagde en gang til mine forældre at jeg elskede dem...så blev de sådan helt febrilsk akavede. Om det er derfor at udtrykket er blevet så akavet for mig, ved jeg ikke, men det er da sikkert en del af forklaringen. Jeg synes også det lyder mærkeligt at sige...det er ikke så pænt?

Derfor er det jo superheldigt for mig at jeg er udenlandsk gift, og vi taler engelsk med med hinanden. Jeg har ingen problemer med "I love you", og vi siger det ofte til hinanden...ikke dagligt men måske en gang om ugen eller sådan noget. Det føles godt og dejligt og rigtigt. Min mands familie siger det også meget mere uopfordret end min familie (som jo faktisk slet ikke siger det overhovedet), så jeg ved ikke om der også er noget kultur inde over...

[Mi55y]

Vi har aldrig rigtig brugt de tre små ord i min familie - bortset fra mellem mig og min bedstemor. Min søster og niece bruger dem meget, og derfor får jeg dem også en gang i mellem at høre fra den bette - og så gengælder jeg selvfølgelig. Men med voksne har jeg aldrig haft det nemt med de ord. Har haft flere kærester, hvor jeg aldrig fik dem gengældt og en enkelt, hvor jeg gjorde - men vi var så også sammen i 7 år.

Lige nu er jeg i mit første forhold i mange år, og jeg har flere gange for nyligt taget mig selv i at være ved at sige ordene til min kæreste - det er noget nyt! Men jeg tør ikke... For de ord er bare så store i min verden, at jeg er i tvivl om, om det nu også kan passe, at jeg rent faktisk elsker ham efter kun at have været sammen i 8 måneder...

[Flowergirl]

Jeg siger det egentlig kun til min kæreste - men fra begges sider af, er det ikke noget vi siger hver dag eller hver uge. Vi viser det mest gennem handlinger, hvilket jeg også sætter meget mere pris på. Tror mest vi siger det til hinanden hvis vi har et romantisk øjeblik, hvis vi har været uvenner, eller hvis den ene af os er lidt oprevet over et eller andet.

Men det er aldrig noget vi som sådan har brugt i familien. Kun min mor siger det til os børn, men jeg vil faktisk hellere have at hun lader være med det (ihvertfald til mig). Synes det er akavet og jeg føler mig utilpas når hun - og for den sags skyld også andre udover kæresten - siger det. Men jeg er og har heller aldrig været den der har slynget "jeg elsker dig", vil holde i hånd, kramme osv. Og det er grænseoverskridende for mig hvis folk gør det til mig.

[sigge]

Det er ikke noget, vi har tradition for at sige i min familie. Jeg kan ikke huske, at jeg selv har sagt det eller, at jeg har fået det at vide nogensinde af hverken forældre, bedsteforældre eller min søster. Jeg synes faktisk, det er mærkeligt og akavet, hvis min mor pludselig kalder mig "skat", for det er ikke et kælenavn, vi typisk har brugt.

Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst har sagt det. Men jeg er ret sikker på, at det har været i et ironisk tonefald "Jeg elsker også dig", hvis folk har sagt et eller andet spøgefuldt, fornærmende til mig.

[Torn]

I min familie har vi aldrig sagt det til hinanden. Vi er ellers utroligt kærlige og varme i hinandens selskab. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvad min nære familie føler for mig. Det viser de i ord og i handling og jeg har ikke behov for mere. Det ville være underligt, hvis de pludseligt sagde de famøse ord. Så ville jeg frygte, at de var dødeligt syge eller noget.

Min kæreste har det meget svært med ordene og derfor bruger vi dem ikke over for hinanden. Det ville jeg ellers gerne. Ikke ofte, måske årligt. Det har vi snakket en del om, men det bliver nok ikke anderledes. Jeg ved, at han føler stærkt for mig, og så må jeg affinde mig med det.

Jeg ville ikke kunne holde ud, hvis det skulle siges dagligt eller ugentligt. Så ville jeg føle, at ordene mistede værdi.

Jeg siger ikke til ven(inder), at jeg elsker dem. Det tror jeg heller ikke, at jeg gør. Altså elsker dem. Jeg tror kun, jeg elsker mine forældre, søskende og kæreste. Men jeg holder utroligt meget af mine venner, bedsteforældre og svigerfamilie. Helt ind i hjertet og dybt ind i sjælen holder jeg af dem. Men jeg elsker dem ikke.

[Nutellaen]

Selvom jeg er vokset op i en tæt og kærlig familie med masser af kys og kram, så var det bare ikke nogle ord, som der blev smidt rundt med i vores lille, Sønderjyske hjem. Selv siger jeg det dagligt til min kæreste og min datter, kan slet ikke lade være. Siger det aldrig til andre, det kommer til at lyde så påtaget og kunstigt..

[Panton]

Jeg er vokset op i en familie hvor jeg aldrig hørte det (eller følte det) så for mig er det ikke noget der slynges ud i flæng. Jeg er nok lidt kold på det punkt og siger det kun til min søn, men han får den også flere gange om dagen og ved det i hjertet at mor elsker ham.

Jeg elsker nok også en veninde fordi vi har været der for hinanden så længe, men jeg viser det mere i handlinger, krammere og sådan. Loyalitet og alt det der. JEg har ingen familie og levede de fik de sgu ikke et Jeg elsker dig

Til kærester, har jeg kun sagt det til 2 forskellige, resten har fået et "jeg holder af dig" Jeg synes det forpligter og er ord med betydning. For mig altså. Jeg ryster det ikke ud af ærmet. Jeg er ikke så vild med at de ord nogengange bliver brugt lemfældigt og folk elsker alle mulige de end ikke kender, såsom kendte og sådan noget!!

[Advocatus-Diaboli]

Jeg ved snart ikke hvad der er værst: At skulle sige det selv, eller hvis en anden siger det til én - og man ikke selv vil sige det tilbage (uanset om det er fordi man ikke er parat eller fordi man bare ikke har de følelser for den person).

At dømme efter deres ansigtsudtryk, så var det ikke et "super..." - efterfulgt af et high-five - de havde sat næsen op efter.

[Zombie]

Jeg siger det tit og ofte til mine nærmeste. Jeg oplever på ingen måde, at det mister sin værdi eller betyder mindre, og jeg ser det heller ikke i opposition til at sige andre ting, der betyder det samme eller at vise det med mine handlinger.

Der er for lidt kærlighed i verden, og det giver ingen mening for mig at være nærig med det. Mit liv er kun blevet bedre og rigere af at elske og sige/vise at jeg gør det, og ligesom gaver, blomster, kram og kys ser jeg ikke, at det kan blive for meget, når man tænker realistisk og ikke laver vilde tænkte eksempler.

[Zombie]

Jeg siger det til mine forældre, min søster, min hund, min bedste ven og -veninde. Ikke andre.

Sagde det ikke til mine to sidste eks'er, nåede aldrig udover forelskelses fasen med dem, så dwt blev ikke dybt nok til at sige det .

[Contrast]

Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi er kærlige med kram, og især min far har tit sagt at han elsker mig. Min mor siger det sådan set ikke rigtigt, men har vist det igennem handlinger, og været utroligt god til at støtte mig. Når jeg en sjælden gang siger det til hende, bliver hun helt rørt.

Med tidligere kærester nåede jeg aldrig dertil, hvor jeg sagde det. Der skal en del tid og udvikling i forholdet til, før jeg siger det, for jeg skal virkelig mene det. Også fordi det nemt kan føles akavet. Med min nuværende kæreste sagde han det ret tidligt, og jeg blev ret rørt, men var på det tidspunkt ikke klar selv. Han kunne dog lide min reaktion Nu siger jeg det ret tit til ham og det har tidligere måske også føltes akavet et par gange, men det gør det slet ikke mere. Er i øvrigt enig med Zombie om at det ikke kan siges/vises for tit.

[Sangius]

Siger det kun til min mand.
Har også sagt det enkelte gange til min niece og nevø. Jeg siger det også til min ufødte datter.